Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 79-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

7. mødedag, onsdag den 2. oktober 2002

 

 

Dagsordenspunkt 79

 

Forslag til landstingsforordning om hjælp til børn og unge.

(Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked)

(1. behandling)

 

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Siumut.

På baggrund af anbefalinger fra Socialreformkommissionens betænkning fra 1997, og dels debat og beslutning fra Landstinget om børn og unge fremsætter Landsstyret forslag til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge.

 

Formålet med revisionen af gældende bestemmelser og bestemmelser om nye tiltag på området er at forbedre mulighederne for at yde hjælp til børn og unge.

 

Behovsprincippet skal være grundlaget for hjælp til børn og unge i stedet for det nuværende princip, hvor der alene fokuseres på familiens samlede behov. Og derfor sætter forordningen barnet basale behov i fokus. En umiddelbart konsekvens er, at der skal sættes ind på et tidligere tidspunkt i børnefamilier med sociale problemer. En tidlig indsats giver mulighed for, at problemerne ikke bliver for omfattende for barnet eller den unge, og at problemerne ikke får lov til at blive større og mere komplekse, der kan gøre skade for barnets videre udvikling.

 

En tidlig indgribning og obligatorisk udarbejdelse af handlingsplaner skal være med til at forebygge. at problemerne i børnefamilierne vokser. Og samtidig bevirke et mindsket behov f.eks. en behandlingsanbringelse af et barn. De væsentligste nye elementer i forordningsforslaget er bestemmelser om handlingsplaner, om etablering af kommunal professionel familiepleje samt mulighed for oprettelse af kommunale døgninstitutioner.

 


Men handlingsplaner for tiltag i hjemmet, ved anbringelse med præcisering af formålet og ved ophøret af anbringelsen det vil sige efterværn skal der tages hånd om barnet eller dens unge fremtid. Barnet skal være i centrum, og der skal tages vare på barnets vilkår, på barnets basale behov for omsorg og videreudvikling, og på barnets ret til et normalt liv.

 

Bestemmelser vedrørende professionelt familiepleje vil blandt andet betyde flere anbringelsesmuligheder i Grønland i den grønlandske version af forordningsforslaget er der foreslået nye begreber og benævnelser som er sent til høring i Sprognævnet. Begreberne og benævnelserne af nye bestemmelser eller sprogmæssige ændringer i lovgivningen om hjælp til børn 9og unge. De nye begreber og benævnelser i den grønlandske udgave omfatter personlig rådgiver, efterværn, professionel familiepleje og almindelig familiepleje.

 

Forslaget har været til høring hos direktoraterne, fagområder, fagforeninger og KANUKOKA. Konsekvenserne af høringssvarene er indarbejdet i forslaget.

 

Forordningsforslaget vil medføre større krav om uddannede sagsbehandlere i kommunerne. De nye tiltag vil betyde mere eller mindre administrativ merbejde for kommunerne og Landsstyret. De nye eller ændrede områder, hvor i der konkret vil indebære en merudgift er følgende: Personlig rådgiver, aflastning, efterskole, professionel familiepleje, udgifter til forsørgelse under anbringelse af familieplejeområdet samt kursus for familieplejer og sagsbehandlere for plejefamilier.

 

Med disse bemærkninger indstiller Landsstyret forslaget til Landstingets velvillige behandling.

 

Anders Andreassen, mødeleder, 1. næstformand for Landstinget, Siumut.

Og vi går nu videre til partiernes, Kandidatforbundets og løsgængernes ordførere. Først er det Ruth Heilmann, Siumut der får ordet.

 

 

Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.

Tak. Forslag til landstingsforordning om hjælp til børn og unge, og vi har følgende bemærkninger under 1. behandlingen fra Siumut.

 


Det er Siumuts mål, at alle børn og unge får de bedste muligheder for en god opvækst og udvikling. At familierne får de bedste betingelser, således at børn får den bedste start i deres liv. Børns vilkår skal blandt andet måles igennem en familiepolitik, således at forældrene får tid til børns udvikling, og at de gives mulighed for at have ansvar.  Hvert et barn har ret til, at såvidt muligt at være sammen med deres forældre, idet forældrene har ansvaret for deres børn.

Bøns udvikling skal have trygge vilkår. Bøns udvikling er ikke bare en forberedelse til et senere voksenliv, men har værdi i sig selv. En barndom med gode oplevelser, indtryk og tryghed er et meget vigtigt grundlag for et menneske udvikling.

 

Vi ved i Siumut og er meget stolte over, at mange forældre i dag opdrager deres børn med disse formål. Det skaber forventning til en lysere fremtid, og det er vi meget taknemmelige for. Men vi har nogle i blandt os der mangler kræfter, der nogle gange er grundet i problemer som skaber problemer i familien. Vi har alle behov for og styrke til, at disse familier får en større hjælp med en tidligere indsats - lad os håbe at dette vigtige arbejde gennem dette lovforslag bliver styrket.

 

Efter 1997 har flere landstingsmedlemmer også fremsat forslag, om forbedrende tiltag omkring børn og unges problemer, og nogle af dem har været genstand for debat med efterfølgende nye tanker og opgaver for Landsstyret. Og på dette område har vi i Siumut ikke være tilbageholdende forslag med lange og vigtige budskaber.

 

Året 2000 blev afviklet som børnenes år, og initiativer som kan være sjove for børnene blev gennemført, både i byer og bygder. Store seminarer om børns problemer har været afviklet også seminarer om seksuelt misbrug, og efterfølgende kulegravning af problemer, kursusforløb i kommuner som KANUKOKA og Hjemmestyret har stået for arrangement og gennemførelsen.

 

Hvis året 2003 bliver godkendt som forældrenes år har vi derved i Siumut forhåbninger om, at det med virkning vil blive gennemført. Da vi har fået mange input fra sådanne initiativer, vil vi hermed fra Siumut for disse tanker rette en tak til dem der har deltaget, og ikke mindst til folk med særlige viden fra pædagoger og psykologer som har ualmindelige opgaver. Vi er blevet rigere på viden med deres tanker og erfaringer som de har videregivet til os, og således givet os styrke i vores arbejde.

 


Vi har i Siumut med stor interesse også deltaget i Landstinget under Socialreformkommissionens arbejde i 1995 til 1997. Vi har i Siumut haft stor andel i arbejdet på en af de væsentlige emner dengang, forholdene omkring børn og unges vilkår, og derfor er vi medansvarlige i kommissionens anbefalinger til Landstinget, og vi er parate til at deltage i gennemførelsen.

 

Hvis man efter 5 år ser tilbage på kommissionens store arbejde, som kun blev afviklet i løbet af to år, kan vi uden tvivl alle bemærke, at der på mange forskellige områder, er sket omfattende kulegravninger af børn og unges vilkår. Ja vi har inden for børn og unges vilkår og behov fået større viden. Gennem Landstinget er nogle af anbefalinger til Landsstyret og kommunerne forsøgt gennemført, hvor omfanget blev bestemt selvfølgelig ud fra den økonomiske evne, men mange af opgaverne med gode formål har der desværre ingen midler  været til dette formål.

 

Af opgaverne har Siumut i første omgang sat de tydeligste og vigtigste prioriteter samt forebyggelsen. Der blev etableret forebyggelseskonsulenter i kommunerne, Paarisa blev etableret, til folk med spiritusproblemer er afvænningscenteret blevet en mulighed for videre rådgivning er i  flere kommuner i større eller mindre grad blevet etableret, og der kan nævnes mange andre.

 

Men vi skal jo videre. Vi kan jo nok alle huske sidste år i 2001 under Landstingets efterårssamling, da Landsstyret forelagde redegørelsen om børn og unge 2001 - barnet i centrum, hvor Siumut havde indholdsrige og omfattende bemærkninger. vi regner med, at mange kan huske disse.

 

Vi har i Siumut bemærket og er glade for, at Landsstyret forelæggelse af det vigtige lov forslag til landstingsforordning om hjælp til børn og unge sker i henhold til de fleste af vores bemærkninger fra dengang, og vi er i Siumut tilfredse med det.

 

Efter vores mening er lovforslaget udarbejdet med fleksibilitet. Behovsprincippet skal være grundlaget for hjælp for børn og unge i stedet for det nuværende princip, hvor der alene fokuseres på familiens samlede behov. Barnets basale behov sættes i fokus i forordningen. En tidlig indsats og obligatorisk udarbejdelse af handlingsplaner skal være med at forebygge, at problemer i børnefamilierne vokser, således vil barnet eller dens unge fremtid blive behandlet, og det vil bevirke et mindsket behov for en anbringelse uden for familien af et barn.


Endvidere håber vi i Siumut, at med hensyn til de anbragte, at der vil blive arbejdet for klare aftaler med målsætninger i handlingsplaner med henblik på udskrivninger. For at opnå et godt resultat regner vi med, at arbejdet med tilsynet i den nye forordning omkring fraflytningskommunen og tilflytningskommune er blevet mere fleksibel.

 

Vi har også i Siumut bemærket, at de nuværende institutioner, der er oprettet og drevet under Grønlands Hjemmestyre, at de på sigt giver mulighed for at oprette kommunale instituttet ejet af en eller flere kommuner. Det bliver også lovet, at Landstingets mulighed for at give tilskud til anlægs- og driftsudgifter ikke er ændret i forhold til den gældende forordning.

 

Da det med hensyn til sådanne bemærkninger ønskes yderligere oplysninger, ligger vi i Siumut vægt på, at det bliver klart meldt ud, hvordan drift og ansvar skal deles. Derfor kræver vi, at der er behov for, at forordningsforslaget bringes til vurdering i udvalget, og vi mener også i Siumut, at det ikke kan undgås med kurser for familieplejer og sagsbehandlere for familieplejer.

 

Afslutningsvis vil vi ikke undlade, at rette en tak for den omfattende forelæggelse, at dem der har været med at give input og medarbejdere, dem vil vi rette en tak til. Og med disse bemærkninger retter vi en tak for den omfattende forelæggelse, og kræver en vurdering i Socialudvalget inden det 2. behandling. Tak.

 

Anders Andreassen, mødeleder, 1. næstformand for Landstinget, Siumut.

Så er det Godmand Rasmussen, Atassut.

Godmand Rasmussen, ordfører, Atassut.

 

Forslag til Landstingsforordning om støtte til børn og unge. Atassut har brugt meget tid til forordningsforslaget, og det skal siges at sagen var grundigt tilrettelagt og indeholder grundige tilpasningsopgaver.

 


Til at begynde med skal vi udtale os om forældrebetalingen, ligesom vi tidligere har udtalt os om emnet fra Atassut, idet det er forældrene, der er ansvarlige for anbringelser af børn og unge uden for hjemmet, idet vi i Atassut har påpeget, at forældrene blot giver problemet videre til samfundet.

 

Vi mener, det er på sin plads, at kommunalbestyrelsen får mulighed for at opkræve dækningsbidrag fra forældrene på et tidligere tidspunkt, fordi vi mener at man på denne måde kunne få forældrenes syn for medansvarlighed på rette plads i rette tid.

 

Det vi i Atassut har udtalt os om her fra denne talerstol er som vi stadigvæk fastholder: Det er ikke kun barnets fødsel man skulle være glad for, men glæden skulle  være konstant for eftertiden, og dette kræver en kontinuerlig  kærlighed; og det er det vi allesammen skal lære at kende.

