Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 22-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Tirsdag den 31. maj 1994 kl. 14.20

 

Dagsordenens punkt 22.

Forslag til landstingsforordning om hjælp til vidtgående handi­cappede.

(Landsstyremedlemmet for sociale anliggender og arbejds­marked og Emilie Lennert)

(1. behandling)

 

 

 

Mødeleder: landstingsformand Bendt Frederiksen:

Forslag til landstingsforordning om hjælp til vidtgående handi­cappede, skal vi behandle. Det er forslagsstiller Emilie Lennert fra Atassut, der forelægger sit forslag.

 

Emilie Lennert, Atassut:

Jeg har fremsat et forslag her til forårsmøde II. Det er ved­rørende ændring af socialdirek­toratets cirkulære nr. 184.

 

Vi ved, at der iblandt den grønlandske befolkning er personer med vidtgående fysisk og psykisk handicap, som er placeret på institutioner i Danmark, da vi ikke har velegnede pladser til dem her i Grønland.

 

Selvom vi ellers er startet med at hjemtage de mindre handicap­pede i de senere år, og selvom vi har tænkt på at stoppe yderligere ned­sendelser, så kan vi ikke undgå, at handicap­pede  fortsat placeres i Danmark.

 

Selvom de fleste, der bliver hjemtaget ikke kommer netop til at bo i deres families hjemby, så er det alligevel dejligt at høre nogle forældre fortælle følgende: "Vores barn blev meget ked af det, når vi skulle rejse tilbage efter et besøg i Danmark, og vi er glade for, at det går lettere, nu da vores barn er flyttet til Grøn­land. Vi føler, at vi er kommet tæt­tere på hinanden." Det er dejligt at høre sådanne bemærkninger.

 

Men det er desværre betænkeligt, at der i henhold til cirkulære 184 bliver udført en urimelig planlægning af besøgsrejserne mellem Grønland og Danmark, og at de som planlægger rejserne ikke tager hensyn til forældrene, selvom deres tidsplaner er det vigtigste at gå ud fra.

 

Man kan også bemærke, at forældre til vidtgående handi­cap­pede har udtrykt ønske om at få tildelt besøgsrejse hvert andet år, men de ikke har fået godkendt deres ansøgninger, da de handicappedes besøgsrejser bliver prioriteret højere. Det er sådan, at nogen af dem er så vidtgående handicappede, at forældrene mener, det er uforsvarligt at lade dem komme ud at rejse. Det er endda sådan, at man end ikke vil give dem liggepladser, fordi man mener, at det vil blive for dyrt. Forældrene er begyndt at tænke, at man lader de handicappede tage på besøgsrejse bare for at rejse­ledsagerne kan komme til at opleve noget. Det er jo sådan, at der er nye ledsagere for hvert eneste besøg.

 

Forældrene ønsker også at besøge deres barn, når barnet flytter til en anden institution, for at se de nye forhold. Sådanne ansøgninger bliver ikke godkendt på grund af besparelser. Dette er mærkeligt, når den handicappede kan have en rejseledsager. Så forældrene burde kunne få en besøgsrejse i det efterfølgende år, efter deres barns besøg.

 

Det er også forståeligt, at man lader en handicappet rejse til en anden kommune, hvis vedkommendes familie ikke har mulighed for at få besøg, uden at sørge for et møde med andre familiemed­lemmer.

 

Jeg har også fået at vide, at man endda havde løjet overfor forældre om, at de har været en tur i Tyskland med deres barn, selvom de var på tur til en anden kommune. Skal de handicappede virkelig udnyttes på den måde?

 

Jeg ved, at disse problemer er blevet fremlagt til landsstyremed­lemmet for sociale anliggender af handicap­foreningen i Sisimiut, men landsstyremedlemmet har desværre sagt, at disse fremlæggel­ser ikke er realisti­ske, selvom forældrene taler af erfaring.

 

Derfor støtter jeg handicapforeningen "Puigornanga"'s fremlæg­gelser, som er baseret på egne erfaringer og oplevelser, og vil hermed foreslå, at man reviderer cirkulære nr. 184, så det æn­dres til rimelighed for alle parter.

 

Jeg har vedlagt breve fra "Puigornanga" til socialdirek­toratet af 15. marts 1993 og 15. marts 1994.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender og arbejdsmarked:

Hermed forelægges forslag til Landstingsforordning om hjælp til vidtgående handicappede, samtidig besvares fr. Emilie Lennerts forslag om ændring af socialdirektora­tets cirkulære nr. 184.

 

Ud over en generel revision, som er nødvendiggjort af den almin­delige udvikling inden for handi­capforsor­gen, indeholder nær­værende forslag til Lan­dstings­forordning om hjælp til vidt­gående fysisk/p­sykisk handicappede nogle nye prin­cipper. Samtidig åbnes der mulighed for nye initia­tiver.

