Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenspunkt 57-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

5. mødedag, mandag den 15. april 2002

 

 

Dagsordenspunkt 57.

 Forslag til landstingsbeslutning om, at Landstinget pålægger Landsstyret at fremsætte forslag om, at der på én af de to højskoler i Grønland udbydes en ekstra linie med undervisning i grønlandsk for grønlændere, der ikke har grønlandsk som moders­mål samt en ekstra linie med undervisning i dansk for grønlændere, der ønsker at for­bedre deres danskkundskaber.

 

Olga Poulsen, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.


Det er velkendt problem her i landet, ligesom det også fornylig har været fremme i medierne, at der faktisk er mange grønlændere der ikke behersker grønlandsk. Det drejer sig her primært om grønlændere af blandet herkomst som er opvokset i 70'erne, hvor der blev lagt meget vægt på, at man først og fremmest skulle tale og skrive dansk. Mange af disse har problemer, fordi de ikke behersker det sprog, som burde være deres modersmål.

 

Jeg foreslår derfor, at man på en af de herværende højskoler laver en linie, der hedder grøn­landsk. Her kunne de grønlændere der ikke behersker grønlandsk modtage en intensivt moder­målsundervisning på deres eget niveau sammen med ligestillede. Kurserne kunne være af længere varighed og være på flere moduler.

 

Vi har brug for alle i Grønland, og jeg synes derfor, at det er synd og skam at personer, der faktisk er født i Grønland, og som har boet her i hele deres liv føler sig udstødt fordi de ikke kan tale hovedsproget, og jeg mener, at det må være vores opgave, at hjælpe disse på bedst mulig vis.

 

Ved at tilbyde dem et højskoleophold, der tager udgangspunkt i deres situation og deres sprog­lige niveau, ville det være muligt at sluse dem ind i det fællesskab og den fælles identitet, som sproget er med til at skabe.

 

Som nævnt blev der i 80'erne lagt meget vægt på dansk og omvendt oplevede man i 80'erne en stigende grønlandisering af samfundet, og dette har bevirket, at den generation af unde der voksede op i Danmark har det svært ved dansk. Det er uheldigt, at der ligeledes er så stor en gruppe unge der har svært ved det danske sprog, da såvel ungdomsuddannelserne som de højere uddannelser primært er baseret på dansksprogede undervisningsmateriale.

 

Det bevirker at disse unge trods deres evner ofte har svært ved at komme videre i uddannel­sesystemet efter folkeskolen. Vi har i vores samfund ikke råd til, at miste flere årtier af unge, der på grund af deres mangler i det ene eller andet sprog har svært ved at få en uddannelse eller integrere sig. Der må gøres noget. Der må gøres noget.

 


På denne baggrund skal det foreslås, at Landstinget pålægger Landsstyret at fremsætte forslag om, at der på én af de to højskoler vi har i Grønland nemlig Knud Rasmussens højskole i Sisimiut og Sulisiat højskolen i Qaqortoq, at der udbydes en ekstra linie med undervisning i grønlandsk for grønlændere, der ikke har grønlandsk som modersmål samt en ekstra linie med dansk for grønlændere, der ønsker at forbedre deres danskkundskaber.

 

Så er det Landsstyreformanden med et svarnotat.

 

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand, Siumut.

Landstingsmedlem Olga Poulsen har fremsendt et beslutningsforslag om, at Landstinget på­lægger Landsstyret at fremsætte forslag om, at der på én af de to højskoler i Grønland udbydes en ekstra linie med undervisning i grønlandsk for grønlændere, der ikke har grønlandsk som modersmål samt en ekstra linie med undervisning i dansk for grønlændere, der ønsker at for­bedre deres danskkundskaber.

 

Til beslutningsforslaget skal jeg på vegne af Landsstyret fremkomme med denne besvarelse. De to højskoler vi har dette land og Sprogcenteret er blevet hørt og deres kommentarer er indarbejdet i besvarelsen.

 

Sulisat Højskolen meddeler, at forslaget er spændende og anbefalelsesværdigt, dog er der en række problemstillinger der skal belyses før der kan tages endelig stilling til beslutningsforsla­get, så som finansiering, kost og logi, antal af kursister og undervisere. Ligesom højskolen også påpeger, at Sprogcenteret som står for aktiviteterne, der netop i sin tid er blevet oprettet med det formål at varetage sprogundervisningen her i dette land. Det vil derfor ikke være korrekt, hvis højskolerne begynder at overtage Sprogcenterets kerneopgaver.

 

Knud Rasmussens højskole var stort set enige i, at sprogundervisningen er Sprogcenterets kerneopgave og gjorde samtidig opmærksom på, at sprogundervisning på højskolerne ophørte i forbindelse med oprettelsen af Sprogcenteret.

 


Sprogcenteret harm haft enkelte henvendelser fra grønlændere boende i Danmark vedrørende ønske om kurser i det grønlandske sprog. Sprogcenteret har normalt i disse tilfælde henvist til en åben uddannelse ved Nordisk Institut ved Københavns Universitet, men man har nu valgt a afholde et intensivt 14. dages grønlandsk kursus i juni 2002 i København.

 

Landsstyret er enig med forslagsstilleren i vigtigheden af nye tiltag på området. Men Lands­styret finder dog, at forslaget i første omgang bør behandles og drøftes i Sprogcenterets be­styrelse, og vil derfor anmode bestyrelsen i Sprogcenteret om at fremkomme med forslag til såvel en kortsigtet som en langsigtet plan for afhjælpning af problematikken.

 

Vi siger tak til Jonathan Motzfeldt, Så går vi over til ordførerrækken fra partier og Kandidat­forbund og løsgængeren. Først er det Lars Karl Jensen, Siumut.

 

Lars Karl Jensen, ordfører, Siumut.

Fra Siumut skal vi knytte følgende bemærkninger til, at der på  én af de to højskoler i Grøn­land udbydes en ekstra linie med undervisning i grønlandsk for grønlændere, der ikke har grønlandsk som modersmål samt en ekstra linie med undervisning i dansk for grønlændere, der ønsker at forbedre deres danskkundskaber.

 

Indledningsvis skal vi fremhæve, at vi fuldt ud respekterer højskolebestyrelsernes ret til at prioritere opgaverne, og at vi på ingen måde ønsker, at intervenere i denne rettighed. I vores drøftelser af forslaget er vi blandt andet endt op med nuværende stade for mulighederne for indlæring af vores sprog.

 

Vi mener, at det er på tide, at der kommer konkrete resultater fra Sprognævnet, Foreningen af vort Sprog, og andre institutioner til bevarelse og videreudvikling af vort sprog.  Fra Siumut mener vi endvidere, at etableringen af Sprogcenteret har haft mærkbar mulighed for god ind­læring af vort sprog.

 

Vi skal til det sige, at vi ikke regner med, at indlæring af vort sprog alene kan foregå igennem Sprogcenteret. Vores modersmål på grønlandsk stammer fra vores hjem og videreudvikles igennem skolen. Fra Siumut vil vi være med at bane vejen for endnu bedre grønlandskunder­visning med relevante materialer igennem Atuarfitsialak.

 


Vi har god forståelse for Olga Poulsen Inuit Ataqatigiit foreslår, at der på en af de to højskoler udbydes en ekstra linie med undervisning på grønlandsk for grønlændere som ikke har grøn­landsk som modersmål samt en ekstra linie i undervisning på dansk for grønlændere der øn­sker at forbedre deres dansk kundskaber.

 

Fra Siumut mener vi, at Sprogcenteret bør udnyttes maksimalt fra arbejdspladser som beskæf­tiger ikke grønlandsktalende personale. Med henblik på en forsvarlig udvikling af vort sprog, skal vi fra Siumut opfordre Landsstyret, at det arbejde som blive udført at forskellige arbejds­grupper bliver samlet sammen, og bliver færdiggjort efter hensigten samt at der bliver banet vej for at eksisterende ordbøger bliver fornyet og tilpasset nutidens sprogbrug.

 

Samtidig skal vi ønske en vurdering af om det er tilstrækkelig, at vores nugældende ordbøger, der kun omfatter oversættelser fra grønlandsk til danske og omvendt, idet vi tænker på, at man i højere uddannelser bruger det engelske sprog, hvorfor det burde være naturligt med grønlandsk-engelsk ordbøger.

 

Med disse bemærker til forslaget beder vi fra Siumut Landsstyret om at tage vores bemærk­ninger i deres videre vurdering af anvendelsen af vort sprog.

 

Vi siger tak til Lars Karl Jensen. Og den næste er Jakob Sivertsen, Atassut.

 

Jakob Sivertsen, ordfører, Atassut.

Vi vil gerne fra Atassut komme med følgende bemærkninger uden yderligere andre bemærk­ninger.

 

Forslagsstilleren foreslår, at de to højskoler vi har i Grønland kan bruges som steder til at tilbyder kurser i grønlandsk for de grønlandske elever der ikke har grønlandsk som moders­mål. Vi mener, at formålet med Atuarfitsialak og igennem en etablering af Sprogcenteret, at ideerne bag forslaget er opfyldt.

 


Og vi fra Atassut kan sige, at hvis vi  kræver at de 2 selvejende højskoler får ny opgaver, så er det også naturligt, at de beder om flere økonomiske midler. Og vi mener, at de foreslåede initiativer kan opfyldes igennem de eksisterende faciliteter vi har uden større yderligere om­kostninger.

