Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 14-1.htm

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Tirsdag den 19. maj 1998

 

Dagsordenens punkt 14

Redegørelse om regionalisering af Sundhedsvæsenet i Diskoregionen, og der er 2 forslagsstillere, som skal fremsætte deres forslag.

 

Niels Mattaaq, Siumut

 

Forslaget blev fremsat i forbindelse med, at planerne omkring opførelse af regionssygehuse. På baggrund af at Landstingets Sundhedsudvalgs studietur til Nordnorge blev der fremsat flere beskrivelser og ideer.

 

I lyset af disse fremkom der også under landstingsdebatten om opførelse af regionssygehuse, og flere og flere tilkendegav deres skepsis, og idet vi, der bor i yderdistrikter også frygter denne ...., at vi vil blive berørt i større omfang, vil jeg hermed foreslå en tilbundsgående debat omkring emnet.

 

Med henvisning til ovennævnte vil jeg præcisere, at det realistiske fremkomne ideer ikke har været drøftet med en beslutning til følge. Grønland er et vidtstrakt land, og der er store afstande mellem byer og yderdistrikter, hvor der også findes mange bygder.

 

I disse distrikter, hvor man bl.a. er i gang med udbygning af eksisterende sygehuse med brug af mange penge. Og der findes allerede nyere og veludstyrede sygehuse, f.eks i Upernavik. Skal der i dag bygges regionssygehuse, f.eks. Upernavik, finder jeg det ikke hensigtsmæssigt på baggrund af Grønlands økonomiske situation.

 

Jeg har under studieturen til Nordnorge under et af møderne spurgt, om disse regionssygehuse, og om driften af disse er billigere end de gamle sygehuse, fordi der gennemføres en drift af sundhedsvæsenet i Nordnorge med brug af regionssygehuse.

 

Der blev svaret, at det ikke var billigere, og det fremgik også og det fremgik også af debatten helt klart og tydeligt, at transport især i Grønland i forvejen er meget dyrt. Man kan godt mærke, at man endnu ikke har midler til rådighed, og hvis man bibeholder den hidtidige drift og i stedet udbygger en bedre form for driftsadministration så mener jeg, at man til stadighed kan drive sundhedsvæsen på en betryggende måde, men jeg skal klart tilkendegive, at jeg personligt går ind for opførelse af regionssygehuse i Grønland.

 


Men finder det bedre, at vi som hidtil har læger i sygehusene, idet dette vil være mest betryggende for alle.

 

Derfor må man udskyde tanken om opførelse af regionssygehuse, eller man må droppe hele tanken. I medfør heraf kunne man holde op med at spare penge på dette område, men tværtimod lad os bruge penge til dygtige og arbejdsvillige læger. Til slut vil jeg nævne, at vi ønsker en tryg tilværelse uanset hvor i Grønland vi bor.

 

Byerne i yderdistrikterne, som netop har behov for flere forskellige ting i dagens Grønland, f.eks. Ved at have folkeskolelærere og rekruttering af højere stillinger med henhold til annoncering af de ledige stillinger, så er byer med kvalificerede medarbejdere i sundhedssektoren mere attraktiv.

 

Ruth Heilmann, Siumut

 

Jeg har også den 3. april haft et indlæg i pressen, og har sendt dens kopi til formandsskabet, og den er så medtaget under behandlingen af punkt 14, og jeg er glad for, at man har gjort det og vil læse det op. Jeg tror ikke, at problemerne i Sundhedsvæsenet kan løses gennem regionalisering, men jeg tror til gengæld af regionalisering udløse større problemer.

 

Vores eksisterende sundhedsvæsen trænger til at blive struktureret bedre, og der bør gøres en ekstraordinær indsats for at efteruddanne personale. Det kommende tiltag til sygehusene skaber utryghed.

 

Jeg mener heller ikke, at man ignorere distriktslæge Hans Johnsens kommentarer og debatindlæg, idet han har arbejdet længe i Grønland, og har høstet mange erfaringer deraf. På den anden side vækker formanden for Landstingets Sundhedsudvalg Anders Nilssons kommentarer til debatten eftertanke, selvom forholdene i Norge og Danmark ikke uden videre kan overføres til Grønland.

 

Vi ved alle sammen, at vi ligger under for stor lægemangel i landet, og at lægeuddannelsen er en tung sag at komme igennem, ligesom vi ikke kan forvente, at nyuddannede læger kommer til Grønland i nær fremtid.

 


Der er også lægemangel de fleste steder i verden, men vi må gøre noget for at tiltrække den eksisterende lægestand eller en del af den. Derfor bør vi spidse ørerne mere og søge at imødekomme de ønsker, som lægerne kommer med.

 

Ventelisterne bliver forbløffende hurtigt større og større, blandt andet fordi flere og flere gravide rejser til Sana for at føde. Det er meget flovt med så markant en tilbagegang. Den bør stoppes snarest.

 

Det er nemlig stor tilbagegang, fordi de gravide er nødsaget til at efterlade deres familier og hjemby, når de rejser for at føde. Vi har flere gange prøvet at skabe mulighed for at de gravide fra bygderne tager deres familie med til byen, når de skal føde, men der har aldrig været penge til at realisere drømmen.

 

Derfor måden overordnede målsætning være, at den gravide får mulighed for at føde i trygge omgivelser blandt andet ved at have mulighed for være sammen med sin samlever, ægtemand, børn andre famliemedlemmer og venner. 

 

Vi bør heller ikke glemme, at det vigtigste er, at barnet møder den vide verden med trygge omgivelser. Derfor er det vigtigt at vi gør meget mere for at give jordemødrene og sygeplejerskerne mulighed for at komme på efteruddannelse.

 

Jeg har tidligere kommet med forslag med hensyn til efteruddannelser, men fik blot en skriftlig besvarelse på alle forslagene, og derfor skulle man tro, at der ingen større interesse er for eventuelle tiltag.

 

Som folkevalgt er det svært at acceptere denne fremgangsmåde. Jeg kender til nogen, som må stoppe deres sygeplejerskeuddannelse, fordi de ikke tilstrækkelig med kundskaber i dansk, selvom om de er ferme til det grønlandske sprog og har anlæg for faget. Det er beklagelige forhold, som der bør gøres ved.

 

Vi har grønlandsksprogede jordemødre og sygeplejerske, og da vi har stort behov for dem, kunne vi prøve at opmuntre dem ved at give dem mulighed

for at få en efteruddannelse.

 


Grønland er i udvikling, og derfor mener jeg, at vi bør prøve at løse problemerne selv uden at kopiere forholdene i Danmark.

 

Det er på tide at starte en åben debat om Sundhedsvæsenet samt de nuværende og fremtidige tiltag, der skaber utryghed fordi de er utilfredsstillende. Jeg mener ikke, at befolkningen, Landstinget og kommunerne ikke er blevet hørt med hensyn til den fremtidige regionalisering af Sundhedsvæsenet, og at det er yderst uacceptabelt at man blæser på demokratiet ved ikke at lave en høring om emnet.

 

Der bor kun 55.000 personer i Grønland, men der er allerede 3.000 på ventelisterne. Man skal først rejse for at blive behandlet, og det er meget dyrt for den enkelte og samfundet. Derfor mener jeg bestemt, at vi bør prøve at opnå, at hver enkelt kan blive behandlet i sin hjemby eller ved det nærmeste sundhedsvæsen i kommunen.

 

Derved kan vi reducere rejseudgifterne markant. Jeg mener også, at det er vigtigt at vi begynder at prioritere opgaverne. Vore nuværende læger, som vi nødig vil undvære, kan nå meget bedre resultater, hvis de arbejder med dygtige folk, og på den måde kan disse læger begynde at bruge kræfterne mere hensigtsmæssigt. Det er på tide, at vi igangsætter flere større tiltag, der giver jordemødrene og sundhedsplejerne samt deres medhjælpere mulighed til at videreuddanne sig.

 

Som jeg tidligere var inde på, er det på tide at indfri ønskerne om at kunne blive behandlet i sin hjemby i trygge omgivelser uanset om man skal føde eller blive opereret for blindtarmen. På den måde kan vi også opnå at redde liv mens tid er. Der kan også sættes spørgsmålstegn ved, om den nuværende decentralisering er hensigtsmæssig, fordi vi allesammen ikke kan bo i Nuuk, Aasiaat eller Ilullissat.

 

Derfor er det på tide, at man begynder at tale åbent om regionalisering, og de generelle forhold i Sundhedsvæsenet. Vi må jo gøre noget for at opnå mere hensigtsmæssig og tilfredsstillende Sundhedsvæsen, som passer til forholdene i Grønland.

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlemmet for Sundhed og Forskning med en forelæggelse.

 


Ved Landstingets forårsmøde 1996 lovede Landsstyret at arbejde videre med regionaliseringsovervejelser indenfor Sundhedsvæsenet. Ved Landstingets efterårsmøde 1996 fik Sundhedsudvalget forelagt et forslag til kommissiorium for en arbejdsgruppe, som skulle udføre det fornødne analysearbejde.

 

Sundhedsudvalget gav i sit afslutningsnotat sin uforbeholdne støtte til at arbejdet skulle fortsætte. Regionaliseringen var herefter et af hovedemnerne på Sundhedsvæsenets ledelseskonference i 1996, hvilket blandt meget andet førte til identifikation af 2 relevante regionaliseringsområder, nemlig diskoregionen og Sydgrønland.

 

Det blev anbefalet at arbejdet i første omgang skulle omhandle Diskoregionen. Nærværende redegørelse er udarbejdet på baggrund fra indstillinger fra en arbejdsgruppe, sammensat af repræsentanter for direktoratet for Sundhed og Forskning samt relevante personalegrupper og distrikter i Sundhedsvæsenet.

 

Det skal i denne sammenhæng understreges, at Landsstyret fuldt ud anerkender behovet for, at befolkningen og de grønlandske kommuner inddrages tæt i den regionaliseringsproces, som vil kunne iværksættes under forudsætning af vedtagelse af nærværende redegørelse i Landstinget.

 

Geografisk set omhandler redegørelsen således regionalisering af sygehusstrukturen i Diskoregionen, dvs Kangaatsiaq, Aasiaat, Ilulissat, Qeqertarsuaq og  Qasigiannguit sundhedsdistrikter.

 

Redegørelsen repræsenterer imidlertid en metode og nogle forslag, hvis principper og indhold umiddelbart kan og bør overføres til en arbejdsgruppe vedrørende regionalisering i Sydgrønland. Landsstyret anbefaler således, at der snarest muligt nedsættes en arbejdsgruppe vedrørende regionalisering i Sydgrønland. Distrikts- og bygdesundhedstjenestens aktiviteter består af en primær og sekundær sundhedstjeneste.

 

Primærtjenesten omfatter almen lægebetjening, sundhedspleje, hjemmesygepleje og tandpleje. Sekundærtjenesten omfatter ydelserne fra distriktssygehusene i form af indlæggelsens behandling på lokalsygehus, på Dronning Ingrids Hospital eller på et sygehus i udlandet.

