|
Dagsordenens punkt 33-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Torsdag
den 9. juni 1994
Dagsordenens punkt 33.
Betænkning afgivet af Fredningsudvalget.
(Udvalgets formand).
Mødeleder: Emilie Lennert.
Ussarqak Qujaukitsoq, udvalgsformand, Siumut:
Der må snarest foretages optælling af moskusokserne som i 1991 blev udsat på Svartenhuk, da det vigtigt at følge udviklingen i bestanden.
Fredningsudvalget er orienteret om, at bestanden højest kan være vokset til ca. 90 moskusokser, men støtter at der sker en opfølgning af udflytningsprogrammet således at der kan samles så mange erfaringer som muligt, bl.a. om moskusoksernes fordeling og udnyttelse af området.
Derudover støtter Fredningsudvalget at der snarest foretages optællinger i Avanersuaq kommune af rensdyr og moskusokser på Nuussuaq af rensdyr og i Tasiilaq kommune af rensdyr.
Landstingsmedlem Aqqaluk Lynge har forespurgt om mulighed for at der kan drives jagt på tamrener i Nuuk kommune. Fredningsudvalget konstaterer, at så længe tamrenerne befinder sig indenfor de administrative grænser for tamrendriften, er det tamrenforeningens ejendom.
Når de er uden for de administrative grænser, er de at betragte som vildrener, som foreløbigt er totalfredet til og med juli 1995. Fredningsudvalget har taget den vedlagte redegørelse udarbejdet af Direktoratet for Sundhed og Miljø til efterretning, og for yderligere oplysninger henvises til denne.
Landsstingsmedlem Johan Lund Olsen har dels stillet forslag om en generel debat om ørredfangst i Grønland og dels mere specifikt om regler for brugen af ruser ved ørredfangst.
Ang. ruser konstaterer Fredningsudvalget at brugen af ruser er yderst begrænset, og at der ikke har kunnet forelægges klare beviser for rusernes funktion set i forhold til en bæredygtig udnyttelse af ørredbestandene.
Et enigt udvalg henstiller derfor til Landsstyret, at der i en tidsbegrænset periode gives dispensation til de kommuner som måtte ønske det, således at den eksisterende rusefangst kan fortsættes. Dog på betingelse af, at der stilles krav til rusernes indretning, opsætning, periode i sæsonen, antal og hvilke elve der må bruges.
Derudover ønsker Fredningsudvalget at der foretages registre- ringer der kan klarlægge rusernes funktion, således at et kommende beslutningsgrundlag kan udbygges. Ang. en generel debat om ørredfangst i Grønland konstaterer Fredningsudvalget det positive i, at der med den nye bekendtgørelse om fiskeri efter fjeldørred i Grønland er skabt en revideret landsdækkende regelsæt, som kan danne baggrund for en debat, der gerne skal skabe større forståelse for en bæredygtig udnyttelse af ørredressourcen.
Fredningsudvalget er blivet orienteret om resultatet af rensdyr- tællingen foretaget i marts - april 1994, som et samarbejde mellem KNAPK og Direktoratet for sundhed og Miljø, og orien- teringen er vedlagt. Bestanden i 1994 er anslået til ca. 12.700 vildrener mellem Diskobugten og Ivigtut kommune. Det tilsvarende reviderede tal for marts - april 1993 var ca. 10.300.
Ved tællingen er det samtidig konstateret at kalvetilvæksten i senvinteren har været mere normal end konstateret i marts - april 1993. Nu er den igen fundet at være ca. 20% i gennemsnit. Det konstateres derfor, at nedgangen i rensdyrbestanden nu er stoppet, og at bestanden igen er i stigning. Der kan maksimalt skydes 2.050 rensdyr ud af bestanden med bibeholdelse af den nuværende bestand på 12.700 vildrener.
Fredningsudvalget har været forelagt Landsstyrets beslutning om at rensdyrene totalfredes mindst et år mere, at undersøgelserne af rensdyr og vegetation fortsætter, og at der udarbejdes beskyttelses- og kontrolforanstaltninger inden der igen gives tilladelse til jagt.
Fredningsudvalget har ikke kunnet opnå enighed om Landsstyrets beslutning, INUIT ATAQATIGIIT og SIUMUT er enige om at støtte fastholdelse af fredningen mindst et år mere. I dette år skal undersøgelserne fortsætte, og der skal laves en vegetationsundersøgelse som kan danne baggrund for en vurdering af hvor mange vildrener der kan være i Vestgrønland.
ATASSUT gruppen mener, at der skal gives tilladelse til jagt således som befolkningen ønsker. Ved en kvote på 2.050 rensdyr skal erhvervsfangerne have førsteprioritet.
Fredningsudvalgets medlemmer var enige om, at der snarest skal udarbejdes beskyttelses- og kontrolforanstaltninger f.eks. med udgangspunkt i forslaget fra Landstingsmedlem Nikolaj Heinrich stillet til forårsmødet i februar 1994.
Emilie Lennert, mødeleder:
Jeg kan forstå at Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø er rejst. Således skal betænkningen besvares af Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.
Hans Iversen, Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug:
Som sagt er Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø rejst, så derfor er jeg blev anmodet om at besvare betænkningen.
Landsstyret har modtaget Fredningsudvalgets betænkning med stor glæde og påskønner det grundige og konstruktive arbejde som er foregået i udvalget. Problemerne der forelægges Fredningsudvalget er oftest yderst komplicerede og berører store dele af den grønlandske befolkning.
Alligevel lykkes det udvalget på bedste måde at varetage Grønlands Hjemmestyres helt overordnede politik ang. forvaltningen af vore levende ressourcer, nemlig fornuftig og bæredygtig udnyttelse af hver enkelt art.
Under denne samling har Fredningsudvalget behandlet tre spørgsmål. Forslaget om optælling af moskusokserne på Svartenhuk vil snarest blive indarbejdet i arbejdsplanerne, idet det er vigtigt at få lavet en opfølgning af udflytningsplanerne for moskusokser.
En opfølgning må betragtes som en integreret del af hele projektet. Det mere generelle forslag om optælling af rensdyr og moskusokser i Avanersuaq, på Nuussuaq og i Tasiilaq kommuner vil også blive indarbejdet snarest.
Ang. jagt på tamrener i Nuuk kommune er Landsstyret helt enig med Fredningsudvalget. Tamrenerne er Tamrenforeningens ejendom.
De problemer der kan være i tamrendriften må løses ved at få den til at fungere; eller hvis det ikke kan lade sig gøre, så i stedet nedlægge den.
Nuuk kommune gør i disse år en stort arbejde med at få tamren- driften til at fungere igen.
Ang. ørreder er det meget glædeligt at Fredningsudvalget har fundet at den nye bekendgørelse om fiskeri efter ørred er et positivt fremskridt. De gamle regler trængte i høj grad til at blive justeret og moderniseret.
Landsstyret har i henhold til sin kompetance færdigbehandlet bekendgørelsen om ørredfiskeri og det skete efter flere hørings- runder hos kommunerne og andre berørte instanser. På baggrund heraf kan Landsstyret ikke acceptere Frednings- udvalget indstilling om lempelse af reglerne om rusefiskeri, da bekendgørelsen træder ikraft i morgen.
Det sidste punkt Fredningsudvalget har drøftet er resultatet af den rensdyrtælling som er foretaget i marts - april '94, i et samarbejde mellem KNAPK og Direktoratet for Sundhed og Miljø.
Det er glædeligt at konstatere at et flertal af Fredningsudvalgets medlemmer støtter Landsstyret i en fortsat fredning af rensdyrene i mindst et år til.
Landsstyret er fuldt bevidst om, at denne fredning gør ondt i store dele af den grønlandske befolkning, men fredningen er nødvendig hvis rensdyrbestanden skal bevares for vore efterkommere.
Siden rensdyrantallets toppunkt i 70-erne er jagttrykket ikke blivet tilstrækkeligt nedjusteret, således at det har været afbalanceret efter hvad bestanden har kunnet tåle af jagt.
Derfor virker totalfredningen i dag som en drastisk indgreb, men det er nødvendigt. Det er glædeligt at allerede efter et års fredning er antallet af rensdyr igen i stigning, en stigning som vi nu vælger skal lægges til bestanden i stedet for at uddeles som kvoter.
Fredningsudvalget lægger, ligesom Landsstyret, store vægt på at der snarest udarbejdes beskyttelses- og kontrolforanstaltninger, og at dette sker inden der igen åbnes for jagt på rensdyr.
Den ene side af dette, nemlig udarbejdelsen af forslag til regler, vil snarest blive påbegyndt i de relevante direktorater. Den anden side, nemlig befolkningens omstilling til de nye regler, håber Landsstyret vil ske sideløbende, for desværre må man konstatere, at nærmest fri rensdyrjagt, som i 70-erne og i 80-erne, det vil man ikke komme til at opleve i Grønland i mange år fremover.