 

Som der blev nævnt i redegørelsen har Socialudvalget allerede i 1997 kommet med en henvisning, der kunne føre megen forbedring med sig, hvis muligheden anvendes, og det er kun et spørgsmål om, om vi overhovedet har lyst til at følge dette.

 

Der er mange korrektionsønsker her i samfundet, og når det drejer sig om store økonomiske forpligtelser, er det gerne politikerne der er på skud, men findes også opgaver, der ikke kræver at alle skulle blandes ind i sagen for at blive løst.

 

Man satser også på, at familiemedlemmer får mulighed for at varetage opgaven mod betaling, og denne medansvarlighedsprincip burde være med til et nyt skridt, og her skulle man satse på de anbringelse familiemedlemmer, der  i forvejen har vist evner til en ansvarlig opdragelse, som kan ses af alle.

 

Det er ikke en attråværdig fremtid for sunde børn og for sunde forældre, og som vi i Atassut allerede har udtalt os om, skulle vi gerne undgå denne slags situationer. I Atassuts politiske målsætninger er tryghed placeret meget centralt. Alle er jo vidende om, at partiets faste holdning på dette område hidtil har givet resultater, og at et barn, der bliver placeret uden for hjemmet ikke altid er en permanent løsning. For tilbagevendende problemer er flytning til et andet hjem ikke den bedste løsning, der holder i fremtiden.

 


For at kunne løse problemet, burde vi starte fra bunden af, og dette kan kun opnås gennem nært samarbejde med forældrene på nært hold , hvorfor Atassut holder fast på og fortsat vil holde fast på.

 

Desværre er det en daglig nyhed, at der findes børn, der bliver passet forkert af forældrene, og hvornår skal vi begynde at råbe om, hvem der er skyldig i stedet for at give skylden til de uskyldige. For der er ingen tvivl om, at der findes mange uskyldige børn, der bliver ramt følelsesmæssigt på grund af vrangforestillingerne.

 

Det skal siges, at Atassut er tilfreds med, at man nu får bedre chance for at gribe ind fra kommunernes side på et tidligere tidspunkt, idet man på den måde giver kommunerne tid til at kunne løse problemet på et tidligere tidspunkt for at give børnene og de unge en lysere fremtid.

 

Nu skal vi  ligesom vi startede henvende os til samfundet: Vi kræver meget af samfundet, men vores forbrug af unødvendige udgifter må stoppe først. Samfundsproblemet kan vi selv løse, og du og jeg er stærke nok til at løse problemet, og det er kun et spørgsmål om, hvor meget vi kræver fra os selv.

 

Med disse bemærkninger henviser vi, at  vi sagen bliver behandlet i udvalget. Tak.

 

Anders Andreassen, mødeleder, 1. næstformand for Landstinget, Siumut.

Tak. Den næste der får ordet er Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.

 

Asii Chemnitz Narup, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Følgerne af samfundsstrukturerændringerne har påvirket familiernes status og arbejdsbyrder, således at varetagelsen af eget ansvar blandt familierne er blevet overtaget af det offentlige.

 

Ændringerne i forholdene i erhvervene har skabt et større behov for kvindeligt arbejdskraft i virksomhederne og dette er blevet hilst velkommen blandt mange kvinde. At have et arbejde for at stå på egne ben økonomisk har ikke blot åbnet vejen for en personlig frihed, men også mange familier har behov for at finde et arbejde, såfremt en husstand er i stand økonomisk at stå på egne ben.

 


At de voksne har fået arbejde uden for hjemmet har påvirket familiens samliv, således at undervisningen og opdragelsen ikke mere er familiens eget ansvar, men varetagelsen af disse er overdraget af samfundet til andre uddannede fagfolk - eksempelvis børneopdragelse, undervisning i uddannelse, omsorg af ældre samt andre sociale områder.

 

Det er efterhånden blevet sådan, at man anser det som hensigtsmæssigt, at samfundet varetage børnenes daglige pasning, mens de voksne arbejder ude, samt at man anser det som naturligt, at det offentlige bygge institutioner og varetager forvaltningen af dem. Således er børnenes liv eller det at være barn ikke mere en direkte integreret del af familiens daglige liv.

 

Arbejdsledigheden er endnu stor især blandt de ufaglærte, og de store indtægtsforskelle er i adskillige år ikke blevet mindre. Der er en stor boligmangel, sammensætningen af husstandene har ændret sig meget, som følge af udviklingen er mange mennesker ligesom blevet klemt inde blandt befolkningen, og det kan ikke benægtes, at mange børn er blevet ramt negativt.

Rødderne af problemet som vi i dag skal drøftes findes der.

 

Disse vilkår er hvad samfundet kan give og derfor må spørge os selv, om vilkårene for varetagelsen af de voksnes ansvar overfor deres børn er blevet givet tilfredsstillende. Er det ikke nu blevet påtrængende, at formålet med det at være barn i vort land skal være positivt for alle.

 

På grund af de hårde livsvilkår er der forældre uden deres gode vilje, der ikke kan varetage deres barns behov på tilfredsstillende vis, og ikke kan forsvare deres børns interesser generelt. I erkendelse heraf ser Inuit Ataqatigiit som en af vores vigtigste mål må være, at samfundet må lægge til grund for, at alle bliver gode forældre i ånden, at medansvar og det at bære samme byrde.

 

Med disse bemærkninger må det erkendes, at der er børn i dag som har ringe muligheder for at få en tryg opdragelse og omsorg i deres familier, og som man ellers er begyndt at anse det som naturligt.  Inuit Ataqatigiit mener, at samfundet har et stort ansvar for at støtte dem og yde hjælp, og det er nu også tiden til at lave et regelsæt til en ny forordning, hvordan ydelserne skal se ud og på hvilke grundlag de skal tilbydes. Og derfor er det glædeligt for os, at Landsstyret i dag fremlægger deres forordningsforslag vedrørende hjælp til børn og unge.


På trods af det, så skal vi ikke skjule vores skuffelse over Landsstyremedlemmets forelæggelse, da vi ellers havde håbet, at man brugte lejligheden til at fremsætte målsætningerne for hjælp til børn og unge for Landstinget, selvom disse kunne læse i pressemeddelelsen i sidste måned, så er det ellers hensigtsmæssigt, at de også blev fremlagt til drøftelse i Landstinget og ikke mindst har pressemeddelelserne fra Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender skabt tvivl om sine mål, da han blandt andet sagde, at han havde i sinde, at nedbringe antallet af døgninstitutioner.

 

Vi har set frem til fremlæggelsen af forordningsforslaget. I de foregående år er debatterne i Landstinget og i samfundet kørt, og endelig er det ved at blive en realitet for at realisere følgerne af en ny forordning. Hvis vi skal vurdere forslaget generelt vil Inuit Ataqatigiit bemærke følgende:

 

Der er visse dele af indholdet vi er tilfredse med, og der er visse dele af indholdet som må vurderes nøje og ligeledes vil vi fremkomme efter vores mening nogle mangler, som vi gerne vil have som tilføjelser.

 

Som vi har nævnt har der været flere debatter i Landstinget vedrørende børns vilkår, og der er mere end 40 debatter der har været ført her i salen, og det er blevet vedlagt som bilag til min ordførertale for IA. Og ved gennemgangen af forordningsforslaget ser Inuit Ataqatigiit med stor glæde, at de meninger vi har fremlagt i debatterne i høj grad er blevet hørt og medtaget i forslaget.

 

I forordningsforslaget er det blevet undersøgt til hvem hjælpen er rettet imod, og vi er glæde for, at de gravide, de handicappede, og de børn der er truet af manglende sund udvikling er inkluderet. Samtidig er det en god tanke og en smidiggørelse af de unge som ellers er fyldt 18 fortsat kan tilbydes hjælp på baggrund af deres evner og behov og ikke på baggrund af deres fødselsattest  Vi er også enig i, og vil anse reglerne for at barnets mening skal høres som et forsvar for børnenes rettigheder.

 

Og vi kommer nu med nogle kommentarer omkring principperne i forordningsforslaget, og vi vil så kommentere dem, hvert enkelt.

 


For det første. Det er foreslået fast uden mulighed for misforståelse, at man i fremtiden vil hjælpe barnet efter dets behov. Dette vil betyde, at den hidtige tankegang om at yde hjælp får en 180 graders vending. Dette betyder nemlig, at forældrenes rettigheder som forældre ikke står forrest, men at barnets behov som det vigtigste står forrest.

 

Og det andet princip. Det er, at myndighederne gives pligt til at reagere i god tid og praksis, og vi tiltræder med håb om, at tilbud til mulighed for hjælp unødigt bliver forhalet ikke mindst er vi glade for, at forordningen også kommer til at gælde for de gravide - ikke mindst er vi glade for, at man også i forordningen også kommer til at gælde for de gravide.

 

For det tredje. De forskellige områder som også arbejder for børn og unge, der stræber man efter at de kommer til at samarbejde med hinanden. Vi anser det for at være vigtigt, at man samler kræfterne på en god måde, således at man udnytter dem flest muligt. At medarbejderne bakker hinanden op er ikke blot det positive, men det mener vi også vil være positiv for at hjælpe barnet på den rette fej.

 

Og i Inuit Ataqatigiit lægger vi også vægt på, at de forskellige ansvarsområder eller at man tilstadighed støtter op omkring som byfæller eller bygdefæller, således at man ikke taber lysten til at hjælpe hinanden, og vi håber også at det bliver et af principperne i forordningen og ønsker at det også bliver vurderet i Socialudvalget før 2. behandlingen af forordningsforslaget, således at man vurderer indholdet af ' 7 stk. 2, for at se om det stemmer overens med selve formålet.

 

Og Inuit Ataqatigiit er også tilfredse med, at man tager børnekonventionen med i betragtning, således at man på den måde også sikrer at den bliver fulgt. Men vi synes, at man bør stræbe efter at Grønland selv kan afgive meddelelser til FN direkte, og på den måde og med hensyn til det andet, så får Landsstyret bliver pålagt at meddelelsen til FN også bliver skrevet på grønlandsk, således at man kan orientere om, hvordan det grønlandske samfund varetager deres børns interesser.

 


Vi må sige at man i princippet giver kommuner større opgaver i stedet for at gøre dem mindre, idet det jo er dem, der skal godkende når man skal have anbragt børnene uden for hjemmet. I forordningsforslaget anser vi det som vigtigt, at man gøre mere klart om hvilke hjælpemuligheder der er, idet vi anser dem for at være tilpasset dagens Grønland.

 

Når man snakker om børnenes forhold, så tænker vi meget på de børn, der bliver anbragt uden for hjemmet, og det er der nok forskellige årsager til, omsorgssvigt er blevet mere synlig eller at man er begyndt at fokusere mere på omsorgssvigt, og det er noget som bekymrer befolkningen.

 

I foråret har KANUKOKA foretaget en undersøgelse i 10-11 kommuner, hvor det så kom frem, at der var behov for at 100-150 børn havde behov for at blive anbragt uden for hjemmet, og hvor det så også har vist sig, at man ikke har afsat tilstrækkelige midler til brug for børn der er anbragt uden for hjemmet. Og selvom antallet ikke er større end de foregående år, så er det stadigvæk for mange. Det er så stor en belastning for disse børn at blive misbrugt eller misrygtet at de så er i fare for ikke at få en sund opvækst.