 


Regionaliseringen omfatter først og fremmest funktioner indenfor den sekundære sundhedstjeneste. Helt grundlæggende er det centralt at understrege, at regionaliseringsplanerne er forårsaget af, at tiden er løbet fra den nuværende struktur i den grønlandske sundhedsvæsen.

 

Historisk set daterer den nuværende opdeling i sundhedsdistrikter sig således for størstedelens vedkommende tilbage til 1925. Regionalisering er ikke længere kun en mulighed men en nødvendig forudsætning for at drive et sundhedsvæsen på en kvalitetssikret måde, som afspejler de politiske, økonomiske og praktiske muligheder.

 

Den centrale bevæggrund for at gennemføre en regionalisering er de massive rekrutterings- og fastholdelsesproblemer, som det grønlandske sundhedsvæsen oplever i disse år bl.a. på grund af en forøget specialiseringsgrad hos læger.

 

Men en anden lige så vigtig årsag er et ønske om at forbedre kvaliteteten af sygehusfunktionerne herunder især kvaliteteten af de kirurgiske indgreb. Vejledt af forskellige videnskabelige centre er f. eks. den danske sundhedsstyrelse nået frem til, at et indbyggertal mellem 200.000 og 250.000 bør være et minimum for at sikre kvaliteteten af de kirurgiske behandlinger. Et sådant befolkningsgrundlag kan vi i Grønland naturligvis ikke komme i nærheden af, men det er Landsstyrets opfattelse, at også den grønlandske befolkning har krav på at blive behandlet af så rutinerede kirurger som overhovedet muligt.

 

Det er således overordentligt vigtigt snarest at få påbegyndt en regionalisering af sundhedsvæsenet dvs. en samling af de egentlige sygehusopgaver. Det skal ikke forstås som en nedlæggelse af de nuværende sygehuse men en ændring af funktionen for nogle af disse til primært at varetage den daglige ambulante sundhedsbetjening i den primære sundhedssektor. Årsagen hertil er som tidligere nævnt ikke mindst de nuværende og forventelige rekruteringsproblemer.

 

Rekruteringsproblematikken indenfor den grønlandske sundhedsvæsen er ikke længere kun relativ dvs., at løsningen af rekruteringsproblematikken ikke kun afhænger af sundhedspersonalets løn- og ansættelsesvilkår.

 


For lægegruppen gælder det endvidere, at problemet efterhånden også er absolut, idet sundhedsvæsenets nuværende struktur forudsætter, at der kan rekruteres læger med brede almene kvalifikationer. Der er imidlertid sket en ændring mod en stigende uddannelsesmæssig specialiseringsgrad hos lægerne, og dette har medført, at mange viger tilbage fra at påtage sig brede ansvar, en ansættelse i det grønlandske sundhedsvæsen under det nuværende struktur indebærer.

 

Det kan i den sammenhæng oplyses, at Sundhedsministeriet på forespørgsel har oplyst, at man ikke finder det sandsynligt eller hensigtsmæssigt at bredt spektrede lægeuddannelse genoptages, og det må således forudsættes, at lægerekruteringen også fremover vil være særdeles vanskelig.

 

Også den teknologiske udvikling nødvendiggør en større koncentration af de egentlige sygehusopgaver. Det grønlandske sundhedsvæsen har igennem tiden spillet en væsentlig og aktiv rolle i lokalsamfundet.

 

Det er derfor forståeligt, at der fra mange sider i den offentlige debat er ytret frygt for konsekvenserne af en strukturændring. Det er Landsstyret magtpåliggende at understrege, at de påtænkte ændringer ligger op til modernisering og forbedring af sundhedsbetjeningen i hele Grønland.

 

Redegørelsen ligger således i sine anbefalinger på ingen måde op til en forringelse af sundhedsbetjeningen gennem f. eks. anbefaling af distrikter uden læger. Tværtimod. Som bekendt har der i løbet af indeværende år været koretere perioder, hvor direktoratet for sundhed og forskning trods store anstrengelser ikke har kunnet skaffe læger til visse sundhedsdistrikter.

 

Denne situation var genstand for en drøftelse ved den nedsatte regionaliseringsgruppes møde i Ilulissat, hvor en af de opstillede modeller var en tænkt situation, hvor der kun kunne skaffes læger til Aasiaat og Ilulissat, mens regionens øvrige sundhedsdistrikter måtte omdannes til sundhedscentre med sygeplejerskebemanding.

 

Denne model  har jo været virkelighed for Kangaatsiaq i nogle år og er således absolut realistisk. Dette er imidlertid hverken arbejdsgruppens eller Landsstyrets løsning ved en kommende regionalisering i Diskoregionen.

 


Det er fortsat Landsstyrets mening, at der skal være læger i Qasigiannguit, Kangaatsiaq og Qeqertarsuaq, men det er et spørgsmål, om disse også skal udføre større operationer, lave kejsersnit mv.

 

Hensigten er således, at der på sigt i Qasigiannguit i Qeqertarsuaq og Kangaatsiaq skal ansættes almen praktiserende læger. Det er således Landsstyrets vurdering, at operative indgreb udføres bedst og mest sikkert af læger, som er vant til at udføre dem og det under anvendelse af moderne operations- of anæstesimetoder.

 

Kort sagt betyder dette, at personer i de tre nævnte distrikter skal overføres henholdsvis til Aasiaat eller Ilulissat. En regionalisering vil ikke i sig selv kunne løse alle rekruteringsproblemer, idet årsagerne hertil er mange.

 

Men det forventes, at en reduktion af kravet til den enkelte læge om at kunne foretage kirurgiske indgreb vil virke fremmende for problemets løsning. Set i lyset af den internationale udvikling hvad angår behandlingsteknologiske fremskridt og uddannelsesmæssige specialisering af sundhedspersonalet, kan der således ikke være nogen som helst tvivl om, at der i Diskoregionen må arbejdes henimod at samle de egentlige sygehusopgaver på et sted, og at det faglige ansvar for det kirurgiske aktivitet bør placeres på Dronning Ingrids Hospital.

 

Koncentrationen af behandlingsopgaver på et sted vil medføre en forøget patienttransport, hvorfor dette sted bør placeres i regionens trafikknudepunkt. Den samlede regionaliseringsmodel har som slutmål, at det er et basissygehus i regionen med et akut kirurgisk beredskab.

 

Vejen dertil går via en projektfase til en etablering af en fælles ledelse og økonomi for sundhedsbetjeningen. Denne proces indledes med snarest muligt at samle distrikterne under de to største sygehuse, nemlig Ilulissat og Aasiaat. Landsstyret vil i den sammenhæng gøre opmærkom på, at anbefalingerne stort set kun er en stadfæstelse af den nuværende situation, og at den største forskel ligger i, at der ledelsesmæssigt indbygges et langt større grad af fleksibilitet.

 


Et eksempel. Som situationen er nu med de mange små og administrative økomomisk selvstændige enheder, er der ikke de store økonomiske incitamenter til f.eks. at udlåne sin jordemoder til sin nabodistrikt, hvor der ikke er jordemoder.

 

Efter en regionalisering vil basissygehuset derimod have de overordnede ansvar for jordemoderbetjeningen. Netop med hensyn til fødsler er det hensigten, at risikofødsler skal foregå enten i Ilulissat, Aasiaat eller Nuuk, hvor der er fuldt uddannede jordemoderbistand samt mulighed for at udføre et kejsersnit under betryggende forhold.

 

Til fødsler i Qeqertarsuaq, Qasigiannguit og Kangaatsiaq bliver således kun normalfødsler med et naturligt forløbende svangerskab forudsat, at der er tilstrækkeligt med kvalificerede sundhedsmedhjælpere at varetage denne opgave, og at den almen praktiserende læge vil påtage ansvaret for fødslens forløb.

 

Landsstyret ønsker således, at normale fødsler fortsat i videst muligt omfang skal kunne foregå i hjembyen. En regionalisering kombineret med en styrkelse af grundspccialerne på Dronning Ingrids Hospital, tilstedeværelse af basispersonale på ergionen, det nødvendige apparatur, telemedicin kombineret med en ekstern ekspertise forventes at være vejen frem mod en realisering af vore politiske mål, om konsolidering af sundhedsvæsenets service- og behandlingstilbud, som samtidig sikrer en forbedret behandlingsmæssig kvalitet.

 

Med den ændrede opgavefordeling som skal ske mellem Diskoregionens sygehuse, vil det blive nemmere at rekrutere almen praktiserende læger bl. a. til Kangaatsiaq, Qeqertarsuaq og senere til Qasigiannguit med en deraf forbedret primær sundhedsbetjening end det sker i dag. Netop herigennem lettes befolkningens adgang til lægehjælp.

 

Der er imidlertid behov for yderligere analyse og efterfølgende politisk stillingtagen til de økonomiske konsekvenser af de ændrede normeringer i de enkelte distrikter, de deraf følgende transportbehov og afledt heraf den samlede transportøkonomi under forskellige servicemæssige forudsætninger.

 

De beskrevne anbefalinger om regionalisering i Diskoregionen tilstræbes på længere sigt at være budgetneutrale for landskassen. I omlægningsfasen må der imidlertid kalkuleres med merudgifter.

 


Merudgiften forventes at andrage 1,2 mill. kr. i 1998 og 2 mill. kr. i 1999. Landsstyret skal på baggrund af herværende redegørelse anbefale, at Landstinget tager en politisk beslutning om at påbegynde en proces i denne retning, som anbefalingerne i redegørelsen angiver.

 

Redegørelsen indeholder således en belysning af baggrunden for, at en regionalisering er nødvendig samt anbefalinger om at få en proces sat igang i den rigtige retning og samtidig få udarbejdet en mere detaljeret beslutningsgrundlag.

 

På baggrund af redegørelsen og de indkomne behøringssvar indstiller Landsstyret følgende til vedtagelse i Landstinget. 1. I erkendelse af at regionaliseringsprocessen er kompleks men også nødvendig og presserende anbefales, at Landstinget vedtager en hensigtserklæring om igangsætning af regionalisering af den sekundære sektor i det grønlandske sundhedsvæsen i Diskoregionen.

 

I forlængelse heraf udnævnes en projektleder, der i en overgangsperiode får til opgave at fremme regionalsamarbejde, specialisering, arbejdsdeling og implementere nedenstående samt planlægge fremtidige strukturændringer i regionen i samarbejde med direktoratet. 2. Det anbefales, at regionaliseringsarbejdet fortsætter i form af en arbejdsgruppe, der skal stille forslag til en regionalisering i Sydgrønland  samt en arbejdsgruppe, der skal stille forslag til regionalisering af tandplejen til snarest mulig forelæggelse for Landstinget. 3. Ilulissat omdefineres fra at være distriktssygehus i Ilulissat til at være basissygehus for byerne Ilulissat og Qeqertarsuaq med planlagt udvidelse omfattende Qasigiannguit. 4. Aasiaat omdifineres fra at være distriktssygehus i Aasiaat til at være basissygehus for byerne Aasiaat og Kangaatsiaq. 5. Qeqertarsuaq får status lægebemandet sundhedscenter med en sygehjemsfunktion med for behov for døgnpleje.

