Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 32-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Tirsdag den 19. oktober 1993

 

 

 

 

Dagsordenens punkt 32.

 

 

Redegørelse for affaldsbortskaffelse.

(Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø)

 

 

Mødeleder: Emilie Lennert.

 

 

Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for Sundhed og Miljø:

Under forårssamlingen 1993 blev Landsstyret anmodet om at fremkomme med en redegørelse for, hvordan man vil forbedre affaldsbortskaffelsen, og hvordan denne for­bedring ville kunne finansieres. Herunder en redegørel­se for mulighederne for at indføre særlige afgifter, hvor provenuet på forhånd er bestemt til miljøforbed­rende foranstaltninger.

 

Som bekendt har Landsstyret netop gennemført nogle meget konkrete forsøg med affaldsforbrændingsanlæg. Jeg vil kort komme ind på det. Jeg vil belyse problemstil­lingen omkring pantordningen og særlige afgifter. Også såkaldte miljøafgifter.

 

Mange af vores affaldsproblemer hænger sammen med, med det store emballage forbrug som vi og alle andre lande har. Vi husker sikkert allesam­men forholdende fra før genbrugssystemet for øl- og sodavandsflasker. Skiftet til genbrugsflasker har på en meget overbe­visende måde demonstreret, at det kan nytte at indføre genbrugs­systemer.

 

 

 

Den erfaring er man også kommet til i stort set alle andre lande som vi normalt sammenligner os med.

 

Det skal dog fremhæves, at det er Landsstyrets generel­le politik, at provenuet af vore afgifter ikke på forhånd bestemmes anvendt til specifikke formål.

 

Jeg kan oplyse, at vi netop har udsendt 3 bekendtgørel­ser, og at vi i foråret har lagt særlig vægt på en holdningsændring hos de yngre generationer.

 

Det kan være svært at måle effekten af sådanne kampag­ner her og nu, men det er Landsstyrets klare opfattel­se, at oplysning og undervisning især af vore børn og unge er en nødvendig forudsætning for en bedre affalds­håndtering.

 

Der er endvidere igangsat et praktisk forsøg med af­faldsforbrænding i bygderne. Derfor har Landsstyret til forslag for finanslov for 1994 indarbejdet 5 mio. kr. til miljøteknologisk udvikling. Bevillingen er til brug for støtte til indkøb og indkøring af forbrændingsovne til bygder.

 

Vi skal gøre opmærksom på, at det danske ministerium har været meget interesseret i samarbejde omkring regel­sæt vedrørende affaldsbortskaffelsen. Dette er meget glædeligt.

 

Jeg skal på Landsstyrets vegne komme ind på de oplys­ninger der er. Den største del af affaldet kommer fra de store virksomheder i Grønland. Disse virksom­heder har ansvar overfor forholdende.

 

Derfor har hjemmestyreejede virksom­heders korrekte behandling af emballage stor vigtighed, ligesom det har indvirkning på resten af samfundet. Derfor er det Landsstyrets hensigt, at gøre Hjemmestyrets egne virk­somheder opmærksomme på den særlige forpligtelse, der påhviler dem i forbindelse med det igangværende arbejde på miljøområdet.

 

Med denne korte redegørelse, vil jeg blot henvise til den skriftlige redegørelse, og jeg er taknemmelig for at der er sket fremskridt, også med hensyn til den tekniske udvikling.

 

Mødeleder: Emilie Lennert.

 

Bendt Frederiksen, ordfører for Siumut:

Vi er i Siumut glade for at konstatere, at arbejdet med at løse problemerne med hensyn til affaldsbortskaffelse er så fremskreden, at Landsstyret har udstukket regler herom, i form af en bekendtgørelse.

 

Det har gennem tiderne været svært at få udarbejdet ensartede regler, der kan efterleves af en befolkning, der bor i et så stort land som vort, og som bor så spredt, idet befolkningen er fordelt i 18 byer og i mange bygder og bosteder langt fra hinanden.

 

Redegørelsen for affaldsbortskaffelse indeholder derfor elementer, der giver stor næring til optimisme, ikke mindst når vi ser resultaterne, som er opstået i for­bindelse med Landsstyrets forsøg med forbrændingsan­læg, der også egner sig til bygdebrug, med i betragt­ning.