 

Vi fra Atassut prioriterer opgraderingen og forbedringen af folkeskolen, hvis folkeskolen forbedres, så vil kompetencerne også forbedres, ligesom det er lagt op til i forslaget.

 

Med disse bemærkninger fra Atassut tager vi Landsstyrets svar til efterretning.

 

Tak. Den næste er Johan Lund Olsen fra Inuit Ataqatigiit.

 

Johan Lund Olsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Tak. I lighed med hvad forslagsstilleren Landstingsmedlem Olga Poulsen gør opmærksom på, vil Inuit Ataqatigiit ligeledes udtale, at det grønlandske samfund ikke har råd til at miste flere årtier unge, da vi har brug for alle i Grønland.

 

På samme måde som det foregående dagsordenspunkt er dette beslutningsforslag efter Inuit Ataqatigiits opfattelse derfor støtteværdigt og interessant, hvorfor det også er glædeligt for os at konstatere, at Landsstyret også deler denne opfattelse, og derfor principielt støtter sigtet med forslaget, som er en imødekommelse af grønlandske medborgeres og dansktalenes ønsker om bedre grønlandskkundskaber.

 

I disse år oplever vi, at vi får flere og flere grønlandske studerende i Danmark på de videregå­ende uddannelse som samtidig føler et større og større behov for og ønske om bedre grøn­landskkundskaber før hjemvendelse til Grønland. Derudover oplever vi også, at flere og flere rent grønlandsktalende ønsker bedre danskkundskaber som forslagsstilleren også er inde på.

 

Vi har derfor alt mulig grund til og interesse i at støtte at beslutningsforslaget nyder fremme, hvorfor vi med tilfredshed konstaterer, at Landsstyret i lighed hermed blandt andet igennem initiativer i forhold til bestyrelsen for Sprogcenteret agter at gøre noget. Det er derfor også særlig glædeligt, at konstatere at der til sommer fra Sprogcenterets side er taget initiativ til intensivt grønlandskkursus i København.

 


Med henvisning til Landsstyrets positive svarnotat skal vi derfor uden yderligere kommentarer til slut blot anmode om, at beslutningsforslaget ligeledes forfølges af Landstingets Kultur- og Uddannelsesudvalg forinden 2. behandlingen finder sted til efteråret, således at der om nød­vendigt kan udarbejdes en udvalgsbetænkning.

 

Tak til Johan Lund Olsen. Næste taler er Tom Ostermann, Kandidatforbundet.

 

Tom Ostermann, ordfører, Kandidatforbundet.

På vegne af Kandidatforbundet skal vi komme med følgende bemærkninger. Kandidatforbun­det er bekendt med, at mange har en generel mening om emnet. Vi er ligeledes bekendt med, at emnet også er meget følelsesladet.

 

At grønlændere eller grønlandske familier af blandede opvækst har sprogproblemer har kunne høres i medierne og ses i tv. Her er der tale om borgere der forstår grønlandsk, men som ikke kan formulere sig. Det er disse grupper der er en del af vores samfund.

 

Derudover har vi også i en årrække været bekendt med, at undervisningen af danskere i grøn­landsk og grønlændere der er svage til deres eget sprog i grønlandsk ikke har været nogen succes.  Det skyldes at kursisterne efter et kort forløb melder fra fra undervisningen. Som argument bruges oftest at undervisningsmaterialet er forældet, og at der undervises i et sprog der ikke længere er tidssvarende. Vi har dog i blandt os borgere der får forbedret deres sprog­kundskaber ved at flytte ud til bygder eller mindre byer med det resultat, at deres sprogkund­skaber bliver væsentligt forbedret, og at de får selvtillid, og ikke mindst at de genfinder deres grønlandske baggrund.

 

Men til trods det er der også andre i blandt os der allerede har skiftet familie som er gået i gang med en uddannelse, og som af gode grunde ikke føler at de har mulighed for at drage afsted.

 


Vi mener i Inuit Ataqatigiit, at uden at sende potentialet til højskoler kan tilrettelægge dygtig­gørelsen i sprog i samarbejde med Sprogcenteret eller andre undervisningsinstitutioner, og hvis denne løsningsmodel foretrækkes må vi dog gøre opmærksom på, at Sprogcenterets tilbud må forbedres, og problemerne omkring undervisningsmateriale bliver optimeret, og dette for at forbedre mulighederne for kursisternes gevinst.

 

Vi er ikke i Kandidatforbundet bekendt med, at Sprogcenteret i f.eks. Upernavik har arran­geret i dansk. Vi må derfor gå bort fra, at man udbygger eksisterende muligheder med andre tilbud, og vi må hellere optimere allerede igangsatte initiativer.

 

Interesserede vil også udvise større interesse for deltagelse, hvis eksisterende muligheder gøres mere smidig og tiltrækkende. Vi mener i Kandidatforbundet, at benyttelsen af allerede eksisterende muligheder må optimeres, og det er netop Sprogcenterets intention.

 

Til sidst skal vi fra Kandidatforbundet bemærke, at vi tilslutter os Landsstyrets svar om, at Sprogcenteret bør være fundamentet i sprogundervisningen, og at man derfra må koordinere ethvert tiltag i sprogundervisningen.

 

Med disse ord, og med henvisning til vores bemærkninger skal vi anbefale, at punktet bliver sendt til Undervisningsudvalget forinden 2. behandlingen.

 

Vi siger tak til Tom Ostermann. Næste taler er løsgængeren, Otto Steenholdt.

                                                                                                                                                      

Otto Steenholdt, løsgænger.

før vi har fået højskoler, så har jeg adskilt de to forskellige skoler. Højskolen er ordentlig skoler. De danske højskoler fortæller meget om den danske kultur, og eleverne får undervis­ning i dansk kultur. Og jeg ved ikke om de bruges til andre formål, men højskolerne bruges til at give eleverne indsigt i f.eks. dansk poesi og andre danske værdier.

 

Og her i Grønland har vi fået to højskoler, så regner med, at de to højskoler tilbyder fag i grønlandsk kultur. Og det er på den måde jeg adskiller de to former for uddannelser. Selvføl­gelig kan vi tilbyde kurser i grønlandsk, f.eks. i grønlandsk poesi og grønlandsk litteratur. Med højskolerne er det hensigten, at de giver kurser i fag i grønlandsk kultur. Men under behandling af dette punkt sagde vi, at vi kunne bruge højskolerne til andre formål, f.eks. man gør det i Danmark, hvor man bruger højskolerne til at forbedre kompetancerne. Det er en følge af moderniseringen af højskoleverdenen.


Her har vi sprognævn, og vi hører, at der er mange i Grønland, der ikke kan korrekt grøn­landsk. Og der er ingen, der kritiserer disse forhold. Så man er nødt til at spørge, hvilket for­mål Sprognævnet har.

 

Og jeg har bragt op af betegnelse for krabber på grønlandsk. Der er to forskellige termer. Og Sprognævnet har taget en beslutning, hvilket af de grønlandske termer der skal bruges, så det er bare et eksempel.

 

Højskolebestyrelserne. Jeg vil gerne give opgave til højskolebestyrelserne. De skal selv priori­tere, hvilke tiltag de gerne vil tage indenfor grønlandsk kultur. Som sagt, jeg ser ikke højsko­lerne som egentlige uddannelsessteder. Det er uddannelsesinstitutionernes opgave at tilbyde de egentlige fag i grønlandsk. Det er det jeg gerne vil fremhæve. Højskolerne skal varetage den ordentlige verden, og bestyrelserne skal selv bestemme, hvilke kurser de gerne vil tilbyde.

 

Jeg personligt mener, at undervisning i grønlandsk skal ikke tilbydes i højskolerne. Vi har en integration i skolerne - undervisningen af danske og grønlandske børn går i samme klasse. Men jeg fornemmer, at det ikke var en succesrig tiltag. Der var alt for mange tolkninger. De grønlandske børn tager meget af tolkningen i klasserne. Måske forslagsstillerens idéer kan bruges i denne sammenhæng.

 

Vi skal præcisere, at højskolerne ikke skal bruges som egentlige uddannelsessteder, men til at forbedre de kulturelle kundskaber. Ligesom idéen bag de danske højskoler. Det er det jeg gerne vil sige.

 

Olga Poulsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.


Det bliver kort. Først, efter min forståelse er ånden bag højskolerne er at give en almen uddan­nelse til de grønlandske unge. Men derudover kan de også tilbyde andre fag, f.eks. musik og kunst. Vi har også haft en anden forslag i dag, som vi har behandlet. Og jeg siger tak for Lands­styrets svar. Og jeg kan forstå, at Landsstyret er opmærksom på den eksisterende pro­blem og i samarbejde med Sprogcenteret, så vil man gerne starte andre tiltag til at løse proble­met. Og jeg siger tak til, at han lover, at han vil tage disse tiltag. Og uden at komme ind på partiernes indlæg, så vil jeg stoppe her. Men jeg vil gerne have, at indlæggene fra partierne tages i betragtning i udvalgsbehandlingen.