 

Sygehusmæssigt og administrativt sker betjeningen fra Ilulissat, som får tilført de samlede normeringer og bevillinger i form af budgetmæsig sammenlægning. 6. Kangaatsiaq får status af lægebemandet sundhedscenter med en sygehjemsfunktion for patienter med behov for døgnpleje. Sygehusmæssigt og administrativt sker betjeningen fra Aasiaat, som får tilført de samlede normeringer og bevillinger i form af budgetmæssig sammenlægning. 7. Qasigiannguit fortsætter indtil videre med de samme funktioner, hvorimod sygehuset administrativt underlægges basissygehuset i Ilulissat, som får tilført de samlede normeringer og bevillinger i form af budgetmæssig sammenlægning.


På længere sigt omdannes også Qasigiannguit som en lægebemandet sundhedscenter med en sygehjemsfunktion. 8 Dronning Ingrids speciallæger i kirurgi og anæstesiologi og gynækologi og obstetrik gøres overordnet til specielle ansvarlige for det lægefaglige kirurgiske aktivitet på basissygehusene i Ilulissat og Aasiaat, og de nævnte specialer kapacitetstilpasses som beskrevet i Landsstyreområdets ønsker til rammeudvidelse for 1999. 9.

 

Der indledes et formaliseret samarbejde med de kommunale myndigheder på plejehjemsområdet med henblik på at få belyst om plejehjems-og sundhedscenterfunktionen kan integreres. 10. Der etableres telemedicinsk forbindelse mellem sundhedscentrene, basissygehusene og Dronning Ingrids Hospital. 11. Uummannaq og Upernavik fortsætter som distriktssygehuse. Ved personalemangel af jordemoder, læger, laborant, anæstesisygeplejerske planlægges Ilulissat at fungere som basissygehus. 12.

 

For at udnytte mulige stordriftsfordele herunder udnyttelse af de fysiske faciliteter anbefales en forøget opgavedeling i regionen, således at det basissygehus der på sigt skal være det eneste basissygehus i regionen skal danne rammen om projektkirurgi, og det andet bassissygehus der når de trafikale muligheder er til stede omdannes til et udvidet sundhedscenter for eksempel med opgaver indenfor fysioterapi og rehabilitering. 13.

 

Som slutmål anbefales en samling af sygehusfunktionerne på et basissygehus i regionen og etablering af en fælles regionsledelse med udgangspunkt i dette sygehus. Med disse ord overlader jeg på Landsstyrets vegne redegørelsen om regionalisering af sundhedsvæsenet i Diskoregionen til Landstingets beslutning.

 

Kristine Raahauge, Ordfører, Siumut:

 

Landsstyrets forelagte redegørelse om regionalisering af sundhedsvæsenet i Diskobugten  indeholdende 13 indstillinger der skal tages stilling til har vi i Siumut drøftet nøje og skal knytte følgende bemærkninger til redegørelsen. Siumut arbejder ideligt for bedst mulige og sundhedsmæssige og medmenneskelige vilkår. Sundhedsvæsenet bør gives så vidt muligt ensartet service i alle dele af landet.

 


Samtidig bør service overfor bygder og yderdistrikter til stadighed forbedres og smidiggøres. Patientbehandlingen som finder sted i Danmark i dag bør etableres her i landet, når der er mulighed herfor. Patientbehandlingen bør foretages i det nære mijø. Behandlingen bør bygge på de bedst mulige erfaringer.

 

I service indenfor sundhedsvæsenet bør indgå individets, familiens og by/bygdefællernes kvaliteter. Man bør revurdere sundhedsvæsenets organisation løbende med henblik på bedre sikring af sundhedsvæsenet i nord-, midt- og sydregionen.

 

Tillige må man vurdere det gældende ansvars- og kompetenceforhold indenfor sundhedsvæsenet inklusiv tandpleje, rationalisering og forbedring af serviceringen. Med udgangspunkt i vore førte bemærkninger skal vi fra Siumut knytte følgende bemærkninger til redegørelsen.

 

Vedrørende regionalisering af sundhedsvæsenet siger arbejdsgruppen, at grunden til at det haster hænger sammen med. at det uheldigvis fortsat vil være svært at rekrutere de læger, jordemødre, sygeplejersker m.m., der er behov for.

 

Dette synspunkt er vi enige i i princippet fra Siumut. Fra Siumut vil vi til enhver tid stile imod stabilisering af servicetilbudene fra sundhedsvæsenets side. I samme forbindelse bør man højne kvaliteten af patientbehandlingen samt muligheden for, at vore medborgere kan behandles af erfarne kirurger her i landet.

 

Eftersom Siumut ikke kan acceptere, at patientventelisterne ikke bliver kortere tværtimod bliver længere, håber vi fra Siumut, at regionaliseringens primære formål vil være, at patienterne kan behandles af speciallæger efter, at man har fået de nødvendige tekniske redskaber til samme formål.

 

Vi ved, at man i dag er godt tilfreds med, at speciallæger frekventerer Nordgrønland og Sydgrønland med henblik på lokalbehandling af personer med synsproblemer i de lokale sygehuse. Fra Siumut lægger vi vægt på, at patientbehandlingen finder sted her i landet, og vi skal fra Siumut opfordre til at Landsstyret virker for, at det hele organiseres med DIH som centrum, uanset om patienterne skal behandles her i landet eller i andre lande. Siumut mener, at patientbehandlingen skal finde sted så nært som muligt ved bopladsen.

 


Derfor skal det eksisterende veludstyrede 17 hospitaler udnyttes effektivt endnu bedre bl.a. ved, at speciallæger tager ud til patienterne på de forskellige steder, og så skal den ordning stadig praktiseres der, hvor der er behov derfor. Patienten har behov for familiestøtte, ligesom familien har behov for at være hos patienten under dennes pleje.

 

Det er ikke Siumuts intention at fjerne læger fra de allerede eksisterende lægedistrikter. Det er vores mål at skabe et sundt samfund. Derfor skal vi give mulighed for en tryg tilværelse på bopladsen. Børn, gamle, invalide og gravide skal alle have mulighed for at kunne konsultere en læge, når der er behov herfor samt en hurtig ordinering af lægen.

 

Siumut skal opfordre Landsstyret til snarest at tilvejebringe, at der på samtlige 17 sundhedsvæsener samt på bygder, der er sundhedsplejere, at indstallere udstyr, så disse kan bruges af personalet, når der er behov herfor. Og dette vil bevirke afhjælpende på lægemangelen samt, at der er udstyr på de steder, hvor disse skal bruges af speciallæger, som kan komme langtvejs fra.

 

Til Landsstyrets indstillinger som er på 13 punkter mener Siumut, at mens planerne realiseres, skal dette ske på fuldstændig enighed med personalet på sundhedsvæsenet, sundhedsudvalgene samt kommunerne. Arbejdsgruppen har i deres redegørelse også nævnt, at der ikke er veldokumenteret grundlag for politisk at give mulighed for undersøgelse, som er nødvendige herfor.

 

Denne indeholder også stof, der på forskellige steder og landsdækkende kan skabe muligheder for at  holde debatter. KANUKOKA har også nævnt dette i sin udtalelse og finder det vigtigt, at befolkningen holdes orienteret.

 

Der er også andre ting, der skal undersøges, og som følge heraf skal der træffes politisk stillingtagelse til, om der på de enkelte byer skal besættes heltidsstillinger, og hvad dette vil betyde for ændringer og økonomiske dispositioner og som følge heraf behov for transport og grundlag for service med fuldstændig økonomisk grundlag. KANUKOKA har også peget på disse ting, som skal rettes op samt mulige økonomiske følger af regionaliseringen bl. a. ved transport, patientledsagere og familieledsagere samt besværliggørelse af transport som følge af vejrliget.

 


Siumut skal opfordre Landsstyret til at overveje og vurdere på et sagligt grundlag, for selv om vi laver en regionalisering, som kan betyde flere udgifter, og at vi stadig mangler personale på sundhedsvæsenet, så må vi spørge os selv, om hvad der er mere værd end servicering af befolknignen.

 

Vi må også tænke på de allerede eksisterende sundhedsfaciliteter samt det uundværlige personale, som vi til stadighed skal forbedre vilkårene for ved forbedring af økonomisk støtte.

 

Vi ved også, at speciallæger også er en mangelvare også i andre lande, og hvis vi ikke kan konkurrere på lønområdet, vil der være en lang udsigt til forbedringer. Siumut er enig i planerne om regionalisering af Diskoregionen, da vi har forstået at dette bakkes op af personalet, og at dette giver håb for om flere læger for fremtiden.

 

Siumut ønsker Landsstyret til at opfordre den Sydgrønlandske kommunale forum til at samarbejde for planerne til den næste regionalisering i Sydgrønland. Siumut ønsker, at der skal gives informationer til befolkningen om regionaliseringen af sundhedsvæsenet, samt at Landsstyret giver informationer til Landstinget om forløbet af regionaliseringen. Med disse ord tager vi redegørelsen til efterretning.

 

Anders Nilsson, Ordfører, Atassut:

 

Det er med tilfredshed, at Atassut konstaterer, at der nu skal tages fat på en regionalisering af sundhedsvæsenet, og at det sker med en velunderbygget redegørelse, som den der er fremlagt. Det lover godt for en vellykket tilpasning af sundhedsvæsenet i de nærmeste år. Det er nødvendigt at tilpasse sundhedsvæsenet til befolkningens voksende krav om mere kvalitet i sunedhedsvæsenets ydelser. Et mål for problemets omfang er ventelisterne, der er op omkring 3.000 patienter.

 

Det ser ud som om, at ventelisterne vokser med 400 patienter om året. Og det er nødvendigt at tilpasse sundhedsvæsenet til den ændring, der er sket i specielt lægernes uddannelse gennem de sidste 10 - 15 år. Og endelig er det nødvendigt at tilpasse sundhedsvæsenet, så det bliver mere atraktivt arbejdsplads.

 


Mangelen på personale indenfor alle faggrupper bliver mere og mere belastende. Problemerne med ventelister og personalemangel kommer sundhedsudvalget ind på i sin betænkning, der fremlægges imorgen.

 

Med baggrund i redegørelsen indstiller Landsstyret 13 punkter til vedtagelse i Landstinget. Atassut kan i hovedtrækkene tilslutte sig disse punkter, da der udtrykkelig er tale om at påbegynde en proces i den retning anbefalingerne i redegørelsen angiver. Et af formålene med regionalisering er øget regionalt samarbejde.

