Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenspunkt 20-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

3. mødedag onsdag den 16. februar 2000

Punkt 20. Beslutningsforslag om, at Landsstyret pålægges at fremsætte forslag på Landstingets forårssamling 2000 om, at forstanderne på Hjemmestyrets døgninstitutioner for børn og unge igen får tillagt ankemulighed i forbindelse med hjemgivelse.

Asii Chemnitz Narup, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.

Da ordføren allerede har nævnt forslagets titel, så skal jeg direkte gå over til min begrundelse.

Der har tidligere været en bestemmelse i landstingsforordningen om hjælp til børn og unge som gav døgninstitionsforstandere mulighed for at gøre indsigelser, når de var uenige i det sociale udvalgs afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung anbragt på døgninstitution. Ved uenighed mellem det sociale udvalg og forstanderen var der hjemmel til at forstanderen kunne forelægge denne uenighed for Socialdirektoratet, og forelæggelsen havde opsættende virkning. Denne bestemmelse røg ud i 1988.

Det sker stadig det i dag, at det social udvalg træffer afgørelser om hjemgivelser af et barn eller en ung anbragt på døgninstitution på et tidspunkt, hvor barnet lige er kommet ind i en positiv udvikling og i færd med at profitere af opholdet på døgninstitutionen - hvad der må betragtes som en alt for tidlig hjemgivelse. Det kan endog ske på et så uheldigt tidspunkt, at man må vurdere opholdet på døgninstitutionen for spildt.

I disse tider hvor alle i samfundet debatterer børns vilkår og retsstilling, hvor der er enighed om at styrke børns opvækst og udviklingsmuligheder og enighed om, at beskytte børn på alle måder, må vi spørge os selv, om det ikke er på sin plads, at barnet i så afgørende spørgsmål om hjemgivelse får sin egen "advokat", som skal varetage dets interesse og behov ?. Til at forstå denne opgave er det naturligt at pege på døgninstitutionsforstanderen.

Derfor foreslår jeg, at der påny indføjes en bestemmelse i landstingsforordningen om hjælp til børn og unge, der giver forstandere på døgninstitutionerne ret til at anke over Socialudvalgets afgørelse om hjemgivelse. Anken bør som tidligere have opsættende virkning, således at barnet holdes uden for uenigheden og ikke bliver kastebold mellem de voksne. Anken skal rettes til Det Social Ankenævn og ikke som tidligere til en administrativ instans som Socialdirektoratet.

Med disse bemærkninger overlader jeg forslaget til Landstingets velvillige behandling, og i håb om at Landstinget ser positivt på forslaget.

Og nu er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked med et svarnotat.

Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup har fremsat forslag om, at forstanderne på Hjemmestyrets døgninstitutioner for børn og unge igen får tillagt ankemulighed i forbindelse med hjemgivelse.

Forslaget er af Landstingets Formandsskab henvist til behandling som et beslutningsforslag.

Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup begrunder sit forslag med, at det stadig forekommer, at det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung anbragt på døgninstitution på et tidspunkt, hvor barnet lige er kommet ind i en positiv udvikling, og hvor forstanderen er uenig med kommunen om hjemgivelse på dette tidspunkt.

Der har tidligere været bestemmelse om ankemulighed for forstanderen til Socialdirektoratet, og det er denne ankemulighed, som foreslås genindført, dog således at anken rettes til Det Social Ankenævn og ikke til Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup kommer i sit forslag ind på, at det vil være naturligt at pege på forstanderen for døgninstitutionen som barnets "advokat", d.v.s. den person som skal varetage barnets interesser og behov.

Gældende landstingsforordning om hjælp til børn og unge trådte i kraft den 1. januar 1993. Samtidig ophævedes landstingsforordning nr. 12 af 1. november 1982, som ændret ved landstingsforordning nr. 4 af 28. april 1988 om hjælp til børn og unge. Samtidigt med ikrafttrædelsen af landstingsforordningen fra 1982 ophævedes landsrådsvedtægt om børne- og ungdomsforsorg i Grønland af 19. februar 1975 med senere ændringer.