Pavia Nielsen, Siumut:
Vi har fra SIUMUT følgende bemærkning til betænkning afgivet af Fredningsudvalget:
SIUMUT støtter Fredningsudvalgets tilslutning til Landstings- medlem Pavia Nielsen's forslag om, at der foretages optælling af de udsatte moskusokser på Svartenhuk. Vi er i SIUMUT ligeledes tilfredse med, at der foretages optælling af rensdyr og moskus-okser i Avanersuaq kommune samt tælling af rensdyr på Nuussuaq-
halvøen og i Tasiilaq kommune.
Vi mener i SIUMUT, at det er nødvendigt, at der sker en opfølg- ning på udflytningen af landpattedyr. Det er især vigtigt, hele tiden at følge med i udnyttelsen af plantevæksten, idet dette, er afgørende for, hvor mange dyr, der kan være i området.
Der skal anlægges varsomme betragtninger med hensyn til, hvor stor moskusoksebestanden på Svartenhuk må være, såfremt der ikke skal opstå lignende problemer, som dem, der opstod i Kangerlussuaq.
Landstingsmedlem Aqqaluk Lynge har forespurgt om mulighed for, at der kan drives jagt på tamrener i Nuuk kommune. Her skal vi fra SIUMUT, og på linie med udvalgets synspunkt, uden yderligere kommentarer fremføre, at sålænge tamrenerne befinder sig indenfor grænserne for tamrendriften, er de tamrenforeningens
ejendom.
I forbindelse med Landstingsmedlem Johan Lund Olsen's forslag om en generel debat om fiskeri efter ørreder samt forslag om mere specifikke regler for brugen af ruser ved ørredfangst, skal vi fra SIUMUT henlede opmærksomheden på bestemmelserne i Landstingslov nr. 17 af 22. oktober 1990, om erhvervsmæssigt fiskeri, kapitel 7. Fredning, tekniske bevaringsforanstaltninger m.v. i ? 19, hvori det helt klart står, jeg citere: "Landsstyret kan udstede regler om beskyttelse af ressourcerne, herunder regler om:
1) fredningsperioder og fredede områder;
2) indretning og brug af fangstredskaber og tilbehør, her under forbud mod brug af bestemte redskaber, redskabstyper eller fangstmetoder;
3) ordensregler for fiskeriet;
4) mindstestørrelser for fisk;
5) maskestørrelser og måling heraf, samt
6) maksimale bifangster af bestemte arter i fiskeri efter
andre arter." citat slut.
På baggrund af førnævnte mener vi i SIUMUT, at forholdene vil komme ud af deres rette sammenhæng, såfremt Landstinget vil beskæftige sig med at udarbejde regler for fiskeri efter fjeld-ørred, idet det er Landsstyret der har denne kompetence.
Fredningsudvalget har under hele udarbejdelsen af bekendgørelsen
haft indsigt i og fulgt med i arbejdet, og SIUMUT tilslutter sig derfor bekendgørelsen, der er udarbejdet efter høring hos de berørte parter.
Da Landsstyret lavede deres høringssrunde med henblik på at udfærdige en bekendgørelse om fiskeri efter fjeldørred, ønskede kommunerne et forbud mod ørredfangst med ruser, og SIUMUT tager
til efterretning, at der i henhold til kommunernes ønske, er lavet regler, der forbyder ørredfangst med ruser.
Vi skal fra SIUMUT's side kraftigt gøre opmærksom på, at vi lægger vægt på, at de levende ressourcer udnyttes efter princip-pet om bæredygtig udnyttelse, og da dette princip er kernen i bekendgørelsen om fiskeri efter fjeldørred, skal vi udtrykke vores tilfredshed.
I forbindelse med den seneste tælling af rensdyr, blev det atter bevist, at der ikke er blevet begået fejl i de forrige optællinger, og at optællingerne klart viser, at vi skal anlægge varsomme betragtninger om rensdyrbestanden. Vi lægger i SIUMUT vægt på, at der er balance mellem rensdyrbestanden og deres muligheder for at fouragere, og SIUMUT støtter derfor, at der laves vegetationsundersøgelser for at kortlægge rensdyrenes fødemuligheder. Vi skal fra SIUMUT kræve, - da vi med glæde har konstateret, at der sker en lille tilvækst i rensdyrbestanden, - at der bliver igangsat et arbejde med at lave nye regler, der skal danne grundlag for en eventuel kommende jagt, såfremt fredningen af rensdyrene ophæves.
Dette arbejde skal ske i et tæt samarbejde med de berørte organisationer.
Jakob Sivertsen, Atassut:
Fra ATASSUT skal vi understrege, at vi i vort land ikke kan undvære de levende ressourcer på land og i vores farvande, og heller ikke i vores økonomi. Især ikke under de vilkår der råder i disse tider. Efter at torsken har svigtet, har vi hårdt brug for alle former for indtjeningsmuligheder, især når vi tænker på jollefiskerudøvernes vilkår i dag.
I sit politiske arbejde sætter ATASSUT altid mennesket i centrum i vurderingen og beslutningsprocessen i arbejdet med de forskellige opgaver i Landstinget. Man vil i arbejdet gå let hen over samfundsborgernes ønsker, såfremt man ikke forholder sig sådan.
Vi støtter forslaget om en snarlig tælling af de moskusokser, der i 1991 blev flyttet til Svartenhuk-landet, da vi mener, at man bør følge de dyr, der er sat ud i forskellige områder i landet med hensyn til foderforhold og bestandenes vækst. I ATASSUT mener vi, at forholdene i Sdr. Strømfjord i dag, hvor moskusokserne er blevet for mange, ikke bør gentage sig de steder, hvor dyrene er blevet sat ud, da vi ved, at moskusokserne ikke mere kan formere sig, når de bliver for gamle, og derved
bare bliver forbrugere af landets plantevækst.
Men henvisning til det forananførte støtter vi udvalgets ønske om gennmeførelse af optælling af rensdyr og moskusokser i Avanersuup kommunia og ligesådan af optællingen af rensdyr i Nuussuaq og Tasiilap kommunia.
I forbindelse med Johan Lund Olsen's forslag er vi enige i udvalgets indstilling til Landsstyret om, at der på bestemte steder skal kunne tillades ørredfangst ved anvendelse af ruser.
Til den første Forårssamling i februar måned stillede Nikolaj Heinrich forslag om, at rensdyrjagt igen bliver tilladt det førstkommede efterår, og stillede samtidig forslag til opstram-
ning af rensdyrjagtreglerne. Blandt andet forslag om en fordobling af de påbudte reservatarealer i de isfrie indlandsområder, ligesom forslaget også indeholdt forslag om en jagtbetjentordning der er strammet op i forhold til ordningen i dag.
Forslaget der har stor interesse blev udsat indtil resultaterne af rensdyrtællingen her i foråret skulle foreligge og blevet vurderet.
Nu har vi fået resultaterne af rensdyrtællingen i marts og april måned, og det har vist sig, at resultatet fra sidste års tælling var blevet sat for lavt, og at man i år vil kunne nedlægge 2.050 rensdyr uden at det går ud over bestandens omfang. Det er meget beklageligt, at flertallet af medlemmerne i udvalget har tilbagevist jollefiskererhververne, der har store økonomiske vanskeligheder, muligheden for at kunne supplere deres indtægter ved rensdyrjagt, og dette beklager vi meget fra Atassut's side.
Vi ved, at der i nærheden af ørredelvene finder torskefiskeri sted ved anvendelse af bundgarn. Vi skal herved fra Atassut kræve, at rensning af torsk for indvolde foregår længere væk fra ørredelvområderne, for derved at arbejde henimod at beskytte ørredelvene og beskytte dem mod forurening.
Fra Atassut går vi ind for et enigt udvalgs indstillinger vedrørende de andre forslag, men skal herved ønske at udvalgsmindretallets ønske om frigivelse af rensdyrjagten i år bliver afgjort ved afstemning.
Med disse bemærkninger har vi givet udtryk for vores mening om udvalgets betænkning.
Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit:
Inuit Ataqatigiit hilser forslaget fra Landstingsmedlem Pavia Nielsen om optælling af moskusoksebestanden i Nunavik på Svartenhuk, som blev udsat i 1991 hjertelig velkommen, da det er vigtigt at følge konsekvenserne af sådanne udsættelser af levende ressourcer som er foranlediget af mennesker, som noget nyt i vores historiske udvikling.
Hvis målsætningen, at udsætningen af levende ressourcer skal være til gavn for de kommende generationer, skal opfyldes, er det vor pligt at følge udviklingen nøje.
Vi har i generationer baseret vore eksistensgrundlag på de levende ressourcer, hvorfor vi må fortsætte dette. Bl.a. ved at udnytte de nye muligheder der eksisterer i dag. Derfor tilsiger Inuit Ataqatigiit deres kraftige støtte til indstillingen fra Fredningsudvalget om vigtigheden af optællinger af de i Nunavik på Svartenhuk udsatte moskusokser, rensdyrbestanden i Tasiilaq samt bestandene af rensdyr og moskosokser i Avanersuup kommunia.