 

Som punkt 11 foreslås det, at Uummannaq og Upernavik, der ellers ikke indgår i den planlagte regionalisering i Diskobugten, fortsætter som distriktssygehuse. Men ved personalemangel planlægges Ilulissat at fungere som basissygehus. Vi forudser i Atassut, at denne funktion bliver så omfattende, at de to distrikter de facto indlemmes i regionaliseringen i Diskobugten.

 

Derfor skal Atassut foreslå en anden opdeling af Diskobugtem således, at Aasiaat bliver basissygehus for Kangaatsiaq, Qeqertarsuaq og Qasigiannguit, mens Ilulissat bliver basissygehus for Uummannaq og Upernavik. Det vil fra starten give personalet på sygehusene i Uuummannaq og Upernavik adgang til det fælles vagtberedskab, der skal etableres i regionen, når de planlagte videokonferenceudstyr er anskaffet. Som punkt 8 foreslås det, at DIH bliver specialeansvarlig for den lægefaglige kirurgiske aktivitet på basissygehusene i Aasiaat og Ilulissat.

 

Det er Atassuts opfattelse, at man meget hurtigt vil nå til den erkendelse, at det kun er muligt at opretholde en kirurgisk beredskab på DIH. Jævnfør her redegørelsens bemærkninger om, at et bredt kirurgisk beredskab forudsætter en befolkningsunderlag på 250.000 mennesker, hvis rutiner og kvalitet skal opretholdes.

 

Allerede nu er det problemfyldt bare at sikre tilstrækkelig med specialuddannet personale til DIH. At forestille sig et bredt kirurgisk beredskab i Diskobugten og for den sags skyld i Sydgrønland. Vi må regne med, at operationstuerne på distriktssygehusene for eftertiden vil blive brugt til projektkirurgi, dvs. specialisthold, der rejser ud for at rydde op i  en venteliste.

 


Fødsler udgør et problem som kræver sin egen opmærksomhed. Skal vi følge de danske krav til fødsler, så kan de næsten ikke gennemføres i Grønland. Ud over jordemoder skal det i tilfælde af komplikationer være muligt at tilkalde både kirurgisk personale og børnelæge. For at løse dette problem skal personalet i de enkelte sundhedsdistrikter kvalificeres til at man med størst mulig sikkerhed kan skelne mellem almindelige fødsler og fødsler, der kan give komplikationer.

 

En fødsel er ikke en sygdom, og det skal ske på det sted, hvor familien bor. På den anden side skal kvinden og den nyfødte sikres bedst mulig hjælp under fødslen, og det kan sommetider kun ske ved en evakuering til nærmeste distriktssygehus eller måske helt til Nuuk til DIH.

 

Men her vil den påtænkte anskaffelse af videokonference og andet telemedecinsk udstyr forbedre mulighederne for styrke løbende uddannelse af personalet, ligesom det vil give universel adgang til at rådføre sig med diverse specialister, når det skønnes nødvendigt. Med disse bemærkninger tilslutter Atassut sig denne konstruktive redegørelse.

 

 

 

Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, Ordfører, IA:

 

Og at man vil åbne muligheder for at befolkningen deltager i debatten. Vi mener i IA, at dette er meget vigtigt. Da Landstingets Sundhedsudvalg tog til studietur til Norge sidste år, blev det klart konstateret, at der findes rekruteringsproblemer også i Norge, og at disse på baggrund af bedre økonomiske stilling kunne tilbyde bedre vilkår til deres personale.

 

Norges geografiske beliggended og de store afstande mellem byerne er på mange måder ens med Grønland. Og udvikling af sundhedsvæsenet i Norge er foregået i mange år, og det går godt. Der er et centralt hospital med tilhørende universitet til uddannelse af læger. Det blev nævnt, at da der fandtes kun et universitet i Oslo til uddannelse af læger var der mange studerende, som ikke ønskede at vende tilbage til Nordnorge, og på den måde begyndte man at mangle læger i Nordnorge.

 

Endvidere blev det nævnt, at man nu har oprettet et universitet i Tromsø til uddannelse af læger, har dette hjulpet meget på lægemanglen. Derfor kan man ikke undgå at tænke over, om man ikke kan overkomme lægemangelen her til lands i disse år, hvor mangelen er høj, og at den samlede lægeuddannelse alene foregår i Danmark.

 


Vi sikrer jo ikke, om de grønlandske lægestuderende vil komme tilbage til Grønland. IA mener, at de grønlandske lægestuderende i forbindelse med deres uddannelse får mulighed for at afholde praktik i Grønland med overlæger som lærere, og mon ikke at det er på tide, at tænke på at en del af lægeuddannelsen kan foregå her i Grønland i fremtiden. Der findes jo mange grønlændere, som ikke ønsker at være væk fra Grønland i længere perioder og derfor holder sig tilbage fra at uddanne sig i Danmark. Et af de klare ting, vi har set i Norge er, at man anvender sygehusene og personalet maksimalt.

 

Man har bygget sygehuse med tilhørende alderdomshjem, og der er god service overfor ældre som har behov for pleje og behandling af senile patienter. Med hensyn til fysioterapi og med henblik på patienter med længere ophold på sygehusene ikke rejser for langt væk fra deres hjem, er der mulighed for sygehisophold enten i deres egen by eller nærliggende hospital.

 

Man har også mulighed for behandling og scanning af kræftpatienter, og det blev nævnt, at denne mulighed styrker, som har større og svære sygdomme. I dag har vi ikke i Grønland en decideret samarbejde mellem alderdomshjem og sygehuse.

 

Derfor mener IA, at man bør åbne muligheder for opførelse af sygehuse med tilhørende hjem for ældre. På den måde kan man opnå maksimal udnyttelse af personale og dermed også en forbedring af service af befolkningen.

 

Vi har bemærket, at Landsstyret går varmt ind for denne tanke, og Qeqertarsuaqs kommunalbestyrelse har tilbudt at være en forsøgsordning, og hvis dette bliver en realitet, er det helt nødvendigt at placere sygehuset i nærheden af alderdomshjemmet. Ved en sådan placering, oprettelse af et fysioterapi vil man forbedre service ikke kun af de ældre men også af de handicappede, og derudover vil sådan et sygehus lette arbejdet for de andre sygehuse i

 

Diskoregionen, og gennem et bedre samarbejde vil man kunne behandle patienter, som har behov for fysioterapisk behandling. Naturligvis vil der være behov for samarbejde mellem kommuner og sundhedsvæsen og afdelingen for de handicappede.

 

Det fremgår af redegørelsen, at de ældre bliver flere og flere i fremtidens Grønland. Vi må være forberedte og sikre på at de ældre får en trygt alderdom, når de har knoklet så meget i deres liv. Vi kan anvende eksisterende faciliteter, oprette andre nye andre ting, som ikke behøver at være alt for overvældende.

 

Et af de ting jeg har lagt mærke til under vores studietur i Norge er, at nordmændene tager højde for, at fødselspatienter helst forbliver i deres egen hjemby og at fødslen sker i sikre omgivelser. På denne måde er der mulighed for at være i sine vante omgivelser og har mulighed for at være sammen med sin familie.

 

Sundhedsvæsenet plejer at være opmærksom på, hvordan personalesituationen er, og når den følgende har komplikationer, er man forberedt til at evakuere vedkommende til et regionalt sygehus. IA går ind for, at man i fremtiden kommer til at konsultere en læge ved brug af telemedecin.

 


Vi må stræbe efter en maksimalt udnyttelse af telemedecin, således at visse sygdomme som måske ikke kan diagnosticeres umiddelbart kan diagnosticeres omgående, og på denne måde vil man kunne undgå de lange rejser til sygehusene.

 

Vi har været opmærksomme på, at sygehusene i Norge mangler visse faciliteter til kirurgi, røntgen og lignende, men her i Grønland har vi i vore sygehuse disse faciliteter, og derfor må vi bestræbe os i fremtiden at udnytte disse maksimalt f. eks. ved at opsøge patienterne og behandle dem. beredskabet i sygehusene i Norge er meget veltilrettelagt, idet de har egne ambulancefly, blandt andet en ambulancehelikopter og har egen landingsbane på et sygehus, det vil sige i Tromsøs centralhospital.

 

Disse beredskabsmuligheder har vi ikke her i Grønland, og derudover er der muligehd for sygetransport fra by til by. IA mener, at man i Norge har meget bedre transportmuligheder, og derfor må vi efterstræbe, at  der i samtlige kommuner mindst har en distriktslæge til rådighed.

 

Selvom sundhedsstyrelsen i Danmark har tilkendegivet, at det har en kirurgisk beredskab for at kunne behandle 200.000 - 250.000 patienter, må vi her konstatere, at de europæiske sundhedsforhold ikke kan sættes i forhold til vores grønlandske forhold på baggrund af, at befolkningen lever spredt, og at de trafikale forhold ikke er lige så gode som i Norge.

 

Før vi går over til den 13 anbefalinger fra arbejdsgruppen, som skal debatteres i denne samling, så finder IA det beklageligt, at Landstingets sundhedsudvalg ikke har fået mulighed for en rejse til Diskoregionen under denne forårssamling. Der er et akut behov for høring rundt omkring på kysten, og IA håber, at disse rejser vil kunne foretages før efterårssamlingen.

 

Vi har her i Grønland generelt konstateret sygdomstilfælde, som ofte skyldes, hvilke vilkår vi lever under. Især skyldes disse erhvervsforhold,  sociale forhold, dårlige boligforhold, dårlige forhold med hensyn til adgang til bad og toiletfaciliteter og renovationsmæssige hensyn, vandforsyning, arbejdsløshed, stort forbrug af tobak og alkohol og andre rengøringsmæssige forhold.

 

IA er opmærksom på, at man har nævnt i redegørelsen, at sundhedsfaciliteterne er meget forskellige i kvalitet fra sted til sted. Det vil sige, at hvis man vil opnå sundhed for alle, så må man standardisere sundhedsfaciliteterne i alle sygehuse her i Grønland. Det fremgår i redegørelsen, at efterhånden så findes der flere og flere tilfælde af kræftsygdomme her i Grønland. Derfor er der i forebyggelsen mange forskellige sygdomstilfælde, og det er helt nødvendigt, at der skal være et tæt samarbejde mellem kommuner, sundhedsvæsenet og befolkningen.

 


Vi vil endnu engang fremsætte et forespørgsel om, hvornår sundhedsudvalget seminarer og kurser, idet IA i 1996 fremsatte et forslag om seminarer og kurser til sundhedspersonalet, som den samlede Landsting har tilsluttet sig. Hvis vi vil opnå en større samarbejde mellem sundhedsvæsenet og befolkningen, er det helt nødvendigt at opnå muligheder for disse tiltag. I forhold til prognoser om befolkningstilvækst i de kommende 10 år, er det ønskeligt at få at vide med hvilke analyser, man har foretaget for at finde frem til denne prognose.