 

Vi har i vort land altid haft store problemer med af­faldsaf­brænding i byer og bygder, idet der hidtil ikke har ek­sisteret forbrændingsanlæg, der er tilpasset vore om­givelser og behov.

 

 

De eksisterende forbrændingsanlæg, der findes på markedet i dag, er simpelthen så dyre, at kommunerne ikke har råd til at anskaffe disse.

 

Det vil gøre det meget nemmere for kommunerne, især de bygderige kommuner, at anskaffe affaldsforbrændingsan­læg til deres bygder, da der nu søges afsat 5 mill. kr. dertil i Finansloven for 1994.

 

Denne form for bevilling er et helt nyt tiltag, og kommunerne der i disse dage er i færd med at lægge budgetter for de kommende år, har ikke viden om dette nye tiltag. Vi skal derfor anmode Lands­styret om, hvor­ledes de agter at anvende denne be­villing i 1994, da vi meget gerne ser at denne helt nye mulighed bliver benyttet allerede fra næste år af.

 

Det fremgår klart i redegørelsen, at vi må forvente, at vi må blive ved med at sende kemikalieaffald til Kommu­ne­kemi også i en årrække fremover. Dette forhold bliver svært at ændre.

 

Hvad spildolie angår, så støtter vi, at der er bestræ­bel­ser på at etablere for­brændingsanlæg til brug for afbrænding af disse.

 

Vi vil slutte med at sige, at vi må erkende at vi alle har et ansvar og at "forureneren skal betale", og derfor må starte med at lære vore børn at værne om miljøet gennem oplysningsarbejde og holdningsbearbejd­ning.

 

Med hensyn til indførelse af miljøbeskatning, vil vi fra Siumut først afvente, hvilken virkning de nye

 

 

regler får, også fordi det er blevet sagt, at der er få offentligt ejede virksomheder, der udøver størst be­lastning af miljøet.

 

Vi har i den forbindelse lagt mærke til, at Landsstyret agter at foretage sig noget, således at disse virksom­heder ikke "flygter" fra deres ansvar. Med dette grund­lag vil vi afvente med indførel­se af mil­jøafgifter, da vi først vil se, hvordan de nye regler fungerer i dag­ligdagen.

 

Til allersidst vil vi, nu da Landsstyret har fremlagt en redegørelse, som indeholder meget vigtige elementer til beskyttelse af vort miljø, der også indeholder teknisk holdbare løsningsmuligheder, vil vi højtidigt sige til os selv: Jeg elsker mit land, jeg vil være med til at beskytte og bevare miljøet, såvel som til land som til havs.

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

Det vigtigste punkt i forbindelse med redegørelsen for et forbedret affaldsbortskaffelse er, at man har søgt og fundet et forholdsvis billigt forbrændingsanlæg, som er velegnet til bygderne.

 

Nogle kommuner har trods dette ikke råd til dette anlæg, hvorfor man regner med at give sådanne kommuner tilskud hertil. I den forbindelse skal Atassut kræve at anvende samme fremgangsmåde, som når bygderne skal have et vandværk; nemlig at Hjemmestyret erlægger 85 %, og resten betales af kommunen. Efter etableringen over­tager kommunen driften.

 

Der er ingen tvivl om, at der udvikles varme i for­bindelse med afbrænding. Derfor tænker man på at ud­nytte denne energikilde ved at sætte en eller anden anordning på, så anlægget kan opvarme f.eks. alderdoms­hjemmet eller en skole.

 

Redegørelsen beskæftiger sig dernæst med byernes af­falds­problemer, og i den forbindelse rapporteres, at Lands­styret mener, at det er nødvendigt med et nærmere samarbejde med de danske miljømyndigheder om udvik­lingen af retningslinjer både på det tekniske område og på miljøområdet for forbrændingsnalæggene til de grøn­landske kommuner.

 

Der findes byboere, som udtaler sig kritiske om af­falds­problemer i deres egne byer. Nogle af dem bruger ud­trykket "skræmmende". Vi er også vidende om, at nogle kommuner vil forsøge at løse deres problemer ved for eksempel at købe nyere forbrændingsanlæg, som koster 12 mill. kroner, men økonomiske problemer står i vejen.