Det er glædeligt, at Pavia Nielsen som et menneske, der har sin rod blandt folk, der ernærer sig ved udnyttelsen af de levende ressourcer, erindrer os om, at vi som politikere bør danne grundlag for at dette kan fortsætte.
Inuit Ataqatigiit tager Fredningsudvalgets stillingtagen til Landstingsmedlem Aqqaluk Lynge's forespørgsel om muligheden for jagt på de såkaldte tamrener i Nuuk kommune til efterretning.
Vi vil dog benytte lejligheden til at opfordre Landsstyret til, at erindre Nuuk kommune om vigtigheden af nøje kontrol omkring tamrenavl.
Inuit Ataqatigiit må kraftigt påpege, at der administrativt er blevet skabt megen forvirring omkring forslaget fra Landstingsmedlem Johan Lund Olsen's forslag om en generel debat om ørredfangst til Landstingets efterårssamling i 1993 med henblik på en eventuel revidering af landsrådsvedtægten fra 1955.
Vel vidende, at Landsstyret har bemyndigelse til at udstede bekendtgørelser i henhold til love og forordninger må vi udtale, at Landstingets formandskab bør respektere at behandlingen af forslag fra Landstingsmedlemmer sker korrekt og procedurerne bliver fulgt.
Derfor skal vi henstille til Landsstyret, at der via ? 10 i bekendtgørelsen der træder i kraft i morgen, gives mulighed for, at der kan drives ørredfangst med ruser i områder, hvor der i forvejen er anvendt ruser.
Nævnte ? 10 stk 1 har følgende ordlyd:
"Landsstyret kan til videnskabelige og andre formål dispensere fra bestemmelserne i bekendtgørelsen".
Det er derfor ikke korrekt at tillægge Fredningsudvalget synspunktet, at dette skulle ønske en lempelse af reglerne om rusefiskeri. Landsstyret må snarere have misforstået udvalgets indstilling.
Inuit Ataqatigiit er principielt helt enig i, at ørredbestandene bør fredes i gydeperioden, men det er vores opfattelse, at Fredningsudvalget ikke har fået de fornødne oplysninger, som kan danne grundlag for udvalgets stillingtagen til spørgsmålet om anvendelsen og konsekvensen af brugen af ruser.
Selv om vi ved, at de levende ressourcer her i Grønland grundliggende ejes af os alle i fællesskab, må vi huske på, at der med hensyn til udnyttelse af de levende ressourcer er bestemte områder som borgerne fra generation til generation har respekteret og fortsat respekterer som hævdvundne rettigheder, selvom disse ikke står i lovgivningen. Disse rettigheder bør ikke tilsidesættes, og der må gives mulighed for overgangsordninger.
Inuit Ataqatigiit mener ikke, at der herigennem gives mulighed for anvendelse af ruser i elve, hvor der hidtil ikke er blevet benyttet ruser.
Der bør gives mulighed for, at der gives dispensation til kommuner, hvor der er elve hvor rusefangst anvendes, til at fortsætte dette, således at dette sker under kontrol og at der foretages registreringer.
Men det må være en betingelse at Landsstyret stiller klare betingelser i forbindelse med ansøgninger fra de enkelte kommuner om dispensation, med bl.a. følgende betingelser:
Hvilke elve hvori der hidtil er anvendt ruser, i hvor stor en del af elvbredden der må ske opdæmning, hvor lang er periode af ørredsæsonen der må bruges til rusefangst, hvor stor en afstand der må være mellem bjælkerne for enden af ruserne, krav om indrapportering fra de pågældende der får tilladelse til anvendelse af ruser m.v.
Inuit Ataqatigiit har ligesom alle andre med spænding afventet resultaterne af rensdyrtællingerne i de vigtigste rensdyrområder i Vestgrønland dette forår.
Derfor er det os en glæde, at det er konstateret at bestanden af rensdyr er steget lidt som følger af forbuddet mod rensdyrjagt sidste år.
Inuit Ataqatigiit er fortsat af den formening, at rensdyrbestandens størrelse ikke kun er betinget af klimaforholdene, men også af fangstens størrelse.
Inuit Ataqatigiit skal med henvisning til Fredningsudvalgets tidligere henstillinger om optællinger af rensdyrbestandene, som flertallet af Landstingets partier støttede i forbindelse med totalfredningen af rensdyrbestandene, erklære deres støtte til at forbudet mod rensdyrjagt fortsætter et år mere, som det allerede er besluttet.
Fredningsudvalget har tidligere henstillet, at der skal foretages undersøgelser af rensdyr og vegetation i årene 1994 og 1995 med henblik på en vurdering af dyrenes fourageringsområder.
Hvis der gives mulighed for rensdyrjagt inden undersøgelserne af rensdyrene og deres fourageringsormåder starter, vil det blot være et tegn på hvor let det er at påvirke Landstinget til at ændre tidligere beslutninger.
For Inuit Ataqatigiit er det langt vigtigere at sikre de kommende generationer ressourcer fremfor popularitet her og nu.
Ingen af os nåede nogensinde at opleve geirfuglens eksistens her i Grønland. Alligevel føler vi nok allesammen, at udryddelsen af denne fugl har gjort vort land fattigere.
Idet vi lægger vægt på at respekten for miljøet og de levende ressourcer bliver fortsat skal vi erklære, at vi er enige i at forbudet med rensdyrjagt bliver bibeholdt, som det allerede er besluttet.
I forbindelse med undersøgelserne af fourageringsområderne bør det samtidig undersøges, om der er hold i påstandene om, at moskusokseuld er til gene for rensdyrenes fouragering i Angujaartorfiup Nunaa, hvor der både er moskusokser og rensdyr.
Det vil selvfølgelig være nødvendigt at stramme op i de gældende bestemmelser såfremt det besluttes, at der gives tilladelse til rensdyrjagt til næste år.
Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiaat:
De ting som ordførerne er gået ind for, er vi også gået ind for. Dem vil jeg ikke kommentere og blot henvise til det der står i vores bemærkninger der er omdelt. Jeg skal blot understrege, at vi i forbindelse med rensdyrtællingen gerne vil sige, at vi har lagt mærke til at rensdyrbestanden ikke er steget ret meget.
Optællingsmåden har vi sat spørgsmåltegn ved, og sætter stadig spørgsmåltegn ved.
Men vi må have et grundlag for at kunne tage en beslutning og vi har taget vores grundlag i at KNAPK er blevet medtaget i forbindelse med undersøgelsen, og det er derfor vi er gået ind for optællingen.
Vi går ind for totalfredning mindst et år mere fordi vi lægger vægt på at man vil undersøge fødemulighederne.
Med hensyn til ørredelvene og brugen af ruser og at man ikke har fået fyldestgørende oplysninger derom, skal vi blot sige, at vi er enige i, at der skal være mulighed for at give dispensation til de kommuner der søger derom.
Med disse korte bemærkninger tager vi betænkningen til efterretning.
Nikolaj Henrich, Issittup Partiaa:
Som det er anført i betænkningen, har udvalget først behandlet forslag fra 3 Landstingsmedlemmer.
For det første vil jeg bemærke, at jeg er fuldt ud enig med udvalgets stillingtagen til Landstingsmedlem Pavia Nielsens forslag og vil derfor ikke komme med flere bemærkninger dertil.
For det andet er jeg også fuldt ud enig med udvalget i dets stillingtagen til Landstingsmedlem Aqqaluk Lynges forespørgsel med henblik på at kunne foretage jagt på tamrenbestanden i Nuuk kommune.
For det tredje vil jeg med hensyn til Landstingsmedlem Johan Lund Olsens forslag om en generel landstingsdebat vedrørende ørredfangsten i Grønland, som jeg har givet min fulde støtte til, kan jeg til udvalgets henstilling til Landsstyret om, selvom det ikke nøje svarer til forslagsstillerens hensigter, at der fortsat skal være mulighed for ørredfangst med ruser, give dette min fulde støtte. Dels fra orienteringer, og dels fra det man har set på TV, har påvist overfor os, at såfremt fangst af ørreder med ruser bliver drevet med omhu og uden at overtræde vedtægterne, så kan det drives uden påviselig nedgang i ørredbestandene i elvene.
Revision af bestemmelserne for ørredfangst må man byde velkommen, da dette er helt nødvendigt. Men til trods herfor mener jeg, som en der har drevet ørredfangst gennem mange år, ved gennemgang af den nye bestemmelse, at der i bestemmelserne synes at være bestemmelser på flere områder, der måske kunne trænge til at blive rettet op. Må jeg til eksempel anføre, at bestemmelsen i ? 5, stk 3 og 4 modsiger hinanden. I stk. 3 er det krævet at ørredgarnene ikke må dække mere end 1/3 af afstanden fra kyst til kyst, men i stk. 4 er det et krav, at garnene skal sættes i lige linie fra kysten.
Såfremt man skal efterleve disse regler, vil følgen heraf blive, at flere ørredelve her i landet automatisk bliver lukket for fangst, uanset hvor rige på ørreder de er, for der er mange ørredelve i vort land der ligger i bunden af meget smalle fjorde.
