Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkter 6 og 7-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Torsdag den 7. oktober 1993 kl. 13.00.

 

Dagsordenens punkter 6 og 7.

 

 

Forslag til landstingslov om Landstingets ombudsmand og forslag til landstingslov om den offentlige forvalt­ning.

(Landsstyreformanden)

(1. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen:

Mødet er startet. I dag torsdag den 7. oktober skal Landstinget behandle 5 dagsordenspunkter, nemlig punkt 6, forslag til landstingslov om Landstingets ombuds­mand, det er 1. behandling. 2. og 3. behandling vil ske i forbindelse med forårssamlingen 1994.

 

Og endelig punkt 7, forslag til landstingslov om den offentlige forvaltning. Det er landsstyreformanden, der forelægger disse forslag samlet til 1. behandling. Ligesom for punkt 6 vil 2. og 3. behandling ske i forbindelse med Landstingets forårssamling 1994.

 

Og punkt 15, forslag til landstingstillægsbevillingslov II 1993. Det er også en 1. behandling. Det er lands­styremedlemmet for Økonomiske Anliggender, der skal forelægge.

 

Punkt 24, forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om sociale pensioner og æl­dreinstitutioner.

 

 

Her er det Nikolaj Heinrich, der skal fremsætte forslag og det er ligeledes landsstyremed­lemmet for Sociale Anliggender, der skal forelægge og så er det også en 1. behandling.

 

Endelig punkt 23, forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om orlov og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption. Her er det lands­styremedlemmet for Sociale Anliggen­der, der skal fore­lægge og det er ligeledes en 1. behandling.

 

Men forinden vi går over til dagsordenen vil jeg her særskilt byde Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen samt hans sekretariatschef Lennart Frandsen velkommen i salen, da de selv har sørget for at være tilstede her, for at kunne følge drøftel­serne af for­slaget til landstingslov om Landstingets ombudsmand samt forslaget til landstingslov om den offentlige forvaltning.

 

Endvidere har de i den forbindelse kunnet give en meget klar orientering til Landstingets For­fatningsudvalg omkring punkterne, som vi gerne vil vide mere om i forbindelse med det videre arbejde. Mange tak og endnu engang velkommen.

 

Og så vil landsstyreformanden, i henhold til sin an­modning, forelægge de to dagsordenspunkter samlet og partiordførerne vil også kommentere dette samlet. Vær så god landsstyreformand.

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand:

Jeg skal hermed på vegne af Landsstyret fremkomme med forslag til landstingslov om Landstingets ombudsmand og i den forbindelse forelægge forslag til landstingslov om den offentlige forvalt­ning.

 

Først omkring forslag til landstingslov om Landstingets ombuds­mand:

 

Som led i Landsstyrets bestræbelser på at forbedre borgernes retssik­kerhed og behandling i den offentlige forvalt­ning, fremsætter Landsstyret to lovforslag i dag, først lovforslag om Landstingets ombudsmand og dernæst lovforslag om den offentlige forvaltning.

 

Disse to lovforslag skal medvirke til, at sagsbe­hand­lingen i den offent­lige for­valtning forbed­res, og at borgerne opnår for­øget sik­ker­hed for, at forvalt­nin­gens af­gørelser er lov­lige og rigti­ge.

 

Ved indførelse af en forvaltningslov samtidig med indførelse af en Landstingets ombudsmand vil man give bor­gerne sik­kerhed for korrekt sags­behand­ling samtidig med, at borgeren har sikkerhed for, at der bliver holdt kontrol med forvalt­ningens udøvel­se.

 

Lovforslaget om Landstingets ombudsmand er udarbejdet på grundlag af den debat, der har været i Landstinget både under efter­års­sam­lin­gen 1992 og forårssamlingen 1993 om, at der skal etableres en Lands­tingets ombuds­mand.

 

Forslaget bygger på den danske lov om Folketingets ombuds­mand, men er tilpasset grønlandsk lovgivning.

 

Set i forhold til andre kontrolordninger er ombuds­mandskontrol­len kendetegnet ved, at den er begrænset til at angå en bestemt personkreds, nemlig ansatte i Hjem­mestyrets samt kommunernes for­valtning. Endvidere er den kendetegnet ved, at ombuds­mandens myndighed ikke går videre end til retlig ufor­bindende udtalelser, fortrinsvis om et ansvars pla­cering.

 

Ombudsmandens kontrol med forvaltningen sigter imod at få konstateret, om nogen i tjene­sten forfølger ulovlige formål, træffer vilkår­lige eller urimelige afgørelser, eller på anden måde gør sig skyldig i fejl og forsøm­melser.

 

Efter forslaget skal landstingsloven træde i kraft den 1. januar 1995. Dette betyder, at de udgifter, der er forbundet med etableringen og driften af ombudsmands­institu­tionen, skal ind­arbejdes i Finansloven for 1995.

 

Lovforslaget har endnu ikke været til høring i Justi­ts­ministeriet eller hos Folketingets ombudsmand, men det forud­sættes, at denne hør­ings­runde sker mellem 1. og 2. behandlingen af dette lovfor­slag her i Landstinget. 

 

Landsstyret skal her benytte lejligheden til at takke Folketin­gets ombudsmand for den interesse og bistand, som han har vist vores bestræbelser på at få etableret en Landstingets ombudsmand, og samtidig takke ham for, at han har afset tid til at være til stede her i for­bindelse med 1. behandlingen af lovforslaget.