Der har været en bestemmelse i en tidligere landsrådsvedtægt om ankemulighed ved hjemgivelse. Denne er muligvis ved en forglemmelse ikke blevet medtaget, da landstingsforordningen fra 1982 blev udfærdiget.

Ankemuligheden er derfor indføjet igen i landstingsforordningen fra 1988, hvor den fremgår af § 20 stk. 3 og har følgende ordlyd: "Forinden der træffes beslutning om udskrivelse fra institution af børn og unge, der er anbragt på døgninstitution i Grønland, skal der indhentes en udtalelse fra institutionen. Såfremt der er uenighed mellem det sociale udvalg og institutionen om udskrivelsen, forelægges spørgsmålet Socialdirektoratet til afgørelse. Denne forelæggelse har opsættende virkning".

Af forelæggelsesnotatet samt bemærkningerne til 1988 - forordningen fremgår, at behovet for at få ankemuligheden genindsat hænger sammen med ønsket om at sikre, at et igangværende behandlingsforløb på en døgninstitution ikke afbrydes på et for barnet eller den unge uhensigtsmæssigt tidspunkt ..", samt at "Hovedformålet er at sikre, at et eventuelt igangværende behandlingsforløb ikke uden videre afbryder på et for barnet eller den unge uhensigtsmæssigt tidspunkt. Derfor er det også foreslået, at en eventuel indbringelse til Socialdirektoratet skal have opsættende virkning.".

Ankemuligheden bortfalder igen ved ikrafttrædelsen den 1. januar 1993 af gældende landstingsforordning. Det fremgår at bemærkningerne til forordningen, at bestemmelsen om en ankemulighed til Socialdirektoratet ved hjemgivelse er udtaget, og jeg citerer "idet bestemmelsen synes at tilsidesætte Socialudvalgets kompetence med hensyn til udvalgets forpligtigelser over for børn og unge,", citat slut.

Denne historiske gennemgang viser, at Landstinget i årenes løb har haft forskellige opfattelser af, om der skulle give en ankemulighed eller ej. Det er derfor vigtigt, at foretage grundige overvejelser, når der påny stilles forslag om en ankemulighed.

At anbringe et barn/en ung på døgninstitution er en hjælpeforanstaltning, som det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse om. Det er ligeledes det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen, som træffer afgørelse om hjemgivelse af barnet/den unge. Det er derfor vigtigt at sikre, at det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen har det bedst mulige grundlag at træffe beslutning på.

Det forekommer desværre jævnligt, at det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen træffer beslutning om hjemgivelse af et barn/ en ung, hvor forstanderen på døgninstitutionen vurderer, at barnet endnu ikke er klar til hjemgivelse. Der foreligger ingen undersøgelse om, hvor ofte dette sker, ej heller hvorfor beslutningen træffes på trods af forstanderens vurdering.

Imidlertid må udgangspunktet for det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen være, at der træffes beslutning om barnet/ den unge på et så godt grundlag som overhovedet muligt. Man kunne overvej at indføre bestemmelser, som sikrer, at det social udvalg/kommunalbestyrelsen får et tilstrækkeligt godt grundlag, før der træffes afgørelse om hjemgivelse, eksempelvis at der er foretaget visse foranstaltninger i hjemmet og at der foreligger en detaljeret handlingsplan. Endvidere må påpeges, at Regionalkontoret har mulighed for via tilsynsforpligtigelsen at sikre, at barnet/ den unge ikke hjemgives for tidligt.