Ligeledes har man udelukket muligheden for ørredfangst med drivgarn, men ørredfangst med drivgarn forekommer ikke almindeligt og efter hvad jeg ved, drives det alene i en kort periode i Ameralikfjorden ved Nuuk.
Jeg har en ret indgående kendskab til mange ørredelve i Nuuk-området, og når jeg skal sige det rigtige, så er ørredbestanden i bunden af Ameralikfjorden den mest stabile i alle Nuuk kommunes ørredelve, og jeg kan stadig imponeres af, hvor talrigt ørrederne findes i det område. Derfor er der slet ingen påvisninger af, at ørredfangst med drivgarn har skadelige virkninger på bestandene. Derfor skal jeg anmode Landsstyremedlemmet om, at ørredfangst med drivgarn tillades i Ameralikfjorden i 15 dage fra og med den 15. juni og til den 30. juni. Dette har Nuuk kommune også anmodet om.
Som vi ved har man i perioden fra udgangen af marts og henimod slutningen af april dette forår gjort et forsøg på at tælle rensdyrene op, og heldigvis har der i optællingen været en deltager på KNAPK's vegne.
Med hensyn til tællingen, der skal jeg udtale, at denne redegørelse ikke er blevet omdelt til Landstingsmedlemmerne. For det første er det en helt klar redegørelse, og for det andet kan man deri se samtlige oplysninger man har behov for.
Med hensyn til tællingen har alene KNAPK's repræsentant afgivet en redegørelse og denne redegørelse viser hvor begrænset tiltro der kan være til dyretællingerne her i vort land. Må jeg som eksempel nævne følgende, idet en af rapportens oplysninger kan bruges som et udmærket eksempel.
Den 31. marts observeredes der ca. 645 rensdyr, da man havde tælling i det østlige område af Ndr. Strømfjord-oplandet. For at påvise, at der er så mange rener i netop det område, havde man igen en tælling den 7. april, og denne dag observerede man ca. 995 rensdyr.
Jeg mener, at det derved overfor os, der hvert eneste år følger med i rensdyrenes vilkår og vaner, og som plejer at sætte spørgsmåltegn ved tællingernes pålidelighed, bliver påvist, hvor vanskeligt det er at kunne sætte virkeligt pålidelige tal på antallet af dyrene.
Må jeg også anføre, at det klart er mærkbart, hvor forskellige budskaberne om omfanget af rensdyrbestandene i rensdyrområderne er efter tællingerne i 1993 og i 1994.
De klare oplysninger fra KNAPK's repræsentant i tællingen påviser også, hvor vanskeligt det er at kunne sætte helt pålidelige tal på tællingens resultat. Vedkommende fortalte også, hvor hurtigt optællingsflyets vinduer kunne begynde at dugge, og at når de kommer over et sneløst eller snefattigt landområde kunne man næsten ikke mere observere rensdyr, og som han beretter, brugtes næsten udelukkende antallet af sporene på sneen til at kunne skønne antallet af rensdyr.
Også her ville man kun bruge de reelt observerede rener til påvisning af rensdyrbestandenes omfang.
Jeg ved ikke for hvilken gang jeg skal sige det, og andre har da i forvejen berettet om, hvor ringe rensdyrbestanden gennem 30'erne og 40'erne og 50'erne var, at man først ved randen af indlandsisen eller på nunatakkerne på indlandsisen har kunnet observere enkelte rensdyr. Dengang var antallet af rensdyr så forringet, uden at man kan sige, at der var for stor jagtbelastning på dem.
En sådan meget stor forringelse af bestanden gennem årene må skyldes andre forhold, og der er ingen tvivl om, at strenge vintre og mangel på foder har været grunden dertil.
I den forbindelse, så skal jeg lige gøre opmærksom på, at H.C. Petersen i Fredningsudvalget sidste år ud fra de gamle nedfældninger påviste, at der har været næsten lige så mange rensdyr i den periode hvor der har været småt med rensdyr.
Selvom rensdyrene gennem 30'erne, 40'erne og 50'ner næsten forsvandt, kom der ingen forbud vedrørende jagten. Men til trods herfor blev de igen så talrige, at de endda overspiste og ødelagde deres revirer til stor skade for bestanden selv, men idag er de stadigvæk så mange, at de kan observeres lige fra standene og ind til det inderste af landet, og der er endda ingen tvivl om, at der også findes talrige rensdyr på nunatakkerne på indlandsisen.
Men til trods herfor er de blevet totalfredet. Mon ikke vore forfædre ville have rystet mange gange på hovedet hvis de erfarede hvad der sker i dag.
Forholdene i vort land er blevet helt anderledes, idet grønlænderen ikke mere regnes for at have kendskab til sit eget land og hvor efterhånden kun udefrakommende regnes for at have dette kendskab. Det er meget trælsomme forhold.
Må jeg til sidst udtale, at det oplystes for hvilken gang, at der ved tællingen i 1993 kun var 8.175 vildrener, men idag er netop disse tal pludselig ændret til at være 10.298. Hvad skal vi dog tro på?
Hans Iversen, Siumut:
Jeg har lagt mærke til at partiernes ordførere har beskæftiget sig med 2 forskellige ting, og det er vurderinger ud fra rensdyrtællingen og ørredfangst ved brug af ruser.
Først skal jeg sige, at bekendtgørelsen om ørreder er gennemført efter den rigtige procedure. Hvilke stillingtagen man tager med hensyn til proceduren omkring behandlingen af forslaget, det vil jeg ikke kommentere. Jeg skal i forbindelse med bekendtgørelsen sige, at vi har haft den til høring i samtlige kommuner og hos KNAPK og dens lokalafdelinger, og den har været drøftet i Landstingets Fredningsudvalg.
Vi havde sat høringsfrist til slutningen af november med henblik på at gennemføre bekendtgørelsens færdiggørelse her til foråret. Heldigvis så er de fleste kommuner kommet med et svar og reglerne er så udarbejdet derefter.
Det der har været mest uenighed om, er det der vedrører ørredfangst ved hjælp af ruser. Især fra Sisimut kommune er der indsigelser og vi må sige om ørredfangst med ruser, at den eneste kommune der praktiserer denne form for fiskeri, er Sisimiut.
Jeg vil lige citere Sisimiut's kommune's Fredningsudvalgs bemærkninger til os. Disse blev sendt til os 1. december. Jeg citerer, "Sisimiut kommune's Fredningsudvalg har behandlet reglerne om ørredfangst 2 gange. Der har de særligt drøftet reglerne omkring rusefangst i ? 3. Således har man besluttet, at man foreslår, at rusefangst bliver totalt forbudt af følgende grunde:
- "Vi mener i Sisimiut kommune, at vi har den største erfaring i denne fangstmetode, hvorfor vi føler, at vi vil have et medansvar, hvis man åbner for denne fangstmetode i resten af Grønland.
Vi skal da så fremkomme med forslag udfra vores erfaringer og sige, at denne metode også bør stoppes i Sisimiut kommune og den må ikke blive udbredt i resten af Grønland".
3 andre kommuner har også ønsket, at rusefangsten bliver totalt forbudt. Ikke en eneste kommune har fremsat forslag om, at det skal tillades og det er ud fra dette at vi har lavet de regler, vi har lavet. Men derefter har jeg fået at vide, efter at tidsfristen for høringen var slut, at Sisimiut kommune har gendrøftet spørgsmålet den 15. februar 1994. Denne drøftelse er aldrig nået frem til os officielt før forleden, da man begyndte at diskutere det, og det er jo forsent.
Jeg har lagt mærke til, at samtlige talere understreger og citerer ?? og at man skal bruge ? 10. Vi skal ikke her beslutte, at ruserne skal kunne bruges, men vi må kunne diskutere os frem til det, og det vil jeg være åben over for. Det er heller ikke nødvendigt at ændre hver eneste ? her i salen og Nikolaj Heinrich opfordrede sågar til, at drivgarnsfiskeri bliver tilladt. Det er ikke vor opgave at ændre de ??, der er fastsat af Landsstyret udfra deres bemyndigelse.
Om genåbning af rensdyrjagten efter vurdering af optællingsmetoden der forstår jeg, at 3 partier, Siumut, Akulliit Partiiat og Inuit Ataqatigiit, mener, at den nuværende ordning skal gælde med den begrundelse, at man først genåbner rensdyrjagten efter, at man har regelfastsat jagtmetoderne. Efter totalfredningen af rensdyrene er der begyndt at komme flere og hvis vi genåbner for en fri jagt, vil det jo betyde, at antallet af rensdyr går ned igen.
Jeg vil takke for partiernes støtte.
De undersøgelser der skal igangsættes er undersøgelser af fødegrundlaget. Der er afsat midler, således at man i sommerperioden og det næste år frem kan gennemføre disse undersøgelser. Jeg er overbevist om, at disse undersøgelser gennemføres. Derfor er jeg glad for partiernes beslutning om, at vi fastholder bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Det tager jeg til efterretning.
Emilie Lenner, Mødeleder:
Forslagsstilleren har også bedt om ordet, Aqqaluk Lynge, IA.