 

Hans Gammeltoft Hansen, som tillige er berømt her i lan­det, også på baggrund af at han er meget musikalsk, men først og fremmest som en meget dygtig ombudsmand. Det er han kendt for her i landet.

 

Jeg skal således indstille, at lovforslaget henvises til videre behandling i Landstingets Forfatningsudvalg, inden det overgår til 2. og 3. behandling i Landstinget på forårssamlingen 1994.

 

Og jeg skal som det næste forelægge forslag til lands­tingslov om den offentlige forvaltning:

 

 

Det ligger Landsstyret meget på sinde, at vi gør vort yderste for at sikre borgerne en tryg behandling i den offentlige forvalt­ning, samtidig med, at borgerne også har en reel mulighed for at tage til genmæle overfor forvaltningens afgørelser.

 

Landsstyrets forslag til en forvaltningslov har i den forbindelse som mål, at der allerede i den enkelte bor­gers møde med "syste­met" er skabt klare spillereg­ler for borgernes behandling.

 

Landsstyrets forslag til en lov om den offentlige for­valtning i Grønland er udarbejdet med udgangs­punkt i den danske forvalt­ningslov, som trådte i kraft den 1. januar 1987.

 

Der er i vidt omfang tale om en lovfæstelse af de al­min­delige, u­skrevne forvalt­ningsretlige grundsætnin­ger, som længe har været gældende for såvel den danske som den grønland­ske forvaltning. Endvidere bygger forsla­get på de udtalelser og hen­stillinger, som Folketing­ets om­budsmand er fremkommet med om den offentlige for­valt­ning.

 

I fremlæggelsen af Landsstyrets forslag til lands­tings­lov om den offentlige forvaltning skal jeg frem­hæve følgende elementer:

 

- Bestemmelser om inhabilitet, som præciserer hvilke former for interessekonflikter, der bør medføre inha­bilitet i forhold til behandlingen og afgørelsen af en sag i den offentlige forvalt­ning.

 

- Bestemmelser om vejled­ning, som præciserer den pligt, forvalt­ningsmyn­dighederne har til at yde bor­gerne vej­ledning.

 

- Bestemmelser om parters aktindsigt og partshøring, som til dels er en videreførelse af den gældende of­fent­lig­hedslovs regler. Dog foreslås det, at parts­hø­ring skal foretages på forvaltningsmyn­dighe­dens ini­tiativ og ikke som hidtil på borgerens eget initia­tiv.

 

- Bestemmelser om begrundelse af forvaltningens afgø­relser og klagevejledning, som er nye bestem­melser, idet der ikke er gene­relle forvaltnings­retlige grund­sætninger herom. Der er alene, i et vist omfang, fast­sat bestemmel­ser for bestemte forvaltnings­områder.

 

- Bestem­melser om tavsheds­pligt, som præciserer, at al-le i den offentli­ge forvaltning er omfattet af tavs­hedspligten for perso­ner i offentlig tjeneste eller hverv efter kriminallo­vens ' 29. Der åbnes også mulig­hed for, ved bekendt­gørelse, at inddrage andre person­grupper under krimi­nallovens bestemmelser om tavsheds­pligt.

 

Det centrale anvendelsesområde for forvaltningsloven er den administrative sagsbehandling i forbindelse med konkrete forvaltningsafgørelser.

 

Loven foreslås, i overensstemmelse med hvad der gælder for offentlighedsloven, at skulle gælde for både Hjem­mestyrets og kommunernes forvaltning, uanset om der er tale om almindelige forvaltningsmyndigheder eller sær­lige nævn og råd.

 

Udenfor lovens anvendelsesområde falder Landstinget og organer med tilknytning hertil, f. eks. de forskel­lige landstingsudvalg og Landstingets ombudsmand, da disses virksomhed ikke kan henregnes til den offentlige for-valtning.

 

Endvidere åbner loven mulighed for, at nærmere angivne selskaber m.v. i større eller mindre omfang kan ind­drages under lovens anvendelsesområde. Det gælder for selskaber, hvor udgifterne til deres virksomhed over­vejende dækkes af Grønlands Hjemmestyre eller en kom­mune, eller hvis virksomheden har fået tillagt befø­jelser til at træffe forvaltningsafgørelser på Hjemme­styrets eller en kommunes vegne.

 

Da der er tale om en temmelig omfattende landstings­lov, og da lov­forslagets gennemførelse vil få vidtræk­kende betyd­ning for den offentlige forvaltning, vil det kun undergå 1. behandling i indeværende samling.

 

I perio­den frem til 2. og 3. behandlingen på Landstin­gets for­årssamling 1994 skal forslaget udsendes til høring i Hjemmesty­rets forvaltningsmyndigheder og Kanukoka, således at det kan blive grundigt belyst, hv­ilke admi­nistrative og økonomiske konsekvenser, der er forbun­det med lovens gennemførelse.

 

I forlængelse af høringsrunden vil Landsstyret nøje overveje, i hvilket omfang der vil være behov for ænd­ringer i enkelte af forslagets bestemmelser, ud fra en realvurdering af vort forvaltningssystem i kom­munerne og i Hjemmestyret.

 

Forslaget bør tillige henvises til behandling i Lands­tingets Forfatningsudvalg inden det går over til 2. be­handling her i Landstinget.

 

Endvidere er det foreslået, at loven skal træde i kraft den 1. januar 1995. Hensigten med denne lange ikraft­trædelsesfrist er, at der i tiden mellem lovens ved­tagelse og ikrafttræden skal udarbejdes en vejled­ning om forvaltningsloven og afholdes kurser for kommunernes og Hjemmestyrets em­bedsmænd.