Landsstyret er af den opfattelse, at det er vigtigt, at styrke det socialeudvalgs / kommunalbestyrelsens beslutningsgrundlag, således at de afgørelser, der træffes om det enkelte barn/ den unge, først og fremmest tager udgangspunkt i hensynet til barnet. Det er ikke hensigtsmæssigt, at der sås tvivl om Socialudvalgets kompetence, og at forstanderen for døgninstitutionen opfattes som mere kompetent end det sociale udvalg, m.h.t. at træffe afgørelse om tidspunktet for barnets anbringelse. Det er derimod vigtigt at sikre, at forstanderens vurdering indgår i beslutningsgrundlaget for det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen.

Et andet aspekt af Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narups forslag er, at såfremt er barn/ en ung er anbragt på en døgninstitution, uden at det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen har godkendt dette, vil der blive disponeret over kommunale midler af en ikke-kommunal myndighed.

Det er i dag kommunerne, som 100 % finansierer døgninstitutionerne for børn og unge, og der er på nuværende tidspunkt ingen bevillingshjemmel på Finansloven til at afholde udgifter til døgninstitutionsanbringelse.

Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup er i sin begrundelse for forslaget om ankemulighed inde på den aktuelle debat om børns vilkår, retsstilling og enigheden om at styrke børns opvækst- oh udviklingsmuligheder samt at beskytte børnene.

Landsstyret er enig med forslagsstilleren i, at børns- opvækst- og udviklingsmuligheder skal styrkes og at børn skal beskyttes. De gode intentioner med forslaget om en ankemulighed, når der er uenighed mellem det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen og forstanderen for døgninstitutionen, er ligeledes enig i.

Det skal foreslås, at der frem for at træffe en forhastet beslutning om at påny at indføre ankemuligheden som foreslået, foretages nærmere vurderinger af baggrunden for forslaget. Endvidere skal det foreslås, at det drøftes, hvorledes det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen kan få et langt bedre beslutningsgrundlag, end det har på nuværende tidspunkt, således at det sikres, at børn/ den unge først hjemgives, når barnet kan profitere af institutionsopholdet og forholdene omkring barnet i øvrigt er gode nok.

Endelig skal gøres opmærksom på, at der forestår en børn og unge reform, hvor der blandt andet forventes igangsat en gennemgribende revision af landstingsforordningen om hjælp til børn og unge samt bekendtgørelse med hjemmel i forordningen. Ovennævnte overvejelser bør indgå i dette arbejde. Tak.

Så går vi over til partiernes ordfører, første taler er Hans Enoksen, Siumut.

Hans Enoksen, ordfører, Siumut.

Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup Inuit Ataqatigiit stiller forslag om, at forstanderne på Hjemmestyret døgninstitutioner for børn og unge igen får tillagt ankemulighed i forbindelse med hjemgivelse.

Fra Siumut skal vi knytte følgende bemærkninger til forslaget:

I Siumut ligger vi afgørende vægt på, at børn og unge vokser op i trygge forhold. Det er ganske uacceptabel at børn og unge, skulle vokse op under uforsvarlige vilkår. Det må være i vores allesammens interesse, at sikre, at børn og unge lever under betryggende omgivelser. Jeg er ikke i tvivl om, at de kommunale social udvalg og kommunalbestyrelser har gjort deres til at sikr, at børn og unge med problemfyldt familieliv får de bedste levevilkår.

Men sådanne foranstaltninger er en bekostelig affære for samfundet, og meget ressourcekrævende, og derfor er det nødvendigt, at virke for forebyggende arbejde i samarbejde med hinanden.

I disse år opleves det også mere almindeligt, at man tænker, at problemer er noget det offentlige nok skal klare. Det er efterhånden alt for almindeligt, at forældre tilsidesætter deres grundlæggende ansvar overfor deres børn. Nogle gange tvangsfjernes børn fra hjemmet, måske uden at give forældrene en chance først. Og ved sådanne situationer berøres forældrene stærkt mentalt og følelsesmæssigt, og man kan jo nu engang ikke erstatte kærlighed med smukke omgivelser.

Derfor skal vi fra Siumut opfordre til, at forældre og myndigheder starter med at finde fælles løsningsmuligheder.