Aqqaluk Lynge, Inuit Ataqatigiit:
Tak for denne mulighed. I forbindelse med mit forslag mener jeg, at jeg har behov for at komme med nogle præciseringer.
Først har jeg forstået, at der er et tillæg i forbindelse med mit forslag. Et bilag, en rapport udarbejdet af Dag Lenvig, er ikke blevet omdelt til Fredningsudvalget, selvom jeg har skrevet, at den skal medgå som bilag. Således blev denne debat, kan man sige, drejet hen imod noget andet, for jeg har overhovedet ikke til hensigt, at omgå vores beslutning om totalfredning med forslag om rensdyrjagt i Nuuk-fjorden. Problemet er, udfra den rapport som er blevet fremsendt til Nuuk kommune, og som desværre ikke er nået ud til Landstingsmedlemmerne, selvom den er en del af forslaget blevet beskrevet af Dag Lenvig, at tamrenerne, på det land hvor de fouragerer, at der er blevet alt for mange tamrener. Han sagde i sin rapport, side 23 i den danske, at "vi står overfor et biologisk sammenbrud" og Dag Lenvig siger, at han ikke har noget, han kan rette dette op med og han vil hellere sige, at der overhovedet ikke er egnede steder at have tamrenbestand i. Det er det, han har vurderet.
Udfra Rasmussen's undersøgelser i dette afsnit står der også, at med hensyn til rensdyrlav, vinterfoderet for rensdyr, der må man også sige, at det er totalt nedslidt.
Her taler vi om områder, hvor tamrener lever, og i den forbindelse blev det sagt, at dette fourageringsområde må karakteriseres som fuldstændig nedslidt. Det er meget stærke ord, han har brugt i sin rapport, hvor man sagde på engelsk, at det er fuldstændig nedslidt, a biological breakdown. Her talte Landsstyremedlemmet om bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Det er jeg fuldstændig enig i, og Landsstyremedlemmet's svarnotat er jeg også fuldstændig enig i, nemlig at tamrenerne er Tamrenforeningens ejendom. Hans Erik Rasmussen og Dag Lenvigs undersøgelser viser klart at der ikke længere er synderlig kontrol med tamrenbestanden, at der er blevet for mange tamrener og det er på baggrund deraf, at jeg har foreslået et ekstraordinært tiltag. Jeg er fuldstændig enig i, at vore beslutning sidste år fortsætter. Men den såkaldte tamrendrift, den har ikke længere nogen mening. At rensdyrene, især de såkaldte tamrener, er kommet ud af deres område og helt ud mod Nuuk by. Jeg skal også gøre opmærksom på, at jeg ikke sætter spørgsmålstegn ved tamrendriften i Kapisillit og deres ejendomsret omkring landområdet, men at rensdyrene er på vej ud af området, det finder jeg belæg for i undersøgelsen, og jeg vil gerne opfordre Landsstyreområdet til, at man i samarbejde med Nuuk kommune, omkring styringen af tamrendriften i Kapisillit og udfra rapporten, laver nogle fremtidsløsninger.
Selvfølgelig har jeg ikke selv mulighed for at diskutere med borgerne i Kapisillit og ejerne omkring dette spørgsmål. Dette har jeg som ganske almindelig folkevalgt mulighed for. Men jeg mener, at kommunerne og Landsstyreområdet, som har sagen, udfra disse rapporter og det fremlagte forslag om løsning laver løsningsmodeller ved brug af disse.
Med hensyn til om der er føde nok til rensdyrene, og til om man skal videreføre landarealet, hvor der kan være tamrener, der har jeg taget udgangspunkt i, det der blev sagt i rapporten, at der kan være mellem 1.100 og 3.000 tamrener.
Med hensyn til fouragering ved man ikke, hvordan de har kunnet overvintre, idet man kun havde mellem 5 - 600 tamrener på området og nu er der jo 1.100. Derfor er der sikkert også nogle gamle rensdyrjægere, som ville få lyst til at tage på rensdyrjagt og vi andre har jo også lyst til at tage på rensdyrjagt, men hvis denne beslutning fastholdes, ligesom Landsstyret og Udvalget siger, så mener jeg, at man evt. til efterårssamlingen, må lave en nøje undersøgelse i samarbejde med kommunen og i forståelse med Kapisilliit-borgerne om, hvad der i fremtiden skal ske med med tamrendriften, hvor tamrenerne er blevet vildrener, og er på vej ud mod Nuuk by.
Jeg håber, at grundlaget for mit forslag klart er præciseret her.
Emilie Lennert, Mødeleder:
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:
Som det vel ikke har undgået nogens opmærksomhed, foreslog undertegnede i forbindelse med Landstinget's efterårssamling i 1993, at Landstinget skulle tage en principiel grundig debat omkring ørredfangst og deriblandt overveje nærmere retningslinier for ørredfangst ved benyttelse af ruser.
Som forslagsstiller er jeg derfor også glad for, at det nu endelig er blevet muligt at tage denne debat om ørredfiskeriet, via denne betænkning, der her har været fremlagt, efter som det jo også ville kunne ændres. Så skete der jo også i denne sag desværre den fejl, at det længe så ud til, at Landstinget på indeværende samling alligevel slet ikke fik denne lejlighed til debat, men dette er der nu rettet op på i sidste øjeblik.
Jeg skal dog alligevel, som forslagsstiller, ved denne lejlighed, ligesom Finansudvalget også udtrykte forleden, klage over den behandling, Landstingsmedlemmerne får for så vidt angår deres egne medlemsforslag, idet Landstingets medlemmer på trods af, at deres medlemsforslag skal være fremsendt senest 2 mdr. før samlingen, ikke oplever samme betjening som Landsstyret, der til gengæld får 1 måneds frist for så vidt angår deres forslag og en god sekretariatsbehandling. Det er min opfattelse, at der er meget at rette op på i den henseende.
Jeg skal også således i denne sag til oplysning nævne, at Landstinget's Formandsskab allerede den 6. oktober 1993 fremsendte en skrivelse til Landsstyreområdet for Fiskeri, Fangst og Landbrug med et krav om, at Landstinget på sin forrårssamling i 1994 drøfter ørredfangsten i Grønland, hvilket man dog i første omgang havde overset.
Dette brev er som sagt dateret den 6. oktober 1993, og er blevet fremsendt til samtlige Landsstyreområder. Der har man fra Formandsskabet nævnt, at man drøfter ørredfangst, inden ørredsæsonen kommer, men som sagt var vi lige ved at overse det.
Med disse indledende bemærkninger skal jeg dog udtale min tilfredshed med, at jeg dog trods alt har fået spørgsmålet herom med i denne betænkning fra Fredningsudvalget, idet mit hovedsigte med forslaget har været og stadig er, at ørredressourcen og bestandene i fremtiden til gavn for vores efterkommere fortsat skal kunne udnyttes på et bæredygtigt grundlag af det grønlandske samfund.
Selvom rusefangst ikke er så udbredt i Grønland i dag, har jeg imidlertid taget denne form for fiskeri med i mit forslag, eftersom brugen af disse også tager vidtgående hensyn til ørredfangsten og ørredlokaliteterne imodsætning til ørredfiskeri, der udelukkende baserer sig på brugen af garn, da ruserne med tværstænger for enden af rusen og med en indgangsåbning, der kan reguleres i sig selv allerede kan sørge for en sikker og bæredygtig udnyttelse af ørrederne.
Med denne fangstmetode har man jo en sikkerhed for, at også de mindste ørreder og de noget større kan vandre op ad elven, da ruserne jo er tilpasset omgivelserne og de naturmæssige betingelser mere, end man kan sige om brugen af udelukkende garn.
Da vandring af småørreder op ad elven er særdeles vigtig at sikre for fremtiden, med henblik på også at sikre vores efterkommeres muligheder for udnyttelse af bestanden, er det derfor også af min opfattelse vigtigt at være mere påpasselig med brugen af garnene, da småørrederne jo altid vil fanges i disse garn og ikke kan undvige netmaskerne.
Vi har efterhånden ganske gode erfaringer med brugen af garn her i vort land. Desværre dog ikke særligt positive. Lad mig blot her erindre om, hvad brugen af synkegarn har bevirket af konsekvenser for hellefiskebestanden. Efter længere tids brug af disse inde i fjordene ved Sisimiut er hellefiskebestanden nu stort set forsvundet, ligesom vi nu også ser mindre og mindre hellefisk oppe ved Ilulissat.
Jeg vil ikke betvivle, at man også ved brugen af ruser til ørredfangst skal være yderst påpasselig. Derfor er jeg også glad for, at Fredningsudvalget i sin betænkning henstiller til denne forsigtighed og overfor Landstinget henstiller, at der i en tidsbegrænset periode gives dispensation til de kommuner, som måtte ønske det, således at den eksisterende rusefangst kan fortsætte og ikke mindst, at udvalget finder det ønskeligt, at der foretages registreringer der kan klarlægge rusernes funktion.