 

Og vi har grund til at bekymre os for, at antallet af netop disse børn bliver større, hvorfor vi i Inuit Ataqatigiit også opfordrer til, at vi må fokusere vores indsats overfor disse børn og deres forældre. Det er netop disse børn som må behandles i døgninstitutionerne og som også er på venteliste til at komme på daginstitutionerne.

 

Og jeg kommer ind på bloktilskuddet til kommunerne som Landsstyret og KANUKOKA har indgået en aftale om.  Det er på tide, at Landsstyremedlemmet kommer med en samlet oplæg, således at vi får rettet op på de tilskud som der er behov for i døgninstitutionerne, og da bloktilskudsforhandlingerne for 2003 blev underskrevet her forleden dag erfarede vi, at man i grunden ikke har ændret på betalingen til børneinstitutionerne, og det forbavser os. Allerede i løbet af de sidste 3 år har ikke kun os, men også Landstingets socialudvalg og Finansudvalget efterlyst overfor Landsstyret, at man finder nye takstberegningsmetoder, idet man siger, at uanset hvor børn er, så skal man kunne hjælpe børnene uden at lade sig stoppe af økonomien.

 


Vi ønsker, at Landsstyremedlemmet kommer med en redegørelse om deres aftale med kommunerne. Vi ved allesammen, at der er stort behov for både daginstitutioner og døgninstitutioner. Under Socialudvalgets samhør med Landsstyremedlemmet her i foråret forelagde Landsstyremedlemmet planerne omkring institutionerne og der blev ikke nævnt, at han stilede efter at formindske tilskuddet, og da det så kom frem i pressen vil vi gerne høre yderligere om det.

 

Der er blevet sagt, at da man ville bane vejen for etableringen af professionelle plejefamilier, og man forestiller sig, at de så vil tage sig af stærkt belastede børn og at kommunen så selv styrer disse familier. Og de børn vi taler om, det er de børn der i dag bliver henvist til døgninstitutioner og daginstitutioner, og det er et skridt til at give kommunernes større ansvar, det er der ikke noget kritikpunkt i sig selv, men det vi gerne vil påpege fra Inuit Ataqatigiit er at familier, at professionelle familieplejer kan tilbydes afholdelse af kurser, og det står der i ' 21 stk. 1. Og vi synes at det bør være en rettighed og ikke bare en mulighed, og vi ønsker at det bliver drøftet videre i Socialudvalget.

 

Og så er der vedrørende Centraludvalget for Børneudvalg, så i stedet for, at man får en mulighed et klageudvalg, det forslag synes vi bedre om end det oprindelige forslag, men vi synes at det vil være godt, såfremt man også i dette udvalg også sætter en lærer som medlem idet de jo har et stort kendskab til børnene. Og vi ønsker, at dette så også bliver vurderet i Socialudvalget.

 

Vedrørende vidensbank om børn og unge, og det blev etableret ved indgangen af 2001, og formålet er, at man samler alt den viden og dette ønske blev allerede fremsat af Socialreformkommissionen, og i Sisimiut i juni 2000 under Landsstyrets afholdelse af er seminar blev det yderligere drøftet, og Inuit Ataqatigiit har fra starten af støtten etableringen af denne vidensbank, fordi vi ved, at der ligger en masse viden rundt omkring som ikke bliver udnyttet fuldt ud hos dem der har behov for det, også selvom man også har brug for dem på uddannelsesinstitutioner, hos de folkevalgte i forskningsøjemed og meget mere.

 

I Inuit Ataqatigiit ligger vi vægt på, at man støtter denne vidensbank gennem lovgivningen, fordi man også kan yde eller øge deres arbejde. Også fordi man på længere sigt også kan varetage yderligere forskning, og så bruge denne vidensbank, men det er stadigvæk under forsøgsbasis, selvom den i Finansloven ser ud som at være permanent, men vi synes, at man bør lave en lovgivning om det, som nærmere gør rede for, hvilke mål der er med denne vidensbank.

 


Og med hensyn til denne lovgivning så bør man så også bruge yderligere oplysning og offentlige debatter, for at få større viden om det. Vi ved, at det vil kræve yderligere finansiering, og Landsstyremedlemmet har også taget højde for det, og vi ønsker, at det så bliver nøje vurderet i Socialudvalget, fordi vi synes at vi bør sikre os, at de nye tiltag bliver koordineret med hinanden, og især med hensyn til de budgetterede beløb til professionelle plejefamilier om de virkelige er realistiske.

 

I Inuit Ataqatigiit mener vi, at vi til stadighed bør forbedre det sociale arbejde. Det er jo også et ønske som er fremsat af andre end os, og det betyder, at medarbejder tilstadighed bør dygtiggøres igennem efteruddannelse på kurser også ved at have forbedret arbejdsvilkår. Og derfor er vi spændte på om Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, og hvad han så kan bruge den undersøgelse der er blevet foretaget vedrørende den undersøgelse vedrørende socialarbejdernes arbejdsvilkår.

 

De enkelte paragraffer skal vi nu lige kommentere. Vi ved, at en ikke accepteret fjernelse af børn forekommer ofte, og derfor mener vi så i Inuit Ataqatigiit, at regler vedrørende det bliver undersøgt nærmere af Socialudvalget, og vi ønsker at det så også bliver undersøgt nærmere i Socialudvalget ikke mindst hvad angår den grønlandske formulering af selve lovgivningen.

 

Anders Andreassen, mødeleder, 1. næstformand for Landstinget, Siumut.

Og den næste der får ordet er Benedikte Malte Møller, Kandidatforbundet.

 

Benedikte Malta-Müller, ordfører, Kandidatforbundet.

Vi har i Kandidatforbundet med interesse behandlet forslag til landstingsforordning om hjælp til børn og unge, og har følgende bemærkninger.

 

På baggrund af Socialreformkommissionens betænkning af 1997 og på baggrund af debatter og beslutninger i Landstinget vedrørende børn og unges vilkår, er det hver at bemærke, at man i forslaget i videst mulige omfang har sat barnet i centrum, og det er i sig selv naturligt nok, idet ønsket om dette i løbet af de seneste år har været støt stigende.

 


Der pågår i disse år en heftig debat om omsorgssvigtede børn, ligeledes omkring stigende i antallet af tvangsfjernelse, samt af der efterhånden er blevet mangel på døgninstitutionerne og som konsekvens af manglen på døgninstitutionerne har antallet af familieanbringelser været tilsvarende stigende.

 

Ligesom forslaget til forordningen ligger op til er det yderst vigtigt at omsorgssvigtede børn bliver passet og plejet af professionelle, men at en del af børn og unge nu7 får mulighed for at vælge alternative placeringsmuligheder er utvivlsomt en fordel, og her skal vi ligeledes tage et positivt skridt, at børn og unge med særlig vanskeligheder nu også får mulighed for at vælge andre end lige netop end døgninstitution.

 

Selvom man i forslaget til landstingsforordningen om hjælp til børn og unge har sat barnet i centrum om man ikke umiddelbart kan undgå alternative placeringer er det på sin plads, at spørge Landsstyret om hvad man har i sinde at gøre ved det faktum, at man hidtil ikke har tiltag til at også at hjælpe forældre til de omsorgssvigtede børn. Vi har konstateret, at mange børn og unge allerede nu står på venteliste til placering på en døgninstitution for børn og unge. Landsstyremedlemmet fremkom selv med oplysningen under Landstingets efterårssamling om, at der på dette tidspunkt allerede stod omkring 50 unge og børn på venteliste til placering på en døgninstitution. Og ligeledes meddelte Landsstyremedlemmet under Landstingets forårssamling, at der på det tidspunkt allerede står over 200 børn og unge på venteliste tik placering på en døgninstitution.

 

Vi er bekendte med, at antallet af pladser er meget begrænsede, vi mener Kandidatforbundet, at man i forbindelse med tvangsfjernelser absolut ikke må overse forældrene, idet sådanne familiemæssige forhold i de fleste tilfælde viser, at behovet for behandling er til stede, og der derfor er behov for at foretage tiltag, for således at eliminerer kernen i selve problemet.

 

 

Vi kræver derfor i Kandidatforbundet, at man hurtigt muligt bliver etableret tiltag mod forældre der svigter deres børn. Dette kan blandt andet ske ved at øge behandlingssteder for familier, dette har man f.eks. i enkelte kommuner f.eks. i Aasiaat kommunea gode erfaringer med.

 


Vi mener i Kandidatforbundet, at der er behov for etablering af behandlingssteder, for at give familier fundament til at komme videre med tilværelsen, og mulighed for forebyggelse og alkohol og euroforiserende stoffer er allerede til stede i Qaasifiik, og vi mener derfor i Kandidatforbundet, at der bør afsættes flere midler til familiebehandlinger, og at man i videst mulige omfang skal støtte og animere personer der ønsker at gennemgå en behandling. Antallet af behandlingssteder kan øges med et nært samarbejde med kommunerne, og der er også behov for at Grønlands Hjemmestyre involvere sig mere i kommunernes bestræbelser på at komme de mange problemstillinger til livs som nu engang eksisterer.

 

Vi skal endvidere i Kandidatforbundet kræve, at der bliver etableret tiltag for at øge grønlandske behandlere, idet det jo er et faktum, at problemer ikke kan elimineres alene ved at sætte barnet i centrum. Vi bør indse, at der må foretages tiltag for at gøre forældrene mere ansvarsbevidste,. for tvangsfjernelse af børn og unge fra hjemmet alene eliminerer ikke de aktuelle problemer tiden er derfor inde til at aktivere brede løsningsmodeller.

 

Vi kan ikke alene sætte vores lid til vores naboer og venner. Vi må bestræber os på at skåne naboer og venner for problemer,, hvis vi skal gøre os noget håb om at begrænse problemerne. Vi skal naturligvis være vågne overfor vores ansvar i henhold til de gældende love, men for at løse op for en del af børn og unges problemer må vi i højere grad ty os til professionelle der er uddannet til at arbejde med og eliminere problemstillinger.

 

Vi finder det ligeledes i Kandidatforbundet yderst vigtigt, at faggrupper indenfor den sociale sektor det være sig medhjælpere, konsulenter og andre der til daglig beskæftiger sig med børn og unges problemer, får tildelt bedre redskaber til brug for deres virke, blandt andet ved at forbedre lønforhold og kurser og i form af støtte på andre områder.

 

I forordningsforslagets ' 38 ligger man op til, at forældre skal tildeles bøder, men vi må regne med, at hvis udgifterne i forbindelse med tvangsfjernelse af børn og unge bliver tillagt forældrene, så vil restancerne stige yderligere. Det er jo alvorlige forhold, der gør at man tyer til tvangsfjernelse, og tit er forældrenes økonomiske situation tilsvarende alvorlig samtidig med at de kæmper mod andre eskalerende problemer. Tvangsfjernelse af børn og unge er som regel også foranlediget af alvorlige problemer i Hjemmet. Kandidatforbundet finder det derfor forkert og letsindigt, at forældre der i forvejen kæmper med uoverkommelige problemer tillægges yderligere belastning.

 


Men vi mener også i Kandidatforbundet, at kommunernes socialforvaltninger der har faktuelt lokal viden ikke bør fratages beslutningskompetence. Selvom der i forordningsforslaget lægges op til at børn og unges meninger skal vægtes højt, og selvom der lægges op til at børn og alders modenhed i liges så høj grad skal være fundamentalt, må vi dog huske på, at vi ikke må lade være barnet være den bestemmende, hvis det bliver tilfældet, har vi grund til at være ængstelige for fremtiden.