 

Vi er enige i, at dette problem, som bliver større som tiden går, skal forsøges løst i samarbejde med den danske stat. Vi har også debatteret affaldsproblemet i for­bindelse med miljødebatten sidste år her i salen.

 

Plastik­plagen er stadigt et stort problem på land og til søs. Landstingets "Plastik Baaj" runger stadig over plastik­fabrikken, mens fiskerne generes af plastikaf­fald i vore farvande fra vores egen fabrik.

 

Vi savner tanker og ideer om, hvordan og hvorledes vi kan deponere affald med giftigt indhold. Der blev nævnt samarbejde med Kommunekemi i Danmark, men vi mener at denne løs­ningsmodel ikke kører med tilfredsstillende resultat.

 

 

 

Der er stadigvæk affald bestående af gamle frysere og aflagte akkumulatorer i byer og bygder placeret til­fældige steder.

 

Det er trist, at dette affald med giftigt indhold ikke engang kan placeres på en foreløbig forsvarlig anvist plads.

 

Dengang, da Landstinget debatterede miljøproblemerne, gav vi fra Atassut en ide, som gik ud på, at købere af akkumula­torer betaler et gebyr, som tilbagebetales ved køb af en ny akkumulator eller ved aflevering af en gammel brugt. En fremgangsmåde som i dag anvendes i returflaskesy­stemet.

 

Selvom vi i Vestgrønland bruger returflaskesy­stemet, bruges dette system ikke i yderdi­strikter­ne. Der bruger man stadigvæk dåser til øl og lignende, som ikke kan returneres. Vi må prøve at løse dette problem, f.eks. ved at presse dåserne sammen og give en symbolsk be­taling til dem, der afleverer til op­samlings­stederne.

 

I redegørelsen benævnes den fremtidige løsning som:

"Forureneren betaler, hvad enten det drejer sig om en privat husholdning eller en virksomhed". Det er en god ide, men den er betænkelig, da en lille familie ikke kan sidestilles med en stor virksomhed eller koncern.

 

Tænk, hvis børn ved et uheld har gjort noget, som foræl­drene må betale for. Et sådant uheld kan sagtens øde­lægge hele familiens eksistensgrundlag eller fremtid som en familie. Men det vi har behov for, er en reel oplysning til alle, således at man ikke forurener omgivelserne.

 

 

Og så vidt miljøafgiften, så tror vi, at nogle virksom­heder allerede nu bruger denne i Grøn­land. Vi synes, at det er i orden, når dette er blevet indført for alvor, blot med den be­tingelse at de mærkede penge ikke må anvendes til noget andet i administratio­nen, og at systemet heller ikke må give gene for er­hvervet.

 

Vi ved, at også andre lande har affaldsproblemer lige­som os. I den forbindelse anbefaler vi fra Atassut, at indlede et godt samarbejde med de nordiske lande om dette problem. Mange lande, især det østeuropæiske, har så store affaldsproblemer, at de ikke selv kan løse dem. Vi ønsker ikke, at vi får samme problemer her i Grønland i frem­tiden. Vi må blive enige om, at vi ikke vil opdage sådanne fejltagelser for sent.

 

Derfor må vi sørge for, at vores ungdom får den nødven­dige oplysning allerede i deres unge alder i skolerne, således at de kan være stolte af at kunne fortælle deres venner i andre lande, at de bor i et land, hvor luft, land og hav hører til noget af verdens reneste.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Vi har i Inuit Ataqatigiit fuld forståelse for, at Landsstyret i denne redegørelse har givet udtryk for en noget usikker fremlæggelse om løsningsforslag omkring problemerne med affaldsbortskaffelse via en eventuel indførelse af særlige afgifter eller afgifter pålagt til enkelte borgere eller til erhvervslivet.

 

Inuit Ataqatigiit har stadig den forhåbning, at en oplysningskampagne vil være en ideel løsningsmodel.

 

Vi skal alle stadig sætte vores evne til at forstå hinanden i højsædet, fremfor at pålægge os ekstra afgifter med hensyn til vor affaldsproblematik.