Dette er naturligvis ganske indlysende, idet vi derved kan få et bedre dokumenteret beslutningsgrundlag at bygge videre på fremover. Til orientering for Landstinget skal jeg derfor oplyse, at der ikke som tidligere oplyst alene er 2 ørredlokaliteter ved Sisimiut, hvor man benytter sig af rusefangst, men at der er 6 lokaliteter, nemlig Ak..., Kangerluassuk, Itteneq, Eqqaluarsuq, Erfalik samt ved Sasaanuit. Lad mig også her klart slå fast, at jeg med mit forslag ikke sigter på de familie her, der efter generation efter generation har gjort brug af rusefangst, men at hovedsigten med mit forslag er en bæredygtig udnyttelse af ørredressourcerne, hvor man også ved en benyttelse af rusefiskeriet har påvist en forsvarlig forvaltning.
På denne baggrund skal jeg herved til slut, som forslagsstiller, henstille til Fredningsudvalget om i løbet af denne sommer, med deltagelse af vores kommende videnskabelige medarbejdere i Naturinstituttet, at besøge den ørredlokalitet syd for Sisimiut, hvor man generation efter generation på et bæredygtigt grundlag har drevet rusefangst, nemlig ved Sassanguit, for derved at indhente yderligere oplysninger og dokumentation.
Jeg opfordre til det, også efter at have rådført mig med familien Fontain, der hver sommer er vendt tilbage til denne ørredlokalitet år efter år. Fordi I også ved selvsyn vil kunne få at se, hvordan en ørredlokalitet og ørredressource generation efter generation på et forsvarligt grundlag er blevet passet, uden at ørrederne har ændret sig, hverken i størrelse eller antal.
I skal se det, fordi der også lige i nærheden er andre ørredlokaliteter, men hvor forskellen består i, at man disse steder udelukkende har brugt garn til ørredfiskeriet.
Med disse bemærkninger skal undertegnede således med stor taknemmelighed hilse Fredningsudvalgets betænkning velkommen, idet jeg kan se, at udvalget deler undertegnedes bekymring for de små ørreders fremtidsudsigter og er opmærksom på de beskyttelsesforanstaltninger der skal til og derudover viser en stor forståelse for en fremtidig udnyttelse af ressourcen på et bæredygtigt grundlag til gavn for vore efterkommere.
Samme taknemmelighed kan jeg imidlertid ikke rette imod Landsstyret efter at have hørt svarnotatet, der kommer fra den kant, da man ikke her har til hensigt at lempe reglerne om rusefiskerier.
Jeg skal derfor, såfremt Fredningsudvalget's henstilling om en lempelse heraf, fremkommet via betænkningen som samtlige har underskrevet, ikke bliver fulgt op af Landstinget, vil jeg herved forvarsle, at jeg til efterårssamlingen har til hensigt at stille forslag om en ændring af den bekendtgørelse, der træder i kraft fra i morgen.
Jeg finder det overordentlig ærgerligt og beskæmmende, at man ved behandling af denne sag, ikke vil lytte til de fangere, der jo netop fra tidernes morgen og fra generation efter generation har stor erfaring i så henseende og at man nu i en tid hvor vi er ved at etablere et Naturinstitut kan se, at man er ved at beslutte sig for noget, man ikke tilstrækkeligt har fået videnskabeligt bekræftet.
Og allersidst vil jeg sige, at Landsstyreområdet for Fiskeri, Fangst og Landbrug sagde, at Sisimiut kommunalbestyrelse har besluttet, ikke at bruge ruser i ørredfiskeri. I den tid, hvor høringen foregik, fik Landsstyreområdet et brev fra Fredningsudvalget i Sisimiut, og det er sket i efteråret. I den forbindelse skal jeg sige, at Fredningsudvalget i Sisimiut har gjort det uden om kommunalbestyrelsen og har rettet henvendelse direkte eller sendt brevet direkte til Landsstyreområdet. Det er derfor ikke mærkeligt, at kommunalbestyrelsen senere hen har drøftet problematikken grundigt i kommunen, og efter at have hørt erfarne ørredfiskere, den 15. februar 1994 angående rusebrug i Sisimiut kommune har vedtaget at brug af ruser ikke ville være til gene for ørredbestanden.
Emilie Lennert, Mødeleder:
Landsstyreformanden har bedt om ordet.
Lars Emil Johansen, Landsstyreformand:
Ja, undskyld til formanden, men jeg vil lige udtale noget. Jeg finder det noget mærkeligt, at Johan Lund Olsen i sit indlæg kom ind på, at han vil sætte bekendtgørelsen til behandling i Landstinget's efterårssamling.
Sagen har kørt således:
Landsstyret har lavet udkast til bekendtgørelse. Det laver Landsstyret, fordi bekendtgørelser, Nalunarit og lignende bliver ikke forelagt Landstinget.
Landsstyret har udarbejdet et udkast i henhold til Landstingets lov om fiskeri af 22. oktober 1992. Fordi i ? 19 bemyndiges Landsstyret til at udstede sådanne regler. Dette udkast er sendt til KNAPK og kommunerne til høring og man har givet orientering til Landstingets Fredningsudvalg, og da dette er færdigt, så har Landsstyret i.h.t. bekendtgørelsen udarbejdet bekendtgørelsen og færdigudarbejdet den, og den træder så i kraft i morgen.
Selvfølgelig kan vi fra Landsstyret ikke acceptere, at sådan nogle bekendtgørelser bliver genstand for behandling i Landstinget, og jeg skal også præcisere, at hvis det skal være sådan, så skal man ændre denne lov. Så skal man tage bemyndigelsen fra Landsstyret. Man har udarbejdet en bekendtgørelse ud fra et klart regelsæt, og udfra en klar bemyndigelse til at gøre det.
Sagt med andre ord, efter at have brugt bemyndigelsen og efter at have hørt kommunerne og KNAPK og udfra udtalelserne og efter en tilretning, så har Landsstyret meddelt, at den træder i kraft.
Jeg mener også, at man derigennem har fulgt de korrekte kommandoveje.
Jeg skal endnu engang gøre opmærksom på at hvis Landstinget ønsker at behandle sådan nogle spørgsmål, så har vi ikke noget imod det fra Landsstyrets side, men så er der behov for at få ændret lovgivningen først.
Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit:
Vedrørende rensdyrjagt, så udtalte Issittup Partiaa noget som jeg lige vil kommentere.
Han nævnte i sit eksempel noget om rensdyrjagt nu og om rensdyr for meget lang tid siden, som det er blevet beskrevet i en rapport af H.C. Petersen. Jeg mener, at det er klart, at hvis man vil fremlægge oplysninger her fra talerstolen, så er det af stor vigtighed at få dem vurderet samlet.
For lang tid siden var fangst og antal af mennesker meget anderledes og dengang var rensdyr ikke genstand for pengeøkonomi.
Det var noget man fangede for kødets skyld.
Men sidste år var der ikke nogen rensdyrjagt og rensdyrbestanden blev forøget. Der mener jeg, at det også viste at der ikke var noget galt med fourageringen. Vi sagde at bestanden svinger i kraft af klimaændringer.
Vi mener ikke at klimaet har været så dårligt, at det har kunnet holde bestanden nede, de der tværtimod er blevet flere.
Som sagt, med hensyn til undersøgelser, så mener vi at det vil være uovervejet at ændre på beslutningen inden resultatet af undersøgelserne forligger.
Med hensyn til om tællingerne er pålidelige eller ej, og om det er hvaler eller rensdyr. Selvfølgelig kan man ikke tæller hvert eneste dyr i så stort et land, og det kan heller aldrig blive tilfældet.
Der er blevet brugt forskellige optællingsmetoder i 1993 og 1994. Man har forbedret dem i 1994 i og med at man fik KNAPK som deltager og i og med at man havde helt fastlagte flyruter. Dette blev ændret lidt udfra de indstillinger man kom med bl.a. fra Fredningsudvalget hvor Nikolaj Heinrich deltog. Men da der ikke var 100.000 rensdyr var denne optælling også forkert.
Jeg mener at man såvidt muligt ikke skal tage følelserne med omkring pattedyr, og Fredningsudvalget sagde, at man ikke skal forringe bestanden i Grønland.
Jeg mener også, at i betænkningen fra Fredningsudvalget, der har man ikke med vilje lavet noget regler omkring fredning, men blot sagt at man kan bruge ? 10. Det er noget man blot erindrede om i fredningsudvalget, og om at der er behov for oplysninger, bl.a. angående rusefangst af ørreder. Dette har været meget mangelfuldt. Det er det vi har påpeget.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiaa:
Hvis rensdyrene skal være til gavn for vores efterkommere er det nødvendigt at de totalfredes.
Rensdyrene er blevet flere, men fri jagt på rensdyr vil ikke kunne genindføres.
Ordninger i 70'erne og 80'erne har ikke været særlige hensigtsmæssige, det var Landsstyremedlemmet der sagde det her fra talerstolen.
Det er ikke enhvervspolitik at fratage efterkommerne deres mulighed for udnyttelse af levende ressourcer.
Det må ikke misforstås derhen, at jeg ønsker udryddelse eller næsten udryddelse af rensdyr. Jeg er meget var fortaler for at de bevares lang tid fremover.