 

Jeg skal således indstille, at også dette lovforslag henvises til behandling i Landstingets Forfatningsud­valg, inden det overgår til 2. og 3. behandling her i Landstinget på forårssamlingen 1994.

 

Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:

Da vi sidst drøftede spørgsmålet om Grønland skulle have sin egen ombudsmand på Landstingets forårssamling i år, kunne Siumut støtte denne tanke, men fandt det samtidig væsentligt at understrege, at der først blev gennemført en lov om den offentli­ge forvaltning.

 

De to forslag, som nu ligger på bordet til 1. behand­ling på denne landstingssamling, nemlig et forslag til em ombudsmandslov og et forslag til en forvaltningslov, er efter Siumuts opfattelse to gode og klare forslag, som vi mener kan blive et godt udgangs­punkt for en række forbedringer i vort lands administration.

 

Jeg ved af mine egne erfaringer fra kommunernes Til­synsråd, at der er et stort behov for en uafhængig instans, som kan bidrage til sikring af en mere ens­artet og forvaltningsmæssig korrekt behandling af borgerne i landets kommuner, idet kommunerne som oftest ikke selv råder over den nødvendige juridiske eksperti­se for at kunne håndtere en stadig mere indviklet og kompleks lovgivning.

 

Vi har derfor med tilfredshed noteret, at lovforslagets ' 4, stk. 2 slår fast, at ombudsmanden er kompetent til at behandle sager fra kommunernes forvaltning med en klageadgang til Hjemmestyret, ligesom ombudsmanden efter lovforslagets ' 6, stk. 5 af egen drift kan tage en sag op, som har været behandlet i en kommune, hvis ombudsmanden efter eget skøn mener, at væsentlige interesser er blevet krænket.

 

Da forslaget til en grønlandsk ombudsmandslov i vidt omfang bygger på den danske model, som er en foregangs­model for flere andre landes ombudsmandsinstitutioner, finder Siumut det også væsentligt, at Landstinget løbende holder sig orienteret om de ændringer i om­budsmandsinstitutionen, som gennemføres i Danmark.

 

Vi skal derfor foreslå, at Landstingets Forfatningsud­valg snarest tager kontakt til Folketingets Retsudvalg og der drøfter mulighed­erne for en løbende orientering af Hjemmestyret om Retsudvalgets arbejde vedrørende Folketin­gets ombudsmandsudvalg.

 

Siumut skal dernæst anføre, at det er meget vigtigt, at der sikres et juridisk velfunderet sekretariat for ombudsmandsinsti­tutionen, hvis man ikke kan finde en grønlandsk ombudsmand, som selv har den nødvendige juridiske baggrund.

 

Med hensyn til gennemførelsen i praksis af de to fore­liggende lovforslag efter disse vedtagelse, som efter planen vil ske på Landstingets forårssamling 1994, skal jeg understrege det vigtige i, at såvel Hjemmestyrets som kommunernes embedsmænd får en grundig indføring i de regler, som omhandles i den ny forvalt­ningslov, således at denne både kommer til at virke som en rets­garanti for borgerne og som en støtte for forvaltnin­gerne.

 

Der ligger i den forbindelse en mulig sidegevinst i form af, at en generel højnelse af den administrative standard vil medvirke til at mindske landets afhængig­hed af tilkaldt arbejdskraft i den offentlige sektor som helhed.

 

Jeg skal til slut bemærke, at vi alt for tit her i landstingssa­len har brugt vores arbejdstid på menings­løse drøftelser af påstande om sagsbehandlingsfejl eller om magtfordrejning i konkrete sager, selvom det hele tiden har ligget klart, at disse sager kun kunne afgøres endegyldigt af domstolene.

 

Det er Siumuts håb, at vi med oprettelsen af en om­budsmandsinsti­tution, som på Landstingets vegne kan føre kontrol med Landssty­ret og dets embedsmænd, frem­over undgår den slags debatter.

 

Jeg skal også lige sige, at jeg håber at sprognævnet ikke skal prøve på at oversætte "ombudsmand", men at vi fastholder dette begreb, også i forbindelse med den grønlandske oversættelse, således at vi bruger begrebet "ombudsmand". 

 

Siumut skal med disse bemærkninger anbefale, at de to lovforslag overgår til udvalgsbehandling i uændret form.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

Under efterårssamlingen i 1992 fremsatte Atassut for­slag til landstingslov om Landstingets ombudsmand, som først blev behandlet under forårssamlingen 1993 i forbindelse med landssty­reformandens redegørelse om udarbejdelse  af en ombudmandslov.

 

I den forbindelse skal vi gøre opmærksom på, at Atassut ikke har trukket sit forslag tilbage, hvorfor det undrer os, at Landssty­ret tilsyneladende med et penne­strøg har fjernet det, eftersom det slet ikke er nævnt under det dagsordenspunkt.

 

Atassut og Issittup Partiia konstaterer, at nærværende udkast til lov i det store hele er på linie med Atas­suts forslag. Det er visse passager, hvor kun udtryk er anderledes.

 

Men vi skal ikke dvæle ved det spørgsmål, men i stedet udtrykke vores glæde over, at det første egentlige skridt er taget til etablering af ombudsmandsinstitu­tionen ved forelæggelse af udkast til lov om ombuds­mand, idet vi regner med, at vi kan vedtage loven i 1994, og at den træder i kraft pr. 1. januar 1995.