Vi skal og vil heller ikke bestride, at man måske i nogle tilfælde hjemgiver børn uden at hjemmet er rede dertil. I sådanne situationer, synes det at være sandsynligt og jeg citerer "at de er pengene der reagerer". Anbringelse af børn og unge på døgninstitutioner er nemlig så bekosteligt, at det kan gå hårdt ud over de enkelte kommuners økonomi. Derfor skal vi også fra Siumut udtrykke ønske om, at man også vurderer takstpolitikken for at undgå nævnte problemer.

Fra Siumut støtter vi forslaget om, at forstanderne på døgninstitutionerne igen får tillagt ankemulighed i forbindelse med hjemgivelse. Vi ligger også vægt på, at hjælp til børn og unge vurderes nøje i forbindelse med revisionsarbejdet inden for området i de forordninger og bekendtgørelser, der skal analyseres som led i revisionen. Og fra Siumut indstiller vi, at nærværende forslag vurderes i samme forbindelse.

Endvidere må man vurdere om kommunernes medvirken til at bære de økonomiske byrder. For vi må jo sikre, at forordninger, bekendtgørelser og love udmøntes til gavn for alle. Tak.

Næste taler er Jakob Sivertsen, Atassut.

Jakob Sivertsen, ordfører, Atassut.

Tak. Vi har til beslutningsforslaget fra Asii Chemnitz Narup om at forstanderne for Hjemmestyrets døgninstitutioner for børn og unge igen får tillagt ankemulighed i forbindelse med hjemgivelse, har vi fra Atassut følgende bemærkninger herom.

Vi har i nærværende forslag fornemmet, at det personale som i det daglige arbejder på døgninstitutionerne og følger med børn og unge i deres daglige arbejde på nærmeste hold, og derfor har et stort kendskab til de børnenes og de unges forhold, at de finder det meget vigtigt, at blive hørt før beslutningen om hjemgivelse af børn og unge bliver truffet.

Vi skal fra Atassut understrege, at når børn og unge bliver anbragt på en døgninstitution, så har det baggrund i en utilstrækkelig pasning i det hjemlige dette er meget beklageligt, meget udbredt i vort land, og afstedkommer tit store udgifter for kommunerne. Det er derfor meget vigtigt, at børn og unges hjemgivelse fra døgninstitutionerne sker efter en grundig vurdering og nøje planlægning.

Vi skal også huske på, at placering af børn og unge til en døgninstitution, først og fremmest er en hjælp til en sikrere og tryggere opvækstforhold for børn og unge, som ikke længere kan undværes i dag. Atassut finder det derfor meget vigtigt, at hjemgivelse af børn og unge anbragt på en døgninstitution, sker på den mest trygge måde.

Med disse bemærkninger skal vi på forhånd sige tak til Landsstyrets seriøse besvarelse af forslaget, og tiltræder Landsstyrets udtalelse om forelæggelse af en ny vurdering af forordningen inde der fremlægges ændringsforslag. Tak.

Næste taler er Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit.

Lars Sørensen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Tak. Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup foreslår, at forstanderne på Hjemmestyrets døgninstitutioner for børn og unge igen får tillagt ankemulighed i forbindelse med hjemgivelse.

Indledningsvis skal vi fra Inuit Ataqatigiits side først udtrykke den glæde, at vi har bemærket, at der igennem de senere år efterhånden er mange kommuner i Grønland, der igennem deres kommunalbestyrelse har udstukket hensigtserklæringer, der skal forbedre børn og unges vilkår, og det er et godt initiativ, der bør praktiseres af samtlige kommuner, ikke mindst under hensyntagen til, at år 2000 er børnenes år.

Derfor skal vi også benytte det ny år 2000 til, at tydeliggøre omsorgen for børn og unge, samt deres rettigheder. Derfor finder Inuit Ataqatigiit det naturligt, at man skal tage hånd om de børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, ved at man giver forstandere på døgninstitutioner ankemuligheder, i de tilfælde, hvor der er uenighed med kommunernes Socialudvalg.

