Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenspunkt 18-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Tirsdag den 28. Oktober 1997

 

Dagsordenens punkt 18

Redegørelse for boligstøtteområdet.

(Landsstyremedlemmet for økonomiske anliggender og boliger)

 

Mødeleder: Finn Karlsen, 1. Næstformand.

 

 

Daniel Skifte, Landsstyremedlem for økonomiske anliggender og boliger.

 

På landstyrets vegne fremlægger jeg hermed redegørelse om boligstøtteområdet. Landsstyret lovede på forårssamlingen 1997, at der til efterårssamlingen ville blive fremlagt en sådan  redegørelse.

 

Der er i dag udtalt politisk ønske om at få boligstøtteordningen moderniseret. Landsstyret har derfor også stillet i udsigt, at der frem til Landstingets forårssamling 1998 skal arbejdes på modernisering af reglerne.

 

Redegørelsen gennemgår boligstøtteordningens udvikling siden ordningens etablering i 1993 og beskriver de problemområder, der er i ordningen. I redegørelsens afsnit om boligstøtteord­ningens fremtid, er der rejst en række forskellige spørgsmål, der har indflydelse på udformningen af de kommende regler.

 

Landsstyret efterlyser Landstingets tilkendegivelser om disse spørgsmål, så de kan indgå i det videre arbejde omkring modernisering af reglerne.

 

Jeg vil ikke gennemgå redegørelsen i detaljer, men finder dog anledning til særskilt at kommentere enkelte problemområder indenfor boligstøtteordningen.


Vi har gentagne gange fortalt om tomme boliger her i salen. Som det fremgår af redegørelsen er der en tendens til at kalde alle enfamiliehuse for boligstøttehuse. Underforstået at det er boligstøtten der ejer disse huse.

 

INI har registreret 115 tomme boligstøttehuse i byerne. Det er deres vurdering, at der udover i byerne står 300 tomme huse som ikke er boligstøttehuse. Det er altså kun omkring en tredjedel af de tomme huse, der tilhører boligstøtten. Resten af husene er enten kommunalt ejet, privat ejet eller ejet af virksomheder, institutioner og andre. Det svarer til det billede, bygdeboligregistreringen viste om ejerforholdene i bygdeboligerne.

 

Det skal præciseres, at det er kommunerne, der er arealmyndighed indenfor by- og bygdezonen. Det er derfor også kommunerne, der som arealmyndighed, må reagere på, at der rundt omkring findes en række tomme huse, der optager attraktive arealer, så de ikke udnyttes.

 

De pågældende arealer er som oftest centralt beliggende, hvorfor det også skæmmer hele bybilledet at have sådanne huse liggende ubenyttet hen.

 

For så vidt angår de 115 tomme boligstøttehuse, som hjemmestyret ejer, fremgår det af redegørelsen, at der er fuldt overblik over, hvad der skal ske med disse huse.

 

For så vidt angår de kommunalt ejede huse, kan kommunen selv tage initiativ til at få husene nedrevet, hvis de ikke ønsker at istandsætte husene og anvende dem.

 

For så¨vidt angår de privatejede huse, har kommunen som arealmyndighed mulighed for via areallovgivningen at løse problemet.

 


Såfremt kommunen konstaterer, at et hus har stået tomt i mer end 2 år, er arealanvendelsen ophørt. Kommunen kan derfor overfor ejeren varsle, at arealet vil blive tilbagetaget, hvis ikke anvendelse genoptages indenfor en angivet frist. Derefter går en nærmere fastlagt procedure i gang, der inddrager rettighedshaver og eventuelt også politi og kredsretten.

 

Det kan være en omstændelig proces, der kan trække ud, såfremt rettighedshaver ikke reagerer på de henvendelser, der rettes til ham. En mere pragmatisk fremgangsmåde vil være, at kommunen opkøber de tomme huse, der ofte er vurderet meget lavt. Herefter kan kommunen enten sætte husene i stand, nedrive dem som beskæftigelsesarbejde eller bruge dem til brandøvelse eller lignende.

 

Omkring vedligeholdelse af boligstøttehuse må det præciseres, at boligstøttehuse er ejerboliger, som ejeren som udgangspunkt selv har pligt til at vedligeholde og istandsætte. Der kan dog søges om boligstøttelån til istandsættelse.

 

Det er blevet fremført , at der er eksempler på at et boligstøttehus, når det er blevet istandsat, ofte er bliver så dyrt, at ejeren ikke har råd til at bo i huset.

 

Når der søges om et reperations- og forbedringslån til istandsættelse af et boligstøttehus, bliver det vurderet, om ansøgerens indkomstforhold viser, at pågældende er i stand til at betale ydelserne på det ansøgte lån, ligesom det bliver undersøgt, at ansøgeren ikke har boligrestan­cer.

 

I vurderingen indgår, om ansøgeren er berettiget til at få boligsikring. Hvis dette er tilfældet, bliver ansøgeren opfordret til at søge boligsikring. Der skulle derfor som udgangspunkt ikke kunne opstå de situationer, der er fremført. Der ydes ikke reperations-og forbedringslån, hvis ansøgeren ikke vurderes at være i stand til at betale ydelsen på lånet.

 

Tilsvarende gælder, uanset hvad der søges om boligstøttelån til, det være sig nye huse, overtagelse af eksisterende huse, reperations- og forbedringslån. Det vurderes i hvert enkelt tilfælde, om ansøgeren er i stand til at betale ydelsen på boligstøttelånet. Hvis ikke bliver ansøgningen ikke imødekommet.


Det er muligt, at de pågældende situationer opstår, fordi der bliver bevilget lån ud fra en vurdering af, at ansøgeren kan betale låneydelsen, når der bliver ydet boligsikring, og ansøgeren så alligevel ikke søger boligsikring.

 

Landsstyret kan derfor ikke opfordre folk nok til, at ejere af boligstøttehuse udnytter de muligheder, der er for at få boligsikring. Det er meget beklageligt, hvis deres tilbageholdenhed resultere i en boligstøtterestance i stedet for.

 

Landsstyret vil tage initiativ til, at ejere af boligstøttehuse, i det informationsmateriale der løbende udsendes fra INI, bliver opfordret til at ansøge om boligsikring hos kommunerne.

 

Hvis ejerne opfylder betingelserner for at få boligsikring, er de i deres gode ret til at få ydelse. Landsstyret skal ligeledes opfordre kommunerne til at være opmærksomme på husejernes mulighed for at søge om boligsikring til terminsydelserne.

 

Det fremgår af redegørelsen, at der er iværksat forskellige tiltag om boligstøtterestancerne, der helt givet er alt for store. Som det fremgår af redegørelsen, er der iværksat en skrappere kurs overfor de restanter, som formodes at have den nødvendige betalingsevne.

 

Landsstyret finder det vigtigt at understrege, at der må fastholdes et socialt sigte med inddrivelsespolitikken. I hvert tilfælde må man vurdere låntagerens betalingsevne og mulighed for at få boligsikring eller anden offentlig hjælp til betaling af terminsydelserne.

 

Det sidste problemområde, jeg vil kommentere, er de ufuldførte selvbyggerhuse. Igen må det understreges , at det er selvbyggeren der skal opføre huset. Det er ikke instruktøren, der skal opføre huset. Hverken den kommunale instruktør eller INI=s instruktør. Selvbyggerhusets kvalitet bliver derfor ikke bedre end selvbyggerens formåen.

 


Over de sidste 5 år, er der blevet leveret 566 selvbyggersæt i hele landet. Dertil kommer 127 kommunale byggesæt. I alt er der således fordelt knap 700 byggesæt i de sidste 5 år.

 

Det betyder, med det antal kolli hver enkelte byggesæt består af, at der er fordelt godt og vel 15.000 kolli med byggemateriale i perioden, fortrinsvis i bygderne. Det er et faktum, at der er fordelt mange byggematerialer rundt omkring. Især i bygderne er der begrænsede muligheder for at anstille byggepladser, hvorfor det nemt kan synes som om, det flyder med byggemateria­ler.

 

Det er også et faktum, at der er materialer der går til spilde, og det er naturligvis utilfredsstil­lende. Derfor er der også taget initiativ til at stramme op omkring instruktørbistanden til selvbyggerhusene.

 

I redegørelsen er det angivet, at der i perioden fra februar 1995 til maj 1997 blev ibrugtaget 126 selvbyggerhuse med kommunal instruktørbistand. Pr. maj 1997 var der 121 selvbyggerhuse med kommunal instruktørbistand, der ikke var ibrugtaget. Det udgør ca. 10% af de 1253 selvbyggerhuse, der var bevilget til og med 1994.

 

Der er nu gået henved 3 år, siden de sidste af disse huse blev leveret, hvorfor det må forventes, at en del af disse 121 selvbyggerhuse med kommunal instruktørbistand ikke bliver færdiggjort.

 

De tilsvarende tal for perioden fra 1995, hvor INI har varetaget instruktørbistanden, viser, at der af de 126 huse, der blev leveret i 1995, er 77 ibrugtaget.

