Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 30-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Mandag den 26. april kl. 13.00

 

Dagsordenens punkt 30.

 

 

Forslag til landstingsforordning om ændring af lands­tingsfor­ordning om folkeskolen.

(Landsstyremedlemmet for Uddannelse, Johan Lund Olsen og Atas­sut)

(1. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen:

Mødet er åbnet. Mandag, den 26. april 1993, har vi føl­gende punkter på dagsorde­nen.

 

Punkt 30.

Der er 2 forslagsstillere, og det er Johan Lund Olsen og Atas­sut.

 

Punkt 35.

Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om er­hvervsmæssigt fiskeri - 1. behandling.

 

Punkt 36.

Forslag til landstingsforordning om erhvervstøtte.

 

Forslagsstillere er Peter Ostermann, Nikolaj Hein­rich og Atas­sut.

 

Først punkt 30, som vi starter med, og forslagsstiller­ne kommer først med deres forslag.

 

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:

Der er allerede gjort erfaringer med den undervisning, der er givet i indeværende skoleår 1991/92, i henhold til forordningen om folkeskolen, der er sat i kraft den 1. august 1991, og i den forbindelse har jeg stillet forslag.

 

I forbindelse med efterårssamlingen har man måtte ud­sky­de visse punkter blandt andet dette forslag, som jeg nu fremkommer med.

 

Der er allerede gjort erfaringer med den undervisning der er givet i indeværende skoleår 1992/93, og på denne baggrund mener jeg, at tiden er inde til at Landstinget på denne samling prin­cipielt drøfter den nævnte forord­ning og foretager en vurdering af denne, sådan som jeg har bedt om her i efteråret.

 

Grunden til, at jeg fremkommer med forslag om drøftelse af for­ordningen om folkeskolen er, at jeg ønsker at få foretaget vur­dering af et par spørgsmål vedrørende for­ordningen.

 

Det første spørgsmål vedrører den i forordningens para­graf 18 omhandlende bestemmelse om elevtallet i en k­las­se.

 

Ifølge denne bestemmelse kan enkelte kommunalbestyrel­ser i sær­lige tilfælde tillade et elevtal på 26 i en klasse.

 

Da jeg føler mig overbevist om, at undervisningen i en klasse med så mange elever vil blive forringet kvali­ta­tivt, skal jeg fore­slå, at Landstinget tager netop den­ne bestemmelse op til revur­dering, og at såfremt det kan godkendes, at paragraf 18 affattes således:

 

Jeg citerer " Elevtallet i en klasse må normalt ikke ved skole­årets begyndelse overstige 24 elever" citat slut.

 

Det andet spørgsmål, som efter min mening er velegnet til at bliver vurderet, er hvordan grønlandske skolee­le­ver, der er i deres udvikling taler 2 sprog, d.v.s. dansk og grønlandsk kan opnå færdigheder i de fag, som tilbydes i skolen.

 

Hvad dette spørgsmål angår, er det min absolutte me­ning, at om­talte forordning giver grønlandske børn, der er gode både til dansk og grønlandsk forringet mulig­heder for, at de kan opnå tilfredstillende færdigheder, og at vi derfor må foretage en grundig vurdering af forordnin­gen for at ændre netop dette for­hold.

 

Idet jeg godt er kendt med, at netop dette forhold er et problem i skolerne i Sisimiut kommune og ikke alene for børnene men også for lærerne, og at forholdet der utv­ivl­somt kan være et problem også i resten af landet, skal jeg fremsætte det som et ønske, at netop dette

s­pør­gsmål sendes til høring hos de lærere, der har er­faring fra deres arbejde, inden sagen drøftes i Lands­tin­get.

 

I anden grund til, at jeg ønsker at få sagen grundigt behandlet, er endvidere at vi endnu i mange år frem-

o­ver, som skik er idag, kommer til at se at dobbelt­spro­gede vil blive fortrukket, når stillinger i for­skellige in­sti­tio­ner skal besættes.

 

Med disse ord sender jeg hermed dette til vurdering i Landstin­get.

 

 

Peter Ostermann, Atassut:

I henhold til landstingslov om Landstinget og Lands­styret samt forretningsordenen for Grønlands Landsting fremsættes hermed følgende forslag til behandling på denne kommende forårssamling.

 

Forslag til landstingsbeslutning med følgende indhold:

Landstinget skal hermed pålægge Landsstyret at foranle­dige en ændring af paragafferne 5, 8 og 9 og 11, Hjem­mestyrets bekendt­gørelse nr. 8 af 19. juni 1992 om eva­luering af elever i folke­skolen således, at eleverne i de mindre klasser ikke standpunkt­bedømmes, at lærernes undervisningskvalitet ikke forringes, fordi de er nød til at bruge hel urimelig lang tid på forældre, forsam­lingsmøder og forældremøder.

 

At forældrerne ikke udsættes for at skulle sidde i ti­me­vis på skolernes gange for at få mulighed for at få

ori­entering om deres barn eller skal styrte rundt for over­hove­det at finde frem til, hvor skolen nu har an­bragt den lærer, som mange gerne vil i kon­takt med.

 

Og vi har følgende begrundelse til forslaget:

 

Med den nye lov om folkeskolen, som blev vedtaget af Lan­dstinget i oktober 1990, lagde vi ganske vist op til en skole, som skulle være mere faglig resultatorien­teret, men det evalueringscirku­lære, som direktoratet  har udsendt, er på de ovennævnte punkter gået alt for vidt.

 

De har simpelthen ikke taget tilstrækkeligt hensyn til skolens virkelighed, og derfor ønsker vi det ændret.

 

Hvordan tror direktoratet for Kultur, Undervisning og Forskning f.eks. at børn reagerer og udvikler sig når de på et så tidli­gt tidspunkt får prædikatet - ikke til­fredsstil­lende - eller hvor­dan forestiller man sig læ­rer­nes under­visning bliver, hvis de skal bruge time­vis på at rende fra det ene møde til det andet, blot fordi de har en klasse et par timer om ugen.

 

Mon ikke det går udover lærernes forberedelsestid og dermed elevernes undervisning. Det var ikke målet med den nye forord­ning.

 

Når man har oplevet en forældrekonsulation på en af

Nuu­k`s sko­ler, så tænker man umiddelbart således. Det var heller ikke in­tentionen med den nye folkeskole - tvært­imod.

 

Marianne Jensen, landsstyremedlem for Kultur, Uddan­nel­se og Forskning:

Folkeskolen er igen i focus. Dette beklager vi i Lands­styret på ingen måde. I folkeskolens formålsbetegnelse

står, at man skal gøre eleverne beredte til at virke i et sam­fund og i en verden i stadig foran­dri­ng. Hvad er så mere natur­ligt, end at vi som lovgi­vere også til­pas­ser folke­sko­lens rammer til at virke i et samfund og i en verden i stadig foran­dring.

 

Når det er sagt, vil jeg straks tillade mig at tilføje: Folke­skolen, dens elever, forældre og lærere skal også have tid til, at reformer og ændringer kan virke.

 

At ændre for tit og for hurtigt skaber usikkerhed og mangel på kontinuitet. Det er vist ikke det, folkesko­len har brug for nu.

 

Landstingsmedlem Johan Lund Olsen fremsatte til efter­årssamlin­gen 1992 et forslag om en principiel drøf­telse og vurdering af Landstingsforordningen om folkesko­len.

 

For den direkte ordlyd af Johan Lund Olsens forslag skal jeg henvise til bilaget. Jeg vil dog straks trække de to emner frem, som Johan Lund Olsen har peget på.

 

For det første har Johan Lund Olsen foreslået en drøf­telse af en ændring af ? 18 i landstingsforordning om folkeskolen, der omhandler bestemmelser om klassekvoti­enter.

 

Landsstyret erklærer sig helt enig i forslaget fra Jo­han Lund Olsen og fremsætter derfor også nu forslag til æn­dring af ? 18.

 

Forslaget indebærer i forhold til den nuværende be­stem­melse, at tilladelse til afvigelse fra det fast­satte elevtal ved skole­årets start i opadgående retning ikke kan gives af kommunale myndigheder, men skal gives af Landsstyret.

 

Intentionen er fortsat fastholdelse af, at elevtallet ved skole­årets start ikke må overstige 24 elever, men at det i særlige tilfælde forekommer uheldigt, at der skal ske en klassedeling, hvis elevtallet overstiger 24.

 

Der er særligt tænkt på mindre skoler med ét spor, hvor blot 25 elever vil medføre dannelsen af 2 klasser med den konsekvens, at elevernes timetal efter gældende reg­ler vil blive forholds­vist lavt.

 

Endvidere kan det fore­komme uheldigt, at en enkelt el­ler flere til­flyt­tere kan betyde, at eksisterende klas­ser deles med der­til uheldi­ge pædagogiske konsekvenser.

 

I den nugældende paragraf er afgørelsen af, om højere klassekvo­tienter skal tillades, henlagt til de kommuna­le myndigheder.

 

Intentionerne og baggrunden for bestemmelsen om klasse­kvotient er ikke ændret, men på baggrund af indhøstede erfaringer, hvor man bl.a. har oplevet en anderledes fortolkning af paragraffen, må det af hensyn til ens­ar­tetheden i sagsafgørelserne anses for mest hensigst­mæs­sigt, at beslutningen om tilladelse til forøgede klas­se­kvotienter henlægges til Landsstyret.