Men jeg er helt overbevist om, at rensdyrene - uanset hvor meget de fanges eller ikke fanges - bliver påvirket af klimaændringerne og at det sker, at antallet falder helt drastisk for derefter at stige igen.
De ting Aqqaluk kom ind på, er helt korrekte. Landområdet mod Nuuk er helt ryddet for mos og landet er så ødelagt at det har mistet skønheden.
Og det er netop de rensdyr der befinder sig der der er faldet drastisk i antal. Nogen af dem er gået indenlands, nogen af dem er omkommet, og andre igen er rykket nærmere mod Nuuk for at finde andre fourageringsområder.
Det er fakta som jeg fremsatte forslag udfra, altså et forslag der synes at være meget stramt i forhold til det som bestanden kan bære.
Jeg foreslog, at der kan fanges 5 dyr for en fanger pr. år, før havde en erhvervsfanger et ubegrænset antal.
Fritidsjægeren har kunnet fanget op til 8 før.
Fredningsområderne har stor betydning for rensdyrene. Jeg foreslog, at de bliver fordoblet og med hensyn til Nuuk kommune, vil den få op til 60% fredningsområder.
Rensdyrsæson fra 1. august, som det er sket før i tiden, kan kun ske efter ansøgning og bør kunne ske fra 10. august til 20. september for dem der har fået tilladelse.
Skal man have rensdyrjagt i en anden kommune, så skal man indsende ansøgning og først når man har fået tilladelse kan man tage på rensdyrjagt.
Og jeg lægger meget vægt på at det sker under nøje kontrol og at man indrapporterer alle nedlagte dyr til offentligheden.
Vi ved, at det et meget strengt krav i forhold til antallet af dyr og det vil ikke ødelægge bestanden. Til trods herfor vil den give en god kompensation for økonomien, fordi det vil jo faktisk koste op til 12.000 kr. hvis man tæller 5 for en jollefisker.
Det er alle disse ting man må medtage i overvejelserne.
Vi ved ikke hvordan rensdyrbestanden vil se ud om 30 - 40 år. Det kan være at rensdyrbestanden er faldet så meget at der kun findes dyr inde ved indlandsisen. Det er sådan nogle ting vi ikke kan forestille os, og det er sådan nogle ting vi kan basere vores vurdering på.
Derfor mener jeg, at bare ved at sige at rensdyret skal være totalfredet i 2 år, er en meget uovervejet handling og viser total ukendskab til forholdene.
Pavia Nielsen, Siumut:
Først skal jeg udtale med hensyn til Inuit Ataqatigiit's ordfører Josef Motzfeldt, omkring mit forslag vedrørende moskusokser, at der også skal være noget kød også til vores efterkommere. Det jeg har peget på er, at der er et behov for en nøje opfølgning af udsætning af landpattedyr. Dette finder jeg vigtigt, og efter at have sagt dette, så sagde han tak til mig, og det blev jeg glad for, så jeg siger også tak for den tak jeg fik.
Med hensyn til Nikolaj Heinrich fra Issittup Partiaa, omkring hans vurderinger af videnskabsfolk, det er lidt tvetydigt, først med hensyn til det kystnære og indenskærs fiskeri som vi behandlede her til eftermiddag. Det som videnskabsfolk har påpeget omkring hellefiskebestanden ved Upernavik og Uummannaq, er at man skal være påpasselig. Så sagde han at man ikke vil følge denne påvisning fra Landsstyrets side og at man heller ikke vil følge indstillingen omkring narhvaler og hvidfisk.
Og nu mens vi diskuterer rensdyr med hensyn til videnskabsfolks indstillinger siger han at han ikke tror på dem.
Vi har ellers været meget imponeret over at Nikolaj Heinrich ellers lød, som om at han har gået bort fra sin traditionelle tænkemåde, fordi han tidligere omkring videnskabsfolks rådgivning angående havpattedyr;, om det så er hvalrosser, narhvaler, lomvier eller vågehvaler, at han næsten ikke tror på videnskabsfolk. Men nu tror han på videnskabsfolk i forbindelse med hellefisk, men han tror ikke på dem i forbindelse med rensdyr.
Den forskel har jeg lagt mærke til. Men jeg mener også, at det er en velovervejet ting, og også med hensyn til totalfredning og undersøgelse af vegetation, at det også er velovervejet.
Vi mener også at det har været gavnligt, at vores undersøgelser og redegørelser omkring de rensdyr der næsten er forsvundet, at de har været medvirkende til, at vi har fået øgede hvalkvoter.
Derfor mener jeg, at vi allerede har gået gavn af det, efter min egen vurdering, men vi fastholder, at man yderligere har et års totalfredning, mens man på den anden side burde være velforberedt i et samarbejde med de berørte parter, at man ligesom Nikolaj Heinrich's forslag, hører kommunerne.
Nikolaj Heinrich's forslag, det ligger meget tæt på min mening, at man har en høring til KANUKOKA, man hører fisker- og fangerorganisationerne og KNAPK omkring fredning af et så stort landområde.
Disse sager må allerede startes nu, det kan vi ikke være uenige i, at vi med hensyn til vores efterkommere må have nogle gode metoder på et godt grundlag.
Jakob Sivertsen, Atassut:
Først vil jeg overfor Landsstyremedlemmet have følgende at vide om hjemmestyrets bekendtgørelse om ørredfangst.
Den har været til udtalelse i udvalget. Udvalget har under gennemgangen henstillet, at der er en bemyndigelse til Landsstyret og hvis udvalget ikke bemyndiges til at få dem vurderet, hvorfor skal den så sendes til høring hos udvalget?
Med hensyn til rensdyrjagt, det skal vi ikke gentage, men vi fastholder at man ud fra biologisk vurdering kan fange op til 2.050 uden at det skader bestanden. Grunden til at vi ønsker sådan et ønske, det er, at især jollefiskerne med hensyn til de økonomiske vilkår de lever under, at hvis disse 2.050 rensdyr kan fanges, så mener vi helt klart, at jollefiskerne vil have meget stor gavn af det økonomisk.
Til sidste skal vi udtale fra Atassut, at man har medtaget KNAPK i optælling af rensdyr, det er vi meget tilfredse med, og denne meget indgående redegørelse, den har vi undersøgt nøje, derfor skal vi fra Atassut ønske, at der i de fremtidige optællinger så vidt muligt deltager repræsentanter fra KNAPK. Det er et meget stort ønske fra Atassut.
Hans Iversen, Siumut:
Først kommer Lynge ind på sit forslag om hvilke tiltag der kan være og kom ind på rapporten om hvordan tamrener har været passet af foreningen og hvordan de skal passes.
Det er korrekt, at hvis man skal have husdyr, så er der behov for tilsyn og pasning. Med hensyn til jagt, så plejer Nuuk kommune at anmode os om at insdtille at Rensdyrforeningen fanger så og så mange dyr. Vi plejer at præcisere, at man man kan fange udfra at der er blevet for mange. Man må følge regler omkring ejerskab og at de ikke ødelægger vegetationen. Derfor har vi i vores regler sagt, at hvis disse ikke kan opfyldes, så må foreningen ophøre. Nuuk kommune arbejder for at få tamrenforeningen op på fode igen, og det er så det at man har et tilsyn og kontrol og at det foregår på en måde, så det ikke ødelægger vegetationen.
Her blev det vurderet at der kan være 500 rensdyr, og hvis der er flere og hvis der fanges mindre end dem der kan fanges, så må man vurdere det meget anderledes ud fra en bæredygtig udnyttelse.
Og med hensyn til rensdyr, så kom Nikolaj Heinrich ind på sit forslag, at 5 rensdyr til hver enkelt fanger og til fritidsjægerne en enkelt en. Men hvis vi ser på dem der har fangstbeviser, så har Nuuk kommune som er blevet godkendt til at have fangstbevis, og der har fået fritidsjægerbevis, det er 1755 stk. Og hvis en del af dem skal have 5 rensdyr og kun en del af dem 1 dyr, så er jeg overbevist om, at samtlige der har fritidsjægerbevis, de vil have 1 og jeg er overbevist om at erhvervsjægeren vil fange mindst 5, og her blev det nævnt i undersøgelsen er der er lidt over 3.000 rensdyr i Nuuk kommune og hvis der er 550 der kun skal fange 1 så har man allerede fanget over halvdelen.
Jeg mener at det er sådan noget man skal være påpasselig med og undersøge reglerne og derfor hvis man skal fange så meget, så vil vi allesammen der har bevis som fritidsjæger fange den ene fangst.
Og alle fangere vil arbejde alvorligt for at fange de 5 rensdyr de kan få og derfor vil det også medføre nedgang af denne ressource.
Med hensyn til den lange tale fra Johan omkring ørredfangst, den vil jeg ikke kommentere længere, fordi vi sagde at der er en dispensationsmulighed i ? 10, og at man så får det vurderet. Det blev også sagt, at man har til hensigt kun at fange de store ørreder og ikke de små, det er meget korrekt, men her skal man have vurderet hvor store ørreder der er på vej op ad elvene med rogn. Der bliver de jo fanget, og hvis det kun er store, gad vide hvor mange ørreder der er sluppet igennem og gyder i søerne.