 

Johan Lund Olsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Tak. Det er min anden gang, og jeg skal gøre det kort. Men jeg har bemærket, hvad Atassuts ordfører sagde. Til slut sagde han, at Atassut ser gerne, at folkeskolen forbedres. Selvfølgelig vil Inuit Ataqatigiit også forbedre folkeskolen. Nu har vi planlagt Atuarfitsialak gennem flere år, og nu vil man gerne udsætte forordningen omkring Atuarfitsialak. Nu ved vi, at landsstyre­koalisionen instiller, at selve indholdet skal først være gældende til næste år fra 1. august. Men derudover så har landsstyrekoalisionen i Landsstyret foreslået, at man etablerer friskole, de har lavet forslag til ny lov om friskoler, og den skal anden behandles og tredje behandles i forårssamlingen her. Men Landsstyret indstiller ikke, at forslaget bliver udsat. Endnu engang er der forskelsbehandling i folkeskolen. Men jeg vil gerne sige, at Atassut sagde, at man vil gerne prioritere forbedring af folkeskolen. Men hvad med dem, hvor grønlændere, der er opvokset i Grønland? Men p.g.a. forskellige forhold kan ikke sproget fuldt ud, som har ellers vilje til at lære det grønlandske sprog. Skal vi ikke prioritere dem også? Selvfølgelig skal vi prioritere dem. For de er mange uddannelsessøgende i Danmark, eller flertallet har problemer med det grønlandske sprog, fordi de kan ikke sproget 100%. Så jeg mener, at vi skal priori­tere, at vi tager tiltag for at hjælpe dem. Så det er idéen bag forslaget her. Så det er meget forhåbeligt, at sagen ... Jeg vil gerne gentage, at forslaget er et beslutningsforslag og skal anden behandles. For det er meget forhåbentligt i viderebehandlingen af sagen, at sagen bliver behandlet i Kulturudvalget.

 

Ikke kun Inuit Ataqatigiit men også Kattusseqatigiit efterlyser, at forslaget behandles i udval­get. Men hvis flertallet ikke ønsker, at forslaget ikke skal behandles i udvalget, så vil jeg fore­slå, at man vil undersøge sagen grundigt. Der er to bestemmelser i '14 og '18, og ifølge disse bestemmelser ... Udvalgene kan behandle sager på egen hånd og lave indstillinger til Lands­styret.

 

Som jeg sagde, forslaget er meget interessant, og det er værdifuldt at følge op sagen videre. Så anbefaler vi, at sagen bliver behandlet i Kultur- og Undervisningsudvalget. Og udvalget tager sagen som sit ansvarsområde. Og den kan udvalgsbehandles inden anden behandlingen.

 


Daniel Skifte, Landstingsformand, Atassut.

Vi siger tak til Johan Lund Olsen. Jeg skal lige præcisere for at undgå misforståelser, at ifølge vores forretningsorden ... Jeg vil gerne henvise til '32, stk. 7, hvor der står, at flertal i Lands­tinget beslutter, at der .... derfor vil jeg sige, at Siumut og Atassut og løsgængeren siger klart, om forslaget skal behandles i udvalget, fordi Inuit Ataqatigiit ønsker, at forslaget bliver be­handlet i udvalget, og Kattusseqatigiit ønsker også, at forslaget skal behandles i udvalget. Jeg følger forretningsordenen til punkt og prik. Så vil jeg foreslå, at Siumut og Atassut orienterer os, om de vil have, at sagen bliver behandlet i udvalget. Sagen skal også anden behandles til efteråret.

 

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand, Siumut.

Jeg forstår de faldne bemærkninger således, at så er Landsstyret principielt enig i baggrunden for forslagsstillerens spørgsmål, at der må ske en styrkelse af sprogundervisningen i alle insti­tutioner. Det er der ingen uenighed om, men Landsstyret mener, at forslaget primært må frem­mes via Sprognævnet, Oqaatsinik Pikkorissarfik og at bestyrelsen må tage det op, og at vi ikke pålægger højskolerne at tage imod en sådan. Hvis vi går ind for forslaget som den er, så vil vi blot bebyrde højskolerne, hvorved vi fra oven af bestemmer, hvad højskolerne skal lave. Det er rigtigt, at højskolerne også har deres egne bestyrelser, og at bestyrelserne også selv i hen­hold til de gældende lovgivninger omkring højskolevirksomhed skal fastsætte uddannelserne og kurserne og højskoleophold i højskolerne. Det er bestyrelsernes egen opgave, som vi ikke kan tilsidesætte ved at tage beslutninger herom, hvad der skal laves i højskolerne.

 

Som Landsstyret giver udtryk for i sit svarnotat, så mener Landsstyret, at det primært må være, at opgaven i uddannelse og sprogundervisning, at det centrale er, at det er Sprogcen­teret, Oqaatsinik Pikkorissarfik, der skal tage de konkrete initiativer.

 

Vi mener derfor, at det er vigtigt, at det på baggrund af Oqaatsinik Pikkorissarfiks hidtidige erfaringer tager udgangspunkt i disse, og vi har fra Landsstyrets side opfordret til, at vi i første omgang oversender opgaven til Oqaatsinik Pikkorissarfiks bestyrelse, og at vi anmoder dem om at tage spørgsmålet op, således at de kan fremlægge forslag til, hvordan formålet bag forslaget kan realiseres.

 


Der er således ingen uenighed om det principielle indhold i forslaget, at der stadigvæk er et ønske om, at ikke grønlandsksprogede grønlændere skal have mulighed for at lære grøn­landsk, ligesom der også bør gives muligheder for, at grønlændere, som ikke helt kan dansk fuldt ud også får mulighed for at udbygge deres danskkundskaber. Landsstyret er således ikke enig i det principielle i forslagsstillerens forslag.

 

Derfor skal jeg også til de faldne bemærkninger tilføje, at også konkluderende på debatten, så mener jeg at kunne konkludere den debat om et øget sprogundervisning, så har jeg bemærket, at tiden er den rette, at tiden er nu rette tid til, om hvordan vi også kan forbedre vores kund­skaber henholdsvis i grønlandsk og dansk. Sproget er et redskab, som computerne mere .... sprog skal læres. Det er et redskab, som kan læres ligesom andre redskaber, ligesom folk kan lære at bruge computere m.m.

 

Jeg mener, at vi også må tilbyde sprogundervisning, således at alle får de evner, der skal til for at man kan bruge sproget som redskab i det daglige. Jeg mener at have bemærket, at så er der uafhængighed her i Grønland til metodefrihed i undervisningen, men man har hidtil ikke fundet den samme melodi, for såvidt angår, hvordan man kan forbedre undervisningen i det grønlandske sprog. Og det er netop dér, at Sprogcenteret, Oqaatsinik Pikkorissarfik må frem­komme med sin vurdering.

 

Vi skal også huske på, at det ikke kun er os, der gerne vil lære andre sprog. Der er mange sprog i verdenen, og som binder verden sammen. Jeg mener også, at vi bør være bedre til også at lære flere sprog. Altså vi skal ikke kun satse på enkelte sprog, men at vi bruger sprogtil­læringen som et redskab, også til at lære andre sprog end kun ... udover de sprog, som vi nu drøfter, nemlig dansk, grønlandsk og engelsk.

 


Vi har flere gange nævnt fra denne talerstol, at israelitterne, uanset deres problemer i dag, at de folk, israelitterne de skal alle lære hebræisk, men de bruger én metode til at lære hebræisk. Vi ved, at de underviser deres børn i hebræisk med samme metode. Det var et lille sidespring, men det primære er, som vi også har opfordret til fra Landsstyrets side, at lad Sprogcenteret fortsætte sit arbejde på baggrund af forslaget. Vi er ikke uenige om Olga Poulsens forslag. Det er forhold og problemer, som bliver påpeget, og jeg mener, at vi må sende sagen videre til Oqaatsinik Pikkorissarfik uden at vi drøfter det i udvalgene mere.

 

Vi kan, når debatten er færdig i dag, så kan vi tage sagen op i Landsstyret og så bringe det videre til Oqaatsinik Pikkorissarfik.

 

Jakob Sivertsen, ordfører, Atassut.

Jeg har ellers ikke ønsket at bede om ordet, men da Inuit Ataqatigiits ordfører direkte kom­menterede vores indlæg, vil jeg gerne fremkomme med et svar dertil.

 

Dette punkt, som vi drøfter, hvis vi ikke løser den fra bunden af, så kan den aldrig løses. Der­for har vi fra Atassut lagt vægt på, at man i henhold til formålene bag Atuarfitsialak, og hvis undervisningen bliver forbedret, så vil man komme ud over det problem, som vi drøfter.

 

Vi kan således heller ikke bestemme, at højskolerne skal tilbyde sprogundervisning, hvorfor vi er enige med Landsstyrets svarnotat i, at det i første omgang må være Oqaatsinik Pikkorissar­fiks opgave at fremkomme med idéer til, hvordan man kan gå igang med undervisningen, med den påtænkte foreslåede undervisning.

 

Vi lægger vægt på, at man gerne skulle lære sprogene, medens man går i folkeskolen, og at vi primært skal bruge kræfterne dér. Hvis vi skal tilegne os sprog, så må vi begynde i folkesko­len, hvorfor vi fastholder vores bemærkninger om, at vi primært må satse på sprogundervis­ningen i folkeskolen og ikke komme med lappeløsninger. Tak.

 

Tom Ostermann, ordfører, Kandidatforbundet.

Det er klart, at der er en stor interesse i det punkt, som vi drøfter, men jeg synes også at uddra­ge, at der er stor enighed om baggrunden herfor.