 

Landstingsforordningen er baseret på tre ho­vedprin­cipper:

 

      -       at den handicappede i videst mulig omfang hjæl­pes efter andre retsregler,

      -       at der kun ydes hjælp til væsentlige merudgifter i forbin­delse med handicappet,

      -       at det er den aktuelle og reelle situation, der er af­gørende for hjælpens omfang.

 

Det helt overordnede princip er, at en person med et vidtgående psykisk eller fysisk handicap (herefter benævnt handicap), skal sikres en tilværelse så nær det normale som muligt.

 

Forordningen giver derfor mulighed for hjælpeforan­staltninger i relation til såvel den handicappedes personlige behov, som til bo- og beskæf­tigelsesmæssige forhold samt mulighederne for at kunne fær­des i sam­fundet, hvorfor der er medtaget en bestemmelse om, at alle offent­lige bygninger og facili­teter (f.eks. veje) i videst muligt omfang skal indret­tes handi­capvenlige.

 

Forordningen er fortsat sekundær i forhold til andre retsregler, d.v.s. at den handi­cappede i størst muligt omfang skal have hjælp på lige fod med resten af befolk­ningen.

 

Der kan således alene ydes hjælp til de merudgifter, der er en direkte følge af handicappet. Har man f.eks. et barn, der slider ekstraordinært på sit tøj, kan man ikke få hjælp til hele ud­giften, men kun til den del, der overstiger, hvad der normalt skal afholdes af udgifter til tøj.

 

Ved bedømmelsen af, om man kan få hjælp efter for­ord­ningen, indgår - som noget nyt - ikke alene en vurdering af selve handi­cappet, men også en vurdering af den han­dicappedes funktions­niveau.

 

En handicappet person kan altså kun få hjælp efter denne for­ordning, hvis handicappet væsentligt påvirker det daglige funk­tionsniveau.

 

Hensigten er, at kanalisere hjælpen til dem, der skøns­mæssigt har det største behov.

 

Der kan ikke gives entydige og udtømmende svar, på hvem der er vidtgående handicappet. Nye sygdomme - ofte miljøbetingede - kommer til, og lægevi­denskaben udvikler sig. Samfundets hol­d­ninger ændrer sig. Der vil derfor altid være en "grå-zone". Defini­tionen af, hvad der er et vidt­gående handicap, og af, hvilke hjælpeforanstalt­nin­ger der er nødvendige, vil derfor ændre sig i et samspil mellem de politiske og administrative myndig­heder, herunder klageinstanser­ne, den faglige ekspertise og det omgivende samfund.

 

Forslagets princip­per om iværksættelse af oplysning, forsøgsord­ninger og forsk­ning, inden for han­dicapom­rådet, vil give en dynamisk forordning, med mulighed for, at man på admini­stra­tivt/fagligt niveau løbende kan være på højde med den samfunds­mæssige udvikling.

 

I forordningen lægges der vægt på, at bo-mulighederne bliver så varierede, at en anbringelse på specialinsti­tu­tion benyttes mindst muligt.

 

Forbliven i eget hjem har førsteprioritet. Forord­ningen giver derfor mulighed for en lang række støt­temuligheder til dette formål. Det kan f.eks. være hjælp til handi­capven­lig indretning af boligen, ansættelse af støtte­personer, med videre.

 

Når forbliven i eget hjem ikke er hensigtsmæssigt, åbner for­slaget mulighed for etablering af andre boformer, der som ud­gangspunkt skal være den handicappedes egen bolig. Det kan f.e­ks. være bokollektiver med minimal personlig støtte, men også beskyttede boenheder, hvor beboerne har behov for mere støtte, måske døgn­overvåg­ning.

 

Ovenstående brede vifte af bomuligheder er en udvi­delse af til­buddene til de handicappede, men de er afgørende for, at for­ordningens intentioner om et liv så nær det normale, som muligt, kan realiseres.

 

Det skal nævnes, at de sidste års oprettelse af bo­kollektiver har været en stor succes.

 

Et varieret botilbud er forudsætningen for, at de handicap­pede kan forblive i lokalmiljøet, og er dermed også afgørende for deres livskvalitet. Endvidere skabes der arbejdspladser i lokal­samfundene, og det mindsker -alt andet lige - behovet for dyre specia­linstitutio­ner. Mulighederne for at undgå institutionsop­hold i Danmark øges også.

 

Forordningen sikrer også mulighed for, at der kan gives de han­dicappede et bredt og varieret beskæfti­gelsestil­bud.

 

En omlægning af den administrative praksis for ydel­se af hjælp, medfører bl.a., at hjem­mehjælp stadig er en ren kommunal opgave, da denne hjælpe­for­anstaltning kan ydes efter reglerne om hjælp fra det offentlige.