Jeg mener at man også her, hvis man giver denne mulighed, at vi må henholde os til biologernes vurdering i vores dispensationsmuligheder og vi må også have undersøgt reglerne, f.eks. det han kom frem med, at man kan få undersøgt af biologerne i Sassanguit hvor mange ørreder der er fanget med rogn, og hvor mange der bliver fanget, der er på vej op ad elvene for at gyde. Det er sådan noget vi skal have vurderet og det samme som det Sisimiut kommunes medlemmer i Fredningsudvalget har peget på som noget man skal passe på.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
En ganske kort bemærkning vedrørende rensdyrene i Nuuk - der blev sagt, at der blot var lidt over 3.000 rensdyr.
Jeg kan også huske, at Landsstyret engang ophævede stoppet på jagten på rensdyr den 25. september, men det blev udskudt et par dage.
I går sagde jeg klart, at de mange erhvervskort kun var til pynt, min kritik har ikke begrundelse i kritik af videnskabsmændene, det jeg siger er, hvad jeg ved, og embedsmændene ikke er enige med mig i mine synspunkter.
Min udtalelse vedrørende mistillid ligger ikke hos videnskabsmændene eller hos embedsmændene, men hos politikerne.
Pavia sagde, at jeg måske havde skiftet mening, da jeg i går udtalte mig vedrørende forholdene i Nordgrønland, hvor jeg ikke var enig i embedsmændenes udtalelser, det er ikke embedsmændenes skyld, det er politikernes egen skyld.
Johan Lund Olsen, IA:
Med en ganske kort bemærkning, den er ikke så lang som mit første indlæg, det er rigtig, at jeg holdt en lang tale i min indledning for at i forstod, at vore lakseelve er velpassede.
Selvfølgelig tager man også meget hensyn til ørredernes gydeperioder og lad mig også gentage, at de ørreder, som vi taler om, at dem som man fisker med ruser, sådan driver man ikke rusefangst midt i ørredernes gydeperiode i Sisimiut Kommune.
Borgerne i Sisimiut er fuldstændig klar over, hvorfor ørrederne gyder, og hvorfor man ikke bruger ruser under gydeperioden, nemlig for at tage hensyn til den kommende generation, og for at undgå at bestanden bliver minimeret.
Derfor vil jeg også gentage, hvad vores ordfører også fremsatte, at man indenfor den bekendtgørelse giver en speciel tilladelse til de personer, der allerede bruger ruser, samt at der åbnes mulighed derfor.
Jeg skal også udtale vedrørende forskning af området, så drøftede vi for et par dage siden Landstingslov vedrørende godkendelse af naturinstituttet, som træder i kraft fra 1. juli, vi godkendte forordningen, fordi vi også vil forske i vore levne ressourcer i dette land.
For hvis folk her ikke ved hvad rusefangst egentlig er, så må man også bruge naturinstituttet til at forske på dette område.
For også derigennem at få vished for, at rusefangst ikke minimere bestandene.
Jeg vil atter engang opfordre til, at fredningsudvalget, som har arbejdet ihærdigt med deres betænkning, og jeg skal igen opfordre til, at fredningsudvalget i sammenarbejde med forskere i løbet af sommeren kikker på de steder, hvor man bruger ruser i fangsterhvervet.
Jonathan Motzfeldt, Siumut:
Punktet, som vi drøfter i dag, jeg syntes, at vi kan afslutte debatten nu, vi har behov for videnskabelig rådgivning på ethvert område uanset om det levende eller ikke levende ressourcer.
Det som vi ved er, at der er foretaget rensdyrtællinger, og resultatet har været et estimat på 12.000 rensdyr, ligesom bestanden kan bære en fangst på omkring 2.000. Det som vi ikke ved er, om der er føde nok til rensdyrene, og hvor meget fødegrundlaget kan bære.
Ethvert levende væsen har brug for føde, og det som vi stadig ikke ved er, hvor meget vegetationen kan bære på de forskellige steder, hvor der er rensdyr.
Det er et spørgsmål, som vi ikke ved, og som også må undersøges, når dette foreligger, så vil vi have en meget klarere grundlag for at tage en beslutning, hvorfor jeg mener, at dagens beslutning om fortsat stop for rensdyrjagt indtil vegetationsundersøgelserne er færdige, at det er passende vedrørende ...fangsten.
Derfor mener jeg, at Landsstyrets dispensationsmuligheder i paragraf 10 er nok.
Bendt Frederiksen, Siumut:
For ikke at komme ind i debatten men i henhold til forretningsordenen, da vil jeg stille nogle spørgsmål til Landstinget.
Som Landsstyreformanden i sit indlæg udtalte, har man med hensyn til erhvervsmæssig fiskeri i henhold til lov nr. 17 af 22. oktober 1992, som er blevet godkendt af Landstinget, så har man i henhold paragraf 19 givet bemyndigelse til Landsstyret, hvor de kan udarbejde nogle retningslinier.
Det som jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, er de områder hvor Landsstyret allerede har nogle bemyndigelser, hvorfor skal vi diskutere det, så meget her i salen.
Fra formandskabet ønsker man klart det, hvor man har givet bemyndigelse til Landsstyret om fiskeriet.
Når der kommer noget sådan, og at vi blot skal sende det til Landsstyret, eller om vi skal tage det op behandling i Landstinget, det er nogle gamle kutymer, som vi er kommet tilbage til, hvor vi ikke havde nogle klare regler, hvor vi så diskuterede i lange maratondebatter.
Vi har ikke noget grundlag for at komme ind på Landsstyrets bemyndigelse, men man kan selvfølgelig på et senere tidspunkt komme ind på det, men udarbejdelse af bekendtgørelser det har Landsstyret bemyndigelser til, og derfor behøver Landstinget ikke komme ind på det.
Her diskuterer vi et område om noget, hvor Landsstyret har bemyndigelse, her ville det være ønskeligt af vide hvilket Landsstyret skal behandle.
Hans Pavia Egede, AP:
Ærede landstingsformand, vi er landstingsmedlemmer, og vi har også et Landsstyre.
Landsstyrets bemyndigelse har vi selvfølgelig godkendt, men landstingsmedlemmerne kan fremkomme med noget her, og det skal ikke stoppes af Landsstyret bemyndigelse, derfor mener jeg, at det er på sit plads, at det forslag blev forelagt.
Lars Emil Johansen, Landsstyreformanden:
Lidt forundret har jeg hørt denne debat, idet jeg mener, at vi må arbejde ud fra de lovgivningsmæssige regler, her står der i loven, at Landsstyret har bemyndigelse til at lave nogle bekendtgørelser, og det vil være en meget stor ændring af forretningsordenen for Grønland´s Landsting, hvis man skulle debattere bekendtgørelser her i Landstinget.
Derfor hvis Landstinget ønsker at kunne behandle nogle spørgsmål så må man ændre loven, og indtil denne er ændret, så må man følge lovens regler.
Mødeleder Emilie Lennert:
Således kan vi gå bort fra det, som vi diskuterer nu, men Pavia Nielsen´s forslag om opfølgning af moskusokser på Svardenhuck og i den forbindelse blev det også foreslået, at man derudover foretager optællinger, hvor man har udsat rensdyr og får undersøgt fødegrundlaget, og dertil mener jeg, at man er enige og får godkendt dette.
Med hensyn til Aqqaluk Lynge´s forslag, er det forståeligt at man går ind for udvalgets indstilling således, at disse tamrener ved Nuuk hører under ejernes ansvar.
Med hensyn til ørredfangst må det siges, at landsstyremedlemmet i sit indlæg er åben for en dispensationsmulighed, og her er det i henhold paragraf 10 stk. 1, at man kan give dispensation ud fra kommunernes ansøgning.
Med hensyn til, at IA får undersøgt i forbindelse med ... af rensdyr, at man får undersøgt vedrørende moskusokseuld, om rensdyrene kommer til at spise denne moskusokseuld og får forstoppelser i tarmene. Det blev så ønsket, at dette blev undersøgt.
Men så er det er et punkt hvor man er uenig om fra partierne, det som landsstyremedlemmet fastholder er et total forbud mod rensdyrjagt i år
Vi må have en afstemning derom.
Afstemmes således:
Hvem ønsker, at man stadig ikke jager rensdyr i år?
Atasstut ønsker, at der kan være rensdyrjagt i år, og dem, der er for forslaget, bedes rejse sig.
8 stk.
Og dem, som er i mod, bedes rejse sig.
16 stk.
Dem der undlod at stemme.
Og det andet:
Hvem ønsker, at man bibeholder totalforbuddet mod rensdyrjagt i år.
Dem, der er for, bedes rejse sig.
17 stk.
Dem, er i mod, bedes rejse sig.
8 stk.
Dem, der undlod at stemme.
Der var ingen, som undlod at stemme.
Punkt 33 er slut.