 

Med disse bemærkninger skal vi anbefale, at Landsstyrets forordningsforslag forinden 2. behandlingen bliver sendt videre til Landstingets socialudvalg.

 

Anders Andreassen, mødeleder, 1. næstformand for Landstinget, Siumut.

Næste taler er Otto Steenholdt, løsgænger.

 

Otto Steenholdt, løsgænger.

Og man kan blot sige, at mine ord er nogle udtalelser fra børnenes lejrskole, og overskriften er forordningsforslaget, og hvis jeg starter med den, så kan der skabes debat. Da et barns kærlighed både til hjemmet og sine forældre ved tvang bliver fjernet fra sit hjem, og denne behandling vil barnet ikke betegne som en hjælp, men vil hellere betegne den som en tvangsfjernelse.

 

Da jeg startede mine bemærkninger til lovforslaget eller forordningsforslaget er der også megen grund til at første paragraf i forordningsforslaget med at formålet med denne landstingsforordning er at sætte barnet i centrum og alle tiltag i henhold til forordningen skal ske med udgangspunkt i barnets behov.

 

Da vi snakkede om dette forordningsforslag for et par år siden, så har jeg også sagt det samme og jeg vil gerne have, at man også ligger mærke til, at når de voksne bliver placeret til at gøre et eller andet, at barnet også har følelser og kan tænke det må danne udgangspunkt.

 

I de fleste tilfælde er det således, at barn fra sin fødsel med hensyn til hjem de bor i, og selvom de nogle gange kan være nogle f.eks. sult og f.eks. andre voksne, f.eks. rige voksne, at de ligesom om de blandet sig ind i det stakkels hjem, og det er det som barnet i sin opvækst stærkt reagerer imod, i forbindelse med tvangsfjernelse.

 


Derfor med, at man samtidig siger, at man sætter barnet i centrum, og at barnet med det hjem som de elsker, f.eks. hvis vi f.eks siger, at man samtidig kræver, og ikke vil gå væk fra det, så bør man ellers klart udtale, at man skal komme ind i barnets følelser, og at man tager udgangspunkt i disse, og at man lige laver en overvejelser, og står stille.

 

Min fejl er, at jeg har tillid til at samtlige forældre vil være gode forældre og vil giver en god og ordentlig opdragelse. Får børn kærlighed fra starten af både til sit hjem og fra sine forældre, vurderer jeg som udgangspunktet for at man sætter barnet i centrum. Jeg skal undskylde overfor Landstinget og Landsstyret i og med at jeg læste mit forslag, kom jeg til at tænke nøje over, at man her ved dette forordningsforslag, hvilke som helst familie, at man er ved at udforme en forordning således at det er staten eller myndighederne der har tilsyn med familierne.

 

Gad vide hvor mange gange vi har set sådanne initiativer i verdenshistorien som forkerte. Børns opvækst bør ikke styres fra staten, men de skal have en opvækst i hjemmet. Men jeg skal ikke skjule, at vi har nogle medborgere som blandt andet på baggrund af skilsmisse, og efter at man har fået en hel del børn til sig, får utilfredsstillende vilkår fra det offentliges side, fordi vi plejer at høre, at de ikke kan få deres månedlige lønninger til at slå til, og dermed får problemer. Det vil sige, at det bliver en byrde at betale for den bolig men ellers har boet hidtil, og med hensyn til barnets tøj og maj og mange andre og at man samtidig får ansvaret for dette alene- det bliver tungere og følelsesmæssigt vanskelige at opfylde.

 

Jeg håber, at de problemer som jeg lige nævnte forbliver genstand for en større forståelse hos myndighederne og dermed med hensyn til tvangsfjernelse, så kan man også undgå disse ved at man fokuserer på familien. Det er utvivlsomt, at sådanne sager for hvilken som helst vil være nogle kedelige sager, og i sådanne sager skal man også huske på børnene i arbejdet med opgaven.

 


I disse år at man flygtigvis siger noget bliver brugt meget omfattende er i landet, selvom det ikke altid har en korrekt baggrund. Men las os se, at hvis en person ikke er tilfreds med en anden person, så starter man en smædekampagne, og når det så offentlige, så er det offentliges tilsyn, meddelelse og undersøgelse, de starter og det kan også være, at man uden forældrenes samtykke, at det indebærer at man uden forældrenes samtykke får placeret et barn uden for hjemmet.

 

Fordi jeg har jo læst overskrifterne til delmålene i landstingsforordningen, at hvilke som barn som vil have en frihed til at kunne leve vil ikke kunne tro på det der står, og de krav som forordningsforslaget stiller, at man starter tilsynet, og at man starter afgivelse af meddelelsen og at man starter undersøgelsen af hjemmene. Og at man uden forældrenes samtykke kan hjembringe barn uden for hjemmet, og her er det med hensyn til de eventuelle tiltag, så starter det offentlige med at udarbejde handlingsplaner m.m.

 

Dette forslag og hvis man skal debattere det, at man kommer ind i barnets verden, og et barn som bliver tvangsanbragt der kommer ind i en ukendt familie, jeg mener, at det er et meget alvorligt indgreb - lad os se, at det for barnet eller børnene giver et sår i sjælen, som man ikke uden videre kan løse i løbet af livet. Det kan være at barnet eller børnene med hensyn til at de bliver uden for hjemmet uden samtykke, de kan ellers have bedsteforældre som de kender og som de er glade for, og har besøgt dem flere gange i deres opvækst og overnattet hos dem, det kan være f.eks. at det ovennævnte kan overvejes til at kunne bruges til midlertidige anbringelse, således at man kan skåne at barnet bliver følelsesmæssigt hårdt ramt.

 

I forslaget giver man kommunalbestyrelsesmedlemmerne meget vidtstrakte kompetencer, og her er det et stort spørgsmål, at de folkevalgte som jo har et meget forskelligartet samfundsarbejde, hvor meget de står med hensyn til formålet her til landstingsforordningen. Er det så dem der med hensyn til at barnet må skånes så vidt muligt i sjælen, og at de har en dybtgående viden og uddannelse til at kunne gøre det.

 

Med hensyn til ' 38,  og hvis det er nødvendigt, at myndighederne tvinger, at man skal give forældrene en udgift, at forældre der får sådan en behandling kan jo næppe acceptere dette forhold - sådan meget umiddelbart, fordi der her er tale om at kommunalbestyrelsen kan efter at de har tvangsfjernet barnet, at de så overfor forældrene kan afgøre en betaling. Også fordi i ' 31 stk. 2., som jeg gerne vil sige, at det ligesom er, at man har brugt ordet deportation, idet i ordbogen står der jo deportation betyder, at man bliver tvangsfjernet til et land langt væk fra eget land, og det er så det, at i forordningsforslaget, at man vil sende børn og unge til Danmark, så vil jeg præcisere den danske betegnelse som god i mine øjne, den har man næste brugt - altså deportation.


Som jeg sagde i min indledning, så kan jeg tage fejl, at jeg anser samtlige forældre som gode forældre, og at samtlige børn er kærlige overfor deres hjem og deres forældre, det plejer jeg at vurderer sådan, at hvilke som helst forældre skal have frihed til at opdrage deres børn og at det er under deres rettigheder, og at det offentlige blandet sig meget, så klart, så må man også tage udgangspunkt i tillid til barnets følelsesmæssige liv, der meddeler jeg, at jeg ikke kan gå ind for forordningsforslaget.

 

Og dengang har jeg sagt, at forældrene selv der retter en henvendelse til de offentlige, det er ligesom om, at de selv har afgivet deres rettigheder, og deres midler har ikke kunne række, og dermed kommer til at have restancer, og jeg har ikke noget imod, at man kan gøre noget overfor disse. Men at man tvangsfjerner børn både overfor forældrene og hjemmene, og at der bliver udarbejdet en forordning til dette, der kan jeg meddele, at jeg ikke kan gå ind for dette.

 

Anders Andreassen, mødeleder, 1. næstformand for Landstinget, Siumut.

Og nu er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked som kommer med en besvarelse.

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Siumut.

Tak. Først på vegne af Landsstyret til de herværende partier og deres ordførere, og fra Kandidatforbundet og bemærkninger fra Kandidatforbundet og de sidste taler løsgænger Otto Steenholdt, der vil jeg rette en tak til disse.

 

Jeg må udtale, at denne opgave der har man brugt megen tid til at kunne gøre det, og vi har brugt flere år for at få kulegravet reglerne og som sagt har sagen pågået i flere år, og som sagt i udarbejdelsen af landstingsforordningen-

 

Og med hensyn til medarbejdere der har med børn og unge, dem har man har inddraget, man har inddraget temmelig mange personer, og samtlige børn der har interesse i udarbejdelse af forordningsforslaget dem vil jeg rette en tak til.

 

Og med hensyn til partiernes ordførere, der kan jeg også bemærke, at med hensyn til det forordningsforslag der blev fremlagt, at de har givet stor støtte til det, men man kan ikke regne med at det der bliver forelagt vil blive godkendt i den foreliggende form.


Hvordan vil Landstinget vil godkende med hensyn til ændringsforslag, og hvordan udvalget udmønte det i deres videre arbejde, det er det der skal danne grundlag for forordningen, og her er der tale om 1-. behandlingen og den skal 2. og 3. behandles, og først når Landstinget har godkendt den korrekte form så bliver den godkendt.

 

Og derfor med hensyn til det der bliver sagt fra partierne omkring det videre arbejde, så vil det selvfølgelig i Landsstyret og i Landstingets udvalg medgå i vurderingerne, og derfor er jeg meget glad for på vegne at Landsstyret, at i forbindelse med fremlæggelse af dette forordningsforslag, at man komme med så indholdsrige og så interessante bemærkninger det vil jeg gerne rette en tak til.

 

Men hensyn til Siumuts ordfører. Siumut at vi skal have en familiepolitik her i landet den nævnte man og jeg mener, at det er meget interessant det der bliver fremlagt, og jeg mener at det bør støttes af alle.

 

Og jeg mener, at kommunerne med hensyn til socialområdet, at med hensyn til børn og unge, og med hensyn til forældre og handicapområdet, og med hensyn til familierne, så er de igang med at udforme politikker til disse, og derfor, at der ydes støtte til dette, det er der behov for fra vores side, fordi det må gå videre, fordi der er tale om et alvorligt og betydningsfulde opgaver, og det der blev nævnt fra Siumut, det vil jeg også støtte.

 

Og hvem som helt kan jo ikke sige imod, at et barn har jo rettigheder, som vi efter FN konventionerne er det ønskeligt, at barnet i sit hjem ved kærlighed og god omsorg tager op om morgen på skole og at alt og andet bliver færdiggjort med hensyn til barnet i hjemmet.

 

Og heldigvis er der jo forældre, som det også blev nævnt af flere ordførere, så er der nogle forældre i Grønland med børn som har en meget god omsorg i deres opvækst, også fra deres forældre. Sådanne forældre som opfylder deres forpligtigelser, vil jeg også gerne benytte denne lejlighed til at rette en tak til disse.

 

Men uanset dette, så er vi ikke alle sammen ens, og som personer og forældre som har behov for hjælp, og det er det er derfor, at vi har udarbejdet denne forordning, og her er det 1. behandlingen af forordningen vi gennemfører.