 

Admini­stra­tionen - her­under vejledning og konsulentbi­stand til kommuner­ne - vil fortsat ligge hos Direktora­tet for Sociale Anliggender, og det daglige arbejde vil fortsat foretages af Direktoratets re­gional­kon­torer.

 

Såfremt der skal ske en udvidelse af hjælpområdet, herunder en udbygning af mulighederne for hjemvenden for de handicappede, der har været anbragt i Danmark, vil det kræve en tilførsel af ressourcer, der ikke er indbygget i dette forslag.

 

I forbindelse med fr. landstingsmedlem Emilie Lennerts fore­spørgsel med hensyn til den administrative praksis vedrørende ferierejser til handicappede og eventuelle pårørende til handi­cappede, kan Landsstyret oplyse, at der er påtænkt en ændring af praksis, så der fremover åbnes mulighed for, at bevilge en han­di­cappet under 18 år, der er anbragt uden for hjemstedet, to årlige ferierejser til hjem­stedet. Derimod overvejes det, at handi­cappede pensionsmodtagere, der bor i egen bolig i Danmark, ikke længere skal kunne få en ferierejse til Grønland, men kun hjælp til eventuel ledsa­gelse i for­bindelse med en sådan.

 

Denne omlægning af den administrative praksis skyldes, at Lands­styret ønsker at tilgodese børns og unges kontakt med hjemmet i større omfang end hidtil.

 

Det vil ikke være økonomisk muligt, at bevilge besøgs­rejse til eventuelle pårørende, med mindre den handicap­pede, p.g.a. handi­cappet, ikke kan rejse til hjemstedet.

 

Med disse bemærkninger vil Landsstyret foreslå, at forslaget henvises til be­handling i Lands­tingets Sociale Udvalg, før det går til 2. behandling her i Landstinget, på Landstingets efter­årssamling 1994.

 

Ane Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Det omhandlede forslag har til hensigt at forbedre pleje og pasning af vidtgående handicappede, og i den for­bindelse er det ligeledes hensigten at sikre, at de vidtgående handicappede skal kunne leve et normalt liv i forhold til andre befolkningsgrup­per.

 

Siumut støtter og tilslutter sig det omhandlede forslag til landstingsforordning om hjælp til vidtgående handi­cappede, der skal sikre bedre livsvilkår.

 

Vi er klart tilfredse med forordningsforslaget på flere områder vil medføre forbedringer, vi kan f.eks. nævne, at handicappe­de børn under 18 år, der er pla­ceret udenfor hjemmet, får mulighed for to betalte feriefrirej­ser.

 

Endvidere vil hjemmeboende handicappede få bedre mulig­heder for hjælp, således at de kan blive boende hjemme.

 

Såfremt en forbliven i hjemmet af forskellige årsager ikke kan anbefales, bliver der nu skabt mulighed, at bo i kollektiver, der er under tilsyn dag og nat.

 

Med henblik på at sikre vore handicappede medborgere ligeværdige vilkår, søges der tilvejebragt lovhjemmel i anden lovgivning til at åbne mulighed for støtte til de handicappede.

 

Vi vil dog ikke undlade at bemærke fra Siumut, at man skal være opmærksom på forholdene i bygder og i yderdi­strikter, når man opstiller normer for handicapvenlig indretning af det offentlige bygninger.

 

For såvidt angår bygder skal det ligeledes bemærkes, at der i dag ikke er nogen omfattende aktivitet inden for boligbyggeri og vejarbejder. Der er således ikke nogen nævneværdig udbud af arbejdspladser på det område.

Når vi nævner dette, skyldes det, at for­ordnings­forslaget har som et af sine primære mål, at sikre de handicappe­de bedre vilkår i samfundet, samtidig med at man forsøger at bane vejen for, at de handicappede skal opholde sig i hjemmet mest muligt.

 

I forbindelse med de øgede muligheder, er det ønskeligt at få oplyst hvordan og i hvilket omfang disse muligheder er tænkt praktiseret i yderdistrikterne og i bygderne.

Vort lands klimatiske forhold, specielt sne-generne i vinter­perioden nødvendiggør, at der etableres flexible løsninger for at de handicappede kan behandles ordent­ligt. Vi tænker specielt på færdselsforholdene i vinter­perio­den.

 

Vi ønsker endvidere, at påpege den meget omfattende admini­stration i kommunerne i forbindelse med handicapom­sorgen. For eksempel skal kommunerne sende ansøgninger om omsorgen af de enkelte handicappede hvert halve år, selvom tilstanden for de enkelte handicappede ikke ændrer sig. Vi ønsker denne praksis ændret således, at sagsbe­hand­lerne får mere tid til at drage omsorg for de enkelte handicappede.