 

Det fremgår af redegørelsen, at man regner med at befolkningen i Aasiaat, Qeqertarsuaq og Qasigiannguit vil aftage i antal, mens befolkningen i Ilulissat og Kangaatsiaq eventuelt vil blive forøget. I forbindelse hvilke sundhedsdistrikter skal relateres til regionalt sygehus, vil vi forespørge, hvorfor Qeqertarsuaqs sundhedsdistrikt skal høre ind under sundhedsvæsenet i Ilulissat, idet Qeqertarsuaq ellers ligger meget nærmere til Aasiaat.

 

Vi har klart været opmærksom på, at man har tilstræbt ikke afsætte flere midler til dette formål. Med hensyn til de tre fremsatte forslag nævner man, at der findes et sekundært formål, idet man vil afsætte fødselshjælp og akut kirurgisk behandling i Qasigiannguit og Qeqertarsuaq, idet man i denne tiltag har lagt til grund for, at man har alvorlige rekruteringsforhold i disse to byer.

 

Der blev i denne forbindelse nævnt, at man skal normere flere stillinger i regionalsygehusene her i Grønland. I det andet forslag fremgår det, at man i regionaliseringen af sundhedsvæsenet har planlagt et centralt sundhedsadministration i disse regionale sygehuse, der i denne forbindelse taler om en central administration for Upernavik, Uummannaq, Qasigiannguit og Qeqertarsuaqsundhedsdistrikter.

 

Det blev også nævnt, at lægestillingerne i Qasigiannguit og Qeqertarsuaq skal nedlægges og i stedet udstationeres distriktssygeplejersker i disse byer. IA kan ikke acceptere denne tanke. Hvorfor skal man dog nedlægge lægestillinger i byer med over 1000 indbyggere? Det fremgår af rapporten, at man i sygehuse i Nordnorge har et beredskab med flere ambulancehelikoptere, og at man har mulighed for transport med bil imellem byerne.

 

Derfor kan man ikke acceptere, at man har planlagt at nedsætte lægestillinger i visse byer her i Grønland. Det er meget afgørende at man bibeholder lægestillingerne, således at befolkningen kan føle sig trygge, når der opstår katastrofale forhold. I det 3. forslag fremgår en udviklingsplan om oprettelse af en central administration i Diskoregionen, og det bliver anbefalet, at man rekruterer personale efter behov som hidtil. Det blev også anbefalet, at der nedsættes en sundhedsreformkomission.

 

Det blev nævnt, at man i forbindelse med omstrukturering af sundhedsvæsenet at flytte 10,3 stillinger. Hvilke stillinger og hvilke byer er der tale om i denne forbindelse?  De mange omstruktureringer, der foregår i dette samfund i de senere år, og som har til formål at decentralisere og forbedre forholdene, viser sig at medføre uheldige konsekvenser for visse byer, således at befolkningen i disse byer efterhånden reduceres.

 


Der er flyttet mange arbejdspladser fra by til by, og der er stor boligmangel og mangel på børnepasningsmuligheder. Dette forslag, som er svær at komme udenom, indikerer også en sådan situation.

 

Selvom det blev anbefalet ingen ændringer i lægesituationen, selvom vi forstår at man vil gøre lægeservicen lettere, så mener IA, at når visse byer f. eks. Qeqertarsuaq og Qasigiannguit reduceres admnistrativt, så må man også finde frem til andre alternativer. Man kan vel acceptere Qeqertarsuaqs eget tilbud på at være forsøgsby iden sammnehæng.

 

IA mener, at man ikke bør efterligne den norske situation fuldt ud men må foretage nogle tilpasninger, som kan anvendes efter vore grønlandske forhold og prinncipper. Disse store omstruktureringer i dette samfund skyldes forebyggelse af den store arbejdsløshed her i Grønland, og man har tendens til at tale om at anvende arbejdskraften maximalt.

 

Denne situation forstår vi godt i IA og mener, at såfremt man vil omstrukturere, at dette ikke skal gå ud over en forværring af servicen af befolkningen men derimod at finde frem til forbedringer af forholdene. I en særskilt anbefaling blev det nævnt, at man vil efterstræbe ansættelse af en læge i Kangaatsiaqkommune, og det er vi glade for i IA.

 

Vi går ind for anbefaling af bibeholdelse af lægestillinger generelt, og derfor vil vi indstille, at man foretager undersøgelsesrejser til de omtalte byer, og at man debaterer, vurderer situationen nærmere på disse steder. IA forstår godt, at disse nævnte byer føler sig magtesløse, og vi mener, at det er nødvendigt, at man indgående har en dialog om disse problemer. 

   

Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiiat:

 

Jeg har med interesse studeret redegørelsen om regionalisering af sundhedsvæsenet i Diskoregionen.

 

Jeg byder det af Landsstyret i 1996 lovede viderearbejde af regionaliserinsovervejelse indenfor sundhedsvæsenet velkommen.

 

Jeg forstår, at Ilulissat og Aasiaat er udpeget som værende områder til samlingssteder i distrikterne hvad angår sygehuse, og jeg finder det som værende naturlig udvælgelse vel at mærke, at anbefalingerne er en stadfæstelse af den nuværende situation.

 

Jeg går fuldt ud ind for den gode ide med at overføre nogle forslag og ideer og principper om regionalisering i Sydgrønland. Jeg er enig med de punkterne 1-13 indstillede vedtagelse, idet høringssvar ligger til baggrund for dem og tager redegørelsen til efterretning uden at kommenærmere ind på de 13 punkter. 

 

Redegørelse om regionalisering af sundhedsvæsenet i Diskoregionen.

(Landsstyremedlemmet for Sundhed, Forskning, Miljø og Natur, Niels MataK’, Ruth Heilmann)


 

Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiiat:

............................og tager redegørelsen til efterretning uden at komme nærmere ind på det tretten  punkter. Tak.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:

 

Jeg har fra Kandidatforbundet med interesse gennemgået redegørelsen om regionalisering af sundhedsvæsenet i Diskoregioner har følgende bemærkninger. Vi i Kandidatforbundet er vidende om, at her i landet har store problemer i sundhedsvæsenet og at vi i disse år har store mangel på læger, sygeplejersker og jordemødre.

 

Derfor mener vi i Kandidatforbundet, at et af de vigtigste grunde til sundhedsvæsenets personalemangel ligger i lønspørgmålet, er at det almindelige lønvilkår her i landet, dels ikke har hjemme blandt de aller bedste er, at det er et forhold som politisk må findes en løsning på.

 

Og som eksempler kan nævnes, vilkår for efteruddannelser,børneinstitutionsforhold, stort overarbejdskrav og sundhedsvæsenets  mange andre svære vanskeligheder, der blivet gældende  i vore dage.

 

Vi mener ligeledes i Kandidatforbundet, at forholdene ikke bare kan ordnes ved at efterligning af vilkår og praksis i Danmark. Landsstyret prøver på at belyse situationen, ved at anføre oplysninger om den danske sundhedsstyrelses konklusion om det videnskabelige rådgivninger fra forskellige institutioner, og det er at miste antallet af patienter i Danmark ligger mellem 200.000 - 250.000 såfremt man ska sikre sig kvaliteten for varetagelse af operationer, d.v.s, kirurgiske indgreb.

 

Uanset at man ikke kan tilnærme sig dette tal som grundlag her i landet, er det nødvendigt med beregninger og skøn idet fejlnævnte tal udgør 3-4 % af hele Danmarks befolkning. Og såfremt disse skal tages som eksempel, må vi fra Kandidatforbundet  opfordre til at man tager 3-4 % af befolkningen her i landet og at derfor byer med mellem 1700 og 2200 indbyggere skal serviceres med samme sikkerhed hvad kvalitet angår.

 

De mindre byer og bygder her i landet ønsker slet ikke, at deres i forvejen ringe servicering fra sundhedsvæsenet skal blive ringere endnu. Derfor kan jeg fra Kandidatforbundet godt forstå, at befolkningen i de mindre byer og bygder har bange anelser om, at deres servicering fra sundhedsvæsenets side vil blive ringere endnu.

 

Jeg mener ligeledes, at sundhedsvæsenets vanskeligheder med at kunne ansætte læger, sygeplejersker og jordmødre med videre ikke vil blive løst ved gennemførelse af regionaliseringer. Gennem regionaliseringer mener jeg ikke man sikre sig at løse vanskelighederne.


Endvidere skal jeg erindre om, at jeg på en af mine rejser for at afholde vælgermøder blev anmodet om af en vælger, at viderebringe følgende til landsstyret: ”Bed dem holde op med at gennemføre ændringer hele tiden.” Og det er en af vore arbejdsgivere der bl.a. er kommet med dette bud. Derfor skal jeg fra Kandidatforbundet indtrængende opfordre til, at der tages politiske tiltag til af forbedre tilbuddene om vilkårene for ansættelsestilbuddene for sundhedsvæsenets medarbejdere.

 

Vi må lære af de politiske fejldispositioner ved omlægningerne af de samfundsejede arbejdspladser til om mod 1. mia.kr. Og derfor må man sætte spørgsmålstegn ved om vi skal godkende ændringer før vi har fået viden om hvad for nogle konsekvenser disse vil få og hvad de vil komme til at koste for samfundet. Eller skal vi først arbejde med forbedringer for vilkårene for læger og andre medarbejdere indenfor sundhedsvæsenet?

 

Jeg skal ikke benægte, at jeg selv vil opfordre til, at man først skal arbejde med forbedringer i vilkårene for sundhedsvæsenets personale. Såfremt man skal arbejde for at serviceringen fra sundhedsvæsenet for befolkningen i bygder og i de mindre byer ikke skal forringes, behøver man ikke sætte spørgsmålstegn ved om hvad der skal til og om hvordan vi kan skaffe alsidige og specielt uddannede læger. For vejen er få og et det er en af de første veje til løsning af problemerne er, forbedringer i lønningerne og de almindelige ansættelsesvilkår.

 

En smidiggørelse af sundhedsvæsenets servicering synes i sig selv ikke at indeholde vanskeligheder, men det er mærkbart, at de læger man har haft samråd med og flere andre medarbejdere ikke er enige i regionaliseringstanken. Og der er endda nogle læger som ikke er trygge ved og er bange for konsekvenserne ved at nogle at de nuværende lægedistrikter nedlægges og omdannes til sygeplejedistrikter.

 

Derfor kan vi fra Kandidatforbundet slet ikke være enige i regionaliseringstanken af sygehusfaciliteterne i Disko regionen. For hvis forslaget bliver vedtaget er man bange for, at de fleste byers sygehuse vil blive nedlagt og blive omdannet til sygeplejestationer. Og følgerne vil blive, at serviceringen fra læger bliver nødt til at skulle ske fra et centralsygehus.

 

Der er ingen tvivl om, at en sådan ordning vil ramme byerne og bygderne hårdt for hvem vil bo i en hvor man ikke kan henvende sig til en læge på alle tider af døgnet når det bliver nødvendigt.

 

Jeg kan derfor fra Kandidatforbundet nævne, at man dels i Qasigiannguit har indsamlet 560 underskrifter for at undgå forværring af sundhedstjenesten og at der stadig må findes en læge i byen og derved stadigvæk mulighed for at kunne gå til læge i byen. Og befolkningen reagerer jo ikke bare for sjov.