 

De to lovforslag, som er forelagt hænger meget sammen, hvorfor det er naturligt, at vi behandler dem i sammen­hæng.

 

Vi skal bemærke, at vi ikke bør vedtage lov om Lands­tingets Ombudsmand uden samtidig at vedtage loven om offentlig forvalt­ning.

 

Loven om offentlig forvaltning vil blive et supplement til ombudsmandsloven. Loven om offentlig forvaltning virker også som præcisering af ombudsmandens opgaver.

 

Loven om offentlig forvaltning vil begrænse risikoen for, at ombudsmandens opgaver hober sig op med den følge, at administra­tionen svulmer op på p.g.a. for store byrder for ombudsmandsin­stitu­tionen.

 

Men den største betydning i begge lovforslagene ligger i, at vi kan forbedre borgernes behandling i den of­fent­lige forvaltning - det betyder større retssikkerhed for borgerne.

 

Som mere specifikke bemærkninger skal Atassut og Issit­tup Partiia anføre, at det er rigtigt, at Landstinget lovhjemler ombudsmands­institutionens virksomhed, hvor­efter denne i udøvelsen af sit hverv er uafhængig af Lands­tinget.

 

Vi er tilfredse med, at ombudsmanden får mulighed for at optage en sag af egen drift, så institutionen ikke bliver klageinstans.

 

Kravet om tavshedspligt er en naturlig følge af arbej­dets art.

 

Ombudsmandsvirksomheden vil også have en god virkning ved, at den tillige skal være en kontrolinstans overfor eventuel vilkårlig forvaltning. Derved vil man kunne undgå noget, der nærmer sig misbrug af ens stilling eller måske ligefrem misbrug.

 

Atassut og Issittup Partiia vil gerne have sat en sidste frist til nyvalg af ombudsmand efter valg til Lands­tinget.

 

Atassut og Issittup Partiia efterlyser ombudsmandens mulighed for at kræve forundersøgelse eller tiltale for forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv.

 

Vi vil gerne have disse spørgsmål bliver gjort til genstand for overvejelser i forfatningsudvalget inden 2. behandling af lovforslaget. Her kan indgå redaktio­nelle justeringer.

 

Med hensyn til Forvaltningsloven har Atassut og Issit­tup Partiia ingen væsentlige bemærkninger. Lovforslaget er vel gennemarbejdet og godt underbygget.

 

Vi skal blot påpege, at Landsstyret for mange steder automatisk er bemyndiget til at fastsætte regler. Vi skal foreslå, at Lands­tin­get så vidt muligt skal være regelfastsættende.

 

Kun i hastende sager mellem samlingerne skal Lands­styret handle på Landstingets vegne, og skal forelægge disse handlinger ved førstkommende samling til efter­følgende godkendelse.

 

I lovforslaget om offentlig forvaltning er der også et afgræns­ningsspørgsmål. Undtagelsesparagraffer inden for aktindsigt er vi helt enige i. Der er mulighed for at nægte aktindsigt ved at karakterisere dokumenter som interne arbejdspapirer, der ellers kunne have betydning for sagens gang.

 

Derfor må der være en instans til at bedømme dette forhold. Og det bør være ombudsmanden.

 

Med disse bemærkninger skal vi anbefale en nøje gennem­gang af disse to lovforslag i forfatningsudvalget mellem 1. og 2. behandling af lovforslagene, hvor vore be­mærkninger indgår i arbejdet.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Umiddelbart efter valget i 1991 og efter at Inuit Ataqa­tigiit var gået ind i landsstyrekoalitionen, har vi i såvel Landstinget som i Landsstyret ytret ønske om, at Grønland fik sin egen ombuds­mandsinstitution.

 

Anledning hertil er, at vi gerne vil være med til at sikre en god og korrekt behandling at borgerne i den offentlige forvaltning, og at der bør være bedre mulig­heder end hidtil for, at borgerne kan klage over af­gørelser, som er truffet i forvaltningen.

 

Inuit Ataqatigiit har på den baggrund derfor også peget på ombudsmandsinstitutionen, som den instans der gerne skulle være garant for, at borgerne får den behandling i forvaltningen, som lovgivningen giver den ret til.

 

Indførelsen af ombudsmandsinstitutionen i Grønland i sig selv, er midlertidig ikke nok.

 

Den tekniske såvel som den økonomiske udvikling der indtil dato har fundet sted i det grønlandske samfund, har imidlertid også i takt med denne udvikling medført, at der er blevet udfærdiget lovgivning og regelsæt på mange områder og niveauer i samfundet.

 

Der er således i dag indført en meget detaljeret og omfattende lovgiv­ning på en række områder, som man kan have svært ved at finde rundt i, hvis man just ikke har en juridisk uddannelse.

 

Den offentlig forvaltning i hjemmestyreregi og den kommunale forvaltning og dennes medarbejdere, har med tiden derfor også fået tillagt en række beføjelser til at træffe afgørelser, der er af stor betydning for den enkelte borger og som griber ind i borgerens dagligliv.

I takt med denne udvikling og som er en konsekvens heraf, bør en ombudsmandsinstitution have en egentlig lov om den offentlige forvaltning tilpasset dagligdagen i Grønland.

 

Henset hertil er det derfor med tilfredshed at Inuit Ataqatigiit kan konstatere, at Landsstyret nu foruden at indføre en ombuds­mandsinstitution, samtidig frem­sætter et lovforslag om en egentlig forvalt­ningslov, der skal gælde for Grønland.