 

Forskellen mellem bevilgede og ibrugtagne huse dækker over forskellige årsager. Herunder at det trækker ud med opførelse af huse, der er bevilget i 1995, at låntager er død, eller søger overdragelse til anden låntager, ibrugtilladelse er søgt men ikke bevilget, eller at INI=s filialkontor ikke har fremsendt ibrugtagningstilladelse til Hovedkontoret.

 


Af  de 112 huse, der blev leveret i 1996, er de 21 huse ibrugtaget. INI oplyser, at en normal byggeperiode er omkring halvandet år. Det er derfor ikke unormalt, at der ikke ibrugtages flere af de huse, der er leveret i løbet af sommeren 1996.

 

For så vidt angår de 92 selvbyggerhuse, der er leveret i sommeren 1997, kan der først forventes ibrugtagningstilladelse i løbet af 1998, eller i begyndelsen af 1999.

Det er i øvrigt INI’s hensigt yderligere, at få belyst stadet for ibrugtagning af de selvbyggerhuse, der er leveret siden 1995, så der bliver et eksakt overblik over årsager til manglende ibrugtag­ningstilladelser.

 

Som jeg nævnte i indledningen, er det hensigten, at der frem til Landstingets forårssamling 1998, skal arbejdes på modernesering af boligstøttereglerne. Der er derfor i redegørelsen stillet en række spørgsmål, som Landsstyret gerne vil have Landstinget til at forholde sig til.

 

Tilkendegivelserne, såvel som disse spørgsmål, som andre relevante forhold, vil indgå i det videre arbejde omkring modernisering af ordningen.

 

Der er henvist 3 medlemsforslag fra Landstingsmedlem Hans Enoksen til behandling under dette dagsordens punkt.

 

Landstingsmedlem Hans Enoksen foreslår, at der oprettes et låneinstitut for dem, der ønsker at bygge hus og hvorfra mindrebemidlede, kan optage lån.

 

De håndværkeropførte boligstøttehuse, som vi kender i dag, koster lidt over 1 mill. kr. at opføre. 

Selv med meget lavtforrentede lån, kan det blive problematisk for en mindrebemidlede familie at afholde de øvrige boligudgifter i et sådant hus, for eksempel el, vand og varme.

 


Landsstyret foreslår derfor, at forslaget fra Landstingsmedlemmet Hans Enoksen, indgår i de overvejelser og vurderinger, der skal foretages i forbindelse med moderniseringen af boligstøtte­ordningen.

 

Landstingsmedlemmet Hans Enoksen foreslår endvidere, at tilsynet ved anlægsopgaver overføres fra INI til kommunerne.

 

Det er en betingelse for, at Hjemmestyrets 60 % anlægstilskud til kommunal boligbyggeri, at kommunerne antager INI som byggeadministrator. Der er dog med virkning fra 1997 åbnet mulighed for, at kommunerne selv kan varetage fagligt tilsynet på boligbyggerierne, efter forudgående afgivelse af tilbudet for opgaven, på lige fod med INI. Den mulighed Landstings­medlemmet Hans Enoksen efterlyser, eksisterer altså allerede i dag.

 

Landstingsmedlemmet Hans Enoksen foreslår endvidere, at der ydes støtte til de husejere, der selv har opført boliger, ved hjælp af realkreditlån.

 

De boligstøttelån, der kan sidestilles med realkreditlån, kan i den gældende Landstingsforordning om støtte til boligbyggeri, for kapitlet lån, eller lån uden tilskud til ydelserne.

 

Ved indførelse af realkreditlångivning i 1995, blev den type lån stillet i bero, idet realkreditbelån­ning rettede sig mod denne boligtype. Sådanne boligtyper er typisk mere luksuriøse, end de almindelige boligstøttehuse. Boligerne kan være op til 150 - 175 kvadratmeter store, måske endda mere og med større og bedre standarder, end i boligstøttehuse.

 

De i realkreditfinansierede boliger, er ejerboliger.

 

Det er den enkelte ejers ansvar, at få vurderet sine realkreditlån og muligheder for låneomlægning sammen med sit pengeinstitut. En sådan vurdering, vil indgå oplysninger, om den enkelte husejers økonomiske forhold som helhed, herunder også oplysninger om en eventuel privat virksomheds økonomi. Sådanne vurderinger kan kun professionelle medarbejdere i et pengeinstitut foretage.


Værdi af ejerboliger, har den enkelte ejer en opsparing i fast ejendom. Desuden har ejeren en skattemæssig fordel, i kraft af de rentefradrag, der er på de gældende realkreditlån.

 

Hjemmestyret yder således allerede i dag støtte til disse husejere, i form af lavere skattebetaling.

Med disse bemærkninger overlader jeg redegørelse om boligstøtteområdet til Landstingets velvillige behandling.

 

 

Ruth Heilmann, ordfører for Siumut:

 

Vi skal fra Siumut hilse redegørelsen om boligstøtte velkommen.

 

Vi har i forbindelse med forelæggelser og drøftelser om boligforholdene i de senere år, anmodet Landsstyret om en mere dybdeborende redegørelse, om spørgsmålet om boligstøtte og vi skal fra Siumut udtale, at det nu er en realitet og vi skal samtidigt knytte følgende bemærkninger:

 

Siden 1953, har man med baggrund i en rapport, forøget antallet af boliger med boligstøtte og uden renter, og nogle af disse boliger kan i dag stadig ses, som saneringsmodne.

 

Senere i 1959, indførtes en såkaldt kapitel 2 ordning med rentetilskud, hvor der var 4 procents renter.

 

I 1992, indførtes en kapitel 4 ordning og i Y blev renten hævet til 6 %.

 

Generelt gælder det, at et boligstøttehus kan afdrages over 33 år.

 

Af redegørelsen fremgår, at bestemmelserne om de forskellige procentssatser og de årlige ydelser, er svære at forstå for børnefamilier og især for de ældre.

 


Allerede omkring 1960 og i de efterfølgende år, viste det sig, at der var et akut behov for et ekstraordinært byggeprogram af boliger, som følge af befolkningens tilvækst og det er forståeligt, at dette burde ske, for at kunne komme bolignøden til livs.

 

Dengang betegnedes ordningen 60/40, hvor 60 % af byggeomkostningerne skulle dækkes af kommunen, medens 40 % skulle dækkes af landskassen.

 

I 1992 blev forholdet vendt om således, at 40 % blev dækket af kommunerne og 60 % blev dækket af landskassen, begrundet i kommunernes dårlige økonomi og i løbet af perioden indførte man et 80/20 byggeri og dette skal man notere sig, blandt de ellers medførte en mindre forøgelse af boligbyggeret.

 

Endvidere blev der i 1980’erne indført en ordning med boligbyggeri uden støtte, hvor kravet var, at man havde den fornødne egenkapital, for eksempel 20 %, og på det tidspunkt var der ligeledes mulighed for byggeri med lån fra realkreditinstituter, hvor lånene kunne afdrages over 30 år, til en rente på 4 %, hvor renten i 1990, blev forhøjet til 8 %. Disse huse blev især bygget, da rejefiskeriet var på sit højeste og det må i samme åndedrag udtales, at mange af disse huse desværre er forladt af ejerne.

 

I den senere tid, er de blevet overtaget af personer med høje stillinger i forbindelse med selskabsdannelser.

 

Vi skal heller ikke undlade at udtale, at der siden 1990 har været mulighed for andelsboligbyg­geri, med henblik på, at formindske bolignøden, hvor kommunen, Hjemmestyret samt andelshavere skulle deles om anlægsudgifterne. Vi har i dag, med baggrund i et enigt Landsting, smidiggjort denne ordning.

 

Byggeri af selvbyggerhuse blev opstartet i 1975, hvor eget indskud skulle være på 10 % og i 1987 blev dette ændret således, at kravet om eget indskud blev sat ned til 5 %.


Man kunne komme ind på forskellige typer, såsom 43 og 69, og senest anmodningen i 1995, fra Landsstyret til INI, om at undersøge muligheden for at bygge en ny type og det drejer sig om Illorput 2000, på to forskellige størrelser, hvor der medfølger en videovejledning.

 

I disse år, har det været udbredt, at selvbyggerne har haft forskellige problemer, da der er brugt mange ord på ønske om en bedre rådgivning på selvbyggeriområdet, er det på tide, at kommuner og Landsstyret kommer med løsninger på dette område.

 

Ordningen med selvbyggerhuse, har været gennemført i en del år og især de steder, hvor der har været rådgivning, har det fungeret tilfredsstillende. Og det er glædeligt at høre, at ordningen fungerer endnu bedre efter, at INI har overtaget rådgivningen på et mere alsidigt grundlag.

Redegørelsen om den løbende udvikling indenfor boligbyggeriet, hvoraf de gennem en masse statistik, som er svær at forstå samt gennem forordninger og regler i øvrigt fremgår, at der har været mange ændringer undervejs, og dette viser igen, at disse ændringer har pågået gennem de sidste 40 år.

 

Siumut skal anmode om, at der sker en indsats, på at komme problemerne til livs, omkring huset fra i dag og fra en årrække i forvejen, som henstår, uden at være benyttet, her skal vi blandt andet henvise til vore tidligere udtalelser med hensyn til type 3 huse, som af hensyn til helbredsmæssige årsager, bør saneres og dette har vi udtalt, indtil flere gange.