 

Jeg kan love Johan Lund Olsen, at dispensationsbe­stem­mel­sen i stk. 2 vil blive administeret meget stramt

jæv­nfør min indgriben i efteråret over for enkelte kom­mu­ner, der efter min mening gik ud over lovens inten­tio­ner.

 

I forbindelse med det andet spørgsmål, som Johan Lund Olsen rejste, omkring de muligheder, folke­skolen til­by­der dobbelt­spro­gede elever for at udvikle deres evn­er, har jeg som lovet iværk­sat den af Johan Lund Olsen øn­skede høring blandt folke­skolens lærere.

 

Det er Landsstyrets opfattelse, at spørgsmålet bør ses i et bredere perspektiv. Grønland er med i den inter­na­tionale udvik­ling, hvor det er blevet reglen snarere end und­tagelsen, at der i kulturlivet, uddannelserne og er­hvervslivet er behov for at kunne beherske mere end et sprog.

 

Det betyder, at samtidig med at vi må sikre, at alle får mulig­hed for at lære det grønlands­ke sprog, skal vi sti­le imod, at flest muligt tilegner sig gode kund­ska­ber først og fremmest i dansk og dernæst også i en­gelsk.

 

Vi skal således i den grøn­landske skole nå frem til en af­balan­ceret vægtning af sprogene, der tager fornødent hensyn til de for­skellige sprog­gruppers - og dermed også samfundets - ønsker og behov.

 

Høringen har derfor fået den form, at lærerne på de en­kelte skoler går ud fra et oplæg og har skullet disku­tere og give skrift­lige tilbagemel­dinger på en række konkrete spørgsmål ved­rørende de ikke-grønlandsksproge­de og de 2-­sprogede elevers sprog­under­vis­ning og mulig­he­derne for at styrke den obliga­tori­ske fremmed­sprogs­un­dervisning i dansk og engelsk.

 

De skriftlige tilbagemeldinger er blevet fremlagt og yderligere drøftet på to nylig afholdte kurser for råd­givningslærerne.

 

Set under ét er lærernes holdninger til de stillede spø­rgsmål på flere punkter ikke entydi­ge. Således kan det nævnes, at der især er diver­gerende opfattelser af så centrale forhold som, hvor­vidt de dobbeltsprogede elever bør have særlig støtte i dansk på modersmålsni­veau og det hensigtsmæssige i at påbegynde den obliga­toriske danskundervisning tidligere.

 

Dette er efter Landsstyrets opfattelse ganske natur-

­lig­t. Dels findes der ganske givet ingen simple, helt problem­fri løs­ninger på de berørte for­hold, dels er der stor forskel på sprogfor­holdene rundt omkring i lokal­samfunde­ne og dermed også forskel på, hvorledes man fin­der det mest hen­sigts­mæssigt at tilrette­lægge under­vis­ningen.

 

Det er således nødven­digt at inddrage mange for­skelli­ge over­vejel­ser af både pædago­gisk og admini­stra­tiv/­res-

­s­our­ce­mæssig karak­ter i dis­kussionen.

 

Det er da også mit indtryk, at folke­skolens lærere har dis­ku­teret spørgsmålene indgående, og at deres over-

­ve­jelser og kon­klusioner er velbe­grundede og nuan­cere­de, men samtidig ser jeg forskellene i vurderinger­ne som et udtryk for, at der er behov for yderligere drøf­telse af disse spørgs­mål - ikke mindst her i Landstin­get - før­end der tages konkrete initi­ativer.

 

Gennem lærernes tilbagemeldinger, andre fagfolks over­vejel­ser og udtalelser og ved at følge den løbende dis­kussion omkring sprogforhold og sprogundervisning i vores samfund har jeg dannet mig en opfattelse af pro­blematikken, som jeg kort skal gøre rede for her.

 

Indledningsvis vil jeg sige, at der inden for folkesko­leområdet allerede på nuværende tidspunkt arbejdes for en styrkelse af sprogundervisningen inden for de al­lere­de eksisterende rammer.

 

Dette foregår bl.a. gennem ud­viklingsarbejde, kursus-

­vir­ksomhed for lærere og materia­leudvikling. Men det er efter min op­fattel­se nødvendigt at overveje, om der her­udover bør skabes bedre rammer om selve undervisnin­gen i skolerne, hvis de ønskede mål skal nås.

 

Der er udbredt enighed om, at ikke-grønlandsksprogede elever har behov for særlig støtte på det sproglige om­råde - ikke mindst når integrationen iværksættes i 1994.

 

Dels må de ikke-grøn­landsksprogede elever til­by­des sær­lig tilrettelagt under­visning i grønlandsk - dette gæl­der i særlig høj grad udefra kommende elever, der ind­skrives i skolen i 2. klasse eller senere, dels må de af hensyn til deres begrebsmæssige og faglige udvikling have mulighed for løbende at udvikle deres modersmål.

 

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig denne vur­dering, og da den nu­værende folkeskole­forordning blev vedtaget her i Lands­tinget, blev der da også taget højde herfor i for­ord­ningens ? 12. I forbindelse med udarbej­delsen af de udfyldende bestem­mel­ser til denne paragraf vil det der­for blive sikret, at de nødvendige tilbud om under­vis­ning til­vejebrin­ges.

 

Der er delte meninger om, hvorvidt de såkaldte dobbelt­sprogede elever har behov for særligt tilrettelagt

dan­skundervis­ning.

 

På den ene side kan det siges, at disse ele­ver har sær­ligt gode forud­sæt­ninger for at få udbyt­te af den obli­gatoriske fremmed­sprogs­undervisning i dansk, og derfor ikke har behov for yderli­gere under­vis­ning i sproget.

 

På den anden side kan man anlægge den be­tragtning, at det er skolens opgave at give eleverne mulig­hed for at udvikle deres evner i enhver henseende, og at de så­kaldte dob­beltsprogede elever derfor måske har behov for større udfor­dringer i dansk­under­visningen og brug for at påbe­gynde denne allerede på 2. klas­setrin, hvor den fag­delte under­visning indledes.

 

Selv hælder jeg mest til den sidst­nævnte anskuelse, men mener samtidig, at øgede ressour­cer til dansk­under­vis­ningen så vidt muligt bør komme alle elever tilgode.

 

En løsning på dette kan bl.a. være at gøre faget dansk obliga­torisk allerede fra 2. klasse.

 

Det er en udbredt opfattelse, at det er nødvendigt at styrke undervisningen i fremmedsprogene dansk og

en­gel­sk.

 

Erfaringerne fra erhvervsuddannelserne og de vi­deregående uddannelser peger på, at mange elevers og studerendes udbytte af undervisningen ville øges, hvis deres dansk- og en­gelskkundskaber var større, og det er også mit indtryk, at for­ældrene i stor udstrækning øn­sker, at deres børn erhverver sig bedre sprogkund­ska­ber.

 

En styrkelse af dansk­under­visningen kan som nævnt ske ved at gøre faget obligatorisk fra 2. klasse. Dette er der allerede mulighed for ifølge de gældende bestemmel­ser, og rigtig mange kommuner udnytter idag denne mu­lig­hed.

 

I sprogdebatten er der ofte blevet udtrykt frygt for, at en for tidlig påbegyndelse af fremmed­spr­ogs­un­der­vis­ningen kunne have en uheldig indflydelse på ud­vik­lingen af elevernes moders­mål.

 

Nyere erfarin­ger an­detsteds fra viser imidlertid, at denne frygt ikke er be­grun­det, hvis man til­rettelægger under­vis­ningen såle­des, at den løbende bygger videre på begreber og færdig­heder, som eleverne allerede har til­egnet sig gennem moders­målet.

 

På den anden side er det klart, at elevernes forud­sæt­ninger for at modtage sy­stematisk fremmedsprogsunder­vis­ning øges i takt med befæ­stelsen af deres modersmål, hvorfor en udnyt­telse af res­sour­cerne ved at forøge ti­me­tallet på senere klassetrin også kan være en mulig løsning.

 

Tilsvarende overvejelser gør sig gældende i forbindelse med engelskundervisningen. Efter manges opfattelse vil det være hensigtsmæssigt at indføre faget i 6. klasse.

 

Da imidlertid engelskundervisningen bør bygge på det begreber og færdigheder eleverne har tilegnet sig, først gennem grøn­landsk og senere også gennem dansk, vil det være hensigtsmæssigt at forbinde dette med en tidligere påbegyndelse af en dansk undervisning.

 

På denne baggrund skal jeg bede Landstinget om, en ge­nerel og principiel drøftelse af folkeskolens sprogun­dervisning.

 

Især vil jeg bede om en tilkendegivelse af, om man fin­der det ønskværdigt, at fremmedsprogene dansk og

en­gelsk, styrkes ved en forøgelse af timetallene.

 

Dette kan som nævnt ske, ved at påbegynde den obliga­toriske undervisning på et tidligere klassetrin. Eller ved at øge time­tallet indenfor det nuværende rammer, eller eventuelt ved en kompination af de to muligheder.

 

På baggrund af Landstingets tilkendegivelser, vil

L­ands­styret snarest iværksætte udarbejdelsen af det på­kræve­de forslag til reviderede bestemmelser, omkring sprog­under­vis­ningen i folkeskolen. Således at disse kan bli­ve fremsat på efterårs­samlingen i år.