 

Med disse bemærkninger skal vi fra Siumut, opfordre til at forslaget behandles i Socialudval­get, social og arbejdmarkedsud­valget, før anden behandling under efter­årssamlingen.

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:

Vi skal fra Atassut og Issittup Partiia først udtale vores glæde over, at et af de forhold, der har været nævnt i de omfattende debatter i de forløbne år og tidligere, og som især handicap­foreningerne og deres organisation har haft med i sine be­stræbelser, vil der gennem nærværende forordningsforslag klart blive skabt mulighed for; det er at gøre det offentliges bygninger mere handicapvenlige. Man vil ikke alene gøre de frem­tidige nybyggerier handicapvenlige, men vil også skabe mulighed for, at de eksisterende bygninger også gøres handicap­ven­lige i forbindelse med deres renovering. Og der vil endda også med hensyn til gadetrafikken åbnes mulighed for, at forholdene kan blive gjort handicapven­lige.

 

Som en af de vigtigste grundlag i forordningsforslaget nævnes, at der blandt andet skabes mulighed for, "at en person med vidt­gående fysisk eller psykisk handicap skal sikres en til­værelse så nær det normale som mu­ligt". Citat slut.

 

I arbejdet med at komme så vidt, har handicapforeningen udført en meget udholdende arbejdsindsats, og endda har en handicappet, på vegne af sine fælder, vist os hvor anstrengende forholdene er, i vort land.

 

Vi er enige i forslaget om, at den handicappede i størst mulig omfang skal have hjælp på lige fod med resten af be­folkningen, samt i, som nærværende forslag også giver mulighed for, at man efter vurdering med hensyn til handicappets omfang, vil kunne udvide rammerne for den hjælp, den handicappede vil kunne opnå.

 

Vi er enige i, og støtter de tanker, der i forbindelse med forordningsforslaget fremføres vedrørende et varieret botilbud, så den handicappede, der ønsker det, så vidt muligt kan forblive i sit lokalmiljø, ligesom vi er enige i de forskellige andre hjælpemulig­heder, der er anført i forordningsfor­slaget.

 

Det er meget vigtigt med kurser for handicapmedarbejdere og familiemedlemmerne, og derfor finder vi en intensi­vering af konsulenternes rejser meget vigtigt, da det er helt nødvendigt for medarbejderne, at arbejde med deres klienter på deres hjemsted og i deres virkelige daglig­dag.

 

Et af forslagets følgevirkninger bliver et skridt mod ikke at sende den handicappede til Danmark, såfremt dette ikke er helt nødvendigt, og vi er meget tilfredse med dette forhold.

 

Med hensyn til hjemtagelse af handicappede til vort land, mener vi, at dette ikke bør ske overilet, men at det bør ske efter grundig planlægning. Man skal basere sig på indvundet viden og erfaringer fra tidligere hjemtagelser, f.eks. ved at planlægge hjemtagelsen i nøje samarbejde med skoler m.v.

 

Med henvisning til ? 8 stk. 2 skal vi udtale, at vi i Atassut og Issittup Partia mener, at der bør gives mulighed for hjælp til anskaffelse af bil. Vi mener, at der er et begrænset antal handicappede, der kan have behov for et sådant køretøj.

 

Selvom ganske enkelte af de handicappede kan få hjælp til bil, vil disse kunne leve mere med i deres medborgeres dagligdag, og ikke mindst vil de kunne få mulighed for at kunne få arbejde, da de også herved får mulighed for at kunne færdes ude om vinteren.

 

Ved at pege på de generelle bemærkninger skal vi udtale, at vi meget støtter socialdirektora­tets tidligere overvejelser om fritagelse af personvognsafgift. I den forbindelse mener vi ikke, at man bør nøjes med at imødekomme skattedirektoratets besvarelse af dette spørgsmål. Vi må kræve, at det her gives en ny chance.

 

Af Landsstyremedlemmets besvarelse af landstingsmedlem Emilie Lennert´s forslag om ændring af cirkulære nr. 184 om besøgsrejser for de handicappede og deres familier forstår vi, at man omgås med planer om ændring. Vi er tilfredse med dette, og vi håber, at man i udarbejdelsen af det ny cirkulære vil skele til de af Emilie Lennert i forslaget nævnte forhold.

 

Under henvisning til de grønlandske kommuners landsfore­nings udtalelser, hvor man efterlyser den aftalte oversigt over de mulige økonomiske følger af forordnings­ændringen, støtter vi KANUKOKA´s efterlysning og kræver tallene fremlagt, ligesom vi kræver, at en del spørgsmål, der rejses i KANUKOKA´s udtalelse bliver besvaret inden 2. behandlingen af forslaget. Det er jo også vigtigt, at forslagets økonomiske følger skal kunne vises klart ved en oversigt.