 

Vi har i Landstinget indtil flere gange fået forelagt omfattende redegørelser fra INI om boligsituationen og derfor mener Siumut, at tiden er kommet til, at der nu skal fremkomme handlingsplaner og løsningsmodeller, således, at Landsstyret fremkommer med disse og vi glæder os til, at Landsstyret, som lovet, fremkommer med disse til Landstingets forårssamling til næste år.

 


Fra Siumut, ved vi, at der er tale om en omfattende opgave, som hverken INI eller Landsstyreom­rådet for Boliger ikke kan løse alene, derfor mener Siumut, at forberedelsen til denne opgave, bør spredes og at KANUKOKA bør inddrages i arbejdet.

 

Man forledes også til at mene, at en embedsmand, som har været inddraget i arbejdet omkring Socialreformkommissionens arbejde, med hensyn til boligstøtteordninger, bør inddrages i dette arbejde.

 

Vi mener, at der bør nedsættes et ad hoc udvalg.

 

Vi er i Siumut af den opfattelse, at nogle af reglerne og forordningerne omkring boligstøtte, ikke længere er tidssvarende.

 

Vi må simpelt hen spørge os selv, hvorfor man begynder at forsøge at lægge skylden på forskellige mennesker, blot ved at skele til de store huslejerestancer.

 

Disse boliger blev bygget i sin tid, da der var gang i økonomien, men i dag kan vi konstatere, at selv de såkaldte type 25 huse, er blevet saneringsmodne, som følge af den økonomiske stagnation, også fordi de ikke er blevet restaureret på trods af, at der ellers har været muligheder herfor. Dette skyldes blandt andet, at beboerne har måttet sidde med hænderne på skødet, da de ikke har haft de fornødne muligheder, selvom de kunne have sørget for restaureringsarbejder til en billig pris og til billigere afdrag.

 

Ældre, som har betalt deres boliger, har heller ikke råd til at få foretaget restaurering, idet ordningen er sådan, at der ikke kan ydes lån til restaurering, når huset er betalt fuldt ud. Dette medførte, at der bla. at der gennem den sociale lovgivning ydes støtte, når komfur eller andet går i stykker og det medførte desværre,at det føles belastende for de ældre.

 


Endvidere har de større renter medført, at flere og flere har fået problemer med at betale deres afdrag - bl.a. børnefamilierne som i sagens natur prioriterer deres børn, og det skal ikke glemmes, at torskens forsvinden har medført, at flere er kommet bagud med deres huslejebeta­linger.

 

Derfor er mange bare flyttede fra disse boliger som de betalte afdrag på, eller som de har haft ... og i stedet flyttet til mere moderne boliger. Derefter har kommunerne påtaget sig ansvaret for husene og de dermed følgende restaurereringsopgaver. Endvidere sker det, at det ansvar for grunden eller ansvaret for huset efter dødsfald medfører, at der ventes på en afgørelse i retten og disse forhold giver anledning til forhaling ... og forholdene.

 

Alle disse forhold medfører, at kommunerne får et ubehageligt ansvar for huset som ikke bebos længere. Mange af de saneringsmodne huse bør nedrives. Nogle af disse kan sælges billigt til unge, som har vilje til at genopbygge dem. Men problemet ligger i, at materialerne er for dyre og af for ringe standard. Derfor er det nødvendigt også at gøre en indsats på dette område.

 

Det er sådanne forhold, som vi i Siumut mener bør rettes op på. Derfor skal vi fra Siumut henstille til, at der tages stilling til vores anmodning om nedsættelse af ovennævnte ad hocudvalg. Men hvis Landsstyret føler, at det har kræfter til at løse denne enorme opgave vil vi selvfølgelig respektere dette. Det er også nødvendigt at vurdere huslejepriserne på landsbasis, og der bør tages stilling til hvorvidt der skal indføres smidigere ordninger på dette område.

 

Med disse bemærkninger tager vi fra Siumut redegørelsen om boligstøtte til efterretning og samtidig meddele, at vi allerede glæder os til at høre smidige løsningsforslag til Landstingets forårssamling næste år. Vi skal samtidig udtale, at vi uden yderligere bemærkninger er enige i Landsstyrets besvarelser til Hans Enoksen.

 

 

Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut

 


Vi skal .... vi har følgende bemærkninger om redegørelse om boligstøtteområdet fra Atassut. Vi  skal blot komme frem med efter vores mening de mest nødvendige udtalelser grundet den lange redegørelse.

 

At bo selvstændigt er en af de rettigheder man har og det er helt uundværligt at have sikker bolig, hvis man i tryghed skal opretholde livet. Vi er klar over, at der en helt masse hårdtarbejdende mennesker i Grønland og hvis man skal passe godt på arbejdet har man også brug for et trygt sted at slappe af og vi skal huske på, at  et trygt hjem er helbredsmæssigt uundværligt. Derfor er en god bolig grundfæstet i vores dagligdag. Vi har i Atassut ihærdigt deltaget og altid vil deltage i diskussionerne om boligområdet i Landstinget for at opnå det mest optimale og de bedste boligordninger for samfundet i Grønland. Ud fra disse har vi flere gange kommet frem med forslag vedrørende boligområdet. F.eks. forslag om udjævning af det meget høje huslejepriser mm.

 

Vi er i Atassut meget positive overfor den af Landsstyret fremlagte redegørelse vedrørende tilskud til boligbyggeri, som kan være grundlag for Landstingets vurdering af boligreformen. Og vi skal hermed understrege, at denne debat skal resultere i en boligreform.

 

Vi har mange gange her i Landstingssalen diskuteret løsningsmulighederne for boligområdet. Vi vil hermed rose Landsstyremedlemmet for Økonomi og Boliger for hans forskellige indsats på boligområdet i de senere år - f.eks. er der foretaget undersøgelser af boligstandarden i byer og bygder. Derudover er der udarbejdet redegørelser om, hvor stor boligbehovet er i forhold til befolkningstilvæksten i Grønland, som kan anvendes som grundmateriale til Landstingets nærmere overvejelser.

 


Endvidere er det sandsynligt, at diskussionerne fører til fremlæggelse af sagerne på forårssamlingen i 1998. Vi har i Atassut flere gange fremlagt, at afvikling af forskellige former for gæld sker efter betalingsevne idet vi klart har indset konsekvenserne af de enkelte personers restancer, for restancerene for eks. alene på boligområdet udgør 102, ... 100.200 kr. Hermed ønsker vi i Atassut , at man ved en eventuel ændring af tilskudsreglerne på forårsmødet inddrager en nøje vurdering af afvikling af gæld efter betalingsevne.

 

Medfinansiering til boligbyggeri vedligeholdes på eget ansvar. Man må støtte mere, at borgerne i Grønland får selvstændige boliger i fremtiden istedet for at sætte lid til de allerede eksisterende boligformer. Her tænker vi på personer med mellemstore indkomster, der kunne ved deres vilje og deres deltagelse få egne boliger. Vi er i Atassut af den opfattelse, at boligstøtteordningen burde blive reformeret på ny for eks. ved at give de enkelte personer, der enten på deres eget initiativ eller gennem BSU har fået huse mulighed for at optage lån til selv at vedligeholde deres hus.

 

Ved at bane vejen for en sådan mulighed på længere sigt ville Hjemmestyrets og kommunernes store udgifter til boligbebyggelse blive anvendt mere decentralt og til mange flere vedligehol­delsesarbejder af huse, end de har gjort i dag. Ligeledes vil dette medføre en mærkbar forkortelse af den lange ventetid på boligtildeling.

 

Som det fremgår af redegørelsen og under henvisning til boligbehovet i forhold til befolknings­tilvæksten i Grønland er der brug for 300 nye boligbebyggelser årligt. Derfor lægger vi vægt på i Atassut at man åbner mulighed for selvbyggeri ved egen deltagelse i stedet for at sætte lid til det offentliges nuværende boligbyggeri. Som det ligeledes fremgår af redegørelsen er der behov for 300 boliger om året, såfremt boligbehovet skal følge befolkningstilvæksten. Vi skal fra Atassut herved stille krav til Landsstyret om at sætte niveauet af kvadratmeterprisen af boligerne så lavt som muligt i fremtiden. I modsat fald vil man komme til at bruge en hel masse udgifter til boligbyggeri i Grønland.

 

Vi ved, at de alt for høje huslejer resulterer i stor .... opbygning af store restancer. Vi ved, at kvadratmeterprisen i boligbyggeri er afgørende for, hvor meget huslejen skal fastsættes til. Boligstøtte hvortil der ydes tilskud til ydelserne. Vi har i Atassut nøje og med stor interesse gennemgået boligstøtteordningen fra 1953 indtil i dag, samt udviklingen af restancerne eller rentesatserne.


Men vi er meget skuffede over, at der ikke er udarbejdet skema varieringen af betalinger for bebyggelser samt tilskud og renter i beløb bortset fra den procentvise opstilling.