Under vores arbejde i forbindelse med Socialrefomkommissionen blev netop dette emne taget op flere gange, især for så vidt angår de enkelte kommuner med små økonomiske midler, hvor børn er anbragt uden for hjemmet. At man ikke tager højde for behandlingen af barnet, men mere tænkte udelukkende på kommunens økonomiske formåen, når man sendte barnet hjem.

Sådanne spontane hjemsendelser resulterer ofte i, at man mister det arbejde man har udført, der tager retning i, at barnet der er ved at komme på fode igen, og dette resulterer igen i, at sådanne pludselig hjemsendelser har gjort, at man skal starte med behandlingen fra begyndelsen. Disse påtænkte besparelsesforanstaltninger resulterede således blot i flere økonomiske øretæver.

Det glæder Inuit Ataqatigiit, at Landsstyret er enig i forslaget om, at man igen fører ankemuligheder til forstanderne, og Inuit Ataqatigiit er også enig med Landsstyret i, at arbejdet ikke skal hastes igennem.

Til sidst vil Inuit Ataqatigiit opfordre Landsstyret til, at de inden udgangen af dette år, nemlig Børneåret 2000 tager initiativ til at samarbejde med Landstingets Socialudvalg med henblik på realiseringen af de i 1997 vedtagne betænkninger fra Socialreformkommissionen om børns vilkår. Tak.

Den næste taler er Anton Frederiksen, Kandidatforbundet.

Anthon Frederiksen, ordfører, Kandidatforbundet.

Indledningsvis har vi haft nogle problemer med sekretariatet her til morgen, og jeg er ikke lige blevet færdig med oversættelsen af vores bemærkninger til beslutningsforslaget, hvorfor denne ikke er omdelt, men den vil blive omdelt når den foreligger oversat.

Vi skal vedrørende nærværende beslutningsforslag komme med følgende bemærkninger om Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narups forslag om, at personalet på døgninstitutioner får ankemulighed i forbindelse med planlagt hjemgivelse fra døgninstitutionen af et barn eller et ungt menneske.

Indledningsvis skal vi fra Kandidatforbundet som vigtigt anføre, at vi fuldt ud forstår Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narups forslag, og støtter det i princippet. Ikke mindst m.h.t. forstanderne af foranførte hjem, der er vigtige i vurderingen af barnet eller den unges fysiske og psykiske udvikling, at de deltager i myndighedernes vurdering af, om hvorvidt barnet eller den unge skal tilbagegives til hjemmet, som fysisk og psykisk stabiliseret.

I mange forordninger om hjælp til børn og unge, der for visse vedkommende i løbet af årene er gjort ugyldige eller ændret, bliver omtalt af Landsstyremedlemmet i sin besvarelse. Endvidere anfører Landsstyremedlemmet, at der i den tidligere landsrådsvedtægt var der hjemmel til anke i forbindelse med hjemgivelse, men at man i forbindelse med udfærdigelsen af en landstingsforordning fra 1982 måske har overset at medtage sådanne bestemmelser.

Såfremt arbejdet med børn og unge er blevet varetaget på denne baggrund må det have været en forstemmende og skuffende følelse at varetage det.

Da Socialreformkommissionen forelagde sin betænkning medtog kommissionen som et af de politiske mål, målrettede delbeskæftigelsesforanstaltninger for de involverede børn og unge, for at kunne gøre dem selvhjulpen, samt for at kunne afhjælpe opstået vanskeligheder, børn og forældre imellem, ville man gennem samarbejde søge at opnår, at den menneskelige selvfølelse og agtelse kunne blive opnået. De børn og unge, der var blevet anbragt skulle igennem deres daglige indsats blive udviklet til samarbejde og ansvarsfølelse.

Såfremt familierne ikke kan forsørge sig selv eller ikke kan overkomme børnenes tarv eller opdragelse, var en af tankerne af samfundet vågent måtte blande sig i det videre forløb, det vedrører Socialreformkommissionens arbejde.