Det er korrekt, at Landstinget i de senere år med hensyn til børn og unge, så har man gennemført omfattende debatter, og det er korrekt, at da Socialreformkommissionen også med hensyn til børn og unge, og den debat den har været med til, og har undersøgt noget meget interessant.

 

Og disse kan jo ikke løses ved brug af en enkelt dag, og man medtager disse i det kommende arbejde. Børnenes år år 2000 har bevirket, at der er kommet en meget stor debat om børn enes vilkår og et stort seminar om, at man sætter barnet i centrum, det har man gennemført, og med dette i udgangspunkt omkring ændring af landstingsforordningen, det er man så startet med.

 

Og fra Siumut nævnte Ruth Heilmann blandt andet, at man fra Siumut vil foreslå, at år 2003 bliver godkendt som forældrenes år, og vi har ikke behandlet dette særskilt, idet Landstinget jo skal debattere denne overskrift særskilt, men det er interessant, at i og med, at man fokuserer så meget omkring forældrene, at på baggrund af bedre og nye forordninger kan nu gennemføres på baggrund af dette.

 

og Siumut kommer også ind på mange forebyggende tiltag, og det er korrekt, at det er nødvendigt, at vores arbejde tager udgangspunkt i forebyggelsesarbejdet. Og at der er behov for behandling, så kan vi se, at sagen er startet alt for sent, og dermed igangsættes initiativer ofte alt for sent, og forinden dette sker, så bør man tage udgangspunkt i forebyggelsesarbejdet, som det også blev nævnt, så er det også nødvendigt.

 

Her i forordningsforslaget, og det formål man har, at man med hensyn til familierne, og familiearbejdet har samarbejdet, det står i ' 15 stk. 2, at ved anbringelse uden for hjemmet skal handlingsplanen angive former for støtte der selvstændigt skal iværksættes overfor for familien. Og her i forordningsforslaget, så er der åbent for en ny mulighed, idet kommunerne i de seneste år har rettet henvendelser om muligheden for at kunne etablere døgninstitutioner, selvfølgelig så har kommunerne ellers ansvar for at kunne oprette sådan institutioner, men i forordningsforslaget medtager man, at kommunerne eller kommunerne i samarbejde kan realisere dette.

 


Og med hensyn til Atassuts ordfører Godmand Rasmussen han kom også med noget meget interessant, og eg regner også fuldt ud med, at bemærkninger fra Atassut, også medtages i udvalgets videre arbejde, og at man bruger det som input.

 

Det er fuldstændigt, at Godmand nævnte, at man nogle gange ikke kan undgå, at et barn eller unge bliver frataget fra deres forældre, men det er den allersidste initiativ der tages og før dette, så skal man gennemføre forskellige initiativer fra kommunens side, og først når det viser sig, at det ikke kan løses, og for at kunne opnå en tryg opvækst, og videre livsførsel, så gennemfører man placeringer af barnet uden for hjemmet.

 

Og Godmand nævnte også problemerne i hjemmet, og jeg skal også udtale, som f.eks. Kandidatforbundets Benedikte Malte Møller nævnte, at når et barn bliver fjernet fra sit hjem, at så er der behov for en samlet hjælp til hjemmet, og jeg har sagt, at det står i ' 15 stik .2, at det bliver kommunens forpligtigelse, ikke kun at arbejde med barnet men at man også iværksætter en selvstændig hjælp for forældrene og hjemmet. Og vi bør erkende allesammen, at vi aldrig har været så dygtige med hensyn til dette, ,men nu skal det direkte stå skrevet, at det bliver kommunens ansvar, og at man gennemfører hjælp i hjemmet ligesom alle andre vigtige opgaver.

Og fra Inuit Ataqatigiit, så opførte Asii Chemnitz Narup mange forskellige spørgsmål, der er også nogle der er meget interessante i deres indhold. Det er korrekt, at i det nye år er det blevet nødvendigt, at med hensyn til god økonomi hos familien, og i hjemmet, så kan man ikke komme uden om, at både moderen og faderen, at begge har beskæftigelse, og derfor med hensyn til de offentliges initiativer igennem dette, så har man startet dette f.eks. oprettelse af dagplejeinstitutioner og forskellige institutioner, og jeg er også vidende om, at børn der opholder sig i institutionerne ikke tager skade af det, der er også børn der har behov for at blive behandlet sådan.

 

Det er korrekt, det der blev nævnt, at hvis et barns vilkår skal forbedres, så kan man ikke komme uden om, at man også får forbedret de voksne - forældrenes vilkår. Jeg kan huske den 1. juni er børnenes dag, og hvis vores vilkår og deres vilkår skal forbedres, så er det det første man skal fokusere på, at forbedre forældrenes vilkår. Og jeg er også meget glad for, at det er børnene selv der nævner dette, fordi de jo er meget korrekt, at børnene selv fremlagde dette, og dermed har jeg videregivet ordene til Jer.

 


Med hensyn til daginstitutionerne, og at jeg selv har udtalt mig om, og at Asii Chemnitz Narup ønsker, at jeg kommer med en redegørelse, jeg er vidende om, at der er 170 pladser i døgninstitutionerne og her i forordningsforslaget, så ønsker man at disse  antal pladser bliver forhøjet. Og vi er vidende om, hvor stor ventelisten er, men vi kan ikke se aktuelt her og, hvor stor ventelisten, fordi det svinger meget.

 

Sidste så, s har jeg også i Landstinget sagt, at der er ca. 50 på venteliste til døgninstitutionerne, dengang var tallet på den størrelse, men efter jul om disse tal er korrekte, så har KANUKOKA og Hjemmestyret med hensyn til døgninstitutionerne og med hensyn til priserne, så iværksatte man en arbejdsgruppe, og vi har ønsket overfor KANUKOKA, at den gennemfører denne undersøgelse, og jeg vil gerne henvise til, at opgaven varetages af KANUKOKA, og her er det, at man undersøge bestemte kommuner, så siger de, at der måske er 150 til 200, hvor der er behov for plads.

 

Og med hensyn til det antal pladser som jeg allerede har nævnt og efter godkendelse af denne landstingsforordning, så vil disse blive forøget, og det som skal godkendes af Landsstyret og Landstinget omkring anlægsplaner, så regner jeg ikke med, at byggeri alene af døgninstitutioner kan medføre løsning af problemerne. Hvis vi opretter mange pladser, så vil det næste så være, t vi også får skabt nye pladser ud over disse. Men hvis vi tager arbejdet med, at man fokuserer på forholdene i hjemmet, så mener jeg, så er jeg overbevist om, at den almindelige placering ikke vil have den samme høje antal. Vi må jo have nogle politiske målsætninger, og uanset om vi siger noget om hensigter, så kan det blive interessant, at få at vide om man har opnået dette mål, og hvis man har nået det, hvordan har man så gjort det og hvorfor det heller ikke er tilfældet.

 

Jeg mener, at sådanne initiativer, det er det man har manglet indtil dato, derfor har jeg sagt, at jeg ikke kan acceptere, at døgninstitutionerne alene kan få løst problemerne med hensyn til børn og unges problemer.

 

Og Asii Chemnitz Narup sagde i sit indlæg også, og det som jeg har lagt mærke til, det er jeg også meget glad for, at i og med at en kvinde bliver gravid, at man starter arbejdet, det er det der ligges op til nu. Selvfølgelig kan man undersøge gravide ved brug af forskellige muligheder af f.eks. af jordemoderen eller lægen, og jeg plejer at høre, at den gravide er mere påvirkelig med hensyn til, at de kan have et mere sundt liv og bedre liv.


Og hvis de har nogle problemer, så kan man have nogle gode initiativer, og dermed kan man også bruge alt dette, man skal have for så vidt muligt et godt grundlag, det bliver en af mulighederne for at nå dette.

 

Og at man også hører barnets mening, det kan man ikke komme uden om, når et barn når en hvis alder, at barnet jo har et naturligt ønske om at blive hørt, og at være med i foranstaltningerne.

 

Og med hensyn til, at man har et tilsyn til meddelelse over FN, og det blev der spurgt om, det er korrekt, at Grønland på baggrund af at man har tiltrådt Børnekonventionen, så skal vi også følge den, men dette sker igennem den danske stat, og den danske regering. Og det samme gør Færøerne, der er helt bestemte måder for at gennemføre denne sag, og det er så den danske regering efter at have hørt vores mening, dem der gennemfører disse tiltag.

 

Og fra Landsstyrets side mener vi ikke, at det er et problem, at denne konvention bliver oversat til grønlandsk. Men der skete den første indberetning til FN i 1998, og der skal udarbejdes en indberetning i 2003, og disse indberetninger sker på dansk og engelsk, og derfor med hensyn til at denne indberetning også skrives på grønlandsk, det bør ikke være et problem i sig selv. Her kan jeg også sige, at den også skal skrives på grønlandsk.

 

Med hensyn til anbringelse af børn og unge uden for hjemmet og børns vilkår, så mener jeg ikke, at problemet i løbet af en 10-årig periode er vokset, vi mener ikke at problemerne er vokset, men i dag med mere fokusering på børn og unge, så har vi heldigvis opnået debatten, og det er det der har givet en sund vej, at vi har erkendt at vi ikke har været så dygtige fra samfundet side på dette område, og først når vi har erkendt vores problemer, så kan vi gøre noget, og denne erkendelse og den er også meget god. Og vi har jo også hørt, at en person som har problemer bør løses, og hvis personen ikke har erkendt sine problemer og hvis de bliver behandlet, så falder man i mange gange, fordi vi ved at det er tilfældet.

 

Men når en person har erkendt sit problem, og har sagt, at jeg vil have løst dem, så lykkes det at gennemføre behandling, og efterfølgende vil personen vende tilbage til samfundet med fornyet kræfter og kan erkende problemet, og har åbnet muligheden for, at kunne debattere og snakke om problemet, jeg er meget tilfreds med dette indhold.


Og der kommer også nogle spørgsmål vedrørende anlægsopgaverne. Vi er også vidende om, at Landstinget sidste år da det godkendte Finansloven, så godkendte man også, at man skal igangsætte byggeri af en institution i Sisimiut, og man regner med, at den kan stå færdig til næste år. Og vi har et samarbejde med Paamiut kommune, så har man renoveret et rækkehus i Paamiut som ikke har været brugt i flere år, at det bliver brugt til forældrearbejdet, og anlægsopgaven bliver finansieret af Paamiut kommune selv, men når den bliver færdig, så bliver vi placeret som lejere, og i forbindelse med godkendelse af Finansloven for næste år, så vil Landstinget godkende dette.

 

Og med hensyn til handicaphjemmet i Qaqortoq, som har stået i flere år, og som er blevet utidssvarende, at den bliver renoveret, det er blevet nødvendigt, og et så gammelt hus har man i dag vurderet, at hvis vi blot vil renovere det, så vil det ikke kunne lykkes. Og her har man taget som hensigt, at man bygger hel ny institution, og det er så noget, som vil blive godkendt af Landstinget og planlægningen starter til næste år. Det samme er i princippet tale om angående Margrethes Hjem i Tasiilak, det er altså fornyelse som Landstinget og Landsstyret har råd til, dels skal vi prøve på at færdiggøre det hurtigere, men her er det spørgsmål om, hvilken prioritering vi tager med hensyn til dette.