 

Dog kan man se beregningen af ydelserne af kvadratmeterprisen for Polarbo 64 og Godmand 102 i Nordgrønland, samt Piteraq 91 i Tasiilaq, at efter fratrukkede generelle ydelser udgør for Polarbos vedkommende 46942 kr., 68943 kr. for Godmand 102, samt for Piteraq 91vedkom­mende 54245 kr. excl. boligbørnetilskud. Lægger man udgifterne for varme, el, vand dag- og natrenovation ovenpå, kan vi se, hvor hårdt det kan være at afvikle udgifterne hvis man har fået huset gennem BSU ligesom man kan se, at BSU-restancerne i perioden 1986-1996 er steget fra 27,4, mio. kr. til 100,2 mio. kr. - dvs. firedoblet og de sikre tal viser, at restancerne vil blive større og større i fremtiden medmindre man ikke gør en eller anden ordning for BSU-ejerne.

 

Man skal også huske, at BSU-rentens stigning fra 4 til 6 % har været en meromkostning BSU-ejerne - for eks. Godmand 102 koster 1.407.000 kr. og der skal lægges 84.420 kr. i renter ovenpå om året, og hvis man har betalt mindre end disse 84.000 kr. kan man ikke følge med i at betale huset på trods af ejerens afviklingsforsøg af gælden. Derfor kræver vi i Atassut, at det er på høje tid at genvurdere BSU-husenes finansiering, samt rentesatserne på lånene.

 

I Atassut lægger vi vægt på folks selvstændige boliger, og vi skal hermed stille krav til Landsstyret  om nøje at undersøge mulighederne for, at nogle af boligblokkene bliver lavet om til andelsboliger, idet vi er vidende om, at spørgsmålet flere gange har været omtalt af beboerne.

 


Strafrenter. Formålet med strafrenter er hensigtsmæssig, idet tilskrivning af strafrenten anvendes som en definitiv mulighed for opkrævning af lånet hos betalingsdygtige restanter. Under henvisning til at der i de sidste år har været en firedobbelt stigning i BSU-restancerne spørger vi i Atassut, om det ikke er på tide at ændre tilskrivningen af strafrenterne? Vi mener ikke i Atassut, at det er retfærdigt at strafrenterne tilskrives hos især fangere, fiskere, pensionister samt lønmodtagere med lave indkomster, der ihærdigt og med stor vilje har afviklet og vil afvikle deres gæld.Vi skal fra Atassut stille krav til Landsstyret om at tage initiativer til klargørelse af reglerne om strafrenterne.

 

Selvbyggerhuse. Der er god udnyttelse af selvbyggerhuse især i bygder, derfor skal vi fra Atassut kræve et fortsat selvbyggeri herunder yderdistrikternes bygder og byer, hvor vi kender de store boligproblemer.

 

Vi skal indrømme, at de enkelte selvbyggerhuse ikke bliver bygget ordentligt, og undertiden ikke fuldført, hvilket sådanne situationer er kedelige og vi vil fra Atassut have at vide årsagerne hertil. Såfremt der er problemer med at skaffe instruktører til byggerierne må dette snarest blive løst i samarbejde med kommunerne. Fangere og fiskere samt andre selvbyggere har som regel erfaringer med at bygge hus efter tegningerne og at bygge et hus selv er et meget stort arbejde. Imidlertid bygger de fleste selvbyggere deres huse på en meget flot og tilfredsstillende måde og til deres store glæde, men det er af stor vigtighed at have en instruktør, hvis alle selvbyggerhuse skulle bygges på en tilfredsstillende måde. Vi hører gang på gang sjuskeriet i boligbyggeriområdet i Grønland, hvorfor vi i Atassut kræver samt lægger vægt på forbedring af tilsynet under boligbyggeriet.

 

I redegørelsen er det nævnt, at BSU-husene efter deres renovering kommer til at koste så meget, at lejeren ikke mere har råd til at bebo huset længere, hvilket er helt rigtigt, idet renoveringsudgiften til tider kommer op til det tredobbelte af huset bygningsværdi.

 


Derfor skal vi fra Atassut stille krav om, at der åbnes mulighed for etablering af et fond, hvor husejerne kan optage lån til vedligeholdelse af deres huse. I dag er BSU kommunalt eller privatejede huse med tilskoddede vinduer ikke et særsyn i Grønland, mens vi til gengæld snakker om boligmangelproblemet. Vi kræver fra Atassut, at man snart tager initiativer til nedrivning af saneringsmodne huse og det er vores ønske, at man udbyder de huse, der kan istandsættes til senere beboelse til salg... tilbyder de unge eller forærer væk til kommuners eller foreningers benyttelse, hvis de ikke kan sælges. Vi er jo vidende om, at husene går hurtigt i forfald hvis de ikke bliver vedligeholdt.

 

Vi skal ikke fremkomme med yderligere kommentarer til de forslag der allerede i redegørelsen er besvaret af Landsstyret, idet vi tager nærmere stilling til Landsstyrets fremlæggelse af ændringsforslagene på boligstøtteområdet.

 

Med disse bemærkninger og med vore synspunkter om løsningsmulighederne tager vi redegørelsen til efterretning og glæder os frem til Landsstyrets fremlæggelse på forårssamlingen 1998.

 

 

Amalie Markussen, ordfører for Inuit Ataqatigiit

 

Og jeg siger tak. Under behandlingen af INI A/S i forårssamlingen har Inuit Ataqatigiit fremsat et krav om, at der redegøres for tidligere byggede boliger og nuværende boligbyggeri under boligstøtten. Det fremgår også klart af redegørelsen, at nogle af reglerne i boligstøtten, der stammede fra 50erne stadig gælder i dag og trænger til at blive moderniseret. I dag findes der en stor boligmangel nogle steder og der findes i disse steder mange boliger, som står hen uden at bliver benyttet bla. henstår de uden at blive vedligeholdt. Det er meget overraskende at høre, at der er store restancer i boligstøttehuse idet i medio april 1995 udgjorde restancerne 83 mio. i hele landet og de var stedet til 100 mio. kr. i 1996.

 

Inuit Ataqatigiit skal ikke undgår at påpege, at restancerne er steget markant i 1995. Dertil lægges der til grund, at huslejeregningerne blev udsendt sent i 1995. Ud over stigningen af restancerne er der også indregnet strafrenter. Vi mener i Inuit Ataqatigiit at det offentlige bør tillægges et stort ansvar for dette, og vi vil kræve, at strafrenterne ophæves.

 


Det er blevet nævnt, at der findes folk som ikke vil betale, selvom de har råd, og at der gøres noget ved dem, men vi må nok regne med, at nogle af dem ikke længere er i stand til at betale deres restancer. Siden man omstrukturerede KNI, Royal Greenland og andre virksomheder her i de seneste år, så har man frataget arbejdspladser i nogle af byerne og det medførte bla. at arbejdsløsheden er blevet større og andre måtte overgå til andet arbejde.

 

At man ikke længere er i stand til at betale husleje skyldes ikke alene, at man ikke vil betale, men spørgsmålet er også hvor meget man indtjener og hvor stabil indtægten er. Som bekendt blev boligstøtterenten forhøjet fra 4% til 8 % i 1990 for folk, der har fået bolig gennem boligstøtten, men man har ikke forlænget den tid, hvor man skal tilbagebetale gælden. Det medførte, at nogle af boligstøttehusejerne har fået økonomisk tryk og som eks. blev nævnt at boligstøttehusejerne for eks. ejerne af Godmand Petersen-huse skulle betale 3900 i husleje pr. måned, når de har 3 børn, men vi ved, at ikke alle har 3 og hvis det ikke er det, så har man meget mere at betale i husleje. Når vi så indregner udgifter til varme, el og til telefon, så bliver udgifterne meget højere. Efter hvad vi ved, så findes der folk i nogle byer, som er henvist til at forlade deres hjem fordi de ikke kan klare udgifterne mere.

 

Vi mener i Inuit Ataqatigiit, at renter til boligstøttelån er alt for høje. Efter en husejers beregninger betales der ikke for et hus for to huse efter 33 års afdrag af lånet. Dette er overhovedet ikke tilfredsstillende for husejerne og det er ikke ligefremt opmuntrende for en husejer, der betaler hårdt ... der gør alt for at betale til huslejen og hvor lånet ikke bliver ret meget lavere. Derudover har vi i Inuit Ataqatigiit svært ved at acceptere, at der tillægges strafrenter til dem, som får problemer med at betale for eks. ved en foreløbig arbejdsløshed vel at mærke en arbejdsløshed som ikke er selvforskyldt og eksempelvis ved at man må lukke en fabrik.

 

Man kan jo ikke straffe folk, der i forvejen har det svært.

 


Det blev ellers vendt, at man bør tillægge strafrenter til lejere af lejligheder, som har restancer. Vi mener i Inuit Ataqatigiit at må betragte det men foreløbig ikke er i stand til at betale som noget andet. Man må ved personlig forlig åbne mulighed for fritagelse for strafrente for dem der foreløbig ikke kan betale pga. ændring i indtægten og i den forbindelse kan man samarbejde med kommunen.