Man skal også give det til eftertanke, at man dels i lovgivningen vedrørende børnene er fastslået, at begge af barnets forældre er pligtige til barnets forsørgelse, samt varetagelse af fysisk og psykisk udvikling.

I Kandidatforbundet er vi ikke i tvivl om, at mange forældre er klar over deres ansvar og pligter, men der er alt for mange forældre der tilsidesætter disse pligter, og sådanne forældre afstedkommer store problemer for børnene og samfundet.

Derfor må vi søge, at minimere problemet mest muligt. Problemerne må minimeres mest muligt, og for at sikre dette må forstandernes mulighed for at anke, det bør der arbejdes for, og vi mener, at øvrige instanser og kommunerne dem skal man også samarbejde med for at løse problemet.

Afslutningsvis skal vi erindre om, at børn og unge anbragt på døgninstitutioner, i forbindelse hermed, så koster en plads i gennemsnit næsten 300.000 kr. årligt, det er et gennemsnitstal, altså i 1997, på baggrund af tal fra 1997

Vi mener også, at børn og unge op til 18 år, som ikke kan blive boende i døgninstitutioner, at hvis vi også skal tage disse behandling for øje, da man ikke lige pludselig kan smide dem ud, når de fylder 18 år. Ligeledes skal vi også erindre om, at der i visse i kommuner, ikke mindst i yderdistriktkommunerne og de mindre bemidlede kommuner, altså de kommuner med økonomiske problemer, så har problemet et særligt omfang, hvor man også må gøre en særlig indsats, for så vidt angår det økonomiske, fordi anbringelser også koster kommunerne en hel del penge.

Med disse bemærkninger går vi fuldt ud ind for forslaget, og går ind for at det behandles grundigt videre i Socialudvalget. Tak.

Ud over partiordførerne har Godmand Rasmussen, Atassut bedt om ordet.

Godmand Rasmussen, Atassut.

Jeg har forståelse for forslagsstillerens begrundelser og partiernes ordførerindlæg, men jeg er også enig i Landsstyremedlemmets besvarelse, men vil benytte denne anledning til at erindre om, at vi under forårssamlingen, under debatten om børn og unge, så nævnte vi fra Atassut helt klart, at de ansatte hos socialforvaltningerne i kommunerne, de sidder i en meget vanskelig placering.

Vi der sidder i kommunalbestyrelser ved, at de ansatte i socialforvaltningerne haren meget vanskelig og udsat placering. Deres lønninger er så lave, og de resterende som servicere os i kommunalbestyrelsen er netop også dem, som vi bruger som kontorpersonale.

Vi har den gode erfaring, at de folk vi har inden for socialforvaltningen, at de ofte tager ud til udsatte familier, og at vi derigennem har reddet flere børn og unge i, at blive anbragt uden for hjemmet. Det nævnte vi også under efterårssamlingen, under debatten om børn og unges vilkår, jeg synes også at dette skal indgå i de videre drøftelser. Jeg vil dermed give det videre til Landsstyremedlemmet, således at det også overvejes i det fortsatte arbejde.

En af de betænkeligheder jeg har her, jeg har god forståelse for forslagsstillerens intentioner, men hvorfor skal vi når vi har sagt, at vi skal give kommunerne yderligere ansvar, at vi nu skal give forstanderne et ansvar på bekostning af de sociale udvalg, vi glemmer en ting, at der er visse døgninstitutioner, som kører privat, der er også private institutioner, f.eks. Gertruds Rasks minde, hvad med sådanne institutioner, den får godt nok tilskud.

Jeg vil heller ikke undlade, at bemærke, at Landsstyremedlemmet i sit svarnotat bemærkede, hvem der skal have det største ansvar barnets "advokat" eller forstanderen på den enkelte døgninstitution. Når børn skal anbringes uden for hjemmet, så plejer det første skridt at være kommunens Socialudvalg, det er netop dette udvalg, der vurderer, hvad det videre forløb skal være.