 


For såvidt angår vores opfordring til et udvalgsbehandling, så vil vi gerne gentage, at vi øn­sker, at sagen bliver viderebehandlet i et udvalg, da man også fra flere brugeres side siger, at det undervisningsmateriale i dag ikke længere er tidssvarende, hvorfor vi også må arbejde for, at vi får et meget egnet undervisningsmateriale, hvorfor der kan være behov for yderligere undersøgelser, og skal blot opfordre til, at man videresender sagen til viderebehandling i ud­valget.

 

Otto Steenholdt, ordfører, løsgænger.

Til Landsstyreformandens sidste bemærkninger, så stopper jeg også ved disse, således at man først hører Sprogcenteret, om hvilke idéer de kan fremkomme med, og at de må være det første punkt og næste initiativ uden at vente på behandling i udvalget, hvorfor jeg ikke er enig i, at forslaget bliver videresendt til udvalg på det nuværende grundlag.

 

Daniel Skifte, Landstingsformand, Atassut.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er vi således færdige med behandlingen af punkt 57, hvor Atassut, Siumut og løsgængeren og Landsstyret har ønsket, at sagen anden behandles til efterårssamlingen uden forudgående udvalgsbehandling, medens mindretallet bestående af Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet ellers har ønsket den til udvalgsbehandling. Således er vi færdige med første behandling af punktet. Den skal således anden behandles til efterårssam­lingen uden forudgående udvalgsbehandling.

 

Før vi går videre til næste punkt på dagsordenen, vil jeg anmode Landstingets første næstfor­mand om at lede mødet. Og det er Anders Andreassen.

 

Anders Andreassen, mødeleder, Atassut.

Så går vi videre. Næste punkt på dagsordenen er punkt 24, forslag til Landstingsforordning om kultur- og fritidsvirksomhed. Forslaget vil blive forelagt af Landsstyreformanden i Lands­styremedlem for Kultur og Uddannelse, Forskning og Kirkes fravær p.g.a. sygdom, og jeg vil anmode Landsstyreformanden om at forelægge forslaget.

 

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand, Siumut.

På Landsstyrets vegne, skal jeg hermed forelægge forslag til Landstingsforordning om kultur- og fritidsvirksomhed, og dette er første behandlingen.

 

Forslaget indeholder en revision af de bestemmelser, der regulerer dens styrelsesmæssige del af kommunernes kultur- og fritidsvirksomhed.


Det er udarbejdet som en delvis opfølgning på de anbefalinger, der blev afgivet i 1998 af projektgruppen vedrørende kommunalreformkommissionens anbefalinger, anbefalinger på kultur- og fridsområdet.

 

Det er grundlæggende hensigten med forslaget at sikre, at kulturområdet får en ligeværdig status med det traditionelle fritidsområde.

 

De nuværende fritidsnævn foreslås vedlagt.  Begrundelsen herfor er, at nævnene har haft vanskeligt ved at fungere tilfredsstillende, da de ikke har nogen beslutningskompetance.

 

Det har været overvejet i henhold til projektgruppens anbefaling herom, istedet at fastsætte bestemmelser i forordningen om kommunale kultur- og fritidsbestyrelser, der tillægges en vis beslutningskompetance.

 

Landsstyret finder, at fastsættelsen af sådanne regler i denne forordning vil være i strid med kommunalreformkommissionens anbefaling af, at der ikke fastsættes styrelsesregler i særlov­givningen. Projektgruppens anbefaling herom er derfor ikke indarbejdet i forslaget. Det vil herefter være op til kommunalbestyrelsen i hver enkelt kommune at afgøre, hvordan styrelsen af kultur- og fritidsvirksomheden organiseres mest hensigtsmæssigt.

 

Det vil således også være muligt at etablere lokale nævn, udvalg m.v. til at bistå den kommu­nale forvaltning for kultur- og fritidsområdet.

 

Foruden ændringer på det styrelsesmæssige område, er der i forslaget mindre indholdsændrin­ger, hvoraf de fleste er af lovteknisk art eller præcisering af gældende praksis. Den største ændring er indførelsen af begrebet Professionel virksomhed indenfor kulturområdet. Med denne ændring åbnes der nu mulighed for en egentlig kulturpolitisk prioritering af den stadigt voksende kunst- og kulturvirksomhed.

 


Denne prioritering skal ske i tæt samarbejde med kulturrådet. Et arbejde, som rådet allerede er gået igang med at udarbejde forslag til i forbindelse med såvel bevillingerne i 2002 og forslag til bevillingerne i 2003. Forordningsforslaget har været sendt til relevante høringsparter, og de indkomne bemærkninger er i videst muligt omfang indarbejdet i det foreliggende forslag.

 

Der henvises iøvrigt til forslagets almindelige bemærkninger, hvori der er redegjort de væ­sentligste bemærkninger for høringssvarene.

 

Med disse korte bemærkninger, skal jeg blot henvise til forslaget med tilhørende bemærknin­ger og overlade forslaget til Landstingets velvillige behandling.

 

Laannguaq Lynge, ordfører, Siumut.

Kultur- og fritidsvirksomhed kan indimellem gribe så meget ind i hinanden, at det kan være svært at skelne, hvad der er hvad. De fleste borgeres fritidsaktiviteter har normalt kulturelt islæt. Man kan også sige det på den måde, at flertallet af landets befolkning kun har tid til at beskæftige sig med kulturelle anliggender efter deres arbejdstid.

 

Selvom forordningsforslaget på mange områder svarer til den gældende forordning på fritids­området, indeholder den en række vigtige ændringer.

 

I Siumut lægger vi stor vægt på, at borgerne har bred vifte muligheder for at drive fritidsvirk­somhed. Og vi regner bestemt med, at der åbnes mange muligheder i kraft af dette forord­ningsforslag.

 

Fra Siumut lægger vi især mærke til, at forordningsforslaget peger imod nedlæggelse af de eksisterende fritidsnævn. Dette støtter vi fra Siumut. I det eksisterende system har fritids­nævnene kun ringe kompetance, selvom de skal høres i forbindelse med beslutningerne.

 

Dette til trods, har mange mennesker gennem deres diverse organisationer været med til at bære fritidsvirksomhedens daglige drift på frivillig basis. Vi skal fra Siumut benytte denne lejlighed til at takke de mange mennesker i bygder og byer, som har ofret deres tid i forbindel­se med fritidsnævnenes arbejde.

 


Til gengæld får kommunalbestyrelserne kompetance til at varetage den bedst mulige kultur- og fritidsvirksomhed. Dette støtter vi fra Siumut, idet vi mener, at kommunerne gennem for­ordningsforslaget gives udmærkede muligheder for politisk at tilføre kultur- og fritidsvirk­somhedens meningsfyldte indhold, i og med at de får større politisk ansvar.

 

Fra Siumut mener vi, at forslaget på en god måde vil understøtte forebyggelsesarbejdet. Der­for skal vi fra Siumut indstille, at man såvidt muligt undgår besparelser på området.

 

Kommunerne skal desuden være opmærksom på deres muligheder, færre aktører i kultur- og fritidsarbejdet i bygderne. Man kan rende ind i det problem, at der i en bygd er flere villige aktører end forslaget foreskriver.

 

Fra Siumut mener vi også, at man skal lægge mærke til den brede vifte af virkemuligheder, som forslaget åbner for, idet dette kan resultere i, at flere borgere gives mulighed for at være med.

 

Fra Siumut lægger vi også mærke til, at professionelle kunstnere også får mulighed for at få tilskud. På denne måde indrømmer Landsstyret, at antallet af professionelle kunstnere er sti­gende, og man forsøger at bane vejen for bedre vilkår for disse gennem forslaget. Dette støtter vi fra Siumut.

 

Én af de ting man skal være særlig opmærksom på, at man slækker på kravene til fritidsvirk­somhed indenfor såvel klubber og foreninger, bl.a. hvad angår aldersgrænser.

 

Desuden skal vi fra Siumut opfordre til, at klubberne tilstræber, at bestemte aldersgrupper samles på én gang i bestemte tidspunkter.

 

Tillige lægger vi mærke til, at aldersgrænsen forhøjes fra 25 år til 30 år når det gælder tilde­ling af tips- og lottomidler. Fra Siumut er vi glade for dette, idet midlerne på den måde vil gavne flere børn og unge.

 

Med hensyn til aldersbegrænsningerne, lægger vi også mærke til, at aldersgrænsebegrebet ønskes afskaffet når det gælder speciel fritidsundervisning af handicappede.

 


Selvom vi kan fremhæve andre aspekter, som vi støtter, skal vi fra Siumut udtrykke vores glæde over, at forordningen sikrer ligestilling mellem kultur- og fritidsvirksomhed.

 

Med disse bemærkninger skal vi indstille, at forslaget til Landstingsforordning om kultur- og fritidsvirksomhed behandles i Landstingets Kultur- og Uddannelsesudvalg forinden anden behandlingen her i salen.

 

Naimanngitsoq Petersen, ordfører, Atassut.

Efter nøje gennemgang af det fremsatte forslag til Landstingsforordning om kultur- og fritids­virksomhed, skal vi fra Atassut fremkomme med følgende udtalelse.

 

Indledningsvis skal vi nævne, at kommunerne har fået en stor mulighed for deres egen udvik­ling på kultur- og fritidsvirksomhedsområdet.