 


Fra Kandidatforbundet kan vi heller ikke gå ind for at alle fødsler fremover skal ske på det centrale sted da det er vigtigt med familiers tilstedeværelse for den fødende ved børnefødsler. Såfremt tanken bliver gennemført vil man stærk begrænse familiens og de nære pårørendes mulighed for at være til stede ved fødsler og derved også skabe nervøsitet og uro for den fødende og familierne. Derfor skal vi fra Kandidatforbundet med alt det andet anførte erindring opfordre til, at man sikrer sig, at de i dag i forvejen ringe forhold ikke bliver forværret yderligere.

 

Såfremt de foran anførte forhold kan blive opfyldt kan man i Kandidatforbundet forestille sig, at vi fremover kan få etableret et regionalt sundhedsvæsen i Disko regionen. Og at man i landcentrale sundhedsvæsen vil kunne arbejde bedre og billigere. Man kan først gå ind i en regionalisering såfremt den ikke vil forværre forholdene i de enkelte steder.

 

I Kandidatforbundet kan vi forestille os, at regionalisering først vil kunne gennemføres når de fleste af vanskelighederne i dag der blevet løst. Den foreslåede ordning vil jo kræve mere end i dag flere speciallæger og andre medarbejdere i Disko regionen.

 

Der vil også være et stort spørgsmål om hvorfra vi skal skaffe de økonomiske midler fordi, man ikke på det mindste vil ændre ved de store økonomiske forbrug i den hidtidige takst i lufthavnsbyggeriet. De stadige udflytninger af hjemmestyrets arbejdspladser mellem byerne, de næsten endeløse økonomiske forbrug til administration og uanset at et skridt som det foreliggende hvergang også koster penge.

 

Man kan jo ikke anlægge et regionssygehus i enten i Nordgrønland eller i Sydgrønland hvis man mangler læger og andet sundhedspersonale. Vi kan jo ikke regne med at vi fremover vil kunne få læger blandt turisterne.

 

Endelig vil vi fuldt ud fra Kandidatforbundet  støtte Qasigiannguit’s chefdistriktslæges indsigelser til redegørelsen om regionalisering af sundhedsvæsenet i Disko regionen, da vedkommende anfører, at forslaget vil styrke vil kvaliteten samt mulighederne for udvikling og styrke i det lægelige arbejde for de allerede syge, men at den vil ofre det grundliggende sundhedsarbejde.

 

Han anfører bl.a. også, at befolkningen i Disko regionen ikke har fået mulighed for en større debat og især er det fra sundhedsvæsenets side i en by om hvilke ting der vil blive ændret. Og derfor skal vi fra Kandidatforbundet opfordre til, at man gennemfører en debat i større omfang sammen med befolkningen i de enkelte steder inden man påbegynder ændringerne.

 

Vi ved, at landsstyremedlemmet for Sundhed har afholdt flere åbne møder i Disko regionen, men det er ønskeligt, at en større debat bliver gennemført.

 

Til slut vil jeg udtrykke min fulde forståelse og støtte til landstingsmedlemmernes, Ruth Heilmann og Niels Mátâq’s forslag, helt uden misforståelse.

 

Marianne Jensen, landsstyremedlemmet for Sundhed, Forskning, Miljø og Natur:

 


Først vil jeg gerne give udtryk for den meget seriøse behandling ordførerne har gjort redegørelsen til genstand.

 

Jeg har lagt mærke til, at de grundliggende principper det vil sige, ønsket om at igangsætte regionaliseringen og at man i en periode går i en overgangsfase bliver støttet af partierne og man har vist god forståelse og begrundelser der ligger til grund for det, men at Inuit Ataqatigiit ikke er enige i. Det vil jeg komme tilbage til senere.

 

Så vil jeg knytte nogle bemærkninger til de enkelte partiers ordførere. Jeg skal prøve at lade være med at brede mig for meget ud, men jeg prøver at gøre det kortfattet.

 

Fra Siumut’s ordfører lægger man vægt på, at patientbehandlingen såvidt muligt sker her i Grønland og at den behandling styres fra Dronning Ingrids Hospital og at man opfordrer landsstyret til at man gennemfører det.

 

Det er også netop et af de ting der blev fremlagt landsstyrets side, at man har en fælles administration og det har landsstyret ønsket at gøre. Og at man gennem en perioden realiserer dette formål.

 

Der er i de 17 distriktssygehuse som heldigvis har godt udstyr så kommer Siumut ind på, at man fortsætter behandlingen ved disse sygehuse i det omfang det er muligt og det er også netop landsstyrets hensigt, at uanset disse sygdomme kan have, at man har godt udstyr f.eks røntgentudstyre til at behandle de sygdomme så ligger de sådan, at anæstici udstyret er ved at være forældet og i de lande som vi normalt sammenligner os med, er man gået bort fra brugen af disse apparatur.

 

Og såfremt vi ikke skal udstyre samtlige distriktssygehuse må vi så vurdere, hvilke sygehuse der skal have disse udstyr og hvilke sygehuse der kan fortsætte uden disse udstyr. Det skal altså afdækkes i det videre arbejde men det harmonerer med landsstyrets ønske om, at behandlingen såvidt muligt skal ske i eget hjemby.

 

Og hvor man efter samråd med Dronning Ingrid’ s Hospital tager stilling til hvilke behandlinger der kan behandles på hjembyen og hvilke behandlinger der skal foregå på basissygehuse og hvilke tilfælde der skal behandles enten i Dronning Ingrids Hospital eller i sygehusene i andre lande, f.eks i Danmark.

 

Siumut ordfører kommer også ind på, at børn, unge, ældre der føler sig utilpas, bør altid  have mulighed for at konsultere en læge. Og dertil må jeg sige, at man i den nye forordning bliver forbedret, fordi de fleste tilfælde henvender sig til sygehusene, d.v.s 85 % er tilfældet, hvor folk er føler sig utilpasset.

 


Hvor kirurgisk indgreben eller yderligere indgreben er ikke er nødvendige. Og det er det man vil fastholde i den nye ordning. Man forestiller sig endda, at det bliver udbygget f.eks sådan som Inuit Ataqatigiit’s ordfører også indgå, at plejekrævende patienter kan etableres der i samarbejde med kommunerne.

 

Jeg må understrege, at man ikke har til hensigt, at  forværre forholdende. Det ting som sundhedspersonalet efterlyser, det er forebyggende arbejde og tættere kontakt med befolkningen. Vi håber, at vi på højere grad end tilfældet tilgode set ved at man flytter de kirurgiske indgreb og indlæggelser til andre sygehuse, bl.a basissygehuse eller Dronning Ingrids Hospital.

 

Samtlige partier støtter også, at man indkøber teknisk udstyr til sygehusene. Selvfølgeligt tænker man også på hvad det vil koste. I øjeblikket er man ved at undersøge hvordan man kan regionalisere som en budgetneutral initiativ i forhold til Landskassen. Det vil vi kunne få afklaret i løbet af et par måneder.

 

Samtlige talere ønsker, at befolkningen, kommunerne og andre relevante instanser høres og jeg vil også på landsstyrets vegne love. Og som flertallet har været inde på, så har jeg været på rundrejse i Diskobugten og har talt med kommunalbestyrelserne og sundhedspersonalet hvor jeg blandt andet også har afholdt møde med befolkningen og drøftet status i det arbejde der er.

 

Nu har vi først fået et nærmere debatgrundlag til at igangsætte en debat i samfundet samtidig med at oplysningsarbejdet igangsættes. Det vil jeg love på landsstyrets vegne.

 

Samtlige ordførere kom ind på de forhold som sundhedspersonalet har ikke kun lægernes, men også de øvrige personlales forhold.

 

Jeg er også glad for at jeg har fået forventninger om at samtlige partier og Kandidatforbundet lægger vægt på de vilkår som personalet har og gerne vil have, at man kommer med forbedrende tiltag og jeg er ikke tvivl om, at personalet har fået nogle forventninger om hvordan disse initiative kan udmøntes.

 

Og jeg håber, at der kan etablere et godt samarbejde omkring disse initiativer i fremtiden. Jeg må give ret i, at hele personalet i sundhedssektoren er med i overvejelserne om hvordan forholdene skal forbedres i sundhedsvæsenet.

 

Og jeg ved, at såfremt der ikke sker forbedringer i den nærmeste fremtid, så vil nogle af personalet efter et hårdt slid ligesom at tabe viljen til at være med, og det er glædeligt at høre, at der er en vilje til at forbedre vilkårene for personalet i sundhedsvæsenet og at der er en stor forståelse herfor.

 


Med disse bemærkninger siger jeg tak til Siumut’s støtte til landsstyrets indstillinger med hensyn til Disko regionen og omkring samarbejdsplanerne for næste regionalisering i Sydgrønland og at det støttede Landsstyret’s indstilling herom. Jeg skal også love, at det ikke kun er Disko regionen, men også Sydregionen hvor man vil tage en dialog med befolkningen der.

 

Atassut kommer ind på, at det er nødvendig med tilpasning og at sundhedsvæsenet skal gøres til en attraktiv arbejdsplads. Dette er et af Atassut’s budskaber. Jeg kunne ligesom også mærke at Atassut måske synes, at det ikke er nok med de Landsstyret er kommet med, men at man alligevel kan leve med, at udviklingen går igang på denne måde.

 

Og at befolkningen får mulighed for at følge med samt at der muligvis kan begås fejl og at man så hurtigst muligt får rettet sådanne fejl. Dette lægger vi vægt på i landsstyret. Det er jo heller ikke hensigten, at det hele skal ændres fra dag tildag, men at det sker i en overgangsperiode. Men de budskaber der kom fra Atassut omkring fordelingen af ansvarsområdet i sundhedsvæsenet, at det vil indgå i det videre arbejde.

 

Atassut lægger vægt på fortsat efteruddannelse af personalet og dette hilser jeg velkomment. Personalet får bedre muligheder ved at tage disse efteruddannelser, specielt i de år hvor den tekniske udvikling går så hurtigt. Og jeg skal også takke Atassut for den fulde støtte som Atassut har givet til landsstyrets indstillinger.

 

Jeg vil også takke Inuit Ataqatigiit’s ordfører Maliinannguaq Markussen for hendes omfattende bemærkninger og de mange overvejelser der ligge i dette. Og jeg skal lige gentage, at de initiativer man igangsætter fra landsstyret er under opstartsfase og vi ønsker også selvfølgelig, selvfølgelig ved vi ikke hvordan resultatet i bliver sidste ende hvor Maliinannguaq Marcussen Mølgaard citerer, at redegørelsen ikke indeholder de nødvendige veldokumenterede analyser der skal lægge til grund for en konkret politisk vedtagelse.

 

Det er rigtigt, at vi på forhånd ikke har nået frem til facit, men det er en strukturering af det fremtidige arbejde.