 

Vi mener også, at det vil være helt på sin plads, at man fremover indarbejder nogen krav overfor nye etab­lerede selskaber om forpligtelse til selv at løse af­faldsproblemet. Udover dette mener vi også, at det er nødvendigt at nå til enighed med de eksisterende firma­er om affaldsproblemet og deres forpligtelse til at løse dette.

 

I dag er det allerede sådan, at der ved nybyggeri eller ved vedligeholdelsesarbejder i bygderne og i byerne kræves, at entreprenøren efterlader byggepladsen så affaldsfri som muligt, og vi mener, at Landsstyret burde informere firmaerne mere om de strengere for­pligtelser om affaldsbortskaffelsen. Inclusive spild­maling og lignen­de.

 

Endvidere mener vi, at det vil være helt hen i vejret, såfremt vi selv forsøger at opsamle data om affald i stedet for blot at benytte os af de allerede tilgænge­lige databaser om problemet.

 

Derfor mener vi i Inuit Ataqatigiit, at det er vigtigt, at Landsstyret nøje følger med i de planlagte registre­ringer om emballage af produkter fra de skandinavi­ske lande, selvom disse ligger sydligere end os.

 

Til løsning af problemerne er det endnu engang børn og unge oplægget peger på som udgangspunkt til oplysnings­kampagner.

 

Vi skal fra Inuit Ataqatigiit endnu engang kraftigt minde om, at vi alle har forpligtelse til at efterlade vor arv, om at værne om vor natur til vore efterkommere så intakt som muligt.

 

 

Vi voksne har alle en klar forpligtelse til at være eksemplariske overfor unge. Eksempelvis skal det næv­nes, at vi stadig har forpligtelse til at bringe de tømte flasker, dåser og lignende som vi bringer ud i naturen til­ba­ge til affalds­om­råderne.

 

Gentagelser af fornuftige henstillinger skader ikke. Inuit Ataqatigiit vil atter benytte lejligheden, hvor miljøspørgsmål er på tapetet, til at minde om eksemplet med indsatsen fra fangstpladsernes faste brugere for at holde fangstpladserne ryddeligt, skal indprentes til tilfældige gæsters efterfølgelse. Dette bør man tage højde for i det fortsatte holdningsbearbejdelse.

 

Inuit Ataqatigiit følger med stor interesse, de forsøg der har været i gang i løbet af sommeren med afprøvning af økonomisk konkurrencedygtig forbrændingsanlæg i nogle bygder.

 

Dette burde fortsætte. Med henvisning til kommunernes dårlige økonomiske situation, skal vi indstille overfor Landsstyret om at udforme de retningslinjer med henblik på økonomisk støtte til anlæggene fra Landskassen, således at de kommuner med mange bygder, ikke får finansierings­problemer.

 

I dag er det kun Nuuk Kommune, som har mulighed for afbrænding af spildolie. Da det i dag for kommunerne er økonomisk uladsiggørligt at afbrænde spildolie som i Nuuk Kommune, vil vi foreslå at spildolie transporteres til Nuuk, og i tilstrækkelig grad finansieres af Mil­jødirek­toratet.

 

 

Endvidere skal vi overfor Landsstyret opfordre til også at inkludere de pladskrævende affaldstyper, såsom jern og metal fra biler, påhængsmotorer, rør, kabler, tanke og lignende i arbejdet.

 

Vi i Inuit Ataqatigiit forestiller os, at de forskelli­ge affaldstyper som jern og metal kan grupperes til forskelli­ge legeringskategorier eksempelvis igennem arbejdsfrem­mende projekter i forskellige kommuner.

 

Efter sortering kan dette affald igen tilskæres til mindre størrelser, hvorefter de så kan lægges ind i containere og afskibes til salg hos højstbydende skrot­handler.

 

Afslutningsvis er det vigtigt også at kigge på os selv. Under vore landstingssamlinger bruger vi et hav af papir, som vi normalt smider ud efter brug. Dermed er vi med til udryddelse af skovområder andre steder på kloden.

 

Normalt bruger vi kun den ene side af papiret. For det første, er det vigtigt, at vi bruger hele papiret fuldt ud. For det andet er det vigtigt, at vi etablerer nye arbejdspladser med henblik på produktion af gen­brugs­materialer af flot og god kvalitet, som eksempel­vis kan bruges af flyttefirmaer til emballage af flyt­tegods m.m. Disse kan etab­leres igennem brug af vore bevil­linger til dannelse af nye arbejds­pladser.