 

Landsstyret vil sigte mod ordninger, der så vidt muligt giver de enkelte kommuner mulighed for at etablere en under­visning, der er tilpasset det lokale forhold.

 

Da det er muligt, at forslagene i nogen udstrækning vil indebære et merforbrug, eller en omfordeling af res­sour­cerne, vil det være fuldt af beregninger af det økonomi­ske og ressourcemæssige konsekvenser, som Lands­tinget kan tage konkret stilling til.

 

Atassut har stillet forslag om en landstingbeslutning vedrørende ændring af evalueringsbekendtgørelsen.

 

Jeg skal her henvise til det fyldige bilag der er ved­lagt mit forelæggelsesnotat.

 

Jeg skal sluttelig bede Landstinget behandle forslag om ændring af ? 18 positivt, så forslaget efter debatten kan overgå til udvalgsbehandling forinden anden og tre­d­je behandlingen.

 

Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:

Folkeskolen, med samfundspålagte opgaver, skal leve op til poli­tikernes og samfundets krav om at effektuerere og gennemføre undervisnings- og skolepligtens lovlige for­pligtelser. Det dre­jer sig først og fremmest om at bør­nene skal kunne læse, skrive, lære sprog, regne,

holdinger m.v.

 

Det er vores indtryk i Siumut, at folkeskolen gør alt hvad der er muligt, iøvrigt i samarbejde med forældre­ne, for at disse mål skal nås og realiseres, til glæde først og fremmest for børnene.

 

Fra vores side er der ingen tvivl om alle gode hensig­ter i denne retning er under udfoldelse til glæde for elever såvel som læ­rere.

 

For så vidt angår spørgsmålet om klassekvotient, er Siu­mut enig i Landsstyrets forslag. Kommunalreformkom­missio­nen arbejder med spørgsmålet, i forståelse med, at en snarlig løsning af proble­met er påkrævet, er vi enig i at der træffes en beslutning nu.

 

I forbindelse med her­værende sag er det nødvendigt, at spørgs­målet og andre lignende tiltag koordineres i Re­formkommissionens og Landsstyrets arbejde.

 

Med hensyn til den konkrete forslag om sprogundervis­ning, mener vi fra Siumut, at det er et område af megen principiel karakter.

 

Vi må huske på, at vi lever i dobbeltsproget samfund. Derfor mener vi også, at det er meget vigtigt, at vores børn får mulig­hed for at lære begge sprog, og det er grønlandsk og dansk, lige fra skolegangens start.

 

Da der hersker forskelligartede forhold fra sted til sted er vi i Siumut tilfredse med, at undervisning i det grønlands­ke og det danske sprog starter fra det første skoleår på steder, hvor der er muligheder for dette, og at undervisningen i disse sprog, starter på senere klassetrin, hvor mulig­heder­ne for gen­nemførel­se af undervisningen er mindre.

 

Det kan ikke være rigtigt, at vi i vores dobbeltsproge­de land fra Landstinget skal medvirke til at oprette sprog­barrierer, nej det må være vores opgave at nedbry­de dem.

 

Vi ved alle, hvor vigtigt det er, at have de nødvendige kund­skaber rent sprogligt, når man skal videreuddanne sig.

 

Når vi stiller krav om, at vore elever skal undervises på begge sprog fra starten i folkeskolen, stiller det naturligvis også krav til lærerkræfterne.

 

Underviserne må være i stand til at undervise på begge sprog.

 

I dag afviser vi elever, der søger optagelse på semi­nari­et, hvis de ikke er grønlandsksprogede. Det harmo­nerer ikke med de to­sprogede samfund vi lever i og kæm­per for at styrke, og Siumut vil i den forbindelse op­fordre  Landsstyret om at tilvejebringe en mulighed for at denne kategori ansøgere kan optages på semi­nariet.

 

Vi må tilbyde de elever der søger optagelse og som i dag ikke kan grønlandsk, bl.a. fordi det ikke har været ob­ligatorisk i skolen, at lære sproget, således at de som færdiguddannede læ­rere kan gå ud og undervise både på dansk og grønlandsk.

 

Vi må sørge for at folkeskolen, og det videre uddan­nel­sessystem er bygget i harmoni, således at vi giver vores børn og unge de  bedste muligheder for at klare sig i verden.

 

Vi går ind for, at sproget, såvel det danske som det grønlandske sprog styrkes så meget som muligt i folke­skolen.

 

At engelsk er nødvendig forudsætning for at, klare sig i de videre uddannelser, er vist ingen i tvivl om. Vi ser derfor gerne, at dette sprog styrkes men, lad os tage udgangspunkt i den forudsætning, at vore børn får mulig­hed for at begå sig, såvel på dansk som på grøn­landsk.

 

Det fremgår af forslaget, at Landsstyret vil sigte mod ordninger, der så vidt muligt giver de enkelte kommuner mulighed for, at etablere en undervisning der er til­pas­set det lokale forhold, og at man muligvis i den forbin­delse må tage stilling til, en omfordeling af ressoucer­ne mellem kommunerne og Hjemmestyret.

 

Som det er Tinget bekendt, har Reformkommissionen fået på­lagt at se på, hvordan samfundsopgaver bør lø­ses, og hvordan de løses bedst, samt hvordan ressour­cer­ne skal­må fordeles.

 

Skoleområdet er et af det områder, som vi i øjeblikket på em­bedsmandsplan er ved at kulegrave.

 

Jeg ved, at det også er et ønske fra kommunerne, at man finder frem til nogle klare og fornuftige regler på om­rådet, der sik­rer, at vores børn får den bedst mulige opvækst.

 

Reformkommissionen forventer at kunne fremlægge en re­de­gørelse på efterårssamlingen, der kommer med et for­slag til, hvor an­svaret for folkeskolens opgaver bør placeres i fremtiden.

 

Vi skal indstille at alle eventuelle forslag til æn­drin­ger af opgavefordelingen og også byrdefordelingen bliver koordineret med Reformkommissionens arbejde, således at Reformkommissionen arbejder videre med at se på problem­stillingerne.

 

Det er vigtigt, at vi sammen finder ud af, hvad der er bedst for vore børn, for den enkelte borger i samfun­det, og for samfundet i helhed, ikke kun på kort sigt, men også på længere sigt.

 

I tilknytning i Atassuts forslag skal vi fra Siumut give udtryk for, at vi ikke finder det passende at de­battere forhold der hidrører skolenævnets daglige ar­bej­de i landstingssalen, og vi skal i den forbindelse på det stærkeste anbefale, at bestræbel­serne for at styrke skolenævnesarbejdet fortsætter, og at der gøres mere brug af skolenævnets mulighed for indflydelse.

 

Vi skal i samme forbindelse, ikke undlade at fremkomme med vores tilfredshed med, at samarbejde mellem skole og forældre er ble­vet mærkbart bedre, og at vi ikke vil være med til ændringer af regelsættet i en periode, hvor for­ældrene i højere grad udviser engagement i der­es børns skolegang.

 

Med disse bemærkninger går Siumut for at forslag til landstings­forordning om ændring af landstingsforordning nr. 10 af 25. oktober 1990 om folkeskolen går over til anden behandling, og i nødvendigt omfang bliver taget op i udvalget.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

En bevægelse, en reaktion imod noget er tilbøjelig til at gå for langt, inden den finder sit rette leje. Og mange revisioner har rod i reaktioner over for det be­stå­ende.

 

I sin tid kom der en reaktion imod den gamle, meget au­to­ritære folkeskole, med nok så stive regler, hvorefter folkeskolen blev et  meget liberalt og frit område uden for store krav. Børnene blev meget mere fritstillet, og man­ge gange var det dem, der bestemte tempoet i skolen.

Her­til har der også været reaktioner siden, som resul­terer i den nye forordning med, skal vi sige mere over­ordnede forhold.

 

Jeg er enig i landsstyremedlemmet, at vi ikke skal lave om på forholdene i folkeskolen i tide og utide. Vi har dog svært ved at se, at de nærværende forslag fra Atas­sut kan skabe usikkerhed og manglende kontinuitet.

 

Atassuts forslag stammer fra klager fra nogle lærere, d.v.s. der er altså nogen der ikke er tilfredse med for­holdene.

 

Men vi ved ikke, hvorvidt det er en generel utilfreds­hed, derfor skal vi foreslå, at der fra nu af sættes debat igang blandt lærerne, hvorvidt der er no­get der skal rettes og ikke alene debatteres, men også sæt­tes kursusvirksomhed igang blandt lærer­ne, så der bliver bed­re forståelse mellem ledelsen og lærerne i folkesko­len.

 

Og vi har også forstået udfra landsstyremedlemmets ud­ta­lel­se, at de intentioner har man, og det vil vi byde vel­kommen.

 

Til de enkelte forslag skal vi bemærke, at der med hen­syn til evalueringsspørgsmålet sker en nøje vur­dering af hvad der er bedst, -  at kende barnets standpunkt eller at risikere at bar­net bliver påvirket psykisk af et uheldigt prædikat.

 

Med hensyn til det an­det forslag, skal vi udtale, at vi mener, at det er posi­tivt fra lærernes side, at de vil hæ­ge om deres undervis­ning, frem for at bruge for me­get tid til møder.

 

Vi er ikke blinde for at der er be­hov for samarbejde og koor­dinering af undervisningen, hvorfor møder ikke kan und­gås, men hvis det menes at være over­drevent, må det søges rettet.