 

Og i den forbindelse skal jeg også udtale, at det er også meget interessant omkring daginstitutionerne, at næste år, så er man gået i gang med nyere seriøse planlægninger om udbygninger af daginstitutionspladserne, og derfor med hensyn til daginstitutionerne og døgninstitutionerne, og anlæggelse af disse, så finder man det meget vigtigt fra Landsstyrets side til næste år, og jeg håber, at Landstinget vil godkende forslagene til bygning af disse.

 

Med hensyn til en central vidensopsamlings udvalg som IA nævnte, det er en plan, og med hensyn til sammensætningen af dette, så skal det vurderes i udvalget. Og det bliver også sagt, som jeg gerne vil nævne, at man har gennemført arbejdspladsundersøgelse på specialområdet, og hvilken stade denne undersøgelser sket, så kan jeg udtale, at sidste år med hensyn til vilkårene for medarbejderne hos døgninstitutionerne, så har man gennemført en undersøgelse, og denne undersøgelse er blevet udleveret til Landstingets medlemmer.

 


Og på baggrund af en beslutning sidste år i Landstinget har man gennemført undersøgelse af socialmedarbejdere, og man har lavet en arbejdsgruppe til at gennemføre dette. Og arbejdsgruppen har overgivet resultaterne af sit arbejde den 5. september, og jeg har fremført dette til Landsstyret, og har efterfølgende oprettet et nyt udvalg, at den i løbet af kort tid med hensyn til hvilke forbedringer der kan gennemføres, at det kommer med nogle indstillinger, og vi har krævet over for det udvalg, at det forinden 1. november med hensyn til løsningsmodeller som er udgiftsneutrale i og med at man kan ændre lidt på finansieringen, og at man debattere disse forhold, og kommer med nogle forslag.

 

Men med hensyn til forslag der skal have økonomiske konsekvenser, så vil det ske på baggrund af forhandlinger omkring lønforhandlinger o.lign., det er altså organisationerne der skal udarbejde dette. Men alle disse forhold, forbedringsarbejder med økonomi til følge , så har vi sat denne dato, fordi vi har ønsket, at vi til 2004 og før man kommer i gang med udarbejdelse af Finansloven, at vi for så vidt muligt kan nå disse forbedringsønsker, men her er det afgørende, hvilket indstillinger udvalget fremkommer med.

 

Og præcis det samme til Kandidatforbundet, hun fremkom også med meget interessante og forskellige ting, som også er støtteværdige, og som jeg har sagt før, så er det partierne, Kandidatforbundet og løsgængerne, det der blev sagt, at med hensyn til abort, at det blev fremlagt i den foreløbige form. Jeg mener ikke at det er noget der kan skabe tvistigheder, men det bliver vurderet med, og tages med inden 2. behandlingen.

 

Jeg mener, at jeg har besvaret Benedikte Malte Møllers spørgsmål omkring størrelsen sidste år, og den størrelse der er omkring pladserne. Og med hensyn til en midlertidig placering, og det man plejer at betale til plejefolkene, der har man medtaget det i forordningsforslaget, men der er også noget der står tilsvarende i den nugældende lov, men det er de enkelte kommuner der ikke har benyttet denne mulighed i flere år, og derfor har vi skrevet den. Og hvis jeg ikke husker forkert, så har man overvejet disse muligheder, både i Sisimiut og Nuuk kommune.

 

Jeg kom også lidt ind på løn og forhold der vedrører arbejdspladsen, det vil jeg ikke komme ind på, og jeg vil også sige, at det der blev behandlet under 1. behandlingen fra Otto Steenholdt, og  denne bemærkning vil blive medtaget i det videre arbejde, men at vi jo har en forpligtigelse til fra det offentlige, at føre tilsyn med børns vilkår og dem har vi ansvar for og har en forpligtigelse fra det offentliges side.

 


Derfor med hensyn til tilsyn af børn, dem skal man gennemføre fra det offentliges side, for t undgå omsorgssvigt af børn eller børn ikke laver noget andet, og derfor sikrer dette, at man har dette tilsyn. og selvfølgelig står det i forordningen, at tilsynet gennemføres af kommunalbestyrelsen, jeg mener at det er kotume, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne er jo også med i det daglige og ud fra det de kan se, at vidt der er behov, så kan de gennemfører det. Men driften af dette gennemføres naturligt og generelt hos socialkontorerne og socialforvaltningerne og i Socialudvalget, hvis disse kræver det, at få nogle spørgsmål som vedrører dette, så kan man ikke komme uden om kommunalbestyrelserne.

 

Og afsluttende til det der blev påpeget af Otto Steenholdt, der kan jeg udtale, at i forordningsforslaget så har man ikke lukket af for at børn og unge kan placeres i Danmark. Man plejer at bruge denne mulighed nogle gange i dag, at når der ikke længere er nogen mulighed, så er det den sidste mulighed, selvfølgelig er vi ikke glade for at udnytte dette, men når samtlige muligheder har været gennemprøvet her i landet, og når man ikke længere kan gøre noget, så placerer man den unge eller barn i Danmark, og det er sket tidligere, og vi regner med, at der kan opstå nogle pludselige tilfælde som gør, at man også kan udnytte det i fremtiden.

 

Det er mine foreløbige kommentarer til partiordførerne bemærkninger. Tak

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Og jeg skal lige nævne, at jeg har bemærket, at der er stor enighed blandt ordførerne fra partierne og Kandidatforbundet måske er det kun løsgængeren der har taget et særskilt standpunkt, og alle ønsker at sagen bliver sendt videre til viderebehandling i Socialudvalget.

 

Og jeg skal lige præcisere, at et punkt har vi nu brugt i næsten 2 timer og vi har en del punkter, og såfremt vi skal fastholde vores principbeslutning om, at vi slutter klokken 18.00, så bliver det nok svært at gennemføre hele dagsordenen.

 

Og da der allerede er stor enighed blandt ordførerne , så vil jeg gerne anmode dem om, at komme med korte og præcisere bemærkninger velvidende at sagen går videre til Socialudvalget.

 


Men inden vi går videre vil jeg gerne byde Landsstyreformanden velkommen tilbage til Landstinget, idet han nu er tilbage efter at have deltage i Folketingets åbning i københavn. Og den næste der får ordet er Ruth Heilmann Siumut, og derefter Benedikte Malte Møller Kandidatforbundet, men først Ruth Heilmann, Siumut.

 

Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.

Tak. Jeg er også glad for at Landsstyremedlemmet også hilse vores bemærkninger fra Siumuts side, og ikke mindst at partiernes ordførere også inddrager Socialreformkommissionens arbejde, fordi netop dette arbejde er af stor vigtighed som vi allesammen har deltaget i, og derfor er det også her i denne betænkning indeholder en masse forslag til forbedringer vedrørende børn og unge, og det er i sig selv slet ikke mærkeligt.

 

Socialreformkommissionen har sat nogle mål med temaet: Tryghed, Fællesskab, Glæde, og her er det så de familiepolitiske mål der har været i fokus der, og ved det vigtige punkt vedrørende landstingsforordning om hjælp til børn og unge, og når vi så får sat ord på det, så regner jeg med, at vi igen kommer til at bruge netop de emner der har været netop under Socialreformkommissionens arbejde. Og ikke mindst forældre, venner med meget mere, de er selvfølgelig også er blevet berørt der, hvorfor jeg også har sat min lid til, at når vi begynder at snakke i Socialudvalget, så vil vi selvfølgelig også tage og beskytte de bemærkninger vi fra vores partiers side har sagt.

 

I Siumut sagde vi, at det er forældrene der har det største ansvar for deres børn, og det blev også nævnt i Socialreformkommissionens arbejde, at man også rådgiver forældrene, såfremt man rådgiver en gravid kvinde, så skal man også inddrage familien, og det er også en måde, at lære om live på, hvor vi også kom ind på, at vi også skal tænke på børns undervisning, det skal baseres på elle målrettes sådan at barnet bliver selvstændigt, og her tænker jeg ikke kun på selve det punkt vi her tænker på, her tænker jeg også på Atuarfitsialak, og det er en direkte følge af Socialreformkommissionens arbejde at man har igangsat Atuarfitsialak.

 

Og det er jo noget som forældrene også skal være med til at skabe og vi kommer nok også til at opleve, at vi også kommer til at møde børn med problemer, og derfor savner jeg også at en anden ikke er tilstede, nemlig Per Berthelsen, det undrer jeg mig over.

 


Såfremt jeg skal komme med bemærkninger til de enkelte, så vil jeg lige nævne Atassut, idet han lægger vægt på, at der selvfølgelig er en masse positive ting i betænkningen som bør gennemføres, men det er blot et spørgsmål om du og jeg også vil følge disse. Og vi arbejder jo også her i Tinget for at følge op på de ting som er blevet sagt i betænkningen,. Selvom vi så ikke kan gennemfører det hele på éen så er man trinvis ved at gå i gang med det, fordi vi på grund af økonomien, nødvendigvis må prioritere

 

Jeg er ikke enig i Godmand Rasmussen i, at når han siger, at det ligesom er, at vi smider pengene ud i luften når vi tænker på de initiativer, der er for børn og unge. Jeg synes, at det er for strengt at sige det på den måde, fordi vi også tager udgangspunkt i de forhold som børnene lever under i, også i døgninstitutioner også i daginstitutionerne.  Og jeg synes, at man ikke kun bør tænke på pengene.

 

Asii Chemnitz Narup på vegne af Inuit Ataqatigiit sagde også nogle meget fyldestgørende bemærkninger, og jeg skal ikke udtrykke min skuffelse over, idet man havde regnet med at Landsstyremedlemmet også selvfølgelig skal komme med nogle andre mål. Jeg synes at forordningen i sig selv, og dets indhold, og de mål man har sats sig for der vedrørende anbringelse af børn og unge uden for hjemmet, at såfremt vi inddrager en masse andre ting i det, så kan jeg forestille mig, at selve forordningen bliver uklar.

 

Landsstyremedlemmet sagde i sin fremlæggelse redegjorte han klar for det indhold den har, og det er personlige rådgivere der skal oprettes, ligesom man også skal etablere plejefamilier med meget mere. Såfremt vi så inddrager en masse andre ting, så synes jeg ikke, at det vil være på sin plads, men selvfølgelig gør vi os nogle tanker om nogle andre ting, som uden for det, som er nævnt her.

 

Når man etablerer en familie og får børn, så sætter de sig selvfølgelig nogle mål om, hvordan barnet skal udvikle sig, og selv har nogle forestillinger om, hvordan dets skolegang skal være med meget mere. Og derfor synes jeg, at dette forordningsforslag kommer ind på en masse forskellige ting og elementer i et barns liv.

 


Og med hensyn til Benedikte Malte Møller, her synes jeg også at hun nævner en masse gode ting, idet hun kommer ind på, at der er familiebehandlingshjem man bør have mulighed for. Og når denne lovgivning bliver gældende så vil vi få afklaret, hvilket behov der er for familiebehandling. Jeg kan levende forestille mig, at behovet er stort, og i Siumut har vi allerede været inde på, at det også er noget, som vi bør arbejde for en løsning af. Og derfor er jeg også glad for, at andre også tager det med.

 

Til afslutningsvis vil jeg kommentere Otto Steenholdt i det han bruger nogle meget stærke følelsesladet udtryk, og det kan jeg selvfølgelig være enige i, men når man kommer ud for nogle problemer, som man ikke selv kan løse, så er det så en hjælp man skal kunne opnå, og det er det denne lovgivning giver mulighed for, således at familierne kan blive gendannet igen når man har varetaget denne behandling. Og selvfølgelig er der mange familier, eller i hvertfald flere familier, som ikke henvender sig til trods for at de har problemer, og det indebærer så at de først henvender sig når det næsten er for sent. Og her er det så formålet med denne lovgivning, at det offentlige også kan træde til før problemet bliver for stort og uløseligt.