Der blev nævnt at børn bliver sendt hjem i utide, jeg er derfor helt enig med Siumuts ordfører i, hvordan sikrer vi, at barnet kommer hjem, når det er blevet .., hvem skal vurdere, hvad der er rigtigt eller ej ? Vejen er meget lettere når der er et samarbejde til stede mellem forskellige institutioner og de sociale myndigheder lokalt. Et trygt hjem er det væsentligste, hvis barnet skal have en tryg opvækst.

Derfor vil jeg også gentage, og indtrængende ønske overfor Landsstyremedlemmet, at det sociale arbejde vi har i dette land, som ikke beskæftiger sig med det, de beskæftiger sig med, p.g.a. de dårlige lønforhold, derfor vil jeg gerne have, at man søger at arbejde for, at de lokalt socialansattes lønninger bliver sat op.

Jeg har ellers aldrig tænk.., kunne godt have nævnt, men jeg håber, at dette er nok, men principielt er jeg enig i forslagsstillerens forslag, og Landsstyremedlemmets besvarelser, jeg er meget glad for Landsstyremedlemmets svar.

Næste taler er forslagsstilleren, Asii Chemnitz Narup.

Asii Chemnitz Narup, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.

Jeg v il blot præcisere, at jeg ikke går ind for, at forældrene skal fratages et ansvar, og at jeg ikke vil have at social udvalgenes beføjelser bliver tilsidesat. Det område som vi berører bliver et konflikt område, fordi når børnene skal sendes hjem til forældrene, så koster det nogle konflikter, nemlig forældrenes interesser, Socialudvalgets interesser og barnets interesser, og hvem er det, der skal forsvar barnets interesser ?

Der er ikke nogen der forsvarer barnets interesser, hvorfor forstanderne bør placeres som barnets advokater.

Det er baggrunden for mit forslag, fordi de har været med til at opdrage barnet og har dermed et kendskab til barnets behov.

Jeg må også tilføje, at jeg ikke kan se hvorfor de sociale udvalgs afgørelser ikke skal kunne ankes, det kan jeg ikke se nogle begrundelser for, jeg synes ikke, at der er noget at være bange for her.

Jeg er enig i de faldne bemærkninger om, at sagen må køres nøje, det er rigtigt, lad os gøre det, og det vil også i det fortsatte arbejde være meget interessant, at finde ud af, at de vender tilbage til det daværende Landsråds vedtægter, fordi dengang tog men mere udgangspunkt i barnets tarv end man gør hidtil. Jeg synes at man kan hente nogle gode inspirationer i de gamle vedtægter her, vi der lever idet 20. århundrede.

Jeg siger også tak til Godmand Rasmussen. Kærlighed er meget vigtigt, det ved vi allesammen, og jeg synes ikke, at man kan stille spørgsmålstegn ved, at alle forældre elsker deres børn, men på trods af det, må man stille spørgsmålstegn ved deres evner som forældre og ikke deres kærlighed, og hvis de ikke har evner nok til at tage sig af deres børn og forvalte kærligheden rigtigt, så må det offentlige træde ind, selvfølgelig i samarbejde også med de sociale arbejdere der er.

Der er selvfølgelig en del socialt ansatte der er bange for, at åbne sig overfor de enkelte forældre, vi må blive mere modige, også her i denne sal, og åbent drøfte problemerne. Tak.

Næste taler er Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Jørgen Wæver Johansen, værsgo.

Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Jeg mener, at der er fuldt enighed om, at der igen skal være ankemulighed. Vi er alle enige om, at der skal etableres en ankemulighed, men det er ikke vores mål, at der skal være flere og flere klager. Det vi må sikre er, at de enkelte Socialudvalg og kommunalbestyrelser i deres grundlag for deres beslutninger får et meget bedre beslutningsgrundlag. Dette kan vi også klare igennem lovgivningen.