 

Uden at nævne de mange fritidsaktiviteter enkeltvis, skal vi fra Atassut bemærke, at der i det fremsatte ændringsforslag er foreslået, at muligheden for at erhvervet med kultur- og fritids­virksomhed forsøges udbygget, hvilket i Atassut går fuldstændigt ind for.

 

Vi er i Atassut glade for, at man gennem fritidsvirksomheden har åbnet udøvelsen af vores kulturaktiviteter samt kulturarv fra forslagene.

 

Uden at nævne fritidsaktiviteterne væsentligt, skal vi fra Atassut med disse bemærkninger gå fuldstændig ind for forslaget samtidig med, at opfordre kommunerne med deres muligheder for at udnytte deres lokale aktiviteter fuldt ud.

 

Og vi går ind for, at sagen går videre til anden behandling.

 

Ole Lynge, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Inuit Ataqatigiit ser med glæde det forelagte forslag til Landstingsforordning om kultur- og fritidsvirksomhed.

 


I forslaget er det hensigten, at sikre, at kulturområdet får en ligeværdig status med fritidsområ­det. Inuit Ataqatigiit ser principielt med tilfredshed, at ændringsforslaget indebærer indførel­sen af begrebet professionel virksomhed indenfor kulturområdet.Idet vi i en årrække har kræ­vet, at den professionelle kunstvirksomhed i større grad bør indgå i kulturpolitikken.

 

I nærværende forslag åbnes der mulighed for prioriteringer, og vi håber, at der ved et godt samarbejde med Kulturrådet også gives et godt grundlag for de professionelle kunstneres virksomhed.

 

Derfor ser Inuit Ataqatigiit frem til deltagelse i drøftelsen omkring de kommende bevillinger i 2003.

 

I den nuværende forslag indgår også, at fritidsnævnene nedlægges. Begrundelsen herom er Inuit Ataqatigiit godt indforstået med. Ligeledes var vi også indforstået med projektgruppens anbefalinger om, at der tillægges en vis beslutningskompetance ved fastsættelse af bestem­melser i forordningen om kommunale kultur- og fritidsbestyrelser.

 

Dette har Landsstyret ikke fundet anbefalelsesværdigt, da det vil være i strid med Kommunal­reformkommissionens anbefaling af, at der ikke sættes styrelsesregler i særlovgivningen.

 

Inuit Ataqatigiit finder, at det vil være på sin plads, at spørgsmålet tages op på Landstingets Kulturudvalg til grundig vurdering. Det er af vigtighed, at en letforståelig forordning med hensyn til rettigheder og beslutningskompetancer tydeliggøres for brugerne, især for kommu­nalbestyrelsernes bestræbelser for etablering af lokale nævn i deres lokale virksomhed.

 

Vi finder det også anbefalelsesværdigt, såfremt dette også kan indgå i Landstingsloven om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser.

 

Inuit Ataqatigiit finder det også hensigtsmæssigt, at det indgår i forslaget, at Landsstyret får mulighed for at yde støtte til den såkaldte professionelle kulturvirksomhed, som det også fremgår i redegørelsen, idet den professionelle kulturvirksomhed stadig er voksende. Denne udvikling er glædelig og bør generelt støttes.

 


Med bestemmelsen er det tilsigtet at sikre, at Landsstyret gives mulighed for tilskud til den landsdækkende og professionelle virksomhed, samt at amatørvirksomheden og den frivillige virksomhed har fået større tilskudsmuligheder via tipsmidlerne.

 

Som noget nyt i forslaget er der desuden fastsat bestemmelser om, at Landsstyret også kan yde tilskud til talenter af eliteidræt gennem en samlet bevilling til Team Greenland.

 

Inuit Ataqatigiit skal blot opfordre, at der sikres et tæt samarbejde med kulturråd og idrætsråd m.m. inden den økonomiske tilskud bevilges.

 

Inuit Ataqatigiit bemærker, at der generelt sker en forhåbningsfuld udvikling af den nuværen­de kulturvirksomhed, hvad enten det er kunst eller idræt.

 

I kraft af, at Grønland og befolkningen for omverdenen på den måde har stået frem og vist ansigt, udøvet konkurrencer m.m., er det et bevis på, at grønlændere ikke har grund til at være tilbageholdende. Derimod vil vi for omverdenen øge venskabet og kommunikationen igennem åbenhed og ærlighed.

 

Det er med det indlæg, at vi indstiller til, at punktet behandles i udvalget.

 

Mogens Kleist, ordfører, Kandidatforbundet.

Kandidatforbundet har følgende kommentarer til forslag til Landstingsforordning om kultur- og fritidsvirksomhed.

 

Landsstyrets forslag taget i sin helhed vil have en lettende virkning på det administrative arbejde, hvor vi konstaterer i Kandidatforbundet. Det må vi konstatere i Kandidatforbundet. Intentionen er jo at regulere loven fra 1992, så den bliver mere tidssvarende.

 

Efter at kultur- og fritidsvirksomheden blev separat fra undervisningsforordning i 1997, er der opstået behov for en regulering.

 


Vi skal henlede opmærksomheden på, at kommunernes mulighed ikke bliver elimineret, idet kommunerne på baggrund af eksisterende muligheder har ret til at etablere udvalg.

 

Vi er ligeledes tilfredse med, at man også rette op på de erhvervsmæssige relationer, ligeledes er vi tilfredse med de nye muligheder for talenter og idrætsudøverne, der nu også er implimen­teret.

 

Alt andet lige, er vi også tilfredse med, at man også har forhørt sig hos sportsorganisationer og idrætsråd.

 

Vi betragter det på sin plads, at der åbner mulighed for, at en del af kommunernes beslutnin­ger kan ankes til Landsstyret. Det er jo således, at man efter etablering af ombudsmandsinsti­tutionen har fået mulighed for at klage til denne instans.

 

Med disse korte bemærkninger skal vi anbefale, at forslaget sendes videre til relevant udvalg inden anden behandlingen.

 

Otto Steenholdt, , ordfører, løsgænger.

Jeg har bemærket, at forslag til Landstingsforordningen som den ser ud er lidt svag i sit grund­lag.

 

Jeg vil ikke spilde tid på at kommentere forslaget yderligere, og jeg går ind for forslaget som den ser ud.

 

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand, Siumut.

Jeg er glad for, at alle partier og Kandidatforbundet og løsgængeren har tilsluttet sig forslaget. Forordningsforslaget og ændringerne, der ligger heri, som man har tilsluttet, er jeg glad for at høre.

 


Det er selvfølgelig rigtigt, at man herfra det offentlige, at det ikke er helt nødvendigt at blande sig i alt, og det er på sin plads, at kommunerne får et ansvarsområde, som de selv skal stå til rådighed for. For ved at give ansvaret til kommunerne, indebærer det også, at kommunerne får mulighed for at udnytte dette på bedste vis i samarbejde med medborgerne og de forskellige samfund. Det mener jeg er et punkt, som man må se og huske på, at det åbner op for disse muligheder. Og hertil vil jeg også udtale om, at man vil gøre alt for ikke og komme med spark omkring de kulturelle aktiviteter og tilskud til kulturelle områder.

 

Den aldersgrænse, der er forhøjet fra 25 år til 30 år har jeg også bemærket, at man har tilsluttet sig fra alle sider.

 

Jeg skal endvidere komme med en bemærkning, som Ole Lynge sagde i sit indlæg, at de nævn, der blev nedlagt og som andre også nævnte. Selvfølgelig er det også således, at den del af kommunale instanser som er nedlagt, hvis kommunerne selv mener, at det er nødvendigt at det står åbent, at de kan nedsætte diverse udvalg til at udføre arbejdet. Og det er således sta­digvæk, det står stadigvæk åbent for kommunerne selv at administrere dette.

 

Som man også nævnte fra Kandidatforbundets side, at ombudsmanden kan benyttes til anke og viderebehandle en sag i Landsstyret, er det nu ombudsmanden, der står for dette, og det er rigtigt, og det er stadigvæk en mulighed, som vil stå åben i fremtiden.

 

Med hensyn til sport, med sporten og som Laannguaq Lynge også fra Siumut bemærkede, og ligeledes fra andre. Selvfølgelig er der Team Greenland, som udnævner dygtige sportsudø­vere. Og deres tilskud er vi selvfølgelig vågne for, og derfor skal vi alligevel huske på, at man skal se på organisationen på en bred måde, nemlig, at det ikke er den eneste organisation indenfor idrætsudøvernes verden, men det kan være et startsskud at andre organisationer langs kysten også kan få tillæg.

 

Sportsudøvere blandt handicappede er også en befolkningsgruppe vi ikke skal forglemme, og derfor vil de også igennem deres egne organisationer også blive sørget for. Og de skal selvføl­gelig også have mulighed for at få en del af tilskuddet, det finansielle tilskud. Derfor er der selvfølgelig .... selvfølgelig husker vi på, at de høringer, der kommer til at foregå i sportens verden og de organisationer, der er indblandet i sagen selvfølgelig også skal have de handicap­pedes område med.

 


Og dermed vil jeg til sidst tilføje, som Otto Steenholdt bemærkede, er det rigtigt, at denne sag har kørt længe. Et godt stykke tid, siden 1998 efter 1997 og 1998 og tidligere har det også været nævnt, derfor også de høringer, som har været igang og som skal til at gå igang er af stort omfang. Og kulturområdet har jo også på flere forskellige tidspunkter også været inde på, at alle høringer tager tid og det er et stort omfang, og at man selvfølgelig også vil resultater og man har set resultater af disse høringer.