 

Vi er i Inuit Ataqatigiit velvidende om, at sociale ydelser til boligstøttehusejere administreres forskelligt fra by til by, der for skal vi kræve fra Inuit Ataqatigiit, at der sættes en undersøgelse i gang om man i forskellige byer har en nogenlunde ensartet administration af sociale ydelser. Vi har eksempler på folk, som ikke længere er i stand til at betale til altid at betale hjælpes gennem kommunen og det bør også gælde for boligstøtten og lejere af lejligheder. Renter til boligstøttelån er i forvejen meget høje. Mon man ikke kunne anvende en del af denne rente til en senere vedligeholdelse og renovering således at de kan øremærkes til anvendelse til boligerne vedligeholdelse. Hvis man havde haft sådan en ordning fra før så kunne man have henlagt disse til brug til mange boligers renovering.

 

Generelt er det på tide atløse problemet omkring boligbørnebidrag. Ifølge realkreditlångivnin­gens oplysninger så er der belånt 713 ejerlejligheder fordelt over hele Grønland. Boligejere gennem realkredit har lettet trykket på boligproblemet og derfor vil vi fra Inuit Ataqatigiit foreslå, at ordningen om boligbørnebidrag og retten til at få bidrag efter indtægtsstørrelsen også skal tilgå disse ejerlejlighedsejere. Maximumsindtægten for at få sådanne rettigheder er alt for lav og bør forhøjes, idet levestandarden er blevet så lav og levevilkårerne er blevet så stramme, at disse medfører en udtalt kamp for at eksistere.

 

Mange boliger i dag er blevet for gamle. Mange ældre ønsker at blive boende i deres boliger. De har jo arbejdet hele deres liv og betalt deres bolig. Problemet er, at deres boliger blevet for gamle og mange boliger trænger til at blive isoleret. De ældre kan ikke selv betale sådanne udgifter gennem deres aldersrente og der findes andre der kæmper for at betale deres udgifter.

 


Når de bliver udsat for andre problemer i deres boliger udover deres faste udgifter eller bliver udsat for frostskader i rørsystemet i deres hus, så får de en stor økonomisk belastning især når kommunen ikke har råd til at hjælpe dem. Vi kan i Inuit Ataqatigiit ikke acceptere sådanne forhold, og der bør gøres noget ved det. Man må kunne gennem beskæftigelsesforanstaltninger renovere sådanne forældede boliger. Vi mener i Inuit Ataqatigiit at de ældre der har tjent samfundet i mange år bør have mulighed for at bo hjemme trygt og nyde deres otium.

 

Som der blev klart nævnt havde boligstøtteejere sidste år restancer på over 100 mio. kr., mens restancerne har været nede på 27 mio. kr. i 1987. Man må stoppe den hastige stigning. Vi ved også at nogle restancerne ikke kan betales f.eks. af aldersrentemodtagere, førtidspensionister og handicappede. Man må undersøge disse forhold nærmere. Man må jo også kunne få at vide, hvor mange af disse, der kan betale fuldt ud af deres restancer på ialt 100 mio. kr. Hvad skulle hjælpe at tillægge strafrente for dem som ikke er i stand til at betale. Man bør kunne afskrive restancer for dem, som overhovedet ikke kan betale.

 

Med hensyn til opkrævning så må man endnu engang være mere opmærksom på dem som ikke vil betale, selvom de har råd. Og vi har lagt mærke til at INI A/S har taget et mærkbart initiativ for disse her i løbet af de seneste år. Det fremgår i redegørelsen at når man vil sætte restanterne ud, så skal man garantere dem således, at de kan få en anden bolig. Vi mener i Inuit Ataqatigiit at folkeoplysningen om boligforhold skal udbygges.

 

Befolkningen skal vide, hvilke rettigheder de har og hvor grænsen går i deres boligforhold. Inuit Ataqatigiit går ind for at oplysningskampagnen også skal foregå gennem mediernes så som radio og TV og ikke kun gennem trykte materialer. Med hensyn til opkrævning, så er vi glade for at man vil realisere om at lade boligstøtteejerne betale deres husleje månedsvis, selvom det blev indstillet sidste år.

 

Der findes alt for mange boliger i byer og bygder, som ikke er beboet, idet det fremgår i redegørelsen, at der findes 439 ubeboede boliger. Det er alt stort et tal i forhold til boligmang­len. Det skyldes bl.a. også den langsommelige behandling af sager i kredsretter og kommuner, når der er tale om ejerforhold eller arvtagere, siden sådanne boliger rømmes. Mange boliger bebos ikke i meget lang tid, og de forfalder efterhånden.


Derfor har vi fra Inuit Ataqatigiit anbefalet under forårssamlingen, at der bestræbes på, at sætte en tidsgrænse for ubeboede boliger, f.eks. maximum et halvt år.

 

Man må sige, at det lykkedes med etableringen af selvbyggerhusordningen. Disse er velanvendt i bygderne og i nogle af byerne, og man kan gøre sig gode forhåbninger i den tid, hvor man har boligmangel.

 

Det er synligt i bygder og byer, at der er rester og ikke anvendte bebyggelsesmaterialer, når nogen har bygget huse. Man må have en ordning om, at sådanne rester af bebyggelsesmateriale leveres til kommunerne, idet disse materialer sagtens kan anvendes til beskæftigelsesforanstalt­ninger i byer og bygder til f.eks. møbelproduktion eller andet.

 

Vi vil ikke undlade at nævne fra Inuit Ataqatigiit, at det er på tide at forbedre forholdene omkring rådgivning i.f.m. rejsning af selvbyggerhuse. Samarbejdet mellem en selvbygger og en rådgiver bør forbedres, således at selvbyggerhusene kan bygges færdigt ret hurtigt, og derved kan der bygges flere.

 

Vi mener i Inuit Ataqatigiit, at man må fuldt ud støtte folk, der selv vil få bolig. Det er almindeligt kendt, at folk er mere påpasselige med deres egne ting, og at have egen bolig giver frihed. Der bør være mulighed for at bygge gennem boligstøttelån. Her må man vurdere, om renterne bør forblive høje, idet vi i Inuit Ataqatigiit mener, at det bør de ikke. På den anden side er et alternativ, at man kan henlægge en del af renten til en senere renovering af boligen uden at skulle få et ekstra lån ? Vi anmoder om at andre partier om at tage stilling til denne idé. Når renten af en et boliglån svarer til en hel bolig, hvorfor skulle man ikke kunne henlægge noget af renten til brug til renovering.

 

Med disse bemærkninger  vil Inuit Ataqatigiit med god forhåbning håbe, at der udarbejdes reviderede regler til boligstøttehuse.

 


 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat.

 

Som bekendt lovede Landsstyret på forårssamlingen i 1997, at der til denne samling ville blive fremlagt en redegørelse, hvilket nu er sket.

 

Selv om redegørelsen efter min mening indeholder meget om oplysninger og regler indenfor boligstøtteonmrådet, og det derfor ellers er fristende bare at sige, at redegørelsen er støtteværdig og bør godkendes og må tages til efterretning, så er der dog rejst forskellige spørgsmål i redegørelsen, der vil have betydning for udformningen af de kommende regler. Og dem skal jeg se, om jeg kan finde.

 

Der er i tidens løb klaget over alle de tomme boligstøttehuse, men redegørelsen viser, at der efter INI=s registrering er 115 boligstøttehuse, der står tomme i byerne, og ud af 300 tomme huse, der enten ejes kommunalt, privat eller af virksomhederne, og der er fuldt overblik over,  hvad der skal ske med disse 115 boligstøttehuse, der ejes af Hjemmestyret. Tallene viser, at alle de klager over Hjemmestyrets tomme huse ikke nødvendigvis er berettigede.

 

Hvad angår resten af de tomme huse, synes det at være en opgave for kommunerne, som jo har arealmyndighed og som sådan kan løse problemet selv, idet systemet jo er sådan, at hvis et hus står tomt i mere end 2 år, er arealanvendelsen ophørt.

 

Omkring vedligeholdelse af boligstøttehuse præciserer redegørelsen, at ejeren som udgangs­punkt selv har pligt til at vedligeholde og istandsætte, også denne oplysning ved vi i forvejen og tager den til efterretning. Redegørelsen synes at være mere oplysende end orienterende om reglerne og behandler samme områder flere gange.

 


Akulliit Partiiat vil endog gøre opmærksom på, at der i systemet er sikring for, at der ikke nødvendigvis er fare for ophobning af tomme huse, idet der jo ved samtlige ansøgninger skeles til ansøgerens økonomiske formåen, og Akulliit Partiiat mener, at den form for sikkerhedsnet fortsat må bestå for at undgå, at der bliver for mange triste, tomme huse.

 

Et andet forhold, som Akulliit Partiiat med glæde registrerer, er iværksættelse af en skrappere kurs overfor de restanter, som formodes at have den nødvendige betalingsevne, det synes at være en bekræftigelse på Akulliit Partiiat=s opfattelse af, at det er en hån mod de mindrebemid­lede, der lever på sultegrænsen for at klare deres forpligtigelser, at vende ryggen til ansvaret, selv om man har midler til at betale gælden.