 

Jeg bemærker endnu engang at man fra Inuit Ataqatigiit’s side også lægger vægt på personalets vilkår, også de lønmæssige område. Med hensyn til de grønlandske lægestuderendes muligheder for at holde praktik i Grønland.

 

Det er blevet en realitet, at de efter endt uddannelse i forbindelsse med speciale, så er det vist nok sidste år eller forrige år, så har de kunnet gennemføre en del af deres uddannelse her i Grønland. Og ud fra at man har overlæger der kan varetage deres vejledning så kan det lade sig gøre. Men selvfølgelig lægger man vægt på dem der kommer fra Danmark.

 

Det er blot et spørgsmål om antallet af overlægerne i Dronning Ingrids Hospital og den arbejdspres der er. Lige i øjeblikket er der vist to, tre, fire stykker.

 

Fra direktoratet følges det at de lægestuderende kommer tilbage til Grønland efter endt uddannelse, således, at vi fortsat fastholder kontakten med dem under deres uddannelse.


Inuit Ataqatigiit sagde, at der bør banes mulighed for at man har initiativer omkring de ældre i samarbejdet mellem sygehuset og alderdomshjemmet kan plejes og vi har, at kommunalbestyrelsen i Qeqertarsuaq har tilbudt om at være forsøgsordning.

 

Og jeg er ikke i tvivl om, at der kan ske et større samarbejde i forhold til i dag. Det er spændende hvad den arbejdsgruppe der skal beskæftige sig med samarbejdet kommer til at melde ud med. Jeg har også lagt mærke til at Maliinannguaq Marcussen Mølgaard fremfører, at det kommende sygehus i Qeqertarsuaq bør placeres i tilknytning til alderdomshjemmet i kommunen.

 

Vi er fra landsstyret helt åbne for denne mulighed, men det er et spørgsmål om de tekniske muligheder som man nu er ved at undersøge lige i øjeblikket. Og landsstyret er helt åben for at sygehuset som minimum placeres i nærheden af alderdomshjemmet.

 

At der skal være læger i samtlige sygehuse, er vi enige i Landsstyret.

 

Mulighed for at Sundhedsudvalget kan tage på rejse i Disko regionen, det er noget der skal tages stilling til og såfremt det bliver til en realitet vil vi være parate til, at hjælpe til såfremt  rejsen skal blive til realitet.

 

Maliinannguaq Marcussen Mølgaard har været inde på de tre forskellige muligheder der er nævnt i det tre fremsatte forslag. Til det vil jeg nævne, at de forslag er peget fra arbejdsgruppen, men i den endelige udarbejdelse af forslaget fra direktoratet og landsstyret, så har man ikke medtaget de tre forslag. Men udgangspunktet har efter vores opfattelse været det bedste, og det er så derfra man har fremsat de indstillinger og at man støtter disse indstillinger som nødvendige initiativer.

 

Akulliit Paartiat ved Bjarne Kreutzmann støttede indstilllingerne hundrede procent og det takker jeg for.

 

Fra Kandidatforbundets Anthon Frederiksen, har jeg lidt svært ved at se nogle overvejelser der går i retningen af støtte til disse indstillinger. Man går mere ind på en lønforhøjelse til personalet, således, at man løser rekrutteringsproblemet via den vej. Men dertil må jeg sige, at selvfølgelig spiller de lønmæssige område for ønsket om at påtage sig arbejde.

 

Men det er ikke kun disse ting der er afgørende i rekrutteringsproblemer omkring læger og sygeplejersker. Der hvor man har overdraget et stort ansvarsområde, kan man somme tider føle sig fagligt isoleret og det er en af de problemer som har været med i personalerekrutteringen. Så alene lønforhøjelse vil ikke kunne løse disse problemer.

 

Men de forskellige ting som kan være med til at lette vilkårene, det må vi efterlyse. Dette mener vi i landsstyret.

 


Jeg er også enige i, at man ikke kan løse problemet ved at centralisere sundhedsvæsenet, men heller ikke alene ved lønforhøjelse kan det løses. Det er en kombination af forskellige områder, bedre vilkår for personalet, således, at borgerne kan serviceres bedst muligt.

 

jeg skal også understrege, at når man tænker på Sundhedsvæsenet i Disco-regionen Uummannaq og Upernavik, så er der mange sengepladser der ikke bliver benyttet. Helt op til 1/3 af sengepladserne bliver ikke brugt i de seneste år, og alene det, at man skal udnytte de givne ressourcer bedst muligt, så er det heller ikke at udnytte disse ressourcer bedst muligt, når man har så stor ledig sengekapacitet.

 

Afslutningsvis skal jeg komme ind på de bekymringer som borgerne i Qasigiannguit har og Landsstyret har jo også forståelse for det, men jeg skal endnu engang understrege, at det ikke er Landsstyret der foreslår det, og jeg kan også oplyse, at Anthon Frederiksen også nævne overlægen. Jeg mener, at man har imødegået disse og har meddelt sin støtte i sit brev.

 

Og jeg vil endnu engang sige tak for den positive støtte der er i debatten, og i det videre arbejde. Der skal igangsættes stor oplysningsinitiativer og debat og at Sundhedsudvalget løbende bliver orienteret om sagens gang, det vil jeg lov. Tak.

 

Ruth Heilmann, forslagsstiller, får ordet endnu engang.

 

Tak. De bemærkninger der faldt fra partierne er meget omfattende og ikke mindst regionaliseringen af Sundhedsvæsenet og forinden det bliver til realitet er der mange ting man ønsker oplyst, og det er så de ting der blev fremdraget her.

 

Og jeg vil også takke Landsstyremedlemmet for at hun kom med en lag redegørelse, selvom hun selv har sagt, at der er kort tid til det, og har ellers ønsket en kortere redegørelse, derfor er det mærkbart at der er mange ting der blev fremdraget fra redegørelsen, der skal overvejes, det blafrer stadigt i vinden, og nu har man for første gang ønsket at man godkender regionaliseringen af Sundhedsvæsenet i Disco-regionen og for inden dette bliver realiseret, håber jeg, at forskellige omfattende forbedringsopgaver først skal løses og her er befolkningen ikke trygt, og det er meget mærkbart for hvad som helst, man ikke får fuldstændigt kendskab til, det har man meget vanskeligt ved at forholde sig til, og det er heller ikke betryggende, at få uklar viden om hvordan strukturen kommer til at se ud, og om dette også vil medføre en forværring af servicen overfor borgerne af Sundhedsvæsenet eller hvad for nogle konsekvenser dette vil have for befolkningens vilkår, og det er så de ting man har ønsket oplyst.

 

M.h.t. det der blev fremført her, og som ikke er uproblematisk, der regner man med, at man ikke laver en løsning der er uproblematisk, der er mange ting der skal laves, og at man får lettere ved at rekruttere det ser ud som om man har nået det mål, men uanset dette, så kan man også egne med, at der vil være nogle vanskeligheder i forbindelse med omstruktureringen eller regionaliseringen.

 


I denne debat har man tidligere, så har man jo haft en overvejelse om en sådan regionalisering for lang tid siden, og siden 1996 så har man fremsat disse grundlæggende tanker, men på den anden side kan det være lidt mærkeligt, at man ikke har inddraget befolkningen i planlægningen.

 

Og derfor m.h.t. det der blev fremført her, og som jeg også er enig i, så har Lars Musgård i sin mindretalsudtalelse nævnt, at Sundhedsvæsenets reformkommision eller inddragelse af befolkningen det burde man have sikret sig, fordi det er meget vigtigt, fordi der er tale om meget stor omstrukturering, derfor finder han det vigtigt, at befolkningen orienteres ordentligt, og jeg vil lige citerer han siger  ”A og B i princippet de forskellige tilbud der kan gives fra Sundhedsvæsenet, at man også i fremtiden sikrer sig det, så må man mere aktivt arbejde for ligesom et samfund der har været i god og rimelig udvikling har de same vilkår som et samfund som har disse, at man centraliser, der må man sikrer sig, at befolkningen er medinddraget.”

 

Her kommer han med nogle indlæg som man kan være meget enig i, og derfor m.h.t. den kommende debat, så regner jeg også med, og håber på, også fordi det blev nævnt at man vil lave tilsvarende ordning i Sydgrønland, og at man vil oprette et samarbejdsforum, fordi det er sådanne Landsstyremedlemmet fremsatte det, og d.v.s. at vi på lægebetjeningsområdet, og i og med at vi mangler uddannet personale.

 

Vi har nogle vanskeligheder der, og jeg håber også, at uddannelser der også allerede er igangsat her i Grønland, at Landsstyret arbejder for at disse bliver udbygget, og her kom Maliinannguaq Marcussen Mølgaard med et eksempel, at man i Norge og bl.a. i Island omkring de trafikale forhold, at de har nogle gode infrastrukturelle systemer, og de personligt er meget rigere fordi de har nogle ambulancefly o.lign. og her er vi kommet meget langt bagud. Også fordi vi har et så stift trafiksystem som idag, men selvfølgelig når vi får landingsbaner så er der nogle forhåbninger der til.

 

Men vi må nok også huske på, at det er nødvendigt, at man får hørt samtlige kommuner, men det skal med  idet videre arbejde overvejelserne.

 

Her, blev det sagt, at der er en læge på samtlige steder, d.v.s. i samtlige kommuner. Jeg mener også, at befolkningsgrundlag må danne grundlaget for antal læger et givet sted, også fordi Landsstyremedlemmet afholdt borgermøde i Maniitsoq kom vedkommende også ind på dette spørgsmål.

 


Og Hans Martens Johnsens overlæges bemærkninger, der vil jeg også lige citerer dem, fordi de ikke er med i denne redegørelse, Aat sådanne tiltag i fremtiden vil blive løst af patienter der unødigt transporteres rund, og det har man fundet ud af ikke er, men det mest beklagelige er, at man ved en dårlig diagnosticering af sygdomme får transporteret nogle patienter og det vil være meget værre, og det har man nogle erfaringer med i Disco-bugten og de erfaringer har vist nok ikke været nok, fordi når dette sker, så er lægen jo den sidste instans, der kan vurdere om diagnosticeringen er korrekt eller ej og det er ligeså usikkert om man har en korrekt udførelse af kirurgisk indgreb eller lignende.

 

Jeg håber at der vil blive lavet nogle gode løsningsmodeller på det område, således at man minimere sådanne fejlbehandlinger.

 

Og m.h.t. de mange patienter der bliver behandlet på sygehuset, så er det jo de meget unde der får foretaget en abort, som er ret omfattende og at man laver en fremadrettet løsning på det område også, det skal også med i overvejelserne, fordi hvis det er for sent, så ved vi jo hvilke konsekvenser disse kvaliteter får for de unge.

 

Jeg skal præcisere at der i princippet ikke er nogen uenighed og derfor vil jeg gerne bede de sidste ordførere om at fatte sig i korthed.

 

Niels Maataak, Siumut.