Det er vi enig om, og ligeledes er vi også enige om en eventuelt ændring skal ske i forbindelse med reformen af landstingsforordningen om hjælp til børn og unge. Det er det vi er enige om, der er ikke nået vi er uenige om.

Vedrørende de sidste ordførere, så er det også meget interessant bemærkninger de har fremført, men vedrører ikke specifikt det konkrete forslag. Vi støtter alle forslaget, at forslaget går videre, der er ikke noget i vejen med en ankemulighed, den skal genindsættes, men vi må også sikre at kommunernes Sociale Udvalg, får et langt bedre kvalificeret beslutningsgrundlag, det må vi også arbejde for.

Afslutningsvis vil jeg lige udtale vedrørende Anthon Frederiksens bemærkninger om det jeg sagde i mit svarnotat vedrørende landstingsforordning af 1982 om ankemuligheden, jeg skal lige bemærke, at hvad der er sket for 18 år side -en forglemmelse, at vi ikke bør spilde tid på det her, las os drøfte fremtiden og hvordan vi bedst sikrer børnenes fremtid og hvordan vi sikrer det arbejde, der skal udføres.

Og nu er det Landsstyreformanden Jonathan Motzfeldt, der har bedt om ordet.

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand.

Som tilføjelse til Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, så vil jeg også bare tilføje, at jeg er meget glad for, at socialarbejderne og dem der tager sig af de børn og unge som vi snakker om, at det er et meget agtværdigt arbejde, som de udfører, det er ikke altid et let arbejde som de udføre, fordi de tager sig af de opgaver, som ellers er forældrenes ansvar, således at de også bliver blandet ind i det sociale arbejde, vi må agte de folk, der arbejder på døgninstitutionerne og jeg må fra Landsstyrets side udtrykke min fulde tillid til de lokale socialarbejdere på kommunalplan, de kender bedre de lokale forhold, langt bedre end os.

De møder problemerne lokalt, og kan på den baggrund rådgive på et meget bedre grundlag.

Og vi har fra Landsstyrets side tillid til dette arbejde, og vil i vores fortsatte arbejde have et udgangspunkt i dette. Vores vurderinger må principielt dreje sig om hvor vores grænser går m.h.t. barnets tarv. Vi skal ikke have mange ankemuligheder. Vi må styrke arbejdet lokalt, og ikke sætte spørgsmålstegn ved de lokale socialarbejderes kompetence.

Når vi snakker om politik, så forregner vi os også nogle gange, taler over, så vil jeg lige vedrørende Gertrud Rasks Minde nævne, at denne institution som nu er placeret i Sisimiut, den har haft en meget stor historisk betydning for forældre til børn, som ikke havde et andet sted at henvende sig. Den kører nu som en selvstændig institution, som børnehjem, og det må vi sige tak for. Og vi må også agte og ønske bestyrelsen og medarbejderne alt held fremover, vi kan ikke undvære sådanne institutioner også. Tak.

Alle er fuldstændigt enig om problemet, og jeg vil blot give ordet til den sidste, der har bedt om ordet, nemlig Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.

Anthon Frederiksen, ordfører, Kandidatforbundet.

Jeg håber, at vi i denne debat ikke glemmer baggrunden for problemet, i denne debat, og at vi har dette for øje i det fortsatte arbejde.

Baggrunden for de fleste problemer, ikke mindst m.h.t. børnenes pasning er vores alkoholmisbrug. Vi må erkende, at vi har et alkoholmisbrug, som afstedkommer, at politiet har en hel del arbejde at gøre.

Jeg håber, at man også har dette for øje i det fortsatte arbejde, og vurdering af landstingsmuligheder. Tak.

Ole Lynge, Landstingsformand.

Således er behandlingen af dette punkt færdigt, men der er enighed om, at forslaget overgår til Socialudvalget inden 2. behandlingen, således er punktet færdigbehandlet.