 

Og med disse bemærkninger vil jeg til sidst sige tak til alle bemærkninger og tak til alle.

 

Anders Andreassen, mødeleder, Siumut.

Og det var så punkt 24 for i dag, forslag til Landstingsforordning om kultur- og fritidsvirk­somhed, og den går videre til udvalget i kulturområdet før anden behandlingen.

 

Nu går vi videre til punkt 62, beslutning om opførelse af skole/uddannelsesinstitution for handicappede børn og unge i Ilulissat.

 

Forslagsstilleren er Anton Frederiksen, men da han ikke kan være tilstede i dag, forelægges forslaget af Tom Ostermann.

 

Tom Ostermann, Kandidatforbundet.

Som bekendt, er det et af Landsstyrets intentioner, at man såvidt muligt bibeholder de handi­cappede i Grønland samt hjemsender de grønlandske handicappede, der er i Danmark til Grøn­land. Derfor har man også heldigvis de senere år fået oprettet forskellige institutioner for de handicappede i Grønland, som f.eks. optræningshjemmet Sungiusarfik Ikinngut i Ilulissat. Men desværre har man også i denne forbindelse bl.a. glemt følgende, at der til disse fysisk og psykisk handicappede også gives mulighed for skolegang og uddannelse.

 

Vi er vidende om, at Hjemmestyret finansierer byggeri. Er det almindelige bygninger indenfor skoleområdet og selvfølgelig bør muligheden for skolegang til fysisk og psykisk handicappede børn og unge også være et af Hjemmestyrets opgaver.

 


Uagtet dette, så har Ilulissat Kommune i dag og i de seneste 3 år i alt haft en kommunal udgift på 1.375.000 kr. til en femårig skoleundervisning af unge fysisk og psykisk handicappede, der kommer udenfor Ilulissat Kommune, en nedlagt administrationsdel af pakhuset, af det tidli­gere pakhus i Ilulissat, der må betegnes som værende aldeles uegnet til disse unge.

 

Lejen af lokalerne, udgifterne dertil, som Ilulissat Kommune hidtil har haft udløber, når der er gået 2 år, og dermed vil disse unge handicappede ikke længere have mulighed for at modtage undervisning. Det er på den baggrund jeg har fremsat mit forslag til landstingsbeslutning.

 

Anders Andreassen, mødeleder, Siumut.

Så er det Landsstyreformanden med et svarnotat på vegne af Landsstyremedlemmet for Kultur m.v.

 

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand, Siumut.

Landstingsmedlem Anton Frederiksen anfører i sit forslag, at man har glemt at give beboerne i den undervisningspligtige alder i Sungiusarfik Ikinngut det nødvendige skolegang og uddan­nelse i forbindelse med oprettelse af institutionen. Det anførte er imidlertid ikke korrekt. Der er i øjeblikket 8 beboere i den undervisningspligtige alder på institutionen. De modtager alle den vidtgående specielle undervisning, som de har behov for og krav på. Undervisningen er tilrettelagt af skolevæsenet i Ilulissat Kommune efter en plan udarbejdet i samarbejde med Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning i Ilulissat.

 

Institutionen, optræningshjemmet Sungiusarfik Ikinngut, som er beliggende i Ilulissat Kom­mune, er en landsdækkende institution for handicappede. Institutionens klientel har indtil for få år siden været for voksne handicappede, men i de seneste år har Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked i stigende omfang visiteret børn og unge i den undervisnings­pligtige alder til institutionen.

 

KIIP er efterfølgende blevet gjort opmærksom på udviklingen og har flere gange drøftet det med såvel Ilulissat Kommune som med Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmar­ked, som til dagligt driver institutionen.

 


Det er Hjemmestyret der har ansvaret for etablering og drift af egentlige specialskoler. Men for elever, der bor hos forældrene, i plejefamilier eller institutioner som f.eks. Sungiusarfik Ikinngut er det imidlertid en kommunal forpligtelse at stille den nødvendige undervisning til rådighed.

 

Med hensyn til undervisning af børn og unge i Sungiusarfik Ikinngut, modtager disse i dag den vidtgående specialundervisning, som de har behov for og krav på. PPR-kontorerne visi­terer de skolesøgende børn, der skal have vidtgående specialundervisning, sådan at de får et relevant undervisningstilbud. Hjemmestyret afholder i den forbindelse udgifterne til lærerløn­ningerne til denne undervisning.

 

Kommunerne, herunder Ilulissat Kommune kender normalt behovet for vidtgående specialun­dervisning i god tid, da der er tale om børn, som bor i kommunen, som har gået i kommunens daginstitutioner, og hvis handicap er beskrevet inden skolestarten, altså i god tid før.

 

Det er derfor i den forbindelse vigtigt, at kommunen og det kommunale skolevæsen sørger for, at der frigøres eller skaffes egnede lokaler for at give eleverne de optimale undervisnings­tilbud.

 

Direktoratet for Boliger og Infrastruktur har i samarbejde med KIIP etableret en arbejdsgrup­pe, der bl.a. skal se på det fremtidige renoverings- og udbygningsbehov indenfor folkeskole­området. Det kan nævnes, at der i forbindelse med planerne om renovering og udbygning af Atuarfik Jørgen Brønlund i Ilulissat vil blive taget højde for behovet for undervisningslokaler for vidtgående specialundervisning, således at de fysiske rammer bliver så gode som mulige, og derved også for børn og unge, der bor i Sungiusarfik Ikinngut.

 

Det er Landsstyrets opfattelse, at der gives børn og unge i den undervisningspligtige alder, som bor i Sungiusarfik Ikinngut den nødvendige vidtgående specialundervisning og anden undervisning, som de har behov for og krav på.

 

Landsstyret skal med disse bemærkninger indstille, at forslaget om at bygge en skole ikke imødekommes, men at forslaget medtages i det videre arbejde med planerne omkring reno­vering og udbygning af skolerne i Ilulissat.

 


Laannguaq Lynge, ordfører, Siumut.

Efter at have gennemgået Landstingsmedlem Anton Frederiksens forslag samt Landsstyrets svarnotat, har vi til beslutningsforslaget følgende bemærkninger fra Siumut.

 

I Siumut har vi altid fundet det vigtigt, at de handicappede skulle leve og bo som en integreret del af det grønlandske samfund og at de skal have den respekt de har krav på. Den tid er forbi, hvor vores medborgere med fysisk eller psykisk handicap blot bliver anbragt på institutioner i Danmark.

 

Uanset om hjemtagningen af de handicappede, der er anbragt i Grønland hidtil kan synes at have foregået langsomt, så mener vi i Siumut, at dette arbejde er nødvendigt og vigtigt, men vi er også vidende om, at vi bl.a. ikke har opnået en forsvarlig personalesituation i Grønland, hvorfor alle handicappede, der er anbragt i Danmark endnu ikke er hjemtaget.

 

Men Siumut vil på alle måder gerne være med til at bane vejen for, at herboende handicappe­de får de bedste forhold, og at de føler, at de er en del af samfundet. Vi kan derfor fra Siumut ikke principielt støtte Landstingsmedlem Anton Frederiksens forslag om opførelse af en egent­lig specialskole, da man derigennem kun vil opnå en yderligere adskillelse af de berørte handicappede fra den øvrige befolkning.

 

Vi finder det som yderst vigtigt, at børn - også handicappede under deres opvækst og opdra­gelse får ... og oplever, hvorledes samfundet reelt er sammensat rent befolkningsmæssigt. Det er derfor meget nødvendigt, at enhver handicappet bliver integreret på lige fod med den øvrige del af befolkningen uden forskelsbehandling. Vi tager derfor i Siumut med åbning imod Lands­styrets svarnotat om de eksisterende forhold og muligheder samt planerne til efterret­ning.

 

Godmann Jensen, ordfører, Atassut.

Vi har i forbindelse med nærværende punkt, nemlig beslutningsforslag om at pålægge Lands­styret søger etablering af en beslutningsforslag om opførelse af en skole og uddannelsesinsti­tution for handicappede børn og unge i Ilulissat, fremsat af Landstingsmedlem Anton Fre­deriksen, så skal vi fra Atassut fremkomme med følgende bemærkninger.


Vi skal fra Atassut udtale, at vi principielt støtter forslagsstillerens forslag, da det som bekendt er én af vores målsætninger, at alle i samfundet, der sidder i samme situation, at de bliver hjulpet og at man til stadighed arbejder for at forbedre deres forhold.

 

Vi skal da også fra Atassut udtale, at vi har stor forståelse for Landsstyrets svarnotat, hvoraf det klart fremgår, at man til stadighed arbejder forsvarligt og tilfredsstillende med hensyn til beboerne i Sungiusarfik Ikinnguts undervisning og deres vilkår indenfor pågældende under­visning.

 

Vi kan ligeledes også i Atassut forstå, at man kan løse problemet tilfredsstillende uden op­førelse af en ny skole, men ved en bedre udnyttelse af de eksisterende skoler.

 

I Landsstyret fremgår det, at der er tale om en langsigtet ordning. Der er ført en tæt dialog mellem Sungiusarfik Ikinngut, Pædagogisk Psykologisk Rådgivningskontor i Ilulissat, Ilulis­sat Kommuneat samt KIIP og Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked ved­rørende Sungiusarfik Ikinngut med henblik på, at der blev fundet løsningsmuligheder på de eksisterende problemer.