 

Vi henstiller til at vore ord bliver husket i lands­styreområdets viderearbejde.

 

Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiiat:

Der skal uden tvivl ske forbedring af affaldsbortskaf­fel­sen i Grønland. Man kan i redegørelsen se, at der er taget store skridt, som vil medføre forbedringer.

 

Vi skal ikke kommentere de nævnte enkeltheder og sam­men­ligningerne, men vil udtrykke vor mening om, at der må ske store forbedringer af problematikken.

 

Vi vil i første omgang nævne de nuværende erfaringer og senere komme ind på, hvordan vi kunne tænke os, at man laver tiltag i byer og  bygder.

 

Som bekendt har Nuup Kommune flere års erfaring med drift af et forbrændingsanstalt. Den store forbræn­dingsanstalts drift hviler i sig selv, idet der kræves afgifter fra forbrugerne, som opkræves efter antal leverede læs af affald, og ikke mindst på grund af salg af afgivet varme til opvarmning.

 

Den varme, der sælges til beboelsesejendomme i Nuuks bydel, Nuussuaq, giver forbrændingsanstalten en årsind­tægt på ca. 4,5 mill. kroner. Altså en indtægt alene på basis af affald. Mon ikke denne ide kan bruges i andre byer.

 

I disse tider, hvor man tænker i vandkraftværks­baner, så kunne man også tage affaldsproblematikken med i plan­lægningen om anskaffelse af alternative energiki­lder. Anvendelse af affald til opvarmning er et fint ek­sempel på genbrug. Til plan­lægning af denne opgave kunne man samarbejde med de folk der allerede har erfaringer.

 

Der bliver i redegørelsen nævnt, at der med hensyn til bygderne, har været afprøvet anlæg til forbrænding, og at Nuuk og Ilulissat kommune har været tilfredse med afprøvningen af de små forbrændingsanlæg.

 

Dette har vi også, med hensyn til afprøvningen i Qeqer­tarsuatsiaat, fået bekræftet fra Nuup Kommunea. Det blev nævnt, at anlægget var udmærket og velegnet, samt at det er simpelt opbygget, og kan opbygges til at levere varme.

 

Der har været afprøvet en enkelt model, som foreløbig kalkuleres til at koste omkring kr. 300.000,00 inklusi­ve installation. Vi har bemærket, at anlægget bygges i Danmark, og at prisen er inklusive leveringsomkostnin­ger­ne.

 

Med andre ord, inklusive fragt. Sådan et anlæg er selvfølgelig hult inden i, hvorfor man også betaler fragt for ren ubrugelig luft.

 

Som en mulighed skal vi foreslå, at der iværk­sæt­tes en arkitekt- og ingeniørkonkurrence til et byg­deforbræn­dingsanlæg, som forsøg på en billiggørelse, og at anlæggene samles og færdiggøres af priva­te smede­værk­steder eller i Amutsiviits smedeværk­steder i Grønland. På den måde kan vi bidrage med nye opgaver og arbejds­pladser, samt opnå fragtbesparelser.

 

Der må ske forbedringer i affaldsbortskaffelsen. Det støtter vi fra Akulliit Partiiat og anbefaler, at vore bemærkninger til punktet tages op til vurdering i det fortsatte arbejde.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Selvom vi i vort land ikke har talrig befolkning, og selvom vi bor spredt, mangler vi absolut ikke affald til bortskaffelse. Endda er det ikke sjældent, at støde på affald i den øde natur.

 

Det nu anvendte returflaskesystem, for de fleste læske­drikkes vedkommende, har ellers forbedret for­holdene føleligt. Men når man ser på de reelle forhold der eksisterer i dag, så er nødvendigheden af en større renlighed i blandt os meget stor, og der skal ikke herske tvivl om, at nødvendigheden af at holde vort land rent ikke bliver mindre fremover.

 

Derfor er det omkring nødvendigheden af, at vi i sam­fundet er nødt til at bortskaffe affald, lige så vig­tigt med et oplysningsarbejde, som anskaffelse af

moderne affalds­bortskaffelsesanlæg, da vi desværre ikke kan skjule vor trang til at efterlade affald hvor som helst.