 

Det synes som om, der er behov for en bedre ordning af kon­tak­ten til skolebørnenes forældre. Vi hører så meget om for lidt inter­esse fra forældrenes side, så der må gøres meget for at vække inter­esse og gøres mere at­trak­tivt at opsøge skolen for for­ældre­ne, for de omtal­te for­hold er helt uacceptable.

 

Med hensyn til Johan Lund Olsens forslag mener Atas­sut, at s­progundervisningen må prioriteres højt i vore dage. Vi ønsker at danskundervisningen skal starte tid­ligere end det er tilfæl­det i dag, sådan som nogle kom­muner alle­rede gør det fra 2. klasse.

 

Ligesom engelskunder­visningen skal rykkes tilsvarende. Men i forbindelse med prioritering af fremmedsprogsun­dervisningen  må vi vogte os for, at børnene ikke får så mange ugentlige timer, at de mange timer bliver et handicap for børnenes ind­læring.

 

Vi er enig med forslagstilleren i, at vi skal være me­get tilba­geholdende med hensyn til for høje klassekvo­tien­ter, men vi må spørge os selv, hvorvidt samfundet har råd til at køre en helt ideel skole.

 

Derfor må der være dispentationsmulighed i opadgående retning for klas­sekvo­tienten i særlige tilfælde. og her må dispen­tationskom­petencen ligge hos Landsstyret.

 

Med disse bemærkninger skal vi anbefale at lovforslaget overgår til 2. behandling i sin nuværende form.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

For ethvert folk er uddannelse en investering i kommen­de genera­tioners fremtid. I folkeskolen og i de videre­gå­ende uddannelser sikrer man sig at, ikke alene sam­fun­dets værdinormer bliver videreført til næste genera­tion, men man sikrer sig også mulig­heden for til hver en tid, at kunne følge med i samfundets ud­vikling og korrigere eksisterende ordninger i overensstemmelse hermed.

 

Er samfundet ikke indstillet på det, vil det blot bane vejen for åndelig fattigdom og laden stå til.

 

I Inuit Ataqatigiit mener vi, at spørgsmålet om elevan­tallet i folke­skoleklas­serne skal afgøres i kommunalbe­styrelserne el­ler i Landsstyret, langt fra er det cen­trale spørgsmål i den nu­væ­rende diskussion om vores folkeskole og dens udviklingsstadie.

 

At det er et problem er der ingen tvivl om, men vi me­ner at det spørgsmål der skal stilles bør være, hvilket pro­blemer det er et symptom på.

 

Landstinget behandlede folkeskoleforordningen sidste gang i 1990, hvor ændringerne blev vedtaget udfra føl­gende:

 

- at videreudvikle folkeskolen på egne betingelser,

 

- for det andet at fremme styrkelse af fagligheden i undervis­ningen ved en højere grad af fagdelt undervis­ning og liniedeling i det frivillige folkeskoleforløb,

 

- og for det tredje, at give mulighed for styrkelse af dis­cipli­nen i folkeskolen.

 

I Inuit Ataqatigiit mener vi, at udviklingen har vist, at Lands­tingets intentioner fra 1990 ikke er blevet op­fyldt ved ændrin­gerne.

 

Som eksempel kan nævnes at forskellene i mulighederne for hen­holdsvis børn fra bygderne og børn fra byerne ikke er ændret eller blevet bedre.

 

Indførelsen af standpunktsvurdering af hver enkelt elev, hver 3. måned, har ikke givet eleverne en større ansvar­lighed overfor deres skolegang, ligesom forholdet mellem skolen og forældrene ikke er blevet væsentligt bedre.

 

Den væsentligste konsekvens af indførelsen af stand­punktsvurderingerne, har været en stærkt forøget admi­ni­stration.

 

De mange kræfter, der ellers skulle bruges til arbej­de med bør­nene, bliver nu i stedet til at lave hal­ve løs­ninger, som rette­lig hørte hjemme i kommuner­nes socia­le forvaltninger, på bekost­ning af levende en enga­geret undervisning.

 

Inuit Ataqatigiit mener, at de tre første skoleår, som tidlige­re, skal bruges til at give børnene som kommer fra mange for­skellige kår et ensartet grundlag.

 

Hvis vi kun bruger det første skoleår til at arbejde for et ensartet grundlag for det videre skoleforløb, vil problemerne uværgeligt vise sig senere i skolefor­løbet.

 

Det forholder sig på samme måde m.h.t. den evigt tilba­gevendende diskussion om hvornår fremmedsprogsundervin­singen skal påbegyn­des.

 

Uanset hvor vi befinder os i verden, er det af stor vig­tighed at barnet først og fremmest lærer sit moders­mål grundigt.

 

D.v.s. at en ajourføring til det omgivende samfund må tages udgangspunkt i de børn som har et rent grønlandsk sprog.

 

Det står således i forordningens ? 1 stk. 2, at under­vis­nings­sproget er grønlandsk.

 

Grunden til at vi mener at fremmedsprogundervisningen ikke skal startes for tidligt, er ikke ensbetydende med at vi frasiger os vigtigheden af at lære andre sprog.

 

Vi skal hele tiden afprøve nye undervisningsmetoder.

 

F.eks. vil det være interessant om man i fremmedsprog­undervis­ningen kunne afprøve at undervise i hele dage eller hele uger i sprogene.   

 

Det er lige så vigtigt, at fremmedsprogsundervisningen varetages af lærere med samme modersmål som eleverne.

 

I den forbindel­se er det meget vigtigt, at undervis­nin­gen på seminariet tilrette­lægges med udgangspunkt i for­holdene i folke­skolen.

 

De lærerstuderende skal jo medvirke til at forny og leven­degøre folkeskolen.

 

I sprogundervis­nings­debaten er det tankevækkende, at vi i dag ikke engang har et under­visningsmateriale, der dækker hele fol­keskolen.

 

Folke­skolen var jo et af de områder, vi overtog i 1979. Lærerne har brugt meget tid på at udbygge under­vis-

n­ingsmateria­le. Ud over det, er der stor mangel på un­dervisningsmateriale i de eksakte fag.

 

Vi vil gerne her spørge om, hvordan midlerne til frem­stilling til undervisningsmaterialer bliver brugt?

 

Hvor meget bruges der på fremstilling af materialer til g­rønlandsunder­visningen, hvor meget til danskundervis­ningen osv. osv?.

 

I den forbindelse skal vi opfordre til, at det under­søges, i hvor høj grad undervisnings­materialet til fly­gtningebørn i Dan­mark, kan bruges her. Vi ved f.eks. at Dansk Røde Kors fremstil­ler un­dervisningsmateriale i stort omfang.

 

Man kan gøre brug af de indhøstede er­f­aringer, og indgå i et samarbejde med henblik på en mere rationel udnyt­telse af mid­lerne til fordel for undervisningsmateria­let til grønlandskun­dervisningen, hvor materialet kunne gøres spændende og tillok­kende for børnene.

 

Folkeskolen som er børnenes udgangspunkt for resten af deres tilværelse, bliver i dag i storbyen Nuuk, til tider vurderet som mislykket for mange af eleverne, som i dag er på vej ind i vok­senlivet.

 

Der er stor frafald blandt de ældre elever. Elever som bliver bortvist fra skolen. Det er på tide at afdække årsager­ne til disse proble­mer.

 

I dette arbejde er det strengt nødvendigt at direktora­tet arbej­der tæt sammen med lærerne og de studerenes organisationer. Efter en grun­dig høring, skal der læg­ges op til en grundig debat her i salen.

 

Inuit Ataqatigiit mener, at folkeskoleforord­ningen skal under­kastes en gennemgribende revision, idet de løs­nin­ger, der er lagt op til i dag, må anses for at være lappeløsninger.

 

Det arbejde der er pågået indtil nu, må vi erkende, har ikke givet de ønskede resultater.

 

Med disse ord skal vi indstille, at punktet behandles i Kultur-og Undervisningsudvalget før 2. behandlingen, hvor man også medtager undervisningen i grønlandsk.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Som forelæggelsesnotatet startede med, er folkeskolen atter i focus. Det betragter vi Akulliit Partiiat/Cen­terpartiet som et samfunds-sundhedstegn, idet i en ver­den i stadig forandring må forholdene tilpasses lø­ben­de.

 

Akulliit Partiiat/Centerpartiet fremkom også på efter­årssam­lin­gen i 1990 under folkeskolelovsdebatten med et hjerte­suk, og vi anser stadig i Akulliit Partiiat for­ældre­mø­derne som det største problem i skole - hjem samarbejdet.

 

Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og Forskning skriver ganske rigtigt i forelæggelsesnotatet, at der i folkeskolens formålsbestemmelse står, at man skal gøre eleverne beredte til at virke i et samfund, i en verden i stadig forandring.

 

Som det under nævnte efterårssamlingsfolkeskoledebat, vil vi gerne i Akulliit Partiiat/Centerpartiet nævne, at der under selvsamme folkeskolelovs formålsparagraf, d.v.s  ? 2, er nævnt, at skolen og forældrene sammen skal opdrage barnet sådan, at barnet bliver beredt til at virke ansvarsbevidst i samfundet.

 

Problemet ligger stadig i, at når lærerne indkalder til for­ældremøde, så er det mange gange de forældre, hvis børn ikke har problemer, der kommer, mens forældre, hvis børn har behov for hjælp, ikke dukker op.