 

Fra Atassut skal vi udtale, at vi er glade for, at man ved en sådan gensidig samarbejde har arbejdet frem imod at opnå forbedringer med hensyn til undervisningen og de tilbud, der skal være for såvidt angår beboernes uddannelse.

 

Med disse bemærkninger tager vi således forslagsstillerens forslag til efterretning samtidig med, at vi udtrykker vores tilslutning til Landsstyrets svarnotat.

 

Asii Chemnitz Narup, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Landstingsmedlem Anton Frederiksen fremsatte et forslag om, at Landsstyret pålægges af Landstinget om opførelse af en velegnet skole samt en velegnet undervisningstilbud for de svært handicappede, der bor i Sungiusarfik Ikinngut i Ilulissat.

 


Til forslaget skal vi for det første bemærke, at det drejer sig om forholdene i selve Ilulissat. For det andet spørgsmål om elevernes behov for vidtgående specialundervisning på landsba­sis.

 

Da forslagsstilleren ellers har fremsat forslaget, der vedrører et bestemt lokalitet, hvor han er borgmester, mener Inuit Ataqatigiit, at vi som folkevalgte har pligt til at arbejde for hele lan­det som en helhed.

 

Ligeledes anfører Anton Frederiksen i sin begrundelse til forslaget, at man har glemt at give beboerne i Sungiusarfik Ikinngut en mulighed for skolegang og uddannelsesinstitution. Vi må bemærke, at det anførte er en fejlagtig vurdering samt et forsøg på fordrejning af de faktiske forhold.

 

Det er overordentlig vigtigt at fremlægge om de rette faktiske forhold, ikke mindst her i Lands­tinget. Vi skal huske på, at institutionen, for det første institutionen blev opført som optræningshjem for voksne handicappede. Og det var i februar 1980. Vi skal også huske på, at der er et værksted som er tilpasset beboerne og deres færdigheder og evner i Sungiusarfik Ikinngut med betegnelsen Sannavik, Værkstedet.

 

Til de faktiske forhold skal det ligeledes bemærkes, at de skolesøgende svært handicappede børn i forudgående år er blevet anvist til at bo på Sungiusarfik Ikinngut. Således er man be­gyndt at henvise børn til Sungiusarfik efter 20 års virke, på trods af Sungiusarfiks ved dets opførelse ellers ikke var beregnet for disse.

 

Vi er enige med Anton Frederiksen i, at børnene må tilbydes velegnede undervisningstilbud. Kommunens pligt er sikring af dette, som Landsstyreformanden har præciseret.

 

Inuit Ataqatigiit er velvidende om, at der er fremkommet forskellige hindringer med hensyn til undervisning af beboerne i Sungiusarfik. Dette erfarede vi ved Finansudvalgets orienterings­rejse i Ilulissat Kommuneat. Derfor har Finansudvalget skriftligt orienteret de rette vedkom­mende udvalg, altså Kultur- og Undervisningsudvalget om resultaterne.

 


Vi er også vidende om, at de vedkommende udvalg har rettet henvendelse til Landsstyremed­lemmet for Kultur og Uddannelse herom. Og Landsstyret kom med et svarnotat i september i 2000.

 

Denne gang understregede Landsstyremedlemmet i sit svarnotat til Kultur- og Undervisnings­udvalget, at man i samarbejde med ansvarlige undervisning i Ilulissat Kommuneat tilrettelæg­ger en velegnet undervisningstilbud for de skolesøgende.

 

Ligeledes har Landsstyret bl.a. understreget i sit notat, at de enkelte kommuner har pligt til at komme med velegnet undervisningstilbud.

 

Da Kandidatforbundet også er repræsenteret i Kultur- og Undervisningsudvalget regner vi med, at de er vidende om Landsstyrets svarnotat.

 

Da Landsstyrets svarnotat dengang var klart og tydeligt, mener Inuit Ataqatigiit, at Anton Frederiksen ikke havde behøvet at fremkomme med forslag til Landstinget om konkrete for­hold samt for Ilulissats vedkommende forhold, da de centrale myndigheder i det smidige samarbejde med kommunen kunne have løst problemerne.

 

I vores indlæsning oplyste vi at fremkomme med bemærkninger til vidtgående specialunder­visning. Man er bekendt med, at behovet for vidtgående specialundervisning er blevet større i de foregående år. Man er bekendt med, at de nævnte børn har andre særlige behov for miljø i forhold til andre børn. Man er bekendt med, at man i nogle skoler er nødsaget til at foretage undervisningen i lokaler, der er uegnede i forhold til børnenes behov. Og ikke kun i Ilulissat.

 

Man er ligeledes bekendt med, at adskillige børn får hjælp til vidtgående specialundervisning af social- og sundhedsforvaltningen.

 

Disse forhold vækker til eftertanke, og vi må spørge os selv, om den generelle omsorg for disse børn er tilfredsstillende. Ligeledes må vi spørge os selv, om målsætningen for en bedre omsorg er taget med i forberedelserne for Atuarfitsialak er tilfredsstillende.

 


Inuit Ataqatigiit mener, at det er vigtigt at bemærke, at vi helhjertet støtter bestræbelserne i Atuarfitsialak og vil deltage i den egentlige udformning med tilfredsstillende resultat. Vi mener, at såfremt bestræbelserne skal have en tilfredsstillende resultat, bør sagen omkring vidtgående specialundervisning indgå i de fyldestgørende forberedelser.

 

Vi er vidende om, at i forbindelse med forberedelserne af Atuarfitsialak er der sigtet mod en sikring af vidtgående specialundervisning samt der er redegjort for undersøgelsesresultaterne af disse. Rapporten, som blev fremlagt i begyndelsen af 2002 indeholder mange interessante aspekter, og det er glædeligt at arbejdet er endeligt.

 

På trods af det, indeholder redegørelsen de afholdte seminar eller høringer.

 

Inuit Ataqatigiit ser med bekymring, at der er mangelfulde omhyggelige forberedelser af de vidtgående specialundervisnings elevers overgang til Atuarfitsialak. Undersøgelsesresultaterne bør drøftes i lighed med andre omhyggelige forberedelser med hensyn til Atuarfitsialak.

 

Ved denne lejlighed skal vi venligst anmode Kultur- og Undervisningsudvalget om en vur­dering af spørgsmålet.

 

Til slut skal vi bemærke, at vi ikke tiltræder Anton Frederiksens beslutningsforslag i det nær­værende form samt indhold.

 

Da spørgsmålet vedrørende det fremlagte er af stor vigtighed, skal vi anmode Kultur- og Under­visningsudvalget om en nøje vurdering af den generelle behov for en særlig skole for de svært handicappede i vort land.

 

Loritha Henriksen, ordfører, Kandidatforbundet.

Til Anton Frederiksens beslutningsforslag, har Kandidatforbundet følgende bemærkninger.

 

Vi skal fra Kandidatforbundet bemærke, at forslagsstilleren redegør klart og tydeligt for at der i fremtiden vil opstå et behov for den i forslaget nævnte opførelse. Og det er etablering af en skole i tilknytning til optræningsskolen Ikinngut.

 


Forslagsstilleren tydeliggør det klart, at behovet for en uddannelsesinstitution for handicappe­de ikke vil blive mindre i fremtiden i forhold til i dag.

 

Vi har i de sidste år løbende debatteret vilkårene for de handicappede og har lovet, at der skal etableres initiativer, som er tilpasset de handicappedes evner og formåen. Og vi har også lovet og anser det som en nødvendighed, at de handicappedes vilkår og muligheder skal optimeres, så de hele tiden er tidssvarende.

 

Og når talen kommer ind på handicappede børn og unge, så giver vi udtryk for, at vi i videst muligt omfang skal kunne beholde handicappede børn og unge i vort land. Det er derfor på sin plads, at nævnte gruppe tilbydes faciliteter og mulighed for udvikling, da vores mulighed for opførelse af skole allerede er til stede.

 

Efter at have nøje vurderet forslaget, mener at konstatere, at forslagsstilleren tydeliggjorde det, at vi bør sigte mod en opførelse til gavn for beboerne og kommende beboere i optræningssko­len Ikinngut, og det er etableringen af en skole i tilknytning til nævnte gruppes hjem. Trods Landsstyret har svaret, at de gældende undervisningstilbud er tilfredsstillende. Men vi kan se, at der problemerne opstår i fremtiden. Hvorfor skal vi vente på, at problemerne opstår, selvom vi allerede i dag  kan se, at behovet vil opstå.

 

Vi skal derfor fra Kandidatforbundet bemærke, at sagen ikke skal forhales, da vi vil få gevinst, hvis vi allerede nu begynder at planlægge og får føling med, hvilke fremtidige behov, der vil opstå på området. På denne måde vil vi vise, at vi har målsætninger og vi er villige til at reali­sere vore intentioner for at forbedre de handicappedes kår i fremtiden.

 

Efter en nøje gennemgang af besvarelsen mener vi at konstatere klart og vil påpege den i besvarelsen nævnte, om at rådgivningscentrene må finde indkvartering til elever, der særskilt optages på den udvidede undervisning. Bemærk .... indkvartering. Dette kommer tydeligt til syne og vil indebære, at man i fremtiden, ligesom det også er tilfældet i dag, fortsat vil forsøge at finde plads til en del af eleverne.