 

Tak. Først skal jeg bemærke, at jeg i forbindelse med fremlæggelse af mit forslag, at indholdet af Sundhedsudvalgets formands fremlæggelse lyder således ”at sygehusene i yderdistrikterne, at de nuværende sygehuse bliver brugt som sygeplejerskestationer”. Og jeg sagde, at man i forbindelse med fremlæggelsen at man er blevet forskrækket over den udlægning i første omgang, men nu er der sket ændringer. Der er fremlagt forskellige forklaringer og redegørelser og nu har vi fået forslag om regionalisering af Disco-regionen, således at man fortsat har indset at alle sygehusene fortsat har en læge, og at Ummannaq og Upernavik sygehuse fortsat fungerer som distriktssygehuse.

 

Og såfremt der mangler personale, så skal Aasiaat fungerer som basissygehus, og i den anledning vil jeg ellers kræve, at man forinden beslutningen, så vidt muligt hører befolkningen og personalet i Sundhedsvæsenet, således at man tager en dialog med dem, jeg synes at det er nødvendigt, hvilket også fremgår af de bemærkninger der er fremkommet fra de andre partier.

 

Det der bliver forelagt her og den redegørelse som kom fra Landsstyret er der stor enighed om mellem partierne, så vil jeg i forbindelse med mit forslag også foreslå, at i og med, at vi er nødt til at stemme for det, at man lave oplysning omkring dette og at man hører befolkningen og personalet i Sundhedsvæsenet, at man laver en høring forinden man tager en beslutning. Tak.

 

Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit, derefter er det Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.

 

Jeg siger tak for Landsstyremedlemmets besvarelse. De spørgsmål vi kom frem med fra Inuit Ataqatigiit som hun ikke besvarede her og nu, og hvis hun ikke kan gøre det, vil vi være tilfredse med at det eventuelt bliver besvaret skriftligt senere hen.

 


Der blev sagt, at 10,3 stillinger bliver flyttet, at det vil koste 10,3 stillinger der flyttes. Hvad er det for nogle stillingskategorier og hvor skal de flyttes hen og hvorfra. Og m.h.t. oplysning omkring kommunernes, den prognose om at Aasiaat, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq vil aftage i antal, mens befolkningen i Illulissat, Kaangatsiaq måske vil stige, og så vil jeg høre om hvilke planer man så har m.h.t. videreuddannelse, og for at man vil have Qeqertarsuaq skal høre ind under Illulissat selvom det ligger tættere på Aasiaat.

 

M.h.t. lægesituationen og efteruddannelse af læger, ja vi ved når de har været igennem uddannelse, så har de mulighed for at komme på praktik før de går videre til et speciale. Men det vi tænker på, at en del af den oprindelige uddannelse kan foregå heroppe i Grønland, men man kan eventuelt placerer en del af den teoretiske uddannelse heroppe i Grønland.

 

Der blev sagt, at Inuit Ataqatigiit støtter indstillingerne. Såfremt Inuit Ataqatigiit skal støtte, at de steder som bliver berørt må prøve at finde frem til bedre servicering af de forskellige steder, og vi må også støtte at serviceringen ikke bliver forværret, men derimod finde frem til forbedringer af forholdene. Den side af sagen vil vi fortsat forfølge.

 

Da vi drøftede Politisk-Økonomisk redegørelse kom jeg ind på noget jeg fik skæld ud, det vil jeg gerne vende tilbage til kort. Som jeg sagde, så er det beklageligt, at Sundhedsudvalgets betænkning bliver udsat til efteråret. Forholdene i Sundhedsvæsenet er meget dårlige i dag.

 

Vi ved at personale arbejder under meget vanskelige forhold, men at der er tiltag for at forbedre, og at der er venteliste på omkring 3000 og at sygeplejerskerne har fremført deres problemer, og at vi ikke kan sidde det overhørigt, og der mener jeg at de indstillinger skal videreføres, og det er jo en alvorlig situation som sygeplejerskerne har fremført, hvor personalet i den kirurgiske afdeling har måtte arbejde 24 timer i træk, og der er jo efterhånden flere der skal pensioneres.

 

Men det alvorlige ligger i, at nyuddannede endda har sagt eller har besluttet, at sige op og jeg synes at situationen er så alvorlig at man skal have løst disse problemer. Det er ikke kun det lønmæssige område der skal være med til at løse dette problem, men det kan evt. være et af de første skridt som man kan gennemføre, og det er det Inuit Ataqatigiit gerne vil udtrykke. Tak.

 

Jeg skal bemærke, at for god ordens skyld skal Sundhedsudvalgets betænkning behandles i morgen.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.

 

Landsstyremedlemmet for Sundhed og der har jeg hørt hendes besvarelse, så vil jeg sige, at jeg er blevet 100 %, og ikke mindst at samtlige ordførere her, og også fra Kandidatforbundet selvfølgelig omkring det emne vi diskuterer, nemlig, at de meget forværrede vilkår som sundhedspersonalet lever under i dag, at det må løses, fordi jeg bl.a. i mit udsagn har sagt, at når vi har løst de meget alvorlige forhold og vilkår de lever under, når disse er blevet løst, herunder lettelse af personalets vilkår, så vil jeg kunne gå ind for sådan en regionalisering.


Og det er også glædeligt at høre, at man vil gennemføre en mere omfattende høring af borgerne og det er også det Landsstyremedlemmet har lovet. Derfor m.h.t. sagens videre gang og m.h.t. til at der næsten helt sikkert vil være en høring efterfølgende, så vil vi nok regne med at der vil kunne dukke oplysninger om nyheder. Tak.

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Sundhed, Miljø Natur og Forskning der kommer med en yderligere besvarelse.

 

M.h.t. at ventelisterne bliver forøget, det nævner man også, men der vil stadigvæk være nogle på venteliste, at der er mange på venteliste er ikke et problem i sig selv, det er problem hvor længe de der står på venteliste kommer til at vente og få behandlet deres sygdom, og det er det man stiler hen i mod, at de skal vente så kort tid som muligt. Og det er en af de ting der kan løses i forbindelse med regionaliseringen, og det er det vi har tiltro til, at man på det område, og når vi så behandler Sundhedsudvalgets betænkning, det vil vi komme nærmere ind på det, hvorfor jeg ikke vil gentage det her.

 

Men det er også korrekt at man også har mangel på sygeplejersker, men det er ikke kun læger, men også andre uddannet personale man mangler, og i den forbindelse skal jeg udtale, at vi fastansætter flere sygeplejersker end tidligere, men vi ansætter også flere vikarer end tidligere, og selvom rekrutteringssituationen er blevet lettere på det område, så skal man stadigvæk ansætte flere vikarer, dette er ikke tilfredsstillende, og derfor er det også af hastende karakter, at man laver nogle forbedringer på det område.

 

M.h.t. Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, om hvorfra man har fået befolkningsprognoserne, der har jeg forstået, at man har brugt grønlands Statistik i det arbejde der, at hvorfor man så kommer til at høre under Illulissat og ikke Aasiaat, så er det især de trafikale forhold der er herskende idag, at den er blevet placeret som sådan.

 

Men det er arbejdsgruppen og jeg må også gøre opmærksom på, at den arbejdsgruppe der har været igang er blevet besat med samtlig personale i samtlige sundhedsdistrikter i Disco-regionen, at distriktslægerne både fra Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Aasiaat o.lign., de har arbejdet sammen og været med til at udforme denne redegørelse. Og det er på baggrund af deres vurderinger man har udarbejdet denne redegørelse, og derfor, hvor hen til og hvorfor at de har fremført disse, de har sammenhæng med deres faglige område. Og derfor har jeg videreført disse indstillinger fra Landsstyrets side, men de ting der blev nævnt vil også indgå i de videre  overvejelser af sagen og vurderinger.

 

At man kan få formindsket personalet med 10,3 stillinger, der vil jeg sige, at det er nævnt som et eksempel omkring besættelse af stillinger så har man fra arbejdsgruppen eller udvalgets side fremkommet med nogle indstillinger for 2 år siden, og såfremt disse indstillinger skal følges, så blev det nævnt at så kan det have dette resultat.

 


Men Landsstyret vente ikke tilbage til denne indstilling i deres indstillinger, fordi det er nødvendigt i omstruktureringen.

 

M.h.t. at der er behov for flere kirurgisk personale, det må vurderes meget nøje og videreføres, og her skal jeg igen udtale, at man ikke har til hensigt, at få formindsket antallet, det er noget der er blevet udarbejdet i tæt samarbejde med sundhedsdistrikterne og personalet. Derfor vil man ikke røre ved dem, og selvfølgelig kan man forflytte enkelte administrative stillinger, men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt love, at det bliver, men jeg forestiller mig heller ikke, at det vil blive udmøntet i større grad end tidligere, men det er sådan nogle ting der skal undersøges nærmere.

 

At man afholder et seminar for sundhedsudvalgene, at der ikke er blevet afsat midler til sådanne nogle, og jeg har heller ikke forstået, at der skal være et sådan seminar, men jeg skal få det undersøgt, men som sagt er der ikke bevilget midler til sådan noget. For 2 år siden har man i forbindelse med forebyggelseskonsulenterne og oprettelse af Forebyggelsesrådet, at de forebyggelsskonsulenter bliver jo udpeget af samtlige Sundhedsudvalg, og når disse bliver udpeget langs kysten, så skal der afholdes et møde engang om året og det kommer så i Qaqortoq. Men m.h.t. Sundhedsudvalg det skal jeg have undersøgt nærmere.

 

Afslutningsvis så skal jeg udtale, at læger, distriktslæger, overlæger og andre fageksperter og i høringen har man bl.a. også  hørt lægeforeningen, arbejdsgruppen og KANUKOKA og deres vurderinger har været med i vurderingen og at man er afhængig af dem, der mener vi at vi ikke kan sidde deres indstilling overhørig, og vi mener at vi er enig i dem fra Landsstyrets side, og der er ikke tale om, at man får overflyttet Sundhedsområdet til Grønland, men at man det hænger ikke kun noget med, men det hænger også sammen med, at der er ændret uddannelsesforløb og ikke mindst specialiseringen og deres ønsker og at man vil kunne følge med i den tekniske udvikling og den hastige udvikling.

 

Alle disse har behov for efteruddannelse og videreuddannelse og personalet har i samråd og i tæt samarbejde med hinanden, de har denne følelse. De tidligere forhold har ikke været statiske, forholdene er blevet ændret meget, vi kan ikke forholde os til de allerede forgangne forhold, for hvis vi gør det, så vil det være en uansvarlig drift vi gennemføre og vi vil arbejde for et så godt sundhedsvæsen som muligt i tæt samarbejde med nogle eksperter der kan komme med nogle indstillinger.

 

Og at vi så har dette mandat i Landsstyret det vil jeg gerne sige tak til. Tak.

 

Mødeleder:

 

Og således er dagsordenspunkt 14: Redegørelse om regionalisering af Sundhedsvæsenet i Disco-regionen færdigbehandlet.