 

Da vi Landstinget under efterårssamlingen i 1990 har pålagt lærerne ikke så lidt ansvar og byrde på skuldre­ne i form af mange flere og flere møder, anser vi i Akulliit Partiiat/Center­partiet det nødvendigt, med formandens tilladelse, at benytte lejligheden her på talerstolen, om at råde visse forældre til, at udvise større interesse for forældremøderne. Dette ville nok være til stor gavn for forældrene, også under vores sprogdebat­ter her i salen.

 

Vi er enige i den del af forelæggelsesnotatet, der si­ger, at reformer skal have tid til at virke, og for hyppige og for hur­tige ændringer skaber usikkerhed og mangler kontinuitet.

 

I Akulliit Partiiat/Centerpartiet mener vi dog, når det i folke­skoleloven allerede på nuværende tidspunkt kan ses, at der er noget, der bør justeres, og når man str­aks kan se, at reformerne ikke virker efter hen­sigten, at Akulliiit Partiiat/Centerpartiet så ikke skal holde sig tilbage for - om nødvendigt - at ind­stil­le til æn­dring, specielt når emnet har været til høring hos fag­folk.

 

I Akulliit Partiiat/Centerpartiet konstaterer vi imid­lertid, at ifølge forelæggelsesnotatet, har lærernes udtrykte holdnin­ger ikke været entydige.

 

Divergerende opfattelser skulle især have omhandlet centrale forhold såsom at:

 

- dobbeltsprogede elever bør have særlig støtte i dansk på mo­dersmålsniveauet, og at det ville være hensigts­mæssigt, at påbe­gynde den obligatoriske danskundervis­ning tidligere.

 

Dette er også - efter vor mening - ganske naturligt, at ikke-grønlandsksprogede elever har behov for særlig støtte på det sproglige område.

 

I Akulliit Partiiat/Centerpartiet er vi glade for at konstatere, at der er en udbredt opfattelse af, at det er nødvendigt at styrke undervisningen i fremmedsproge­ne dansk og engelsk.

 

I Akulliit Partiiat/Centerpartiet tror vi heller ikke på, at for tidlig begyndelse af fremmedsprogsundervis­ningen kan have en uheldig virkning på udviklingen af elevernes modersmål.

 

Dette kan gøres ved at påbegyndelse af den obligatori­ske under­visning på et tidligere klassetrin eller ved at øge timetallet inden for de nuværende rammer, eller ved at kombinere de nævnte muligheder med hinanden.

 

Man kan styrke dansk-undervisningen ved at gøre faget obliga­torisk fra 2. klasse. Som eksempel er dette al­lerede muligt efter de gældende bestemmelser i Nuuk Kommune fra 1993/94.

 

I Akulliit Partiiat/Centerpartiet mener vi, at man bør starte engelsk-undervisningen senest i 6. klasse, da det ellers kan blive svært at "fange elevernes inter­esse". Vi advarer hermed imod, at man starter engelsk-undervisningen alt for sent.

 

I Akulliit Partiiat/Centerpartiet hælder vi mest til det første. Børnene er meget motiverede på dette tid­spunkt, og bør derfor starte op så tidligt som muligt.

 

Dette falder i tråd med Akulliit Partiiat/Centerparti­ets uddan­nelsepolitik, der siger, at vi ønsker at give vore unge en god start i livet, gennem en forbedret uddannelse, der ikke kun focuserer på vore egne for-

­hol­d, men i langt højere grad tager hensyn til de krav, der stilles af verdenen omkring os.

 

Vi har allerede kort efter kommunernes overtagelse af skolerne den 1/6 1980, jeg skal her gøre opmærksom på, at vi også har taget fejl, en trykfejl, der står at det er pr. 1. juli 1980, det skal være pr. 1/6 1980, påpe­get nødvendigheden af flere timer på dansk i sko­lerne.

 

Vi ved jo, at i en klasse f.eks. i dansktimen, må lære­rne tage sig af tre kategorier blandt eleverne:

- Elever, der er meget dygtige til dansk

- Elever, der er middel-dygtige til dansk

- Elever, der er dårlige til dansk

 

Hvis/når hver kategori undervises i den fornødne tid, medfører dette, at de enkeltes kundskaber udvikles hver for sig, og dette er skolelovens formål.

 

Med hensyn til klassekvotienten siger ? 18: "Elevtallet i en klasse må normalt ikke ved årets begyndelse over­stige 24 elever. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde tillade højere elevtal, dog ikke over 26 ele­ver",

 

- og efter landstingsmedlem Johan Lund Olsens forslag, er der fremkommet indstilling fra landsstyremedlemmet for Kultur, Ud­dannelse og Forskning om ændring af ? 18 nemlig således, at beslutning om tilladelse til at for­øge klassekvotien­ten, hen­lægges til Landsstyret. Dette går vi i Akul­liit Partiiat/Center­partiet ind for.

 

Det ville jo være noget uhensigtsmæssigt, f. eks. på mindre ste­der, at man skal lave 2 klasser, når klassen når op på 25 ele­ver. Dette ville også kunne in­debære uheldige pædagogiske konse­kvenser.

 

Med hensyn til den del af forslaget fra landstingsmed­lemmet Konrad Steenholdt, der siger, jeg citerer: "-at det må und­gåes, at forældrene kan risikere at skulle sidde i timevis i skolens gange", - i forbindelse der­med mener vi fra Akul­liit Partii­at/­Centerpartiet, at sådanne hændelser må vurderes som værende lokale pro­blemer, som man ikke behøver ændring i en lands­tings­forordning for at løse.

 

Med disse bemærkninger indstiller vi fra Akul­liit Par­tiiat/Cen­terpartiet, at forslaget overgår til ud­valgs­be­handling før­end det gives videre til 2. og 3. behand­ling.

 

Marianne Jensen, landsstyremedlem for Kultur, Under­vis­ning og Forskning:

Først vil jeg takke for, således som det fremgår af par­ti­ordførernes taler, at man har drøftet for­holdene i fol­keskolen grun­digt, og vi regner heller ikke med, at debatten slutter her og nu, men det er vores håb, at vi hele tiden vender tilbage til pro­blema­tikken, fordi det er af yderst vigtighed for samfundet, hvordan vi under­viser vores børn i folkesko­len.

 

Jeg skal rette en tak til, at Landsstyrets forslag til ændring af ? 18, ud fra Johan Lund Olsens forslag, bli­ver støttet fra samtlige partier, og jeg vil ikke her komme nærmere ind på det­te.

 

Jeg går så over til de enkelte partiordføreres bemærk­nin­ger.

 

Siumuts ordfører ønsker, at Kommunalreformkommisionen arbej­der tæt sammen med med direktoratet. Det er vi fra Landsstyret helt åben over for.

 

Vi har i det forløbne år haft kontakt og samta­ler med Kanukoka, og vi er glade for, at vi kan være med til, at fortsætte drøf­telserne af disse problematik­ker.

 

At der bør ændres ved, man ikke optager studerende, uden de fornødne grøn­landskkund­skaber på Iliniarfisuaq, er vi også enige i.

 

Vi vil ikke modsige dette, men vil tværtimod være med til at finde frem til muligheder, hvor man på en mere smidig måde kan få dem sat dem ind­placeret i det grøn­land­ske uddannelsessystem indenfor lærerfaget.

 

Siumuts ordfører kom ind på forskellige ting, og her kan der være nogen ting, der er rigtige, men at vi i de nærmeste år vil komme over det problem, så­ forordningen med tiden bliver ind­arbejdet i systemet, således at den obligatoriske undervisning på grønlandsk også vil komme til at gælde i sin helhed.

 

Fra Atassuts side bliver der spurgt om problemerne med alle de møder, som lærerne bliver nødt til at få fra hånden, som også berører samarbejdet med forældrene.

 

Der ønsker man, at man denne problematik bliver drøftet på sko­lerne. Dertil skal jeg bemærke, at den har været til en meget stor debat i folkeskolen, og at denne de­bat pågår endnu.

 

I den sammenhæng kan jeg oplyse, at lærernes organisa­tioner har udmeldt, at der specielt har været klager fra nogle lærer om­kring denne problematik, men sådanne klager er blevet færre gennem tiderne, og man er blevet mere og mere tilfreds med ord­ningen. Det skyldes, at man i løbet af 1 år har kunnet se, at kontakten med forældrene er forbedret mærkbart ved, at man har pålagt lærerne at vedligeholde kontakten med forældrene og til­byde samtaler.

 

For­ældrene er ikke pålagt denne pligt, men det er læ­rerne der har pligt til at tilbyde forældrene at holde kontakt, og vi har kunne mærke, at forældrene har taget positivt imod dette tilbud i og med, at flere og flere forældre kommer til disse møder.

 

Udfra at en enkelt skole har forfejlet dette formål, kan det ikke være på sin plads, at man alene af den grund ændrer reg­lerne.

 

Det er mærkbart, at i mange skoler i Grønland bliver arbejds­metoder­ne bedre og bedre, og at lærerne kan

h­åndtere de regler, der fastsat heromkring.

 

Inuit Ataqartigiits ordfører kom også ind på dette, og samtidig bemærkede han, at det ikke har bevirket for­bedring mellem kon­takten mellem skole og børn.

 

Det er jeg aldeles ikke enig i, ud fra de afholdte mø­der i sko­lerne har man kunne se, at der sket en betyde­lig forbedring.