 


Dette problem rammer nuværende elever og vil ramme fremtidige elever. Ansatte, der har store erfaringer med handicappede har bekræftet, at en flytning af de handicappede fra de vante omgivelser til de uvante får en negativ effekt. Jeg har selv erfaringer med, at handicap­pede har utrolig svært ved at blive integreret og at der opstår tilbageskridt i deres udvikling.

 

Eksisterende vilkår taget i betragtning, regner vi med, at optræningshjemmet Ikinngut fortsæt­ter, og vi er således også overbevist om, at behovet for institutionen med årene ikke bliver mindre. Kandidatforbundet mener derfor, at det er yderst vigtigt, at der bliver etableret en uddannelsesinstitution i tilknytning til optræningsskolen Ikinngut.

 

Med følgende begrundelser ... de handicappede kan have vitale behov for særskilt undervis­ning. I den forbindelse bliver undervisningen tilrettelagt ud fra de handicappedes fysiske be­hov, hvor motorikken bl.a. bliver optrænet og undervisningen foregår på basis af de givne muligheder i given rum. På den måde bliver behovene dækket og man opnår de resultater og nævnte er vigtige for at realisere målsætninger for en seriøs service af de handicappede elever.

 

Der vil derfor på sigt opstå behov for en skole som efterlyst i forslaget, og det støtter vi i Kan­didatforbundet. Og vi anbefaler, at sagen bliver videresendt til det rette udvalg.

 

Tom Ostermann, Kandidatforbundet.

Tak. Først vil jeg sige tak til de fremførte kommentarer, og vi kan se, at der er en stor interesse i forslaget. Men jeg har spørgsmål til fremlagte kommentarer. Og jeg har ikke bemærkninger til IA=s meget personlige kommentarer til forslagsstilleren.

 

Vi mener, at det er vigtigt, at de handicappede har trygge omgivelser. Og vi kan ikke sige, at de eksisterende rammer er mest egnede, derfor har vi fremlagt dette forslag. Og vi mener, at vilkårene rettes op, derfor har vi stillet dette forslag.

 

Enhver, der har arbejdet med de handicappede i, at de handicappede ikke kan klare den almin­delige skolegang, fordi de kan forstyrre vante rytmer i den almindelige folkeskole.

 


Én af partiordførerne sagde, at det handler om en bestemt lokalitet, men det er vores pligt, hvis vi er bekendt med uegnede forhold for handicappede, at vi retter dem op. Jeg er lidt skuf­fet over, at man siger, at det er en meget personlig og lokalbestemt forslag. Men vi mener, at vi skal rette op på de forhold, der ikke er tilfredsstillende.

 

Og med hensyn til Atassuts ordfører. Principielt går de ind for forslaget og sagde, at én af Atassuts målsætninger er at forbedre alle former for vilkår af handicappede. Men trods dette, så sagde de, at de kan godt forstå Landsstyrets svar og kan ikke gå ind for, at forslaget bliver bakket op.

 

Og til sidst vil jeg sige tak til Kandidatforbundets ordfører, at hun kommer med så klare og dybe bemærkninger omkring de handicappedes forhold. Tak.

 

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand, Siumut.

Siumut er enige med Landsstyrets svar, og jeg kan føle med Atassut har samme indstilling. Og IA=s ordfører Asii Narup kan ikke acceptere forslaget i den nuværende form. Og jeg er enig med, at forslaget videresendes til udvalget for Kultur og Undervisning.

 

Hvis der er tvivl om, hvilke pligter har de centrale hold og hvilke pligter har de kommunale myndigheder, så kan vi præcisere det gennem en dialog. Og man er igang med at forberede arbejdet omkring de pågældende børn. Og i Landsstyrets svar står det klart, at arbejdet allere­de igang, også i forbindelse med forbedring af Jørgen Brønlunds Skole. Og hvis det er nød­vendigt, så kan vi komme tilbage til nødvendige oplysninger i forbindelse med udvalgets behandling af forslaget.

 

Vi har ingen indvendinger til, at forslaget bliver behandlet i udvalget for at præcisere ting.

 

Godmann Jensen, ordfører, Atassut.

Til repræsentanten for Kandidatforbundets ordfører påpegede vores ordførerindlæg, at man blot tager ... vi ikke går ind for forslaget, men vi mener, at der i sagen drejer sig om to ting. Forslagsstilleren foreslår, at der oprettes en egentlig skole og at der foregår forbedring af undervisningen.

 

Men i Landsstyrets svarnotat fremgår det, at man er i fuld gang med at løse problemet og at initiativerne er rigtig gode.


Vi mener også, set i henhold til vores lands økonomiske situation, og da arbejdet med at løse problemerne er i fuld gang, at det ikke er på sin plads, at vi opretter en egentlig skole. Det centrale i problemet er, at der oprettes en skole, og det kan vi ikke støtte på nuværende tids­punkt, selvom vi principielt støtter baggrunden for forslaget. Og vi er lige sådan fuldt ud til­fredse med Landsstyrets svarnotat og de derværende anbefalinger.

 

Asii Chemnitz Narup, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Til Tom Ostermann skal jeg blot præcisere følgende, at Anton Frederiksens forslag i den foreliggende form med en sådan ordlyd, hvis vi går ind for forslaget, så vil det resultere i, at vi alene vil løse et problem, der vedrører 8 personer i Ilulissat. Det er derfor vi fra Inuit Ataqati­giit vil sige, at der også er flere børn, der måske har større behov for en sådan skole. Vi mener derfor, at vi har behov for at se tingene i et større sammenhæng og en bredere format, og at man vurderer det nærmere i udvalget. Vi må have fuld klarhed over det, så derfor er også vores bemærkninger til forslaget meget principielt.

 

Vi er selvfølgelig interesseret i, at alle handicappede får den bedste service. Det er også derfor sagde, at man i forbindelse med Atuarfitsialak også har behov for at vurdere, hvor der er stor behovet indenfor undervisningen af de handicappede.

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale anliggender og Arbejdsmarked, Siumut.

Nævnte skole Sungiusarfik Ikinngut, så skal jeg blot fremkomme med en lille forklaring. Det er rigtigt, at Sungiusarfik Ikinngut i Ilulissat, da der viste behov for undervisning, så beslutte­de et enigt kommunalbestyrelse, at en del af det gamle pakhus, som STI havde forladt på 400-500 kvm, som dengang var helt ny, at denne skulle bruges som undervisningslokale for Sun­giusarfik Ikinnguts klientel, således at de der fik den undervisning, som de havde behov for. Men lejeperioden er snart forbi, og man vil til det tidspunkt beslutte, om lejemålet skal ophøre eller fortsætte.

 

Vi er også fra socialvæsenets side glade for, at kommunerne kan tage sådanne initiativer. Det er selvfølgeligt ønskeligt, at vi behandler alle lige, fordi det er sådan, at alle bør have lige muligheder for en uddannelse, uanset om pågældende er handicappet eller ej. Det gælder også klientellet på Sungiusarfik Ikinngut.


På grund af mit kendskab til det faktiske forhold, så kan jeg sige at eleverne i Sungiusarfik Ikinngut har den bedstem får den undervisning, og jeg mener derfor at, jeg mener ikke at undervisningen er i fare. Men vi er ved renoverende uddybning af vores egne folkeskoler, skal vi selvfølge også selv sikre at, de handicappede også får mulighed for at modtage undervis­ning på vores almindelige skoler, på lige fod med andre, som Landsstyreformanden også har været inde på.

 

Anders Andreassen , mødeleder:

Så er Loritha Hendriksen Kandidatforbundet.

 

Loritha Hendriksen, Kandidatforbundet:

Tak. Efter at have lyttet til ordførerindlæggene, så mener jeg at, man principielt støtter bag­grunden for forslaget, vi snakker ikke om dem der har krav på speciel undervisning, men på de handicappedes forhold generelt, og at vi bør gøre noget ved problemet. Og det vi mener at hvis vi skal planlægge, så må man på længere sigt, så må man planlægge på længere sigt, da dette er meget vigtigt.

Ikke mindst, når man i Ilulissat har en speciel institution. Under et besøg på Sungiusarfik Ikinngut har vi oplevet at, hvor stort elevernes behov for at bruge deres motorik er. Jeg mener derfor at det vil være en god ide, at man får en ny skole, hvorfor jeg er glad for at forslaget er henvist til behandling i socialudvalget. Fordi vi mener at der er behov for en længere planlæg­ning, således at beboerne i Sungiusarfik Ikinngut også ved hvad de har at forholde sig til. Tak.

 

Anders Andreassen, mødeleder:

Der er ikke flere der har bedt om ordet, hvorefter vi er færdige med drøftelsen af punkt 62, beslutningsforslag om opførelse af skole  / uddannelsesinstitution for handicappede børn og unge i Ilulissat. Og jeg skal sige at, selvom et flertal ikke sagde at det skal til udvalget, så er der fremsat ønsker om at sagen sendes til viderebehandling i kultur- og uddannelsesudvalget. Ligesom også det, Landsstyremedlemmet at man ikke kan have noget imod det, jeg vil derfor spørge, om der er nogen der har imod at den bliver henvist til behandling i udvalget. Det er der ikke, således behandles forslaget videre kultur- og uddannelsesudvalget før inden 2. be­handlingen til efterårssamlingen.