 

Begge lovforslag hænger jo uløseligt sammen, hvis vi optimalt og til borgernes tilfredshed skal sikre bor­ger­nes lovgivningsmæssige rettigheder.

 

Det egentlig sigte med indførelsen af en ombudsmands­institution i Grønland, er derfor også at indføre et kontrolsystem, der skal kunne konstatere om nogen i den offentlig tjeneste forfølger ulovlige formål, træffer vilkårlige eller urimelige afgørelser, eller på anden måde gør sig skyldig i fejl og forsømmelser.

 

Som det også kan ses, er lovforslaget om den offentlige forvalt­ning ganske omfattende, detaljeret og vigtig, hvilket Inuit Ataqatigiit hilser som et ganske natur­ligt initiativ i vores bestræbelser på, at borgerne får en god og korrekt behandling i det offentlige system.

 

Med lovforslaget sigtes der således til, at enhver borger, der har haft en sag under behandling i den offentlige forvaltning, har krav på at blive gjort bekendt med alle de oplysninger og dokumenter, der ligger til grund for afgørelsen samtidig med, at bor­geren også får krav på at få en begrundelse for den afgørelse, der bliver truffet af forvaltningen.

 

Udover disse vigtige bestemmelser sigtes der også mod, at det nu lovfæstes og præciseres, at det offentlige har pligt til at vejlede borgeren samt at give borgeren en vejledning om mulighe­den for at påklage afgørelsen til en anden myndighed.

 

Den forbedrede klageadgang for borgeren, der herved tænkes indført, er derfor et væsentligt skridt, som Inuit Ataqa­ti­giit ser som en vigtig landvinding, det samlet set vil forbedre borgernes retstilling.

 

Når disse ting er sagt, skal vi ikke undlade at komme ind på en væsentlig ting, som vi mener er en svaghed i det foreliggende forslag omkring ombudsmands­institutio­nens virksomhed. Det drejer sig om forslagets ' 4, stk. 2.

 

Ifølge dette forslag er der opremset hvilke områder, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, og hvor vi kan se, at ombudsmanden kun kan skride ind i den kommu­nale forvaltning, når og hvis der er hjemmel for bor­geren for rekurs til en hjemmesty­remyndighed.

 

Det er Inuit Ataqatigiits opfattelse, at vi netop der bør foretage en ændring, således at det bliver muligt for ombudsman­den også at skride ind i den kommunale forvaltning i øv­rigt.

 

Som bekendt oplever vi jo, at man i de senere år over­lader flere og flere forvaltningsafgørelser til kommu­ner­nes suveræne afgørelse, hvor borgeren så ikke får mulighed for rekurs.

 

Inuit Atatqatigiit er bekendt med, at den danske om­budsmandslov netop hvad angår denne bestemmelse står overfor at blive ændret, fordi flere og flere forvalt­ningsafgørel­ser er blevet udlagt til de danske kommu­ner, hvor der samtidig ikke er mulighed for en videre klageadgang for bor­geren.

 

Med henblik på en videregående sikring af borgernes rettigheder og eftersom udviklingen går i den retning også i Grønland, mener Inuit Ataqatigiit, at vores ombudsmandsinstitution også bør omfatte den kommunale forvaltning iøvrigt.

 

Det er Inuit Ataqatigiits helt klare opfattelse at vi har en for­pligtelse til at gennemføre disse to lov­givnings­initia­ti­ver.

 

Begge lovforslag er som sagt, ganske omfattende for de centrale myndigheder og kommunernes forvaltninger at følge. Det er derfor overordentligt vigtigt at disse lovforslag behandles med omhu og at der sikres mulighed for en oplysningsvirksomhed. Vi er således meget til­fredse med, at disse lovforslag først 2. og 3. behand­les til forårssamlingen i 1994.

 

Herved får vi også mulighed for at høre den danske ombudsmands erfaringer og viden, som vi kan drage nytte af i vort arbejde og som iøvrigt er til stede i dag.

 

Med disse bemærkninger vil Inuit Ataqatigiit indstille at disse lovforslag sendes til viderebehandling i For­fatningsudvalget og glæder os til at genoptage behand­lingen af disse, forinden at vi træffer en endelig beslutning til forårssamlingen næste år.

 

Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiiat:

Vi skal hermed kommentere forslaget til landstingslov om Landstinget ombudsmand og forslaget til landstings­lov om den offentlige forvaltning samlet.

 

Vi hilser forberedelserne til de to meget sammenhængen­de lovforslag velkommen, sådan som vi også udtrykte det under forårssamlingen.

 

Tryghed er noget vi allesammen ønsker og har behov for. Vi er derfor glade for, at Landstingets ønsker om indførelse af Landstingets ombudsmand og lovgivning omkring den offentlig forvaltning nu bliver realitet.

 

Vi er særlig trygge ved, at forslaget til landstingslov om Landstin­gets ombudsmand bygger på den danske lov om Folketingets ombudsmand, men selvfølgelig med tilpas­ning til den grønlandske lovgivning. Det er også en tryghed at konstatere, at Folketingets ombudsmand har bistået Landsstyret med opbygningen af lovforsla­get.

 

Vi udviser stor forståelse for, at lovforslagene og arbejdet om disse ikke skal udføres i hast, og derved først kan træde i kraft den 1. januar 1995.