 

Med hensyn til de mange møder, må jeg sige, at lærerne altid har haft denne forpligtigelse, og at lærerne ud over deres under­visning af børnene, løbende skal vur­dere deres egen under­visning samtidig med at de vurdere bør­nenes standpunkt, for at kunne opnå en bedre under­vis­ning fra lærerens side.

 

Nu bliver det sagt, at det er alle lærers forpligtigel­se, fordi det har en stor betydning for, hvordan man tilrettelægger sin undervisning, således at børnene får det bedst mulige udbytte af undervisningen.

 

Der blev også fra Inuit Ataqartigiits side spurgt om, hvormange midler der bliver brugt til undervisnings­ma­teriale.

 

Jeg kan ikke alle svarene udenad, men i forbindel­se med udvalgs­behandlingen vil man kunne af­klare sådan­ne

spør­gsmål.

 

Jeg skal dog sige, at ved eta­bleringen af Inerisavik er der lavet en ny plan­lægning, koordinering og prio­ritering, at dette fungerer bedre og bedre, så­ledes at man får det bedst mulige udbytte ud af de mid­ler, der er stillet til rådighed til formå­let.

 

At flere og flere større elever skulle blive smidt ud af sko­len, vil jeg også lige påpege, at det er ikke helt kor­rekt, at det er tilfældet.

 

I løbet af det seneste skoleår er der kommet en rede­gørelse, det fremgår af denne, at de fleste heldigvis gennem­fører de obliga­tori­ske 9 år og at flere og flere gen­nemfører undervis­ningen udover den obligatoriske under­visning, således at frafaldet fra 9. klasse bliver min­dre og mindre på landsbasis.

 

Det er en glædelig udvik­ling set både fra børnenes og forældre­nes side, som også viser, at de har vist inter­esse for at ud­danne sig. Det må vi bakke op omkring.

 

Jeg er helt enig i, at man skal samarbej­de med lærernes og de uddannelsessøgendes organisa­tioner. Det er i vores egen inter­esse, at vi gør det.

 

Vi har besluttet, at vi ligesom sidste år i november, afholder et skoleinspektørmøde næste år, og det har vi allerede meddelt til alle skolerne, således at vi giver lærerne mulighed for at del­tage løbende i debatten, hvorved de også får mulighed for løben­de at kunne på­pege skævheder i undervisningen.

 

Dette danner også gru­ndlag for skoleinspektørens møder og drøftelser om­kring folkeskolen.

 

Omkring fremtidens skole blev det fra Inuit Ataqati­giit påpeget, at de beslutninger der er taget omkring dette punkt er uhen­sigtsmæssige, og bør ændres grundlæggende.

Dengang deltog jeg som lærer i vidt omfang og kan sige, at jeg ikke altid som læ­rer har været enig i den for­ord­ning, der er vedtaget i L­ands­tinget.

 

Men jeg har taget den beslutning, at respektere  Lands­tingets  beslutning, og man skal være påpas­selig med at ændre det ved­tagne, uden at give lær­erne mulighed for at se, om den kan fun­gere i praksis.

 

Med disse bemærkninger har vi fra Landsstyrets side også fore­slået, at det ikke alene drejer sig om ændring af ? 18, men vi har også opfordret til, at der tages en principdebat her og at arbejdet fortsættes i udvalget udfra de ting, der er nævnt i for­bindelse med debatten her i landstingssalen.

 

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

Når man debatterer noget og når man så hører svarene, så vil man også lige kommentere svarene.

 

I den for­bin­delse mener vi, at det blev sagt om vores forslag, at vi mente arbejdet var tidsspilde, det kan også være, at orde­ne ikke var rettet mod os.

 

Denne ordlyd har vi ikke brugt i Atassut. Vi har sagt, at lærer­ne ikke kun skal undervise, men de skal også have ansvaret.

 

Det har vi heller ikke fremført noget imod. Det skal også være sådan, at såfremt der indenfor ledelsen eller mellem lærer­ne og le­del­sen, udfra manglende forståelse, opstår tvis­ti­gheder skal man kunne bruge kursusaf­hol­delse som vær­ktøj til at gen­nemføre folkeskolens inten­tioner.

 

Det er derfor vi fremsætter forslag om kursusafholdel­se, men vi er glade for, at landsstyremedlemmet udtal­te, at alt jo ikke på nuværende tidspunkt er faldet i hak endnu, og at der også kan være behov for en æn­dring. Det er det, man skal debattere fra og med nu.

 

Til de andre partiers ordførere skal vi sige, at de næsten enty­digt sagde, -  Siumut og Akulliit Partiiat nævnte - , at Atas­suts for­slag vedrørende for­ældre­nes og repræsentanter­nes arbejde ikke skal behand­les her i salen, og at det overhove­det ikke bør bringes ind i salen.

 

Men vi skal sige, at alt kan debatteres her også som en henstil­ling. Jeg skal også lige nævne, at med hensyn til for­ældremøder, så vil der ikke være behov for at skulle ændre hver­ken lov, for­ordning eller cirkulære, men forslaget har blot udgangspunkt i, at der er nogle forhold, der træn­ger til at blive rettet op i folkesko­len.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

I enhver skoles formålsparagraf kan man se, at skolen og for­ældrene skal have et tæt samarbejde og ved siden af står der gerne, at læreren skal kunne give sine ele­ver viden og kundskab.

 

Hvis man tænker på det, kan man se at i dag i folkesko­len, skal lærerme af­holde en hel masse møder ­for for­ældrene, og dette kan man have forskellige meninger om.

Jeg vil blot lige fremsætte nogle tal i den forbindel­se.

 

Hvert år skal der afholdes forældremø­de en gang og der skal laves stand­punkt 3 gange om året og udover dette skal klasse­lærer­ne holde et møde, hvor man drøfter hver enkelt elev, hvor­efter der skal arran­geres en forældre­konsultation.

 

Det vil sige, at hvis man har haft et fag i klasse, er det så lærerens opga­ve, udfra min opfat­telse, at afhol­de et forældremø­de, 3 for­ældre­konsultationer, 3 møder med de andre lærere, d.v­.s. i alt 7 møder på års­basis, bare fordi man har et fag i klassen.

 

Hvis en lærer har 1 time i 5 klasser, så skal han til møde 35 gange på årsbasis. I forlæggelsesnotatet blev nævnt, at så­danne aktiviteter ikke berører kvali­teten af un­dervisningen, tvært­imod. Læreren skal jo også have forberedelsestid til sin under­visning og den mulighed får han reduceret betydeligt i kraft af, at han skal til så mange møder.

 

Lad os sige, at lærerne er blevet mødelærere, faktisk. De har ikke mere tid til at forberede deres under­vis­ning.

 

Lad os sige, at en lærer har stillet som opgave til ele­verne, at de skal lave en fristil, og der er 25 ele­ver. Efter­følgende er det lærerens opgave at tage disse stile med hjem, rette dem og tage stilling til, hvor gode eller mindre gode de er.

 

Efter min opfattelse vil det være sådan, at lærerne går hjem i så udmattet en tilstand, at de faktisk bryder sammen, når de kommer hjem og dagen efter møder læreren i meget dårligt humør, og vil ikke være særlig behage­lig at møde for eleverne. Det er en af de følger, som læreren, der gerne skulle give viden og kundskab, kan komme ud for.

 

For ikke så lang tid siden hørte jeg, at en dobbelt­spro­get grøn­landsk dame, har haft problemer med at bli­ve optaget på en ud­dannelsesinstitution. Jeg håber, at denne problematik er sat på plads.

 

Vi mister alt for mange dobbeltsprogede studerende. Jeg håber, at den såkaldte dispensationsmulighed bliver benyt­tet.

 

Det må være meget svært at give en tilfredsstillende undervis­ning, ved at undervise en niveaudelt klasse.

 

Det er en utro­lig svær opgave at undervise elever, der er på forskelligt niveau, og jeg synes, jeg må sige de ting, som jeg har sagt nu i for­bindel­se med debatten her.

 

 

Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:

Jeg kan vist godt sige, at jeg vil ikke have Otto som lærer. Men Otto, du har ret. Jeg er glad forinitiati­verne til at komme ud over problemerne vedrørende

spr­ogundervisningen fra Landsstyrets side.

 

Vi må løse problemerne således, at vi gør sproget til et ikke pro­blem. Vi er gået ind for, at vi skal have et 2-sproget sam­fund og vi har også sagt, at vi gerne vil have engelsk ud over det.

 

Disse ting må vi drøfte i udvalget, således at vi ikke bruger for meget tid på det her i salen.

 

En af de ting, vi skal tage stilling til er gan­ske gi­vet, om danskundervisningen skal påbegyndes fra 2. kla­sse eller fra 1. klasse. Det kommer vi nok til at dis­kutere.

 

Som læreren udtrykte det før, - Otto Steen­holdt- , har pædagogerne også vidt forskel­li­ge måder at bedømme det­te på. Der er nogen, der siger, at der skal gå længere tid før danskundervisning påbegyndes, og nogen siger, at det ikke gør no­get, at børnene allerede fra starten af lærer fre­mmedsprog.

 

En ting er givet, klassekvotienten. Den ligger der ud­gifter i. Vi ved, at der har været initiativer til at spare i forbindelse med denne problematik og at sparek­niven har ramt folkesko­len på visse områder.

 

Jeg vil gerne understrege, at vores sekretariat i Kom­munalre­formkommissionen har drøftet den obliga­tori­ske undervisning, og vi synes, at det skal være et krav fra samfundet.