 

Det er meget beklageligt, at den grønlandske udgave af for­ordningsforslaget er blevet sendt sent ud til dem, man forhørte sig hos om forslaget. Af denne grund har de fysisk og psykisk handicappedes organisationer ikke haft mulighed for at udtale sig inden forslagets 1. behand­ling. Da nærværen­de spørgsmål er så vigtigt, burde alle disse aspekter have været klar til 1. be­handlingen.

 

Vi skal kræve, at organisationernes udtalelser og de forannævnte økonomiske oplysninger skal være modtaget inden 2. behandling af forslaget.

 

Med disse udtalelser skal vi fra Atassut og Issittup Partiia henstille, at forslaget inden overgang til 2. behandlingen kommer til drøftelse i Socialudvalget.

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Efter nøje at have gennemgået dette landsstyreforslag til en Landstingsforordning om hjælp til vidtgående handicap­pede, er IA glad for, at vi dermed tager et skridt videre i retning af en klar handicappolitik.

 

I de seneste år har de handicappedes forhold været til genstand for en livlig debat her i salen, i medierne og hos befolkningen. Der er interesse om dette spørgsmål, derfor finder IA det for fornuftigt og på sin plads, at Landsstyret giver befolkningen og beslutningstagerne gode betingelser for at diskutere dette forslag, da for­ordningsforslaget først behandles færdigt til Lands­tingets efterårssamling.

 

Som det er alle bekendt, er handicapforsorg, ja i det hele taget arbejdet med de handicappede i Grønland, af ung alder. På trods deraf har vi allerede nogle erfarin­ger, som vi kan videreudvikle og som giver basis for det videre arbejde. Vi tænker i den forbindelse på den nye handicapforsorg, de forskellige handicap institutioner og hjem, som er blevet skabt, og som har givet de handicap­pe­de mulighed for at forblive i Grønland.

 

Vi tilslutter os fuldt ud Landsstyremedlemmets ord om, at de psykiske og fysiske handicappede så vidt mulig bør leve et så normalt liv som muligt, og at vi derfor også bør behandle en handicappet medborger som alle andre. Dette er også afspejlet i forordningsforslaget, da hjælp til en vidtgående handicappet først udløses, når alle andre hjælpemuligheder, der også gælder for alle andre borgere, er udtømte.

 

Hvis en handicappet medborger skal sikres en tilværelse som alle andre i samfundet, må vedkommende sikres beskæftigelse udenfor sit hjem. Dette kan kun etableres ved forøgede økonomiske tilskud. Vi skal derfor fra IA opfordre Landsstyret til at få plads til dette i de kommende finanslove. Det vil IA gerne være med til at sikre.

 

IA er desuden enig i det grundprincip, at man såvidt muligt skal integrere handicapboliger i den almene kommunale boligmasse, fremfor at oprette store institu­tioner eller groft sagt "handi­cap-ghettoer".

 

Vi synes endvidere, at de i forordningen nævnte kollekti­ver eller beskyttede boenheder er en attraktiv måde at løse de handicappe­des boligproblemer på.

 

Vi vil gerne have, at Landsstyremedlemmet nærmere forklarer, hvad der er i forordningen menes med forsøg og forskning vedr. handicappede. Det er vel ikke meningen, at de handicappede skal bruges som forsøgskaniner?

Vi er også i IA glade for, at forordningen indeholder regler for handicappedes adgang til offentlige bygninger. Det er et område, der er blevet forsømt, således at gangbesværede og handicappede i meget begrænset omfang har haft mulighed for, at deltage i det almindelige liv.

Dette vil der blive ændret ved med den nye forordning, og de handicappede vil i større omfang få mulighed for at bevæge sig rundt som alle andre almindelige personer.

Vi er tilfredse med, at familie til en handicappet iflg. den nye forordning vil få mulighed for, at blive ansat som støtteper­soner, det er vi tilfredse med fra IA.

 

IA støtter Landsstyrets forslag om, at prioritere rejser for handicappede børn under 18 år, således at de får mulighed for 2 besøgsrejser om året. Det er meget vigtigt, at der er en stadig kontakt mellem forældre og børn - ikke mindst for børnenes udvikling til det voksne liv.

Vi skal til slut fra IA`s side udtrykke vores udelte tilfredshed med, at vi nu er i stand til at tage stilling til en samlet handicappolitik, nu hvor indtil flere, og nogle ikke tids­svarende, forordninger, bekendtgørelser, cirkulærer og praksiser er blevet samlet til en godt gennemarbejdet forordning. Vi håber, at befolkningen vil deltage aktivt i den kommende tids debat.

 

Med disse bemærkninger hilser vi den nye handicapfor­ordning velkommen.

 

Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiit:

Ethvert menneske har ret til at sikre en tilværelse så nær det normale som muligt, hvilket også gælder for vidtgående handicap­pede.