 

Vi vil ikke kommentere lovforslaget til Landstingets ombudsmand i enkeltheder. Vi vil dog udtrykke vores tilfredshed med, at der gives mulighed for, at Lands­tingets ombudsmand ikke nødvendigvis skal være i be­siddelse af en juridisk embedseksamen.

 

Det vil give os bredere mulighed for udnævnelse af ombudsmanden. I sådan et tilfælde er det klart og forståeligt, at stedfortræ­deren skal være i besiddelse af en juridisk embedseksamen.

 

En lov om den offentlige forvaltning vil sikre borgerne en tryg behandling i den offentlige forvaltning. Vi har ingen yderligere kommentarer til dette lovforslag og dens indhold, udover at vi støtter det fremsatte for­slag.

 

Uden yderligere kommentarer vil vi udtrykke vor til­fredshed med det grundige forarbejde til lovforslagene og vil følge indstil­lingen om, at forslagene, efter nødven­dige høringer, henvises til behandling i Lands­tingets forfatningsudvalg, inden disse overgår til 2. og 3. behandling i Tinget på forårssamlingen 1994.

 

 

 

Landsstyreformanden:

Jeg mener, at disse lovforslag, der her blev fore­lagt, har været udmærkede udarbejdede og ikke mindst, at for­slaget til Landstin­gets ombudsmand har været meget tilfredsstillende, og så plejer man at slås om æren.

 

Atassut sagde, at det er på baggrund af Atassuts for­slag i 1992, at man har igangsat arbejdet, og de klager over, at landsstyre­for­man­den ikke har fremsat deres forslag, men har fjernet dette med et pennestrøg. Inuit Ataqati­giit sagde, at de er startet med den opgave i for­bindelse med koalitions­arbejdet, det er også kor­rekt.

 

Jeg vil også gerne med i arbejdet om at få æren, og i forbindel­se med min nytårstale 1990/91, så var det et af de vigtigste punkter, at man fik nedsat en ombuds­mandsinstitu­tion. Men vi skal ikke skændes om, hvem der først har fået ideen.

 

Jeg mener, at arbejdet bør videreføres som planlagt, og fra Lands­sty­rets side anvender vi også betegnel­sen "Ombuds­mand", ligesom vi også plejer at høre betegnel­sen "Rigsom­budsmanden", selvom det hedder noget andet på grønlandsk.

 

Med Lands­tingets ombudsmand vil vi nok bibeholde be­tegnelsen, idet jeg har fået op­lyst, at ligesom dan­skere bruger også englæn­dere og tyskere denne betegnel­se. Den er godt nok ud­sprunget af den svenske betegnel­se, men dem der har speciel viden omkring dette vil nok komme og fortælle om det. Vi ved også, at man eventuelt kunne o­versætte ombudsmand til grønlandsk, fordi vi også ved, at "juleman­den" er blevet oversat til grøn­landsk ved at man blot siger "juulimaaq".

 

Atassut fremførte vedrørende Atassuts forslag, hvor man næsten har afskrevet den danske ombudsmands­lov, hvorfor vi ikke blot har fremsat dette forslag og satte spørgs­målstegn ved, hvorfor dette forslag ikke kan træde i kraft. Med hensyn hertil skal vi gøre opmærksom på, at når man ikke har en offentlig forvaltnings­lov, så er det umuligt at have en lov om ombudsmand.

 

Det er derfor, at man samtidig fremkommer med lands­tings­lov­forslag om den offentlige forvalt­ning og Lands­tingets ombuds­mand.

 

I henhold til Atassuts forslag om, at vi har godkendt forslaget i 1992, så ville vi have gjort det meget svært for administratio­nen, fordi man ikke har kunnet frem­sætte klare retningslinier om, på hvilke områder ombuds­manden skulle have kompetence.

 

Siumuts ordfører fremkom med spørgsmål omkring ombuds­man­den og det blev fremsat fra Inuit Ataqatigiits formand omkring ' 4, stk. 2 - at ombudsmanden skal have direkte kompetence til at kunne skride ind overfor den kommunale forvaltning. Jeg mener, at der er behov for en præcis vurdering heraf i Landstingets forfat­ningsud­valg.

 

Jeg skal også lige sige, at vi selvfølgelig i Lands­styret arbejder i henhold til Landstingets vedtagelse af loven og også ud fra de lovmæssige krav der stilles.

 

Jeg skal tillige gøre opmærksom på, at det er korrekt som Hr. Jonathan Motzfeldt udtalte, at man på baggrund af mangel på en eventuel ombudsmand har vurderet for­skellige sager både i Landstinget og Landsstyret. Jeg mener derfor det er vigtigt, at man uden politisk

 

hensigt kan få vurderet det offentliges afgø­relser bestemmelser, og at man får en uvildige, upolitisk kontrol­in­stans.

 

Jeg er også enig i det Jonathan Motzfeldt siger om, at det i dag er alt for let at fremkomme med udokumentere­de påstande og at starte debatten derfra.

 

Flere ordføreres indlæg går ind for, at der ikke er noget krav om, at den kommende ombudsmand skal have juri­disk embedsek­samen, og dette blev blandt andet begrundet med, f. eks. i Siumuts ordførers indlæg, at der gives mulighed for at vedkommende kan være en grønlænder.

 

Akulliit Partiias ordfører Hans Pavia Egede kom også indirekte ind på, at man ikke har noget krav om at ombudsmanden skal have en juridisk embedseksamen, og at vores muligheder for at vælge personer dertil bliver større - han mener nok, at man kan have en grønlænder som ombuds­mand. Men vi skal ikke træffe nogen beslut­ning om, hvem og hvor ombudsmanden skal være født, men dette kan indgå i overvejelserne i debatten.