 

Det skal ikke være sådan, at når børnene forlader sko­lenfor at holde sommerferie, at de for­lader en ødelagt skole og at skader­ne ikke udbedret, når de vender til­bage til efter­året.

 

Vi må alle sammen være med til at gøre børnene bevidste om, at vi ikke ødelægger de vær­dier, der er. Jeg vil meget ger­ne være med til at drøfte sådan­ne ting i ud­valget sammen med partiernes repræsen­tanter, således at vi kan nå frem til et samlingspunkt i vores videre ar­bejde.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Jeg vil også indlede med at sige, at udover den ordlyd, der al­lerede er uddelt, kan man så lige ændre lidt på den, så lægger man også mærke til den som tilhører, men man får også lyst til at påpege den.

 

Vedrørende at der laves rapporter om eleverne hver 3. måned til hjemmene, hvor formålet er en forbe­dring af kontakten mellem skole og hjem, der nævnte jeg blot, at det overhovedet ikke har medført forbedringer. Jeg sag­de ikke, at den er blevet forrin­get.

 

Med hensyn til den videre udvikling sagde jeg, at man skal til­passe undervisningsmaterialerne til folkeskolen og de intentio­ner vi havde dengang omkring fremtidens skole, og at det ikke hidtil har banet vejen for et bedre ar­bejde.

 

Der må man sige, at det ikke skal vurderes som en stor synd. Vi skal også bruge denne talerstol til frit at udtale, hvor vi har fejlet.

 

Jeg er også helt enig med Akul­liit Partiiats ordfører, der nævn­te, at med hensyn til for­ældre­konsultationerne er det for det meste de forældre, som har børn, der ikke er de store vanskelig­heder med, der kommer. Mon ikke det også var til­fældet, da man lavede en høring omkring fre­m­tidens skole.

 

Jeg har ikke erfaret dette, men vi må give udtryk for, at der er store problemer i folkeskolen og ikke mindst i de stø­rre klas­ser både omkring dens kvalitet og om­kring at de skal have lyst til at komme ud i samfundet, men lysten er blevet mindre.

 

Det er blot dette, vi har efter­lyst, for at finde ud af hvor der er skævhe­der og det skal vi så forsøge at af­dække.

 

Til det der blev sagt flere gange om, at man skal lade ordnin­gerne køre lidt og så derefter lave nogle lappe­løsnin­ger, mener jeg, at hvis vi skal have lavet nogle ordentlige løsninger, mon ikke det så er på sin plads, at vi retter op på det grund­læggen­de.

 

Selvfølgelig er jeg enig med Siumuts ordfører i, at vi ikke skal have en sprogbarriere, men når man tænker på, at der er blevet indført danskundervisning i folkesko­len i Grønland, er der gjort temmelig meget, uden at det har medført ændringer.

 

Med hensyn til dansk­undervisning og fremmedsprogsunder­visning og hvis vi skal vurdere det, mener vi fra Inuit Ataqatigiit, at de opnåede resultater har været alt for små.

 

Det er som om, at man ikke kan komme læn­gere i dansk­under­vis­ningen og hvis man ikke får en oplæring, så står man blot i stam­pe. Det vigtigste er, at vi ikke laver sprogbarri­erer, men vi finder andre veje.

 

Vi mener, at når eleverne kan deres modersmål fuldt ud, så skal de have tid og lyst til at lære fre­mmed­sproge­ne. Vi efterlyser oplysninger om resultater fra andre områder, hvor man har er­farin­ger, f.eks. i USA, hvor man har engelskundervisning og modersmålsundervis­ning.

 

De erfaringer der findes bør man være vågen overfor og bruge. Det blev nævnt, at man skal indføre fremmed­sprogsundervisning allerede fra 1. klas­se. Det vil blot inde­bære, at man allerede niveaudeler skoleeleverne fra de kommer i 1. klasse.

 

Vi må på den anden side sige, at folkeskolen ikke skal være et sted, hvor man vurderes. Det skal være et sted, hvor man lige­stilles.

 

Jeg vil blot gøre opmærksom på, at vi i udvalget nok kommer ind på undervisningsmaterialer, som jo ikke er essensen i denne debat, men vi skal vi hele tiden have disse i tankerne i sådanne de­batter. I folkeskolen i Grønland mangler vi undervisnings­ma­terialer på grøn­landsk, som løber fra 1. klasse og helt op til 9. klas­se.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Efter vores indlæg fra Akulliit Partiiat og udfra de faldne bemærkninger dertil, kan man forledes til at tro, at vi mener, at grønlandskundervis­ningen kører skævt.

 

For det første med hensyn til lærernes mødeaktiviteter, der sagde vi ikke, at lærerne først nu skal til at af­vikle disse møder.

 

Vi ved, at lærerne gennem tiderne har lavet disse akti­viteter, men vi siger, at det i forbindelse med efter­årssamlingen er blevet pålagt lærerne, at de skal af­holde flere mødeaktivi­teter.

 

Derfor ret­ter vi en henvendelse til forældrene, om at de bør udvise en større interesse for disse aktiviteter og vi mener fortsat, at det er meget centralt spørgs­mål, når man skal rette op på forskellige skævheder og problemer.

 

Fra Atassuts side blev det bemærket, at grønlandsk­un­dervisningen kører lidt skævt. Vi mener, at man ud fra Konrad Steenholdts forslag må konstatere, at problemet ligger i, at en enkelt skole har fej­let.

 

Vi mener, at det bør ikke danne grundlag for æn­dring af reglerne, fordi det­te problem kan rettes op uden at selve lov­grundlaget, skal ændres.

 

Der blev sagt, at forholdene er blevet bedre og bedre. Dette er til en vis grad rigtigt, men de centrale pro­blemer ligger i, at skolerne har problemer med samar­bejdet til de forældre, hvis børn har problemer i sko­len. Dette problem eksistere fortsat.

 

Landsstyremedlemmet for Sociale An­liggender:

Som landsstyremedlem for det sociale område vil jeg fremkomme med nogle betragtninger, der kan belyse de ting, vi diskuterer her i dag.

 

Først vil jeg sige, at vi fra Inuit Ataqatigiit ikke har kunnet gå ind for forslaget om folkeskolen, da vi drøftede dette i sin tid.

 

Hvis vi skal ændre forordningen, må vi ændre således, at for­holdene bliver bedre, og ikke den modsatte vej.

 

Jeg ved selvfølgelig godt, hvilke gode intentioner, der er i selve loven, men forældrene har udtrykt ønske om, at lærerne giver børnene mere at lave i skolerne.

 

Vi må opnå en større disciplin, og det er en god ting, at børne­ne lærer disciplin, og at børnene lærer at kon­centrere sig al­lerede i folkeskolen.

 

Som landsstyremedlem for de forhold, som børnene lever under, mener jeg, at vi må være vågne overfor, hvilke konsekvenser de gældende regler har for fremtidens børn. I den forbindelse vil jeg minde om, at i for­bin­delse med tildeling af førtidspen­sion, at er de perso­ner, der tildeles en sådan, personer, der ikke har haft mulighed for at afslutte folkeskolen helt, og dermed ikke har haft mulighed for at tage en videre uddannel­se. Dette har skabt økonomiske proble­mer.

 

Hvis vi skal lære af denne problematik, som bæres af hele sam­fundet, så må vi se på, hvad det er for et pro­blem, vi har skabt for disse mennesker den gang.

 

Jeg mener, vi har overset børn og unge, og dermed glemt af give dem en betryggende fremtid. Derfor må vi kende vores ansvar på dette område, nemlig at man specielt med hensyn til børn og unge, ikke skaber problemer for disse i fremtiden.

 

Jeg er lidt nervøs for, at der er et problem, der ikke bliver berørt ret meget i dag, nemlig det, at børn, der er fagligt velfun­gerende og børn, der ikke er velfun­geren­de, bliver delt.

 

Ved at tale med de forældre, som har oplevet et sådan problem, kan jeg fornemme, at mange af drømmene faldt til jorden ved at man niveaudeler børnene fagligt, og at man ikke giver så store muligheder for de mindre vel­fungerende børn.

 

Det er jo netop dem, som vi burde kunne støtte fra fol­keskolens side. Disse har vi ikke ret meget plads til i dag. Vi skal hel­ler ikke glemme, at det er folke­skolen i Grønland, vi drøfter.

 

De grønlandsksprogede børn bli­ver undervist af lærere, der slet ikke kender det grøn­lands­ke sprog. Derved op­står der nogle fø­lel­ser, der medfører, at de føler et nederlag i folkesko­len, og at disse børn senere i deres opvækst og deres ungdom vil have problemer.

 

Det er netop det, jeg er nervøs for, og sådanne proble­mer må ændres allerede nu.

 

Til slut kan jeg sige, at vores videregående uddannel­ser Ilsima­tusarfik, STI, Ilinniarfissuaq og universi­tetsud­dannelsen har et stort problem, som sommetider bevirker, at eleverne ikke kan følge med i undervis­nin­gen i for eksempel fysik, kemi og matema­tik.

 

Hvordan kan vi give en bedre uddannelse i disse fag i folkesko­len, således at de har et bedre grundlag frem­over. Det er en af de ting, vi skal beskæftige os med i den debat.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:

Som forslagsstiller vil jeg gerne sige en tak til

Land­stinget for, at der er udvist så stor en interesse i debat­ten for mit for­slag.