 

Vi mener, at forordningsforslaget giver mulighed for forbedring af hjælpeforanstaltninger til de omhandlede handicappedes behov.

 

Akulliit Partiiat støtter fuldt ud planerne for, at offentlige bygninger og faciliteter i videst omfang skal indrettes mere handicapvenlige og er endvidere tilfredse med, at forslaget også omfatter boligforhold.

 

Med hensyn til de handicappedes muligheder for at komme på ferierejse, mener vi, at dette bør drøftes igen i Socialudvalget, da vi mener, at uanset om grønlandske handicappede er pensions­modtagere eller har egen bolig i Danmark, skal de såvidt muligt alle have mulighed for en ligelig fordeling af goderne.

 

Vi er enige i, at forslaget henvises til behandling i Lands­tingets udvalg, før det går til 2. behandling.

Hvis punktet under dette møde ikke når at blive behand­let, er vi tilfredse med, at det tages til 2. behandling til efteråret.

 

Emilie Lennert, Atassut:

Først vil jeg takke for, at jeg har haft mulighed for fremkomme med mit forslag her fra talersto­len. De ting man kommer ind på i besvarelserne, er at handicappede, der er under 18 år får mulighed for en ferierejse 2 gange årligt, samt at pensioni­ster, der har egen bolig i Danmark kun kan få betalt en ledsager­rejse, d.v.s. at de selv skal betale deres egen rejse, det mener jeg, at man ikke behøver at drøfte nøjere her i salen, men det bør drøftes i udvalget. Jeg takker for be­svarelsen.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender:

Jeg takker for de fremsatte forslag fra forslagsstillerne og har et par bemærkninger til det, der blev anført i forbindelse med ordførertalerne.

 

Først kom Siumuts ordfører, Ane-Sofie Hammeken, ind på, at vi skal finde udveje for mulighederne med hensyn til yderdistrikter­ne.

 

I den forbindelse må vi sige, at især for de gangbe­sværede er det svært at bo i yderdistrikterne, men alle handicap­pede er jo ikke gangbe­sværede.

 

Med hensyn til veje og boliger, vil vi selv­følgelig skulle foretage skøn, og det er i den forbindelse kommunerne, der har det nærmeste kendskab til de enkelte handicappede.

 

Vores opgave i direk­toratet er, at vurdere hvorvidt vi skal udbygge forholdene, forbedre forholdene, i yderdi­strikterne og om der skal etableres bokollektiver i en bygd, eller i en by. Der må vi altså også foretage den nøjere vægtning.

 

Såfremt vi går ind for forslaget ved efterårssamlingen og skal til at realisere det, kan vi ikke gøre samtlige bygder og steder handicapvenlige. Vi skal derfor, i hvert enkelt tilfælde, foretage en nøjere vurdering, både i kommuner­ne og i Direktora­tet, i samråd med de handicappe­des organi­sation.

 

Jeg kan også nævne, at Socialdirektoratets regionalkon­torer, og konsulenterne der arbejder i disse regionalkon­torer, er vores forlængede arm, med hensyn til yderdi­strik­terne og regionerne. I den for­bindelse lægger vi vægt på, at man står overfor disse konsulenter, når de kommer på besøgs- eller tjene­sterej­ser.

 

Siumut kom ind på, at der er for meget administration forbundet med forordningen, i og med at man skal foretage en vurdering hvert halve år i af den enkelte handicappe­des forhold. Det skal under­streges, at udgifterne til handicap-området hvert år vurderes.

 

Vores erfaring er, at de handicappedes forhold kan ændre sig i løbet af årene. Det er vores regionalkon­torers opgave at vurdere, på hvilke områder disse forhold er ændret, og tage stilling til, på hvilket område man kan yde bedre hjælp. Det er ikke bare for administrationens skyld, at man foretager disse vurderinger hvert halve år.

 

Atassut's ordfører kom ind på, det er Agnethe Nielsen, at især de gangbesværede handicappede, bør have mulighed for at få en bil. Vi har brugt megen tid på at drøfte dette, også udfra de forslag, der kommer fra de handicappede selv. Vi har over­vejet, om en gangbesværet handicap­pet skal kunne få en bil forærende, men vi mener ikke, at vi har plads til dette i vores budget på handicap-området.

 

De gangbesværede handicappede og rullestolsbrugere, har vi mulighed for at støtte med tilskud til taxa- og bilkørsel, for dem der har behov derfor.

 

Fra Atassut og Emilie Lennert's side kom man ind på revision af cirkulære 184. Dertil kan jeg sige, at når man har vedtaget en forordning, så skal der efterfølgende laves bekendtgørelser og cirku­lærer. Såfremt forordningen bliver vedtaget, således at den kommer til at gælde fra 1. januar 1995, skal vi i forbindelse med det videre arbejde, komme ind på de ting Emilie Lennert fremførte i sit forslag.