 

Jeg mener derfor, at der med hensyn til renlighed, og med hvilke ting der bør bortskaffes, allerede i børne­sko­len igangsættes orientering, om vigtigheden af viden herom­kring.

 

Derudover må der via TV til stadighed udsendes oplysen­de informationsmateriale om vigtigheden af, at man holder vort land rent. Men det er ikke alene her vi skal stoppe. Kravene om renholdelse overfor virksom­hederne er stadig­væk alt for slappe. Vi må se at komme ud af dette, således at gammelt materiale ikke blæser væk hen til forskellige steder. Især i forbindelse med kraftige vindforhold.

 

Dette ser ikke alene uskønt ud, men er samtidig meget deprimerende, når man færdes til søs eller inde på land, altid at kunne se forskelligt affald, dels ma­teria­lerester, hidrørende fra forskelligt byggeri.

 

Det er efterhånden helt nødvendigt med en holdning til dette problem. Det er efterhånden helt nødvendigt at måtte forstå, at man ikke bare kan tillade sig at hensætte forskellige genstande hvor man vil. Bare fordi nu man er her i Grønland og dette bør stoppes.

 

Arbejdsgiverne ved, at såfremt de befandt sig i Japan, ikke ville kunne køre gennem byen i deres arbejds­bil, såfremt de ikke har rengjort den først.

 

Med hensyn til det stadige behov for affaldsbortskaf­fel­se i byerne og bygderne, er det i disse år godt med det fortløbende arbejde med at finde løsninger og forbed­ringer af de metoder der nu findes. Det er op­løftende, at man for at kunne komme lossepladserne, der ikke altid er behagelige at kigge på, til livs, nu er begyndt at få positive erfaringer med hensyn til for­brændings­anlæg.

 

Selvom resultaterne af sådanne anlæg som sagt ser positive ud, mener jeg dog ikke, at man skal stoppe undersøgelserne for at kunne finde billigere og endnu mere effektive metoder, da der blandt affaldet findes ubrændbare ting, hvorfor man skal kunne bortskaffe disse på en anden måde.

 

Vi er nu kommet ud over de år, hvor vi måtte sætte lid til håndkraften. En af følgerne af dette er det meget store forbrug af batterier, og det efterfølgende af dette er, at disse på grund af, at de selvfølgelig ikke kan bruges til evig tid, også skal bortskaffes i stadig støtte antal.

 

Allerede nu er det desværre meget almin­deligt at kunne støde på gamle brugte batterier bort­smidt forskellige steder. Hvad kan dette skyldes? Grunden til hensmidning vilkårlige steder er kravene i dag om, at batterier­ne kun må smides hen på de dertil autoriserede ste­der, og at udgiften hertil skal betales af den, der kasserer batteriet.

 

 

Det er helt på sin plads med kravet om, at batterierne på grund af deres forureningsfarlighed kun må hensmides på dertil indrettede steder. Men vil man i dag i disse økonomisk vanskelige tider tage besværet med at tage taxa for at kassere sit brugte batteri, og oveni dette betale en afgift for bortskaffelsen af batteriet. En person, der er i pengetrang, ville ikke tage et så ufornuftigt skridt.

 

Vedkommende vil vælge at henkaste batteriet et vilkår­ligt sted, og dette vil under på­virkning af vind og vejr forurene, indtil kommunens arbejdere en gang bort­skaffer det til rette sted.

 

Desværre er de reelle forhold sådan, og derfor mener jeg, at hvis man ønsker helt at ville undgå forure­ningsfaren med batterierne, bør man indføre et re­turindløsningssystem med pant for disse. Såfremt dette ikke vil kunne realiseres kan man ikke påregne at kunne løse dette problem.

 

Med disse bemærkninger har jeg givet udtryk for mine synspunkter omkring forbedring af affaldsbortskaffelse.

Til afslutning vil jeg ikke undlade at bemærke, at forholdene omkring bortskaffelse af spildolie absolut trænger til at blive forbedret, og jeg vil derfor også benytte denne lejlighed til en henvendelse til kommu­nerne om at være mere vågen, især med hensyn til at forbedre renholdelsesproblematikken i havneområderne og søge at få indført bedre bortskaffelsessystem for spildolie. De fleste af havnene er jo samtidig indhand­lingsområder af råvarer til produktionen.