 

Det er ikke instruktøren der skal opføre huset, men selvbyggeren selv, og her skeler vi til alle de omtalte ufærdigopførte selvbyggerhuse. Vi mener i Akulliit Partiiat, at huset ikke bygger sig selv, og det må indprentes ansøgerne ved en oplysningskampagne, at det er selvbyggeren alene, der er ansvarlig for opførelsen af huset, det må vi desværre sige efter konstateringen af problematikken i redegørelsen. Der tales om 121 selvbyggerhuse, der ikke var eller er ibrugtaget. Det udgør ca. 10 % af de 1253 selvbyggerhuse, der var bevilget til og med 1994. Det synes Akulliit Partiiat er et for højt tal, den generelt store boligmangel taget i betragtning.

 

Vedr. forslag fra hr. Hans Enoksen, er jeg enig med betragtningerne i redegørelsen.

 

Med disse ord tager jeg redegørelsen til orientering.

 

 

Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet.

 

Jeg har på Kandidatforbundets vegne med interesse gennemgået den vigtige Boligstøtterede­gørelse med de mange taloplysninger.

 

De ubeboede 115 BSU-huse i byerne er alt for mange, og at der er ca. 300 huse som der ikke er BSU-lån i, bør ikke være nogen undskyldning.


Der er i redegørelsen oplyst, hvor mange tomme huse der findes, og Landsstyret opfordrer til, at de personer, der har fået bolig gennem boligstøtteordningen, benytter sig af muligheden for at få boligsikring.

 

Jeg er af den mening, at ikke bare boligstøttehusejerne bør have muligheden for støtten, fordi man allerede i redegørelsen kan se, at langt de fleste boliger er opført og ejet uden BSU-lån, og derfor bør ejerne af disse huse også have muligheden for at kunne få støtte til renoveringen af deres huse.

 

Ikke mindst bør der banes vej for, at der også til, at beboere af selvbyggede huse i bygderne skal kunne opnå støtte til renovering af deres huse, da det for sundheden er af stor vigtighed, at man har en god og sikker bolig.

 

Jeg er sikker på at huse i bygderne, der dels er kommet i stærkt  forfald og trænger til renovering er langt flere end de nævnte 324, fordi man i redegørelsen kan se, at der findes 324 tomme og forfaldne huse. Derfor kan man allerede se, at husene i bygderne er ringere end de hus, der er opført i byerne.

 

Man føler sig ikke tryg ved, at restancer til BSU huse bare i løbet af 10 år er steget med næsten 73 mio. kr., ikke mindst ved, at man allerede i forbindelse med restanceoversigten pr. 24. april 1995, har krævet over 15. mio. kr. i restancer inddrevet gennem en retsafgørelse.

 

Derfor er det helt nødvendigt med en reform vedrørende støtte og tilskud til bolig, da der ikke er tvivl om, at restancerne stadig vil stige, når der lægges strafrente oveni restance til egen bolig, og dette bør sættes et stort spørgsmålstegn ved.

 

Der er mange familier, der på grund af indkomstvanskeligheder kommer ud i problemer med at kunne betale afdrag af lån til deres bolig, ikke mindst jollefiskere og fangere samt ældre, handicappede, førtidspensionister og endelig medlemmer af SIK.


Derfor bør man gå bort fra, at man skal betale lånet kvartalsvis eller halvårsvis, og man bør afskaffe strafrenteordningen vedrørende de ældre og andre, der næsten ikke kan følge med i afdrag til afbetaling af lån i deres boliger. Jeg er af den mening, at man derved kan vende terminsbetalingen i positiv retning.

 

Vi er jo ganske klar over, hvor dyrt det er at opretholde livet i dag da familier, der endda tjener meget gode penge kan komme i vanskeligheder med at betale deres regninger, regningerne omfatter jo ikke bare husleje. Regningerne er jo udover husleje i de fleste tilfælde så er der også regninger for el, vand, renovation, telefon, m.v.

 

Derfor kan man når man ser på betalings- og afbetalingsformen af de forskellige regninger se, hvilke regninger hvilken form for regninger man oftest kommer i størst restance med, og det er terminsregningen til boligstøtten, der udsendes halvårsvis. Følgelig kommer kan visse familier derefter ikke følge med afbetalingen, når halvårsterminen for familien i visse tilfælde er på over 20.000 kr. bliver sendt til familien.

 

Derfor bør denne betalingsordning omorganiseres, så at denne falder i tråd med de andre regninger, og endvidere er det nok nødvendigt, at børnetilskudsordningen på 7,5 % pr. barn bør reguleres.

 

Man bør også overveje forhøjelse af procenten af afdraget fra 4 % til & % endnu engang, da det ikke passer med de stadig voksende restancer og betalingsevnen set under et.

 

Endvidere synes det, at stigningen i restancemassen fra 3,3 % til 7 % gennem årene også har været medvirkende til, at afbetalingen af restancerne ikke har kunnet ske til tiden.

 

En selvbygger af et hus skal som eget indskud betale 5 % af materialeudgifterne, og en andelshaver i en andelsboligforening skal betale 7 % af andelsboligens opførelse, og andre der vil have egen bolig, får også stillet anderledes krav eller tilsvarende krav.


Det vil derfor være helt på sin plads og være en omstændighed man ikke kan komme udenom, at man henset de mange restancer, i forbindelse med ordningen for dem der ønsker at opføre eget hus efter kap. 4 og kap. 2, med hensyn til eget tilskud bør kræve et mindstebeløb.

 

Det er mest nødvendigt, at man så vidt giver boligbørnetilskuddet til de familier, der har de mindste indkomster, og derfor bør man sætte spørgsmålstegn ved, at der til familier der bor i udlejningsetagehuse og endda kan have en familieindkomst på op til en halv mio. kr. der udbetaler man også dette tilskud.

 

Med hensyn til boligbørnetilskuddet på 7,5 % er det en stor lettelse i betalingen af terminsydel­serne at have dette tilskud for familier, der bor i et BSU-hus. Derfor er der et spørgsmål om den part i et ægteskab, der stadig bebor huset men ikke har forældreretten til børnene og betaler A-bidrag ifølge bidragspligten efter at et ægteskab er ophørt, f.eks. ved en skilsmisse, skal miste alle de 7,5 % i børnetilskud, og dette til trods for, at vedkommende efter bidragspligten betaler A-bidrag til børnene.

 

Derfor mener jeg, at man også bør tage sådanne forhold med i betragtning og vurdere grundigt med hensyn til nyordningen. Endelig har jeg en bemærkning om det som  Inuit Ataqataqiit under finanslovforslagets andenbehandling i går ankede over, nemlig boligbyggeriet med anvendelse af SIKU-blokke.

 

Det kan ikke accepteres at hjemmestyret har lavet en redegørelse for forholdene omkring boligbyggeri med anvendelse af SIKU-blokke, en redegørelse der sætter store begrænsninger for sådant et byggeri, ganske uden at have talt eller haft samråd med den der opførte huset, er idémanden og opfinderen af en sådan byggeform.

 


Vi taler til stadighed om, at vi må anvende vort lands egne ressourcer i større og bedre omfang, og at vi først og fremmest bør anvende hjemmehørende arbejdskraft, men dette går desværre indtil nu den modsatte vej. Antallet af de hjemmehørende private entreprenører har siden midten af halvfjerdserne været dalende, og i dag er de næsten forsvundne bortset fra ganske få. Derfor kan det ikke accepteres at grønlændere der arbejder til gavn for landet, for eksempel idémanden og opfinderen af SIKU-blokbyggeriet og andre initiativtagere der bliver stemplede som uanvendelige. Ikke mindst på grund af at dette arbejde af Dansk Teknologisk Institut har vurderet byggeformen som letanvendeligt og godkendt den. I forventning om at vi vender tilbage til boligstøtteordningen til Landstingets forårssamling har jeg afgivet disse bemærknin­ger til redegørelsen.

 

 

Daniel Skifte, Landsstyremedlem for økonomiske anliggender og boliger:

 

Først vil jeg sige generelt tak til partiernes og Kandidatforbundets ordførere, og jeg skal ligeledes generelt bemærke at samtlige partiers mening om redegørelsen så er der stor enighed mellem landsstyret og de forskellige ordførere. Landsstyret vil arbejde for at alle de mange tomme huse bliver gjort noget ved, hvilket samtlige partier er enige i. At restancerne er for mange, er partierne ligeledes også enige i.

 

Og efter at have taget det som eksempel, så er jeg også lidt skuffet over at mit budskab i min forelæggelse som jeg lige med formandens tilladelse citerer.

 

Landsstyret efterlyser Landstingets tilkendegivelser om disse spørgsmål så det kan indgå det videre arbejde omkring modernisering af reglerne. I redegørelsen har man fremdraget alle de mange tomme huse og reglerne omkring betaling. Er det derfor vi spørger hvordan skal vi forholde os til det.Vi fik ikke nogen tilbagemelding om det fra partierne, men Atassut har dog den tydeligste tilbagemelding om det.

 


Og derefter vil jeg så gå til de enkelte partiers bemærkninger. Siumut støtter landsstyrets intentioner i langt hen af vejen og det er rart at høre. Således at de forskellige problemer i forbindelse selvbyggeri bør løses, og det vil vi også gøre noget ved, og fra Siumut bliver det også krævet, at man gør noget ved de tomme huse, men det fremgår desværre ikke klart hvordan, hvorfor jeg skal henvise til mine tidligere bemærkninger herom. Siumuts forslag om at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg med henblik på at få løst problemet hurtigt. Jeg synes det er et positivt forslag som bør overvejes nøje. Det har jeg god forståelse for.