 

Atassut's ordfører, Agnethe Nielsen, efterlyste det KANUKOKA også har efterlyst, nemlig at man i forbindelse med udarbejdelsen af forordningen, beregner de afledte udgifter ved forordningen. Dertil må jeg sige, at man i forbindelse med vedtagelse af forordningen ikke udvider udgiftsniveauet i forhold til den gældende Finanslov.

 

Agnethe Nielsen påpegede også, at Handicapforeningen ikke har haft mulighed for, at komme med deres svar i for­bindelse med høringen.

 

Jeg beklager, at vi skal bruge så megen tid på at udarbejde et forslag, så de handicappedes forening ikke har fået et rimeligt tidsrum til at besvare høringen.

 

Den første høringsrunde blev sendt ud i november '93, også til handicapforeningerne, og således har man løbende orienteret de forskellige instanser omkring disse tiltag, også i forhold til handicapforeningen, men jeg skal også sige til Landstinget, at Handicapforeningen eller Handicaporganisationen ikke har fremsat nogen ændrings­forslag i forhold til det der fremsat her, og de har i deres besvarelse sagt, at de ikke vil tage stilling til det  fremsatte forslag. De vil først fremkomme med en stil­lingtagen til efteråret.

 

Inuit Ataqatigiit's ordfører kom bl.a. ind på, og efter­lyste muligheden for, at man kan etablere arbejdspladser til handicap­pede, ligesom vi skal være parate til, at kunne yde støtte til sådanne. Dertil vil jeg svare, at vi finder det meget vigtigt, at der gives beskæftigelses­muligheder, også for de handicappede, fordi beskæftigelse også drejer sig om livskvalitet.

 

Jeg mener, at en af de vigtigste ting, f.eks. set i forhold til udgifterne ved at have en bil, er at have beskæftigelsestilbud.

 

Vi må også indrømme, at man i de kommende års udvikling indenfor for handicapområdet, skal sikre, at der er midler, også på længere sigt, til arbejdet. Derfor må vi bruge de nødvendige midler til handicapom­rådet, selvom det kan syntes, at disse er ret store.

 

Johan Lund Olsen kom også ind, hvordan forslaget om forsøg og forskning skal forstås. Vi har foreslået dette, fordi vi først i de seneste år har deltaget i udviklingen indenfor handicapom­rådet, men nu har vi indhøstet erfaringer vi kan videreud­vik­le, ikke alene med hensyn til institutioner på kysten, men også med hensyn til andre boformer, og vi ønsker fortsat at kunne udvikle disse boformer.

 

Forsøg drejer sig ikke alene om de handicappede, men også om indsamling af oplysninger med henblik på, at kunne lave en bedre planlægning fremover. I forbindelse med sagsbehandlingen kan man indsamle de oplysninger, man skal satse på. Man skal indsamle så mange oplysninger som muligt, for at vi kan videreudvik­le området.

 

Akulliit Partiiat kom ind på, at de handicappede pensio­ni­ster der har egen bolig i Danmark, ligesom er ofret, for at børn under 18 år kan komme på besøg hjemme to gange om året. Dertil skal jeg understrege, at det kun drejer sig om få personer, det drejer sig om 28 personer, i forhold til det samlede antal handicappede, der er på 700.

 

Der er tale om handicappede pensionister i Danmark, der selv har valgt at bo i Danmark, hvor de har deres egen bolig og hvor de kan sørge for sig selv.

 

Jeg kom i forbindelse med fremlæggelsen ind på, at vi fortsat vil have mulighed for, at betale ledsagerrejsen, og til slut skal jeg sige at enhver erfaring, uanset hvor stor eller lille den er, har ligeså megen værdi, som de erfaringer, der ind­høstes i andre lande, og at vi kun kan udvikle tingene her udfra vores egne erfaringer.

 

Marianne Jensen, landsstyremedlem for kultur, uddannelse og forskning:

Man er kommet lidt ind på, her i debatten, grønlæn­dere, som har bosat sig udenfor Grønland. Man skal tænke på, hvor vigtigt det er, at have kontakt til familien og i den for­bindelse, skal jeg lige gøre opmærksom på, at Foreningen "Ti­keraq".

 

"Ti­keraq" betyder besøgsrejse. Foreningen, der er oprettet i Danmark, yder økonomisk støtte til grønlændere i Danmark, så de kan komme på besøg i Grønland. Der er mange grønlæn­dere, der har bosat sig i Danmark, og derfor vil jeg her opfordre til, at man støtter foreningen mere.

Hvis man ønsker yderligere oplys­ninger, kan man henvende sig til under­tegnede.

 

Ane Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Jeg vil gerne kommentere Landsstyremedlemmets besvarelser vedrørende administration.