 

Og Otto kommer så med dette råd til familierne, at de skal henvende sig på et tidligere tidspunkt, så problemerne kan løses, og at man så henvender sig før problemerne bliver for store, fordi det jo er vores rettighed allesammen, at såfremt vi har problemer, så kan vi henvende os uanset om vi bor i en by eller bygd. Tak.

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Inden den næste får ordet, så vil jeg også gerne byde Landstingets formand Daniel Skifte velkommen tilbage. Og jeg skal endnu engang nævne, at jeg håber, at man følger de ønsker som Anders Andreassen var inde på, at der er stor enighed blandt partierne og Kandidatforbundet, og løsgængeren, således at vi så ikke kommer med ord tvistigheder her.

 

Men den næste der får ordet er Benedikte Malte Møller, og så Godmand Rasmussen, men først Benedikte Malte Møller.

 

Benedikte Malta-Müller, ordfører, Kandidatforbundet.


Først vil jeg gerne sige tak til Landsstyremedlemmets besvarelse. Jeg vil gerne støtte Landsstyremedlemmet i når han siger at børn og unge der er blevet omsorgssvigtet, at man skal begrænse byggeriet af døgninstitutioner til disse. Jeg synes, at det er i sig selv positivt, fordi bygger vi flere og flere, så kommer der jo også flere og flere driftsudgifter.

 

Vi synes også at det er positivt, at man sætter familierne i centrum, især vil vi endnu engang opfordre til, at man etablerer familiebehandlingscentre, og jeg vil også gerne sige tak til Ruth Heilmanns bemærkninger, og vil også gerne støtte, at år 2003 skal være familieåret. jeg synes, at det har stor relation til det punkt som vi nu drøfter. Selvom Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender ikke kom ind på familiebehandlingscentre, og hvilke tiltag man har i sinde at gøre, der forstår jeg, at Siumut også prioriterer denne opgave højt. Og jeg håber også på at man i den videre behandling i Socialudvalget, at man også vil have familierne i fokus.

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Så er det Godmand Rasmussen. Derefter Asii Chemnitz Narup, men først Godmand Rasmussen.

 

Godmand Rasmussen, ordfører, Atassut.

Først til Landsstyremedlemmets besvarelse, der vil jeg også gerne sige tak for hans besvarelse. Landsstyremedlemmet sagde det allerede meget klart, at der er stor enighed blandt partierne og Kandidatforbundet og at disse bemærkninger vil blive taget med i det videre arbejde i udvalgsbehandlingen.

 

Landsstyremedlemmet har allerede besvaret det, hvorfor jeg ikke vil kommentere andre ting, fordi det blot vil forlænge taletiden. Men med hensyn til de ting man har kommenteret fra Atassuts ordførerindlæg. Siumuts ordfører var inde på, og undrede sig over, at vi sagde, at vi ligesom om vi blot kastede pengene ud i luften. Såfremt hun havde læst det nøjere så ville vedkommende have forstået det bedre. Når man arbejder for samfundet, så er der mange ting som vi ikke har fået realiseret, det er sådanne at forstå, at de mennesker som vi ellers gerne ville hjælpe, dem har vi ikke kunne hjælpe, fordi vi ikke har kunne få fat på selve kernen af problemet.

 

Atassut tror altid på, at når man ikke løser kernen, så kan man ikke løse problemet som sådan. Fordi et barn som får den hjælp det har behov for, såfremt man ikke løser problemet, så kommer det ud for de samme problemer igen når barnet er tilbage i familien igen. og det er det, der er selve kernen i de bemærkninger vi sagde.


Og Siumuts ordfører kom også ind på vores bemærkninger og sagde, at vi er blevet meget dygtigere nu. Men hvad hjælper det når vi er blevet dygtigere til at hjælpe, men ikke kan finde en løsning for de mennesker som vi gerne vil hjælpe. Men såfremt vi løser problemerne for vores klienter, så kan vi sige, at vi er blevet bedre. Vi kan ikke blive bedre, såfremt vi ikke kan løse problemerne for vores forældre.

 

Og Inuit Ataqatigiits ordfører var også inde på, det synes jeg kan være betænkeligt, at vi ikke skal spare på børneområdet. Det lyder nærmest som en opfordring til de forældre som omsorgssvigter deres børn. Det kan godt være at forældrene forstår det sådan at det er helt i orden, at de ved lønningsdag eller ved andre dage, at de svigter deres børn. Politikerne vil jo ikke spare på dette område, det er en dårlig melding at give til samfundet.

 

Alle råber på, at få deres forhold forbedret, og det vil man jo gerne have opnået, men en anden ting må vi erkende, fordi der er beløb som vi ellers kunne have brugt til andre og bedre formål, og her er det så vores manglende evne til at udnytte vores midler.

 

En anden ting man ikke har nævnt er, idet jeg mener, at det også har indflydelse på omsorgssvigt, det er alt den bingospil der er.  Vi plejer at komme hjem 6, 7 måske 8-tiden da vi var børn, og når børnene så kommer hjem der, så er der ingen forældre hjemme, og det er måske noget som har rodfæstet sig i samfundet, og det må vi nok som et samfund erkende.

 

Og en anden ting eller jeg er glad for, at Landsstyremedlemmet siger, at de ordførerindlæg vi har haft vil blive taget med i det videre arbejde i Socialudvalget, og da udvalget også skal medtage vores ordførerindlæg, så er jeg også glad for, at de selvfølgelig vil tage de bedste ting ud fra dem og dermed også vil indebærer forbedringer. Tak.

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Den næste der får ordet er Asii Chemnitz Narup. Dereft3er Ruth Heilmann.

 

Asii Chemnitz Narup, ordfører, Inuit Ataqatigiit.


Jeg skal lige først til Godmand Rasmussens bemærkninger, idet han er glad for mulighed for at tage betaling i henhold til ' 38, den mulighed eksisterer allerede, og forældrenes opgave er jo at forsørge deres børn, og det er også helt på sin plads, og ikke en straf, at man nu bruger denne mulighed. Og det knurer i mine ører når man opfatter det som en straf, men sådan er vi jo så forskellige allesammen det er også på sin plads.

 

Ole Dorph sagde også blandt andet, at forebyggelse er en af de bedste veje, og jeg lægger vægt på, at man skal have barnet i fokus , og det vil sige, at man skal vurdere barnets problemer. Der er nogle der brænder sig, der er 1., 2. og 3. grads forbrændinger. Såfremt jeg kommer med en 3. grads forbrænding og går hen til en læge, og når de siger, at vi ikke har problemer her er et plaster og gå hjem. Og det er ikke sådan vi skal behandle børnene og det er derfor vi skal vurdere deres problemer. Har de så store problemer, at man bliver nødt til at placere dem uden for hjemmet, så må man tage det som et første skridt, og det er det jeg forstår forordningsforslaget som sådan.

 

Men det bedste er, at vi kun skal foretage os forebyggelse, men det er urealistisk fordi der er mange børn der har stor intense problemer, således at de har særskilt behov for behandling, og det er disse vi fra Inuit Ataqatigiits side vil støtte ind til de får det bedre, og dermed hvis vi også inddrager behandlingerne, fordi vi mener at de spørgsmål der vedrører disse ting, de flagrer stadig væk, og såfremt vi ikke tager dem herind i salen, så bliver det ikke bemærket, og derfor har vi så også spurgt om hvilken løsning man har på døgninstitutionsbetalinger.

 

Vi har allesammen alle landstingsmedlemmer efterlyst en anden betalingsform, og derfor vil vi blive ved med at sige det, fordi vi mener, at det er meget vigtigt, at uanset hvor i Grønland et barn befinder sig, såfremt barnet har brug for at blive placeret uden for hjemmet, så må det ikke blive et spørgsmål om kommunen har råd til at placere barnet uden for hjemmet, og det er det der er det centrale i vores efterlysning.

 

Med hensyn til dem der har behov for, at blive placeret i døgninstitutioner, og hvor mange eller hvor mange der er, der har man nogle gange lidt svært ved at se på det reelle tal, ford det er nogle forskellige beregningsmetoder man har brugt, hvor vi så stadigvæk vil tro, at tallet vil flagre, fordi vi vurderer anderledes.

 


Men som før sagt, så er det ikke pengene der skal være det afgørende, og blandt andet om, hvordan forebyggelse og behandling og hvordan det så også skal hænge sammen ,og den samfundsdebat der har været i befolkningen og blandt politikerne vedrørende netop dette område, det synes jeg endnu ikke er færdigbehandlet.

 

Ole Dorph sagde også, at børnenes problemer ikke er blevet større, men at man igennem en åbent debat og fordi vi er blevet bedre til at få øje på dem, så ser det ud som om, at de er blevet flere. Men når man har arbejdet i så mange år med børn og unge, så er vi ikke blinde for, at der er børn der ikke kan sætte deres lid til deres forældre, og som heller kan sætte deres lid til faster, moster og onkel og heller ikke deres bedsteforældre. det vil sige at det er 3. generation der nu er blevet svigtet, og det er der selve kernen i problemet er.

 

For 10 år siden når vi så mødte nogle børn, som havde problemer, så kunne vi altid finde en voksen som kunne hjælpe barnet, men nu sker det sådan, at der ikke er nogen voksen der kan hjælpe barnet, og det er derfor vi bliver ved med at råbe op, fordi vi mener, at vi skal støtte disse børn.

 

Og jeg sal lige vende tilbage til Godmand Rasmussen, nemlig kernen af problemet. I Inuit Ataqatigiit og Atassut vi vurderer forskelligt, fordi de problemer som rammer det enkelte menneske og hele familier, så ser vi også på selve samfundsstrukturen, fordi problemerne kan gøres så skæve, at de så også rammer familierne; arbejdsløshed, manglende fuldførelse af uddannelse, afbrudte uddannelser, de meget forskellige lønindkomster, og mange andre ting.

 

Fordi vi siger, at familielivet foregår jo ikke i et vakum, men sker i et samfund, hvorfor vi lægger vægt på, at det hele skal inddrages, og det er derfor, at vi siger, at den bedste forebyggelsesarbejde, og som er den mest frugtbare er at vi forbedre de forhold som folk lever under, og det kom vi også ind på det, da vi snakkede om sundhed forleden dag.

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Den næste der får ordet er Ruth Heilmann, det skal være ganske kort, da det er 3. gang.

 

Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.


Tak. Godmand Rasmussen påpegede vores bemærkninger, det er det jeg gerne vil give ham et svar på. jeg kom med mine bemærkninger som ordfører for Siumutgruppen og som medlem af Landstinget, og der er ingen der kan sætte os grænser for, hvad det er for nogle bemærkninger vi skal komme med. Vi kan selvfølgelig kommentere partiernes ordførere, det er kotume her, som jeg også har fuldt her.

 

Jeg sagde også fra 1994 eller 1995, så har vi fået større viden, der er foretaget en masse undersøgelser vedrørende børn og unge, og derfor kan vi ikke lette skjult på, at vi har fået nytte af den mere viden vi har fået, og dermed også er blevet dygtigere. Vi bruger også en masse gode medarbejdere, og dygtige medarbejdere, hvorefter dette forordningsforslag nu er blevet fremsat og jeg håber så også på at det får et godt resultat, og jeg håber også på, at vi får et godt samarbejde i udvalget - og også arbejder i enighed.