 

Jeg vil også gøre opmærksom på, at vi her i landet har et behov for en meget uvildig ombudsmand. En man ikke får til at lave nogle ulovligheder.

 

Ved besættel­se af ombudsmandsstillingen skal jeg også gøre op­mærksom på, at vi har meget store familie­mæssige rela­tioner her i landet, og at vedkommende ikke skal være i ens familie eller en gammel kammerat.

 

Men med disse bemærkninger så skal jeg takke for, at de 2 lovforslag nemlig forslaget til landstingslov om den offentlige forvaltning og forslag til landstingslov om Landstingets ombudsmand idag under 1. behandlingen fra samtlige partier har fået en positiv modtagelse, og at de enkelte spørgsmål f.eks. ombudsmandens muligheder for en større kompetence vil indgå både i udvalgets arbejde og i den kommende forberedelse til 2. behand­lingen.

 

F.eks. det som blev fremsat fra Atassut om, at der er alt for mange bestemmelser, hvor Landsstyret automatisk be­myndiges til at fastsætte regler.

 

Dette må indgå i debatterne mellem juristerne, og jeg mener også, at denne bør tage udgangspunkt i, at Lands­styret har ansvaret for den offentlige forvaltning, og hvis ansvaret skal ligge i Landsstyret, så skal be­slutningerne om forvaltningen, også tages af Lands­styret.

 

Vi har ligeledes indført en ministeransvarlighedslov, og selvfølge­lig skal ansvaret således også ligge hos Landssty­ret, men det er nok på baggrund deraf, man har fremsat forsla­get.

 

Men selvfølgelig så skal vi som sagt prøve på at op­fylde Landstingets krav i Landsstyret i det videre arbejde, og undersøge om de juridiske aspekter harmo­nerer eller ej.

 

Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:

Jeg vil lige kommentere 3 punkter.

 

Omkring indførelsen af ombudsmand har man den danske ombudsmands­lov som udgangspunkt, og at man bør have dette som udgangs­punkt i det videre arbejde.

 

I de skandinaviske lande ved man, at en ombudsmand arbejder ud fra personsager, og at den svenske ombuds­mandsregel er anderledes end den danske.

 

Afgørelser og forvaltningsafgørelser de behand­les i Danmark, men f. eks. i Sverige og Norge, så kommer om­budsmanden ind i person­sager, hvor ombudsmanden kan være en statslig anklager.

 

Hvis vi skal sammenligne alt dette, så er den danske ordning mere hensigtsmæssig at videreføre her i landet.

 

En del af partiordføreren, bl.a. Inuit Ataqatigiits ordfører og jeg, nævnte også, at det bør sikres, at ombudsmanden har fuld kompetence overfor alle kommunale afgørel­ser, uanset at man ikke har en sådan ordning i Danmark.

 

Det er nærliggende, at vi har en sådan ordning her i landet, når man her i landet tænker på, at man ikke har nogle egent­lige jurister i retsvæsenet, og at man også mangler disse på kommune­kon­torerne.

 

Således at man allerede fra starten af kan vedtage dette for de offentlige afgørelser.

 

For det 3. omkring det samarbejde man kan indgå med Retsudval­get, så skal jeg lige gøre opmærksom på, at det på formiddagsmø­det sammen med ombudsmanden blev nævnt, at folketinget har et udvalg som skal forbedre ombudsmandsinstitutionen i Danmark, og at man i den videre planlægning tager højde for, at man mødes med dette danske udvalg. Det vil jeg gerne indstille, at man også gør her.

 

 

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

Jeg skal nævne, at jeg er en lille smule skuffet over lands­styremedlemmets udtalelser til Atassuts indlæg. Det er ligesom om man slås om æren.

 

Det er overhovedet ikke sådan, fordi begrundelsen er, at vi vil ikke stoppe ved dette men gå videre.

 

Baggrunden er blot, at vi har fremsat et forslag til Landstinget, og når dette ikke er trukket, så frem­står det stadig som et forslag.

 

Med hensyn til regelsæt og myndighed til at udarbejde regler, så skal jeg nævne, at det landsstyreformanden fremkom med er Landsstyrets forpligtelse.

 

Jeg skal dog gøre opmærksom på, at overskriften bliver Landsting­ets ombudsmand, men er vi overhovedet bange for mellem samlinger­ne, at bemyndige Landsstyret til at udfærdige sådanne regler.

 

Det var blot en præcisering, fordi jeg mener, at når der er stor enighed i forbindelse med forslag til Lands­tinget, at der næsten ikke er behov for yder­ligere debat. Fordi debatten vil fremkomme i forbindel­se med 2. behandlingen.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Jeg har ikke nogle uddybende bemærkninger hertil, men det er jo et ret omfattende lovforslag, og der er 3 punkter, som vi bliver nødt til behandle i udvalgs­arbej­det.

 

For det første, det som Atassut også nævnte i sin forelæggelse, nemlig borgernes aktindsigt i for­bindelse med det offentliges behandling af en person­sag.

 

Jeg mener, at man i den forbindelse i udvalget nøje bør vurdere, det som blev sagt omkring aktindsigt, og hvem der skal vurdere, hvem der kan aktindsigt, fordi det er sådan, at forvaltnings­lederne bemyndiges til at tilba­geholde oplysninger og papirer, der kan belyse sagen.