 

 

 

Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø:

Jeg er glad for at man i det store hele har tiltrådt vore indstillinger og anbefalinger fra partiernes side.

 

For det første vedrørende oplysningskampagne og hold­ningsbearbejning.

 

Jeg var her til foråret i en bydel af Nuuk i forbindel­se med opsamling af affald i radiofjeldet, og det frem­går klart, at jo længere man kommer væk fra byen, så bliver problemerne mindre og mindre, mens uden for butikkerne er der masser af affald, det kan ikke læn­gere accepteres, idet vi alle har ansvar for at vi ikke skal smide affald ud.

 

Jeg har forstået, at alle partier er af samme opfattel­se og oplysningskampagnerne og holdningsbearbejnings­kampagnerne skal fortsættes også i de kommende år.

 

Det er ikke mindst vigtigt at informere om, hvor vig­tigt det er, at man tager affald med, som man har haft med ud i naturen og skal dertil sige, at vi har ud­arbejdet tre bekendtgørelser vedrørende affalds­bortskaffelse - en vedrører lossepladser, en er om bortskaffelse af farligt affald og en vedrører natreno­vation.

 

Disse bekendtgørelser er først afleveret til kommunerne for en måneds tid siden, og jeg forventer, at når disse bekendtgørelser bliver effektueret fuldt ud, vil det føre til en bedre affaldshåndtering.

 

Jeg har også for­stået det på den måde, at der er fuld tilslut­ning til formindskelse af problematikken med plastikposer.

 

Med hensyn til genbrug, så er det sådan, at genbruger vi mere, så vil der blive mindre og mindre affald, og jeg har forstået, at samtlige partier til­sutter sig dette.

 

Med hensyn til fremtiden, så peger vi på, at enhver form for poser skal brændes i fremtiden, og at vi så vidt muligt udnytter den varme, som fremkommer herved.

 

Dette problem er løst, for såvidt angår Nuuk.

 

Med hensyn til mindre byer og bygder, så er det rig­tigt, at problemerne er af økonomisk art, men i vores redegørelse, så vil jeg gerne præcisere, at vi er nødt til at lave undersøgelser for at finde den bedst mulige teknolo­gi til et sådant formål.

 

Først når disse undersøgelser er færdige, kan vi til­byde kommunerne et teknolo­gi, der er god, og jeg mener, at disse under­søgelse vil tage en halv års tid.

 

Så vidt angår bortskaffelse af olieaffald, så arbejder vi nu på i samarbejde med Nukissiorfiit, om man kan løse problemet lokalt, og jeg håber, at vi kan løse problemet uden alt for store omkostninger til trans­port. Dette arbejde er allerede i gang i direktora­tet.

 

Med hensyn til de små forbrændingsanlæg i bygderne og kommunernes muligheder for medfinansiering heraf, så er det rigtigt, at kommuner, der har mange bygder, vil have sværest ved at finansiere forbrændingsanlæg, så det er nødvendigt, at vi fra Landsstyrets side priori­terer således, at vi prioriterer kommuner med mange bygder højst, og det skal vi for­handle med kommunerne om i de kommende måneder.

 

Men det er vores faste overbevisning, at der i løbet af 2 - 3 år vil kunne etableres for­brændingsanlæg i alle bygder. Problemet er størst i bygderne på grund af manglende teknologi og manglende muligheder for trans­port, derfor kan man se poser m.m. omkring bygderne.

 

Jeg håber også, at Landstinget i det kommende år vil være med også økonomisk til løsning af dette problem.

 

Med hensyn til muligheder tilskud til forbrændingsanlæg i byerne, så kan det ikke undgås, at man giver støtte hertil fra Landstingets side via finanslovene, men med

dette arbejde må vi vente, da det skal velunder­bygges, men jeg håber, at der ved udarbejdelsen af finanslovs­forslaget for 95 kan vendes tilbage til dette.

 

Vedrørende de enkelte ordføreres indlæg, så vil jeg kort kommentere dem.