 

Jeg vil lige komme med nogle uddybende bemærkninger til mit eget forslag.

 

Ifølge ? 18 i forordning om folkeskolen, der vedrører klasse­kvo­tien­ten, er det sådan, at jeg i mit forslag ikke har medtaget en dispen­sationsmulighed. Jeg vil citere mit eget forslag, "at elevantal­let i en klasse må normalt ikke ved skoleårets begyn­delse over­stige 24 elever".

 

I Landsstyrets forslag er der blevet tilføjet, at man sløj­fer kommu­nalbestyrelsens kompetence til at kunne god­kende, at ele­vantal­let overstiger 26. Denne kompe­tence bliver ikke overført til Landsstyret i mit for­slag.

 

Jeg mener, at der er håb at skimte forude, da Lands­sty­remed­lem­met for kultur og undervisning understrege­de, at man ville ad­ministrere bestemmelsen meget strengt. Jeg håber, at det bliver ført ud i livet.

 

Som eksempel, kan jeg med hensyn til klassekvo­tien­ten nævne det eksempel, at hvis der i en by bliver tilmeldt 78 nye elever, skal man ikke tænke på at danne tre nye klasser med hver 26 elever.

 

Dette er på ingen måde formålet. I dette tilfælde må man tænke på, at disse tilmeldte nye elever, bør for­deles over fire klas­ser med en klassekvotient på nitten til tyve. Hvis det bliver lavet på denne måde, vil jeg gå ind for dette.

 

Når vi lovgiver, og vedtager nye forordninger bliver der lavet nye paragraffer med tilhørende bemærk­ninger til de enkelte para­graf­fer i lovforslaget.

 

Med hensyn til bemærkningerne til ? 18 ønsker jeg, at der bliver lavet en bemærkning, således at kommunerne helt kan forstå, hvilke intentioner, der ligger bagved, og jeg vil gerne have, at udvalget tager det med i sine over­vejelser.

 

Med hensyn til dobbelt- og enkeltsprogede og med hensyn til inte­grationen af disse grupper, mener jeg at Otto Steenholdt sagde, at det må være meget svært at under­vise disse i en integ­reret klasse.

 

Det er derfor jeg især har stillet forslag herom. Det må være meget svært at skulle undervise dobbeltsprogede og grønlandskspro­gede, når de i forvejen er 24. Så må det være meget svært for læreren at opfylde den for­pligtelse, han har i og med at eleverne skal gives vi­den og kund­skaber. Derfor be­rører dette også klassekvo­tienten.

 

Med hensyn til indførelse af undervisning i fremmed­sprog mener jeg, at hvis det bliver besluttet, og de­batten pågår endnu, at vi i samarbejde med forældrene må debattere emnet vi­dere, og så på efterårssamlingen tage endelig stil­ling til spørgsmålet.

 

Vi har allerede fra Inuit Ataqatigiit sagt, at vi må sik­re, at de grønlandsksprogede elever får under­vis­ning i fremmed­sprog senere. Hvis man ikke gør dette, vil man skabe en meget stor forvirring blandt børnene.

 

Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender kom ind på, at det skaber stor forvirring, at børnene undervises af en, der ikke kan deres eget sprog.

 

Min egen generation fra tresserne har været udsat for en under­visning, hvor vi allerede fra første klasse fik undervisning i dansk med en lærer, vi slet ikke kunne forstå. Dengang fik vi ikke ret meget ud af undervis­ningen. Først da vi blev tvunget til at rejse til Dan­mark et år, lærte vi dansk.

 

Jeg mener, det er meget vigtigt, at undervisningen i fremmed­sprog, hvis vi ønsker, at den skal indføres på et tidligt tids­punkt, sker ved en lærer, der kan ele­vernes eget sprog.

 

Til slut vil jeg gerne opfordre til, at de faldne be­mærkninger bliver drøftet nøje i udvalget.

 

Peter Ostermann, Atassut:

Lad mig lige minde om, at vi ikke har stillet forslag om arbej­det omkring skolenævn, noget der kan rettes på i selve skolerne. Det vi har stillet for­slag om, er den gældende bekendt­gørelse, som skal følges af alle.

 

Vi har foreslået, at man afskaffer standpunktsbedømmel­sen for eleverne i de mindre klasser. Hvis dette skal realiseres, skal alle møderækkerne redu­ceres. Vi stil­ler ikke forslag om, at de øvrige kontaktformer mellem sko­le og hjem afskaffes.

 

Det var ikke vores forslag. Det vi har foreslået, er, at den første skoledag for de små elever er en oplevel­se, hvor de introduceres til en ny verden med nye men­nesker, og at man i forbindelse med den første skole­dag skaber trygge omgivelser.

 

De må have en lærer, der har tid til at tage sig af deres under­visning, og som ikke er overbebyrdet af mø­deaktivi­teter.

 

Fra Atassut mener vi, at man på den måde, som Henriette Rasmus­sen ligeledes kom ind på, undgår at skabe for­vir­ring hos elever­ne. Hvordan ville det være, hvis et ny­valgt landstingsmedlem oplevede, at denne ikke egnede sig som medlem i Lands­tinget, og ved for lidt?

 

Når en ny elev får en sådan bedømmelse, kan det have meget store negative konsekvenser senere hen i skole­for­løbet.

 

De første skoleår er en indførelse, hvorefter der stil­les større og større krav fra lærere og skolen. Det er netop på den bag­grund vores forslag er stillet.

 

Jeg håber, at man også nøje vurderer vores bemærkninger i for­bindelse med udvalgsarbejdet, og at disse er med til at rette op på de skæve forhold.

 

Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og

For­skning:

I forbindelse med mine afsluttende bemærkninger, vil jeg komme ind på Johan Lund Olsens bemærkninger.

 

Jeg vil sige til Johan Lund Olsen, at vi ikke vil skju­le, at Landsstyrets forslag er lidt anderledes end Jo­han Lund Olsens.

 

Men som jeg sagde før, er vi klar til at følge op på dette, og jeg vil sørge for, at præciseringen bliver med­delt kommunerne, således at dette ikke kan misfor­stås. Vi har allerede sendt en skri­velse ud til kommu­nerne i forbindelse med efterårssam­lingen, hvilket vi vil gentage.

 

Der er blevet sagt mange ord, og jeg håber, at de bli­ver vægtet nøje i forbindelse med udvalgets arbejde, hvor­for jeg ikke vil komme nærmere ind på dette, men blot under­s­trege følgende med hensyn til Atassuts for­slag.

 

Lærernes samarbejde omkring de enkelte elever er en betryg­gende ordning, fordi hvis lære­rne kunne give en karakter eller be­døm­me uden kon­takt til hinanden, ville det ikke være betryg­gende for forældrene. Forældrene bør vide, at lærerne har drøftet bedøm­melsen, hvilket virker betryggende for for­ældrene.

 

Hvis lærerne i forbindelse med disse samtaler kommer frem til, at der har været nogle problemer omkring et bestemt barn, kan man ligeledes ad den vej være med til at rette op på problemer­ne, eller komme med et løs-

­ning­sforslag til problemet.

 

Hvis læ­rer­ne har få timer i en klasse og alligevel er forpligtet til at deltage i mø­derne, er det meddelt skolerne, hvor­dan man kan undgå sådanne uhen­sigtmæssige ordninger. Det er udtalt frygt for, at lærerne kommer til at mangle forbe­redelsestid til deres undervisning.

 

Lærernes undervisningspligtige timetal er på 27 timer ugentligt, og herudover er der taget højde for, at lær­eren skal have mulig­hed for at forberede under­vis­nin­gen.

 

Dette må sættes i for­hold til de mennesker, der arbej­der 40 timer ugentligt. Derfor har man valgt 27 timer som antallet af undervisningspligtige timer ugen­tligt.

 

Jeg mener ikke, at dette krav er så stort. De har også mulighed for at tage samtaler med andre lærer.

 

Der er nogle, der mener, at lærerne må være meget træt­te.

 

Jeg er overbevist om, og føler, at lærerne bliver mere og mere målbevidste om deres undervisning. Når de får mulighed for at arbejde bedre, vil deres lyst til at undervise blive større og større.

 

Når lærerne indbyrdes, og lærerne og eleverne indbyrdes samt lærerne og forældrene indbyrdes samarbejder bedre, vil dette danne grundlag for en bedre undervisning.

 

Jeg har bemærket, at lærernes arbejdslyst ikke bliver mindre, og at det kan man se ud fra opgørelsen over lærernes fravær.

 

Akulliit Partiiat kom ind på, at bare fordi en enkelt skole fejler, så behøver vi ikke lave om på hele lov­grundlaget. Det er jeg fuldstændig enig i.

 

Med hensyn til kritik af forældrene, vil jeg sige, at jeg gerne vil rose forældrene, fordi de udviser større og større interesse for deres børns skolegang.

 

Jeg vil gerne opfordre til, at de fortsat udvikler in­teressen for deres børns skolegang. Således håber jeg, at ud­val­get vil drøfte tingene nøje igennem.

 

Mødeleder:

Således er punkt 30: Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om folkeskolens før­ste behandling fær­dig.

 

Ud fra de faldne bemærkninger her i salen, vil kultur- og under­visningsudvalget behandle forslaget, hvorefter det vil gå over til anden behandling.

 

Punktet sluttet.