 

Og jeg skal også ligeledes knytte nogle bemærkninger til Atassuts ordførers tale af et omfattende ordførerindlæg fra Atassut hvor man påpeger de alt for mange restancer, hvorfor Atassut ønsker, at man går ud fra de enkeltes betalingsevne i forbindelse med afdragning af husets pris, hvis det ville have været rart hvis vi havde på en klarere måde havde fået melding om hvordan vi skal takle dette problem, det efterlyser jeg også her.

 

Og Atassut kræver overfor landsstyret at man skal holde kvadratmeterpriserne i boligbyggeri så langt nede som muligt og det er jeg også enig i og vi har jo bestræbt os på at gøre det hidtil.

 

 

Man har bedt os om at anmode om at man undersøger mulighederne for at nogen af boligblokkene kan overføres til andelsboligforeningerne og den side af sagen har jeg også modtaget positivt.

 

Der blev også krævet overfor landsstyret at reglerne omkring strafrentefastsættelse eller reglerne skal gøres tydeligere, og de andre partier var jo også inde på hvorfor jeg skal bemærke at man i forbindelse med fremlæggelse af redegørelsen omkring boligområdet kom man også ind på og der vil jeg også henvise til mine besvarelser fra dengang.

 

Jeg vil undlade at komme ind på de andre bemærkninger fra Atassut, men vil jeg afslutte med at sige de vigtige ting.

 


Der bliver krævet at de huse der er saneringsmodne bør nedrives snarest muligt og her og det er også landsstyrets intentioner, hvorimod de huse der kan renoveres bør kunne udbydes til salg eller skal tilbydes til de unge, det er også et klart forslag og såfremt de kan udbydes til salg så vil man også kunne overdrage dem til eventuelt til foreninger eller andre. De andre henstillinger vil vi også medtage i vores videre arbejde.

 

Inuit Ataqataqiit påpegede flere forskellige ting for eksempel husleje og at man ophæver strafrenteordningen. Jeg vil også henvise til min besvarelse i forbindelse med boligredegørelsen i foråret og der efter skal jeg sige at dette forslag bør kunne genvurderes og der vil så også være mulighed for at give respons på i forbindelse med forårssamlingen. I har været inde på strafrenteområdet hvorfor jeg kommer med disse besvarelser, et af Inuit Ataqataqiit=s krav er at man undersøger de forskellige hjælpeforanstaltninger, der er forskellige fra kommune til kommune. Det er jo tilfældet, landsstyret er opmærksom på dette problem ligesom vi i går i forbindelse med debatten om handicappede blev nævnt, at kommunerne måske i kraft forskellig opfattelse af reglerne, også behandler eller også giver anledning til at folk føler sig behandlet forskelligt. Og derfor mener jeg at det er en af de ting der skal undersøges.

 

Inuit Ataqataqiit kom ind på i forbindelse med realkreditten, at muligheden for at yde tilskud fremsat som et forslag i min redegørelse, et af budskaberne i min redegørelse er at man i forbindelse med vurdering skal huske om man skal behandle borgerne forskelligt, som nævnt er realkredithusejerne har generelt et bedre eller huse der har bedre standard hvad angår husets størrelse og andre områder, derfor må man allerede på nuværende tidspunkt sige til partierne at dette måske ikke har været et problem i vores ungdomsår, men det bliver så et problem når beboerne af dette hus bliver ældre, så pålægger man kommunen et ansvar om at yde så og så meget tilskud til beboerne i disse huse, dette spørgsmål bør man også huske på i forbindelse med vurderingen.

 

Jeg er også enig i Inuit Ataqataqiit=s bemærkning om at der er behov for yderligere oplysningskampagner vi ved at INI i sin avis fremkommer med forskellige oplysninger og jeg kan jo så på den måde oplyse atLandsstyret følger med i INI=s oplysningsinitiativer.

 


Jeg kan også nu bemærke at jeg ikke kan fremkomme med et klart svar på Inuit Ataqataqiit=s konkret spørgsmål om begrænsning af de tomme huse som i fremlæggelsen har jeg sagt at kommunen har mulighed for at træde ind efter 2 år. Hvis det er hjemmestyret der ejer huse så er det hjemmestyret der kan tage initiativ, men Inuit Ataqataqiit foreslår at man eventuelt forkorter det til et 2 år. Jeg har på nuværende tidspunkt svært ved at vurdere det, men det er i hvert fald et budskab fra Inuit Ataqataqiit=s side.

 

Jeg skal ligeledes også rette en tak til Akullit Partiiat for partiets klare melding. Det har bemærket at boligstøttehusene, der er i byerne, at der er forskel på boligstøttehuse og andre huse, og at kommunen bør reagere efter at arealtildelingen i mere end 2 år ikke har været brugt. Akullit Partiiat har også en klar melding om at det er selvbyggeren, der er ansvarlig for færdiggørelsen af selvbyggerhuset. Det fremgår ligeledes i redegørelsen at jeg har samme opfattelse om den sag.

 

Kandidatforbundet vil jeg også endnu engang rette tak til, omkring den melding om strafrentetildelingen, hvor man også foreslår ophævelse dertil, og jeg vil også ligeledes henvise  til bemærkningen i forbindelse med forårssamlingen omkring boligredegørelsen . Og afslutningsvis vil jeg gerne bemærke, det forskellige ting som Kandidatforbundet nævner vil også være grundlag for det videre arbejde, det jeg gerne vil fremføre her at man her fra den værdige talerstol, der har været tale om SIKU-blok, hvor man også bliver nævnt at det går den forkerte retning. Jeg skal sørge for, at få skaffet redegørelsen herom, det kan være den bliver fremsendt til landstingsmedlemmerne skriftligt og ligesom jeg bemærkede i går, så har man rost initiativtageren også fra vores side, men de ting der bliver taget op viser at der er sket misforståelser hvorfor jeg selv har pålagt mig selv at skaffe denne rapport omkring SIKU-blok.

 

 

Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut.

 


Landsstyremedlemmet ønsker at få oplyst, at man udfra betalingsevne kan indføre betaling udfra betalingsevne, jeg er ked af at landsstyremedlemmet ligesom efterlyser et ekspertsvar. Lad mig komme med et svar. Beboerne i blok 1 har forskellige jobs, nogle er fuldmægtige, nogle er direktører, medens andre er mindstelønnede efter SIK=s løn, og nogle har måske også biindtægter gennem småfangst med mere, men kravet i dag er sådan, at samtlige beboere betaler den samme husleje uden at se på, hvor stor en indtægt de har.

 

Det er jo derfor restancerne er steget så markant i løbet af disse år, og det er derfor vi for Atassut=s side ønsker at få undersøgt, og såfremt de såkaldte eksperter ikke kan finde ud at foretage denne undersøgelse, og så selvom jeg ikke selv er ekspert er jeg glad for at lege med tal, hvorfor jeg evt. til forårssamlingen kan komme med en redegørelse, men Landsstyret er jo forpligtet til, at tage nogle initiativer på foranledning af Landstingets ønsker.

 

Hvad angår de tomme huse der blot står, så har Landsstyremedlemmer allerede redegjort for hvad man kunne gøre. Vi har jo allerede nævnt at de tomme huse og de saneringsmodne snarest muligt saneres, og af dem hvor det så kan betale sig at reparere andre huse, at man så renoverer dem, og såfremt der så er en restgæld i huset, så skal man uanset det forsøge at finde en køber.

 

Vi drøfter jo jævnligt de tomme huse der blot står hen uden beboere. De forfalder blot i alt den tid mens vi snakker om dem. Såfremt det er pengene der bremser initiativerne, så man evt, afskrive den restgæld der måtte være, især når man ser på de huse der er bygget allerede i 60'erne og de har jo en værdi af mange millioner.

 

Jeg er selv meget interesseret i SIKU-blokkene og det har vi jo også selv drøftet flere gange her fra talerstolen, vi må kunne anmode Landsstyremedlemmet om at få yderligere oplysninger om SIKU-blokkene, da vi jo ikke har fået disse informationer, således at vi får orientering om husets egnethed til grønlandske forhold.

 


Det er fordi vi mangler de oplysninger at man hele tiden får denne sag op her i salen, og det må så være Landsstyremedlemmets opgave, at orientere Landstingsmedlemmer om, hvordan huset er opført og med hvilke andre materialer der er, og såfremt det ikke sker vil man vedvarende også tage sagen op igen her fra talerstolen.

 

Hvad angår muligheden for at lave andelsboliger i de eksisterende boligblokke så mener Landsstyremedlemmet, at det er en ting man bør undersøge nærmere og det takker vi fra partiet Atassuts side.

 

Når vi har fremsat dette forslag så har det baggrund i, at såfremt man ikke gør noget, så får de rige mere og mere mens de mindre bemidlede får mindre og mindre. De mindre bemidlede har også vilje til også at få det bedre, hvorfor man som en forsøgsordning kunne lave en boligblok til andelsbolig og foretage de økonomiske konsekvensberegninger på det.

 

 

Ruth Heilmann, ordfører for Siumut.