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Den næste der får ordet er Mogens Kleist.

 

Mogens Kleist, Kandidatforbundet.

Når vi snakker om børn, så må vi også spørge os selv, der er ikke så få børn og unge, der er blevet anbragt uden for hjemme, og det er stadigvæk en hel del, der er på venteliste, derfor må vi spørge os selv: Hvad er det for problemer der har afstedkommet, at et barn bliver anbragt uden for hjemmet ? Er det sådan at barnet selv har nogle problemer eller er det fordi forældrene har problemer, at barnet så bliver sat uden for hjemmet. Og derfor er jeg fuldstændigt enig med Asii Chemnitz Narups bemærkninger, at det er af stor vigtighed, at barnet kan sætte deres lid til deres forældre. Og derfor mener jeg, at vi bør have flere døgninstitutionspladser, også rundt omkring på kysten.

 

De kommunale socialarbejder, og som arbejder for børn og familier, de har så store arbejdsopgaver, at de ikke kan følge med, nogle trækker sig tilbage fra deres arbejde fordi deres løn slet ikke slår til i forhold til deres arbejde, og derfor er det også på sin plads, at vi også ser på socialarbejderne, det er jo ikke sådan, at når vi skal løse familiernes problemer, at vi blot igangsætter et forebyggelsesarbejde, men vi skal se på de problemer og socialarbejderne skal vi også se på.

 

Heldigvis er der nogle kommuner, der har nogle familirådgivere men der er også nogle kommuner som ikke har mulighed for ansættelse af disse, og dermed bliver nødt til at ansætte uuddannede, og det er også vigtigt at også tænke på det.

 


Jeg skal blot nævne, at jeg ser på spænding på det videre arbejde i Socialudvalget, og hvilken betænkning udvalget så vil fremkomme med det.

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Og forinden næste ordfører, så har jeg sagt, at Per Berthelsen har markeret sig, men det som Ruth Heilmann efterlyser ,jeg regner ikke med, at det er hensigtsmæssigt, at Ruth Heilmann efterlyser bestemte landstingsmedlemmer, fordi de plejer at opholde sig på deres kontor for at kunne udføre deres opgaver, og derfor er det unødvendigt at efterlyse vedkommende. Og Formandsskabet har godkendt vedkommendes fravær med en vigtig grund, og sådan en personpåpegning skal undgås.

 

Og den næste er også Per Berthelsen, jeg skal præcisere at Per Berthelsen her i salen, og gennemfører sine opgaver i sit kontor. Og den næste er så Per Berthelsen, og den næste bliver Godmand Rasmussen.

 

Per Berthelsen, Demokraterne.

Jeg er meget glad for som Landstingsmedlem, som et enkelt Landstingsmedlem og alene, at Formandsskabet, at jeg ligesom får støtte også fra andre landstingsmedlemmer. Jeg personligt beklager det meget, og tager det meget smertefuldt, at man påpeger mig personligt, fordi jeg kan hører det på radioen og direkte.

 

Men jeg har ikke selv ønsket at komme med en besvarelse fra denne talerstol. Jeg mener, at det er bedst, at Formandsskabet kommer med en besvarelse til dette. Og uden yderligere bemærkninger vil jeg gerne sige tak til, at problemet bliver standset af Formandsskabet. Tak.

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Så er det Godmand Rasmussen, Atassut for en kort bemærkning, da det er for 3. gang.

 

Godmand Rasmussen, ordfører, Atassut.

Ganske kort. Først vil jeg gerne præcisere, at man jo gentager sig hele tiden. Atassut nævnte overhovedet ikke, at man accepterer omsorgssvigt at børn i sit indlæg, men at vi vil bruge til hjælp vil bruge alle ressourcer, det er det der står helt klart i vores ordførerindlæg, men det er det der hele tiden bliver sat spørgsmålstegn ved om vi bruger pengene på den bedst ulige måde, og hvem er det der siger overfor samfundet at vi må kræve overfor landet, fordi man kan jo ikke løse problemet med et kirugisk indgreb,. men vi kan gøre det samarbejde,

 

Og vores samfundsproblem, og det kan vi ellers løse sådan, og jeg vil gerne sige overfor Asii, jeg ved ikke hvordan jeg skal kommentere dette, at man har en fornuftig, fordi du brugt ordet at IA tager nøje vurderinger, hvem som helst landstingsmedlem, der er ikke nogen vurderinger, fordi vi er anmodet om at arbejde for hele landet, og det gør vi så, og det er så det som vi som landstingsmedlemmer er blevet pålagt, at skulle arbejde for hele landet.

 

Og derfor uden yderligere kommenterer, at den bliver nøje vurderet i udvalget inden 2. behandlingen. Tak.

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Den næste er Otto Steenholdt løsgænger for 2. gang. Den næste bliver Ruth Heilmann med dispensation for taletiden.

 

Otto Steenholdt, løsgænger.

Jeg mener, at Per Berthelsens ordførerindlæg, den vil jeg lige kommentere, fordi det vistnok i går eller i forgårs er glad for, at Ruth Heilmann også med hensyn til udvalgsarbejdet, at hun efterlyste noget og kom med nogle bemærkninger uden for partiernes ordførere, også fordi jeg siger, at det er noget er vigtigt i udvalgets videre arbejde, det er derfor jeg har sagt dette, og uanset om man ikke har fremsat et forslag, og hvis udvalget skal høres, så skal man ikke springe os over, men lige stoppe ved vores bemærkninger, og det finder jeg som vigtigt.

 

Og derfor må jeg sige, at man kan udtale sig her selvom man ikke har nogen rådgivere, det er en hjælp, også fordi det ellers er noget har efterlyst. Fra Siumut og Atassut bekriger hinanden dem kender jeg fuldt ud, så er det samarbejdspartnerne der strides, og jeg har også noget jeg skal påpeget i næste dagsordenspunkt.

 


Og efter kort at have kommenteret dette, så har jeg noget overfor Asii Chemnitz Narup, vi hørte jo i det mange lange indlæg, fordi jeg også blev bange for, at du også vil medtage de andre også mine daværende forslag, jeg troede, at du ville læse alle disse mange punkter ,men heldigvis kom du kun ind på det, men det er noget som er blevet fremsat, og det har været interessant lige bladre dem igennem. Og at det så er barnets problemer og i mit indlæg, så sagde jeg, at det er noget som kommer fra børnenes lejrskoler, og det er det børnene har sagt over for de ældre.

 

Ja det er ikke nødvendigt med et plaster til børn, det er nogle gange når de kommer ind grædende, at når man kommer med et plaster eller lige puster på det sted, hvor det går ondt, så går man børn meget glade, og derfor da du sagde, at det ikke er nok sådan noget, det har jeg kommenteret.

 

Og spørgsmålet som flagrer i luften det kender jeg ikke, fordi vi ved ikke hvad det er. Jeg har forstået det sådan at spørgsmål der er blevet stillet til tørre på tørresnoren, man har ikke glemt dem, det kan være at man tager dem i dag eller i morgen, det viser at man ikke har smidt spørgsmålene ud, det er det jeg gerne vil sige, og det jeg prøver på at sige her, og jeg skal lige citere hende fordi hun sagde i Landstingets forelæggelsesnotat skal vi ikke skjule vores skuffelse, fordi vi ellers har håbet på, at han vil benytte lejligheden overfor Landstinget fortsætter hun og har lagt mærke til, at de meninger der bliver fremsat i debatten det vil sige fra IA=erne, bliver hørt og har medtaget det.

 

Fordi de modsiger lige hinanden, og det har jeg lige påpeget. Og heldigvis har Landstingsmedlemmet ikke fremført alle disse ting, gad vide hvor langt indlæg Asii ellers ville været, hvis hun også skulle have kommenteret, fordi det er nogle allerede  kendte ting, der ikke her bliver fremført. Det er meget korte bemærkninger jeg har, og vi så blot meddele, at jeg ikke vil være med omkring den behandling som børnene får fra deres lejrplads, men jeg siger tak til de bemærkninger der faldt.

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Jeg skal lige udtale, at dagsordenspunktet har udgangspunkt i landstingsforordning, og at man lige som går væk fra overskriften, det vil jeg gerne mane til forsigtighed med.

 

Og Ruth Heilmann for en ganske kort bemærkning.

 

Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.


Jeg vil gerne undskylde til formanden, at jeg ligesom har udtalt, at jeg vil forfølge bestemte personer, men ærgrer mig meget over, at en af vores landstingskollegaer omkring et meget vigtigt område med hensyn til hjælp til børn og unge, at vedkommende ikke kom med nogen bemærkninger, og det er et meget omfattende arbejde både fra Landstinget og det skal behandles 1. , 2. og 3. gang, og derfor er ærgrer det mig meget, at vedkommende der vil lave en demokrat, han er ellers her i bygningen.

 

Og jeg har ellers efterlyst hans politik for børn og unge, det har jeg ellers prøvet og regnet med at man gjorde det, men det blev ikke til noget.

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Det er kollegaer, og hvis de har nogen usikkerhed om, hvordan arbejdet skal foregå, så vil jeg anmode dem om at rette en henvendelse til Formandsskabet for at få afklaret dette, i stedet for  til løsgænger de er jo alene, og derfor har de også vanskeligt at skulle følge med i alt og alle.

 

Og den næste indtil nu er afslutningsvis Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender.

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Siumut.

Ja det bliver ganske kort, selvom det måske ikke nødvendigt, der skal jeg blot lige nævne, at vedrørende Forslag til landstingsforordning om hjælp til børn og unge, at når vi så har fremsat det, så er udgangspunktet, at vi igangsætter det arbejde der skal til, og såfremt nogle er i tvivl om det, så gentager jeg det blot. Men ud fra de forhold der er gældende i Grønland, så er både forebyggelse og behandling de to ting, der sjal køres parallelt med hinanden.

 

Og man spurgte også til hvordan det er til udgifterne til døgninstitutionerne, og der skal jeg blot kort nævne, at for nylig for ca. 14 dage siden, så har vi med hensyn til betaling for 2003, blev der indgået en aftale mellem Finansudvalget og KANUKOKA, og det er så de gældende priser for 2003.

 


Man kom også ind på KANUKOKA=s ellers kommunernes økonomier, men når den gældende forordningsforslag bliver gældende, så bliver kommunernes økonomi ikke afgørende. Og det kommer så til at stå så klart i forordningsforslaget, at kommunerne ikke længere kan bruges deres økonomi som undskyldning for ikke at placere børnene i døgninstitution.

 

Ole Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.

Og dermed er vi nu færdig ved 1. behandling af forslag til landstingslov om hjælp til børn og unge. Og inden 2. behandlingen vil forslaget blive behandlet i Socialudvalget.

 

Og vi går nu videre til næste punkt, og det er punkt 112, og det er Forslag til landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at foretage en dybtgående undersøgelse om årsagerne til omsorgssvigt og seksuelt misbrug af børn og unge samt om mulighederne og behov for forbedring af forholdene for disse børn og unge samt deres forældre, og at det pålægges Landsstyret at arbejde for at afsætte midler til forebyggelse og behandling m.v. efter det konstaterede behov.

 

Og forslagsstilleren Ruth Heilmann, værsgo.