 

Ordføreren for Atassut nævnte mulighederne for, at man kan presse dåser sammen, og jeg synes, at det er en god ide, som jeg også vil tage med i overvejelserne.

 

Vedrørende Inuit Ataqatigiits ordførers indlæg ved­rørende jern­skrot og gamle biler og deslige, så er det helt rigtigt, som det påpeges, at vi skal være vågen overfor dette, ikke mindst fra kommunernes side, og at vi skal give teknolo­gisk hjælp med hensyn til bortskaf­felse af dette.

 

Med disse arbejdsløshedstider, så er det en god ide, at man bruger mandetimeordningerne til sådanne formål som f.eks. at skære affald til mindre størrelser, således at der kan genskabes arbejdspladser.

 

 

 

Vedrørende Akulliit Partiiats udtalelser om, at vi kan indgå aftaler f.eks. med værfterne omkring produktion af disse forbrændingsanlæg, så er undersøgelser ved­rørende dette igang.

 

Vi er selvfølgende mest interesseret i, at vi laver omkring 50 forbrændingsan­læg her i landet, så der kan komme økonomisk cirkulation i samfundet på dette om­råde, og dertil kan vi også udale vedrørende de større forbrændingsanlæg, der skal an­lægges i byerne, at der også er muligheder for, at disse kan laves her i Grøn­land.

 

Der er også den mulighed, at vi senere kan eksportere disse videre til andre arktiske om­råder.

 

Vedrørende Issittup Partiias udtalelser, om at vi skal være mere varsomme med vores affald, så mener jeg, at de enkelte byer og bygders ansvarlige f.eks. bygderådet og kommunalbestyrelserne kendetegne­s ved det, der kan aflæses af bygdernes og byernes renlighed.

 

Når jeg snakker med borgmestre og bygderåds­formænd, så plejer jeg at sige til dem, at deres arbej­des resulta­ter kan ses af, at deres by eller bygd er ren.

 

Derfor må vi i fremtiden, når f.eks. landstings­med­lemmer og landsstyremedlemmerne er ude at rejse, så skal vi lægge mærke til hvor rent, der er i bygder og byer for at vurdere, om det arbejde, der bliver udført, er rigtigt, men vi kan selvfølgelig ikke give ansvaret ene og alene til bygder og kommunalbestyrelser, idet det er os der fastsætter normerne og rammerne.

 

 

 

Vi har også planer om at holde møde med driftingeni­ørerne til efteråret, således at vi kan få en bedre affaldshåntering også ad den vej.

 

Hermed har jeg kommenteret partiernes indlæg. Alle det fremførte initiativer vil bane vej for en bedre af­faldshåndtering og således vil alle indgå i det fort­satte arbejde.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Jeg vil lige kommentere to partiordførers indlæg, nogen af dem med tilslutning og nogen af dem med kritik.

 

Med hensyn til Atassuts indlæg, at man skal opkræve en afgift, når man køber batterier og akkumulatorer, som man får refunderet bagefter, fordi de bliver vur­deret som værende farlige produkter. Dette bør under­søges.

 

Jeg har også lagt mærke til i Atassuts ordførers ind­læg, at man ønsker at bruge samme tilskudsmulighed som ved oprettelse af van­dværk, men lands­styremedlemmet udtaler, at det nok vil være mere retfærdigt, udfra hvor mange bygder kommunen har.

 

Med hensyn til Akulliit Partiiats indlæg, der må jeg udtale, at forbrændingsanlæg, der kan forbrænde olie, de er jo ikke hensigtsmæssige, idet der vil opstå meget stor varme, men almindelige forbrændingsanlæg er mere til­trækkende, fordi man ikke kan regne med, at samtlige kommuner vil oprette olieforbrændingsanlæg, men man kan oprette et sted i Grønland og så få transporteret olien dertil.

 

Med hensyn til de små forbrændingsanlæg er det støtte­værdigt, at de kan blive bygget og ud­arbejdet her i

 

landet, og at man kan bruge dem som beskræftigelses­arbejde i smedeværksteder.

 

Mødeleder:

Således er vi igennem regørelsen for forbedret affalds­bortskaffelse i Grønland, og således er vi også færdige med vores møde for i dag.