 

Først skal jeg udtrykke, at jeg er ked af at Landsstyremedlemmet er ked af, og skuffet over, at de ikke har stillet nogle konkrete forslag på hans forespørgsel, men jeg mener, at når man ser på partiordførernes indlæg så indeholder de en masse forslag om, hvad man kan gøre, og disse forslag indeholder jo også ting der kan danne grundlag for, hvordan vi kan gribe arbejdet videre an til forårssamlingen.

 

Og med disse som udgangspunkt så kan Landsstyret også arbejde videre med den redegørelse der så skal komme til forårssamlingen. Og vi har jo også store forhåbninger om, at ud fra det der er blevet fremsat kan arbejde videre med sagen.

 

Der har været fremsat mange problemer i forbindelse med sagen her, og vi er jo allesammen interesseret i at problemerne bliver færre, hvorfor man også må komme med tiltag til forårssamlingen.

 


Det er ikke kun de ældre der har problemer med deres boliger. Husene skal jo hvert år vedligeholdes, de skal males og på anden måde holdes vedlige, hvorfor vi i Siumut også har været inde på, at når man skal indkøbe materialer til vedligeholdelsen især i bygderne så er det ikke altid tilgængelig især i bygderne og der er ikke udbud nok henset disse materialer og det kan også være meget vanskeligt at fremskaffe disse materialer.

 

Og såfremt vi skal udbyde de tomme huse eventuelt til de unge til en billig pris, så må vi finde nogle muligheder, hvor man eventuelt kan udbyde disse huse til en billigere penge end hidtil, og der håber jeg at de personer der arbejder videre med sagen også vil have det i baghovedet.

 

Hvad angår mulighed for at nedsætte et hurtigt arbejdende ad hov udvalg der har vi fra Siumuts side fremsat dette forslag, og der er vi glade for at Landsstyremedlemmet hilser dette forslag velkommen, og så håber vi, at vi til den tid igennem dette udvalg kan komme med nogle konkrete forslag, fordi vi kan jo ikke blive ved med at gentage disse problemstillinger uden at finde konkrete initiativer.

 

 

Lars Karl Jensen , Siumut:.

 

Det har givet mig anledning til at fremsætte nogle bemærkninger det der er blevet fremsat af Landsstyret.  Vi har været for de redegørelser vi har fået omkring boligområdet. Vi kan ud fra alene redegørelserne opnå, hvordan vi og hvorledes vi skal arbejde videre. Der bliver fremkommet nogle gode initiativer i disse redegørelser som partierne så kommenterer.

 

De der har betalt deres huse og som på grund af alder ikke har mulighed for istandsætte deres huse, det er disse ting man også skal tænke på. Det har ellers fået gode forhåbninger, at de nu endelig ville få en mulighed for en istandsættelse af deres huse, men man kom ikke ind på dette område i redegørelsen. Jeg håber at man i det videre arbejde i foråret vil blive medtaget.

 


For et par dage siden fremkom jeg med mit forslag om, at boligstøtte i de tomme boligstøttehu­se i bygderne bliver istandsat med Landskassens midler og bliver udbudt til salg. det har Finansudvalget drøftet, og jeg håber at disse ting vil blive medtaget i forbindelse med behandlingen af området.

 

Jeg er ved at i det fremlagte talmateriale, så er der mange huse som blot er blevet forladt af deres ejere, de har betalt disse huse af, men istandsættelsen af dem er så dyr, at de ikke har råd til det, hvorfor de må forlade husene.

 

Ved indførelse af selvbyggerhuse er jeg blevet bange for at man spilder en masse materiale, hvorfor de måske kan blive dobbelt så dyre, og jeg håber at det bliver nøje vurderet i forbindelse med det videre arbejde.

 

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.

 

Jeg mener at de forskellige partier og det der er blevet fremsat af dem er meget interessante og det i høj grad danne grundlag for det videre arbejde, hvorfor jeg også vil støtte Siumut ordføren Ruth Heilmann i hendes bemærkninger, og jeg er glad for, at man her eller de der er kommet med bemærkninger her bl.a. har været inde på, at man kan danne andelsboliger i de eksisterende boligblokke, og det har Atassut bl.a også været inde på.

 

Og hvad angår strafrente eller afskaffelse af strafrentesystemet, det er glædeligt at det er kommet frem. I dag er det jo sådan at der er store restancer og Inuit Ataqatigiit ordfører har også været inde på, at der er folk der har svært ved at betale, og det gælder så især de mindre bemidlede især fisker- og fangerbefolkningen og de lavestlønnede.

 


Og det er netop den befolkningsgruppe der skal prioriteres ved ydelse af støtte også indenfor børnetilskuddene. Som folkevalgt har jeg fået henvendelse fra en som godt nok tjener en 1/2 million, der har sat til mig, at vedkommende ikke selv har behov for boligbørnetilskudet og at det vil være mere naturligt at såfremt de mere trængende fik det tilskud som vedkommende ellers fik.

 

Og idag er det jo sådan at alle får boligbørnetilskud og derfor mener jeg tilstadighed at man i højere grad skal tænke på de mindre bemidlede ved tildelingen af boligbørnetilskud.

 

I forbindelse med redegørelsen om boligerne der var man inde på de forskellige problemstillin­ger, så skal man også medtage de bemærkninger der blev fremlagt dengang og ikke kun de bemærkninger der idag er faldet, idet man ved boligredegørelsen i foråret der brugte man også mange ord måske en del af dem som ligner meget de ord der er faldet her, hvorfor man bør ligge disse med, og der mener jeg så også at Landsstyremedlemmet for Boligers udtryk om, at han har fået for lidt input her, det må jeg så tilbagevise.

 

Vi har jo mange gange drøftet boligproblemerne her i salen, og det er også det kan også være en god sag at lige kikke tilbage idet man ikke blot kan grave alle de oplysninger som man allerede har fremført dem kan man altid grave frem igen, således at det ikke blot har været tidsspilde dengang man fremlagde dem.

 

 

Amalie Markussen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

 

Tak. Vi fra Inuit Ataqatigiit r vi glade for, at de ting der bliver fremdraget her fra talerstolen indeholder interessante ting der vedrører det videre arbejde, men selvfølgelig er det lidt skuffende, at det Daniel Skifte kom ind på, at man ikke har besvaret de spørgsmål der er blevet fremsat.

 


Men det er omfattende arbejde det drejer sig om, og der er mange ting der skal undersøges nøjere og som skal behandles både i udvalget og i Landstinget. Og vi er først lige startet, så vil de i slutningen af arbejds.... fremgår hvilke ting der skal tages op.

 

Man kom også indpå forskellige tilskudsmåder. F.eks. boligsikring. Indtægtsgrænsen for boligsikring på 128.000 kr det har bestået igennem mange år uden ændringer. Når man har færdigbehandlet disse områder, så vil der fremkomme forskellige løsningsmodeller, og vi er meget spændt på det fra Inuit Ataqatigiit=s side, og glæder os til det færdige resultat af arbejdet fra Inuit Ataqatigiit=s side, og vi er ligeledes glade for de forskellige ting der bliver fradraget fra de andre partier.

 

 

Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender og Boliger:

 

Tak. Først skal jeg lige kommentere Jakob Sivertsen. I min udtalelse roste jeg partiet Atassut idet de fremdrog nogle af de ting jeg efterlyste, så jeg undre mig lidt over hans lidt skrappe bemærkninger herfra talerstolen, og det samme gælder mine bemærkninger vedr. SIKU-blokkene, fordi jeg allerede har sagt at jeg vil komme med en nærmere redegørelse om em, men jeg skal ikke være nærtagende hvad det angår.

 

Men alt i alt skal jeg sige til resten af partierne at jeg tager deres bemærkninger til efterretning og skal lige understrege at til min skuffelse har jeg bemærket at man tager det nært, og det undrer mig heller ikke, idet jeg allerede har sagt til samtlige partier at vi allesammen er indstillet på, at gøre noget ved de mange problemer og vi er også enige om at gøre noget ved de mange restanter, som vi også skal gøre noget ved.

 

Og min skuffelse den går mere ud på, idet jeg ligger vægt på, at jeg som den der arbejder for Landstinget og såfremt jeg skal finde den bedste løsning i opgaven så er det så min hensigt at jeg får det størst mulige input fra Landstingsmedlemmernes side, hvorfor jeg nu har bdt om at få nogle flere svar fra medlemmerne.

 


Men jeg ved bare, at arbejdsgiverne her, Landstinget, så har de så kommet med en berettiget kritik overfor Landstinget, det sker nogle gange, og det klandre jeg ikke Landstingsmedlem­merne for, men på den anden side, så må medarbejderne også kunne komme med nogle kommentarer til arbejdsgiveren, hvilke jeg ønsker Landstingsmedlemmerne også respekterer dette synspunkt. Jeg har jo efterlyst nogle ting.

 

Og hvorfor jeg ikke tager det så tungt, og man skal ikke lave min skuffelse være det centrale i mine bemærkninger.

 

 

Mødeleder:

 

Og jeg bemærker at der ikke er flere der har bedt om at få ordet, hvorfor punkt 18 Redegørelse for boligstøtteområdet niu er færdigbehandlet.