 

Men jeg mener, at der er behov for en meget nøje vur­dering heraf i udvalget, og at vi også må henstille, at ombudsmanden gives mulighed for, at undersøge om der er belæg for, at disse oplysninger ikke kan ­komme frem.

 

Altså, at ombudsmanden undersøger om det er korrekt eller ej, således at borgerne kan få en bedre og mere sikker behandling af det offentlige.

 

Med hensyn til forslag til landstingslov om den offent­lige forvaltning så kan jeg se, at det er meget omfat­tende, og at man ikke kan forstå det sådan uden videre, hvis man ikke er jurist.

 

Derfor er det også meget ønskeligt, at den i vores videre arbejde udfærdiges til at være let forståelig overfor borgerne, fordi det vil have en meget stor be­tydning for borgerne, at man udfærdiger den let for­ståeligt, og det er så det arbejde vi skal i gang med.

 

I vores videre arbejde i udvalget omkring dette lovfor­slag bør en af vores opgaver være inhabilitetsspørg­smålet, fordi der i forslag til Landstingslov om den offentlige forvaltning i ' 3 står be­stemmel­ser ved­rørende habilitet og inhabilitet. Der mener jeg, at vi bør være vågne overfor, at vi her i landet har temmelig mange bygder, og at vore medborgere i bygderne har meget tætte familie­mæssige relationer.

 

Vi ved også, at det offentlige har instanser i bygder­ne, f.eks. bygderåd og kommu­ne­kontorer.

 

Derfor skal man tilpasse reglerne omkring inhabilitet til landet og til bygdebeboerne, men som sagt så glæder det os fra Inuit Ataqatigiit at være med i det videre arbejde i denne sag.

 

Landsstyreformanden:

Til hr. Jonathan Motzfeldt, som i sit andet indlæg kom ind på, at man kan indgå et samarbejde med retsudval­get i Folketinget og efter disse oplysninger, så har Folke­tin­get et udvalg der skal vurdere ombudsmandens arbej­de.

 

Selvfølgelig så mener vi fra Landsstyret, at forfat­ningsudvalget bør have et tæt samarbejde med det nævnte udvalg, og derfor vil vi også overfor Landstingets præsidium forslå, at man så vidt muligt har et tæt samarbejde med Retsudvalget.

 

Til Lars Chemnitz skal jeg sige, at jeg ikke har haft det formål at skuffe nogen, og at jeg undskylder, hvis jeg har skuffet nogen. Men Atassuts forslag vil der uden tvivl blive taget stilling til fra Landstingets Formandskab, således at hvis vi har lavet nogle fejl, således at Atassuts forslag om Landstingets ombudsmand ikke har været behandlet færdigt, så kan dette være en af de første opgaver, som den kommende ombudsmand får.

 

Med hensyn til Inuit Ataqatigiits formands udtalelse om at man kan få prøvet spørgsmålet om aktindsigt i for­skellige instanser, så bør vores jurister prøve på at vurdere og præcisere dette i udvalget.

 

Vedrørende det han sagde i forbindelse med forslag til Lands­tingslov om den offentlige forvaltning, at den skal gøres let forståe­lig overfor borgerne, og at man skal orientere borgerne, så vil vi arbejde på det i Lands­styrets informationskontor, og vi vil i samarbejde med Landstingets udvalg drage omsorg for, at der sker en oplysning til borgerne derom.

 

Og ikke kun vedrørende forslaget til landstingslov om den offent­lige forvalt­ning men også forslaget til landstings­lov om Landstin­gets ombudsmand, da det er af stor be­tydning, at borgerne ved hvem det er, fordi her er der tale om at få en uvildig vur­dering af, om be­handlingen af borgerne i det offentlige sker korrekt eller ej.

 

Vi ved ud fra rejser, henvendelser og samtaler med borgerne, at der er temmelig mange borgere, der klager over behandlingen i vores egen virksomhed i Hjem­mestyret eller kommunerne eller andre af kommunens virksomheder, så der er behov for en uvildig klagein­stans.

 

Når man i dag klager over Hjemmestyret, så klager man til Hjemmestyret, eller hvis man vil klage over kommu­nen, så klager man til kommunen. Denne fremgangsmåde vil stoppe, og der gives mulighed for, at man kan få en uvildig kontrolinstans, i og med at man får en ombuds­mand, og at man får en forvaltningslov.

 

Jeg kommer endnu engang ind på, at samtlige partier har hilst disse meget vigtige landstingsforslag velkommen.

 

 

 

 

Mødeleder:

Ja, og således er 1. behandlingen af de 2 dagsordens­punkter, nemlig 6 og 7, færdig.

 

Forinden 2. behandlingen vil de blive behandlet i Landstingets Forfatningsudvalg, og, som landsstyrefor­man­den indstillede, i samarbejde med Folketin­gets Retsudvalg vil der fremsatte spørgsmål blive belyst inden 2. og 3. behandlingen.

 

Yderligere skal jeg lige sige, at vi i forbindelse med dagsor­denspunktet, har undersøgt Atassuts på­ståede forslag.

 

I forbindelse med Jeres første debat af denne sag på for­årssam­lin­gen har forslaget været behandlet, men som Lands­styret nævnte, så godkendte man for­slaget. Her til efterårssamlingen er det kun Landsstyret, der frem­sætter et sådan forslag, idet man regnede med, at denne debat blev tilendebragt på forårssamlingen.

 

Punktet sluttet.