 

Selv­følgelig drejer det sig om service. Hvis der sker nogen ændringer hos klienterne, skal man sende en ansøgning, det har vi overhovedet ikke noget imod, men at der unødvendigt skal indsendes ansøgninger skal vi have en løsning på, det finder vi meget vigtigt. Disse gentagende an­søgninger gør, at man, for en del af kommunernes vedkommende, ikke får svar straks, men at man må vente længe på svarene, således at sagen bliver udsat, eller forsinket. Jeg skal også lige udtale, at vi raske personer som lever et dagligliv, hvor vi følger med i alle mulige forhold, må erkende, at vi på mange områder kan lære noget af de handicap­pede, især omkring venlighed og kærlighed. Vi får venlighed og kærlighed fra deres side, og vi må få lettet til­værelsen for dem, så de kommer mere ind i det almindelige liv.

 

Det må vi bane vejen for, og det må vi også kunne føle.

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:

Ganske kort, med hensyn til Henriette Rasmussen's udtalelser, har jeg lige en kommentar omkring biler.

Jeg vil lige præcisere, at den afgift man ligger oveni bilværdi­en, ikke skal gælde for de handicap­pede.

Det er den tanke vi fremkom med, men i forslagets paragraf 8 stk. 2, står der helt klart, at der ikke kan ydes hjælp efter denne forordning til anskaffelse af biler, men der kan ydes tilskud til handicapindretning af sådanne. Således vises der, at det er muligt for en handicappet at have en bil, og at muligheden vil blive forbedret, såfremt afgift-belægningen oveni bilens værdi, kan blive fjernet.

 

Med disse ord håber vi, at dette vil blive medtaget i udvalgs­drøftelserne, selvom Landstyremedlemmet nævner, at hun ikke mener, at det vil have større indvirkning rent økonomisk, så vil vi gerne fastholde vore ønske om, at få en klar vurdering af, hvilke konsekvenser vores forslag vil have, rent økonomisk.

 

Vedrørende Landsforeningen af Vanføre og Handicappede, kan jeg selvfølgelig forstå, som Landstyremedlemmet siger, at man sender noget til dem hele tiden. Det er også vigtigt, men de fik først den grønlands­ke for­ordnings­forslagstekst den 15. april.

 

De ville ellers gerne besvare høringen, men de beklager at måtte sige, at den først kan besvares senere, og man må tænke på, at  Landsfor­eningen også skal have mulighed for, at deltage i debatten.

 

Til slut vil vi fra Atassut og Issittup Partiia udtale, som en kommentar til det Johan Lund Olsen kom ind på i sin fore­læggelse, at det er vigtigt at handicappede bliver beskæfti­get, og at man er parat til at tildele midler hertil. Det støtter vi fuldt ud.

 

Henriette Rasmussen, Landstyremedlem for Sociale An­liggender.

Første runde af drøftelsen af dette forhold medfører, at sagen skal sendes til behandling i Socialudvalget. Det vil jeg også gå med til.

 

Med hensyn til Ane Sofie Hammeken's beklagelse over den store administration, hvor ansøgninger bliver syltet i for­valtningen, vil jeg påpege, at kommunerne har et stort ansvar på det område. Ansøgningerne skal indsendes med 1 måneds frist, og på det felt har kommunerne og de sociale udvalg ansvaret for, at være opmærksom på fristen.

 

Med hensyn til planlægningen af økonomien, der ved jeg, at det bliver uddybet i det videre arbejde i Socialudval­get, og som afslutning, vil jeg sige til Agnethe Nielsen, at en handicap­pet der har en bil, har mulighed for at få tilskud til indretningen af bilen. Vi kan ikke fra Direktoratets og Landsstyrets side indstille, at man yder tilskud til anskaffelse af en bil.

 

Såfremt handicappede har en bil i forvejen, eller er i stand til at købe en bil, vil der være mulighed for tilskud til indret­ningen af bilen, således at den bliver handi­cap-venlig.

 

Vi har også drøftet muligheden for betaling af afgiften, men vi har ikke kunnet nå til et resultat fra Direktora­tets side, hvilket jeg mener er en af de ting, der skal tages med i drøftelsen i det Sociale udvalg, i og med at partierne har repræsentanter siddende i udvalget.

Afslutningsvis vil jeg takke for den interesse, der er blevet udvist her i den debat, og vi glæder os til at arbejde videre med forordningen.

 

Mødeleder.

Således er dagsordenspunkt 22, Landsstingsforordningsfor­slag om hjælp til vidtgående handicappede, 1. behandling færdig, og forinden 2. behandling vil det blive behandlet i Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsud­valg. 2. og 3. behandling sker til efterårssamlingen, det er det jeg har forstået. Der med er dagsordenspunkt 22 færdigbehandlet, vi går videre til næste dagsordens­punkt.

 

Punktet sluttet: