Samling
20120913 09:27:13
Demokraternes tilkendegivelse på Asii Chemnitz Narups forespørgselsdebat vedrørende modernisering og tilpasning af Hjemmestyrets administration.
Efter Demokraternes opfattelse er det både relevante og presserende spørgsmål Asii Chemnitz Narup fremsætter i sin forespørgselsdebat.
Relevant, fordi begrebet "grønlandisering" er blevet et begreb, som mange bruger i flæng uden at give begrebet indhold. Dermed er det blevet et argument i sig selv, bare at sige grønlandisering, uden at konkretisere hvad man mener.
Det har desværre givet en stilstand i debatten, som ikke har været fremmende for udviklingen i Grønland.
Derudover har vi oplevet en kedelig tendens til, at begrebet er blevet misbrugt i politisk øjemed. Særligt af personer, som ønsker at fremme deres egen karriere frem for fortrinsvis danske emner. De har sat lighedstegn mellem grønlandisering og det at kunne beherske det grønlandske sprog.
Og dermed har de indirekte krævet, at beherskelse af det grønlandske sprog skal være et ufravigeligt krav, hvilket de beklageligvis har haft held med. De har indsnævret begrebet til udelukkende at være et spørgsmål om beherskelse af det grønlandske sprog, hvilket efter min mening er en forfejlet opfattelse.
Presserende, fordi det er på tide, at vi får formuleret en strategi således, at flere af de grønlandske ansatte i Hjemmestyret får en reel mulighed for at dygtiggøre sig, så de på fair vis kan komme i betragtning til de højere stillinger.
Selve sammensætning af begrebet: en grønlandiseret administration fremkalder mange spørgsmål, da henholdsvis begreberne grønlandisering og administration i sig selv er af en karakter, som kan defineres på ligeså mange måder, som der er personer, der forsøger at definere det.
For at få skabt noget klarhed om begreberne, har jeg valgt at definere disse. For ved at definere begreberne finder man ud af, hvilke komponenter som på et reelt grundlag kan ændres i en mere grønlandiseret retning.
Derfor har jeg valgt for overskuelighedens skyld at opdele mit indlæg i følgende punkter:
1. Hvad er grønlandisering med en efterfølgende debat af begrebet?
2. Hvad er en administration, herunder sat i relation til ønsket om en grønlandiseret administration?
Ad 1) Forslagsstilleren fremkommer med nogle betragtninger om, hvad "grønlandisering" er for en størrelse. Det drejer sig bl.a. om uddannelse, opkvalificering af den fastboende arbejdskraft, kultur herunder sproglig identitet, og samfundsmæssige systemer.
Det er en udmærket måde at forstå grønlandisering på. Efter min mening er en af de helt afgørende mangler ved vores administration, at der er så lidt opkvalificering af den fastboende arbejdskraft. Forslagsstilleren forestiller sig, at bl.a. Ilisimatusarfik kunne anvendes i den sammenhæng. Jeg har tidligere foreslået, at Ilisimatusarfik kunne bruges som en slags forvaltningshøjskole, hvor der kunne afholdes kurser af kortere varighed.
På den måde kunne medarbejderne løbende modtage undervisning i forskellige forvaltningsfag.
Eventuelt kunne man sammensætte en række moduler, der kvalificerer én til at varetage opgaver på fuldmægtigniveau.. Det vigtigste ved kurserne er, at de fagligt har et niveau, som på reelt vis er tilpasset Hjemmestyrets administration.
Med det kulturelle aspekt ved grønlandisering tænkes der først og fremmest på sproget: at man kan begå sig på grønlandsk.
Som jeg fremkom med i det ovennævnte, så har man misbrugt begrebet i enten politisk øjemed, eller af de personer, som ønsker at fremme deres egen individuelle karriere.
Det er ærgerligt, at det har udviklet sig på den måde.
Vi har på det nærmeste siden Hjemmestyrets indførelse krævet af de danske tilkaldte, at de tillærte sig det grønlandske sprog.
Men hvad er der sket: ikke ret meget. I stedet for bare at sætte autopiloten til og kritisere de danske tilkaldte for deres manglende interesse i at lære det grønlandske sprog, burde man spørge dem, hvad baggrunden er for, at de ikke har ønsket at lære det grønlandske sprog.
Hvis vi ønsker, at de tilkaldte skal lære det grønlandske sprog, så skal der også være en reel mulighed for at tilegne sig det. Det er jo en kendt sag, at undervisningen i grønlandsk ikke er på et tilfredsstillende niveau.
Derudover har jeg ærligt talt svært ved at forestille mig, at Hjemmestyrets administration pludselig skulle begynde at tale grønlandsk. Inderst inde tror jeg ikke, at der er en reelt forventning hos nogen i Landstinget om, at der vil blive talt grønlandsk i Hjemmestyret, så længe der er tilkaldte i Grønland. Det virker som en drøm, der ikke kan realiseres uanset hvor dejligt det end måtte lyde.
Hele diskussionen om hvorvidt det grønlandske sprog udelukkende skal tales i Hjemmestyret, virker således som en enten-eller diskussion, hvor man ikke kommer nogen vegne.
Lad os da hellere fokusere på de områder, hvor mulighederne for succes er størst. Alle borgerne her i landet har en lovbefalet rettighed til at blive betjent på det sprog, de foretrækker at blive betjent på, når de henvender sig til en offentlig administration. Derfor vil det være hensigtsmæssigt, hvis sprogkurserne blev rettet mod de personalegrupper i Hjemmestyret, der har den største kontakt med den gruppe af grønlændere, som udelukkende taler det grønlandske sprog.
Lad os starte der. Lad os skabe en tiltrængt succeshistorie, inden vi tager næste skridt.
Ad 2) Næste punkt er en definition af administration. Jeg forstår følgende ved begrebet, administration: a) Forvaltning af regelsæt, herunder ikke mindst opfølgning af de forvaltningsretslige regler. b) Hvordan er administrationen organiseret? c) Opgaveløsning. Og ikke mindst punkt d) Personalekulturen ment i en bred forstand.
Ad. 2a) Regelsæt: Den grønlandske lovgivning er præget og inspireret af den danske lovgivning, herunder ikke mindst de forvaltningsretslige regler. Jeg har svært ved at se, hvordan vi kan ændre vores lovgivningstradition, uden at vi giver køb på de forvaltningsretslige garantier, som bl.a. sikrer, at befolkningen kan anke en afgørelse, hvis de er utilfredse med Hjemmestyrets afgørelse. Demokraterne ønsker at fastholde denne tradition.
Ad. 2b) Organisation: Når vi taler om hvordan administrationen er organiseret, vil jeg gerne korrigere forslagsstilleren, at vores administration er en kopi af et andet lands administration. Dette er ikke helt korrekt.
Jeg har en kraftig formodning om, at vores administration er den eneste administration, der har så mange chefer i forhold til underordnede medarbejdere.
Ved at klikke sig ind på www.nanoq.gl under telefonbog bliver man meget overrasket over at se, hvordan forholdet mellem chefer og medarbejderne er i Direktoraterne. Der er simpelthen alt for mange chefer.
Det skal dog retfærdigvis siges, at Økonomidirektoratet har et fornuftigt forhold mellem chefer og underordnede medarbejdere.
Min formodning, som jeg gentagne gange har fået bekræftet, er, at en forfremmelse fra at være fuldmægtig til at være kontorchef eller afdelingschef er en direktørs fastholdelsesmulighed overfor en medarbejder, som ellers ønsker at drage tilbage til deres oprindelige hjemsted. Dette er uholdbart. Vores overenskomstsystem er med andre ord ikke gearet til den grønlandske administrations virkelighed. Den er desværre tilpasset en dansk administrations virkelighed. Her var et område, som man bør se på.
Som udgangspunkt bør overenskomstsystemet være mere fleksibelt, så en medarbejder kan blive påskønnet, uden at det nødvendigvis skal resultere i et avancement. Jeg har mange kommentarer til det nuværende overenskomstsystem, som jeg dog ikke vil fremkomme med her.
Som forslagsstilleren skriver, så fungerer direktoraterne som små atomer uden at være forankret i en fast enhed. Jeg er enig med forslagsstilleren om, at det er problematisk, at direktoraterne så at sige "lever" deres liv hver især. Det skyldes efter min mening, at en direktør for et direktorat både refererer til en politisk chef, Landsstyremedlemmet, og en administrerende direktør. Hvis der opstår en interessekonflikt for direktøren, vil han følge ordren fra Landsstyremedlem, da han har den daglige berøringsflade til vedkommende. Det har den konsekvens, at den administrerende direktør ikke har mulighed for at få hele Hjemmestyret til at trække på samme hammel.
Så hvis vi ønsker, at Hjemmestyret skal tænke i helheder, kræver det en organisationsændring. Derfor er det også ejendommeligt, at der ikke har været fastsat krav om i stillingsopslaget, at den administrerende direktør skal have erfaringer med eksempelvis organisationsprocesser, herunder organisationsforandringer.
Ad. 2c) Opgaveløsning: Omkring opgaveløsningen har jeg svært ved at se, at opgaverne kan løses på en særlig grønlandsk måde.
Umiddelbart er jeg af den opfattelse, at den grønlandske befolkning mest er interesseret i at få en forvaltning, som er billig, effektiv og er upartisk i sin sagsbehandling. Om måden at løse opgaver på, er en mellemting mellem den swahilianske og den tyrkiske måde at løse opgaver på, er befolkningen da ligeglad med. Bare den virker på den bedst tænkelige måde.
Derfor er jeg også uenig med forslagsstilleren om, når hun fremkommer med en betragtning om, at det er en ulempe, at den grønlandske administration er en kopi af andre administrationer.
Efter Demokraternes mening er problemet ikke, om det er en kopi af et andet lands administration, men at det ikke virker efter hensigten. Vi er på linie med forslagsstilleren i, når hun siger: at den er for dyr; at den er for ineffektivt; at den er for lukket; og at den er for langsommelig.
MEN - hvem har skylden for det. Det har vi som folkevalgte politikere. Her må vi gribe i egen barm. Rammerne for Hjemmestyret bliver fastlagt via Finansloven, som bliver vedtaget af Landstingets medlemmer. Så det er dér, hvor vi bør starte, hvis vi virkelig ønsker en ændring.
Ad. 2d) Personalekulturen: Den grønlandske administration er noget særligt, idet vi henter så mange eksperter fra Danmark til at bestride hovedparten af de akademiske stillinger i Hjemmestyret. Ud fra et økonomisk og fagligt synspunkt er det uheldigt, at det forholder sig sådan, idet det først og fremmest er dyrt i relation til transport, frirejser og vakantindkvartering at have så mange eksperter tilknyttet. Fagligt, fordi der går en stor del viden tabt, hver gang en ekspert forlader landet.
Derudover er det mit indtryk, at man ikke tidligere har gjort noget i retning af at ændre på dette faktum. Det har jo været så nemt bare at hente en ekstra tilkaldt til landet. Det har nærmest virket som en sovepude for Landsstyret. Og det er på trods af, at Landsstyret selv har nedsat et sekretariat, SUKAQ, som har fremkommet med 88 anbefalinger til, hvordan dette problem kan løses bl.a. i relation til videre- og efteruddannelse.
Så i relation til at få en mere grønlandiseret administration er der her en oplagt mulighed for at påbegynde en positiv proces. Det er her vigtigt at holde sig for øje, at det er en løbende proces, der skal foregå. Det er en proces, der kan tage mange år. Derfor er det vigtigt for Demokraterne, at processen kommer på skinner og bliver iværksat på en sådan måde, at medarbejderne i Hjemmestyret bliver inddraget i processen.
Hvis processen skal lykkes er det vigtigt, at det politiske niveau bakker op omkring projektet, og sørger for at holde sig a jour med udviklingen. Eksempelvis kunne Landstinget pålægge Landsstyret om årligt at fremkomme med en redegørelse, som forslagsstilleren selv lægger op til.
I det sammenhæng bliver vi nødt til at prioritere. Ligesom når vi prioriterer midlerne i forbindelse med fastlæggelse af Finansloven, bliver vi også her nødt til at prioritere blandt ønskerne.
Det samme gør sig gældende, når vi ønsker at prioritere nogle nye projekter, idet vi også der bliver nødt til at prioritere andre projekter eller initiativer bort.
Vores embedsmænd i Hjemmestyret kan ikke overkomme alt.
Vi må jo nok erkende, at en af grundene til, at SUKAQs arbejde desværre ikke er blevet implementeret i højere grad end tilfældet er, at det ikke har haft den fornødne interesse fra Landsstyret eller Landstingets side nok også fordi SUKAQ ikke har haft gennemslagskraft nok.
En anden relevant grund er, at hver gang der foretages ændringer af organisationen vil det altid møde modstand hos visse medarbejdere, chefer og Landsstyremedlemmer, da de samlet set vil tabe på det.
Det er derfor uhyre vigtigt, at Landstinget fastholder en linie, som der ikke rokkes ved.
I nærværende ordførerindlæg har jeg først og fremmest taget udgangspunkt i forholdene i Hjemmestyret, selvom jeg har bemærket, at forslagsstilleren også fremkom med nogle spørgsmål i forhold til kommunerne. I relation til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at vi skal prioritere ressourcerne, hvorfor det vil være relevant at starte med Hjemmestyret først, inden vi tager det næste skridt.
Det var Demokraternes holdning til spørgsmålet.
Demokraterne
Ordførerindlæg(Demokrater)-1
Den 3. april 2003 FM 2003 / 76 Demokraternes tilkendegivelse på Asii Chemnitz Narups forespørgselsdebat vedrørende modernisering og tilpasning af Hjemmestyrets administration.
Efter Demokraternes opfattelse er det både relevante og presserende spørgsmål Asii Chemnitz Narup fremsætter i sin forespørgselsdebat.
Relevant, fordi begrebet "grønlandisering" er blevet et begreb, som mange bruger i flæng uden at give begrebet indhold. Dermed er det blevet et argument i sig selv, bare at sige grønlandisering, uden at konkretisere hvad man mener.
Det har desværre givet en stilstand i debatten, som ikke har været fremmende for udviklingen i Grønland.
Derudover har vi oplevet en kedelig tendens til, at begrebet er blevet misbrugt i politisk øjemed. Særligt af personer, som ønsker at fremme deres egen karriere frem for fortrinsvis danske emner. De har sat lighedstegn mellem grønlandisering og det at kunne beherske det grønlandske sprog.
Og dermed har de indirekte krævet, at beherskelse af det grønlandske sprog skal være et ufravigeligt krav, hvilket de beklageligvis har haft held med. De har indsnævret begrebet til udelukkende at være et spørgsmål om beherskelse af det grønlandske sprog, hvilket efter min mening er en forfejlet opfattelse.
Presserende, fordi det er på tide, at vi får formuleret en strategi således, at flere af de grønlandske ansatte i Hjemmestyret får en reel mulighed for at dygtiggøre sig, så de på fair vis kan komme i betragtning til de højere stillinger.
Selve sammensætning af begrebet: en grønlandiseret administration fremkalder mange spørgsmål, da henholdsvis begreberne grønlandisering og administration i sig selv er af en karakter, som kan defineres på ligeså mange måder, som der er personer, der forsøger at definere det.
For at få skabt noget klarhed om begreberne, har jeg valgt at definere disse. For ved at definere begreberne finder man ud af, hvilke komponenter som på et reelt grundlag kan ændres i en mere grønlandiseret retning.
Derfor har jeg valgt for overskuelighedens skyld at opdele mit indlæg i følgende punkter:
1. Hvad er grønlandisering med en efterfølgende debat af begrebet?
2. Hvad er en administration, herunder sat i relation til ønsket om en grønlandiseret administration?
Ad 1) Forslagsstilleren fremkommer med nogle betragtninger om, hvad "grønlandisering" er for en størrelse. Det drejer sig bl.a. om uddannelse, opkvalificering af den fastboende arbejdskraft, kultur herunder sproglig identitet, og samfundsmæssige systemer.
Det er en udmærket måde at forstå grønlandisering på. Efter min mening er en af de helt afgørende mangler ved vores administration, at der er så lidt opkvalificering af den fastboende arbejdskraft. Forslagsstilleren forestiller sig, at bl.a. Ilisimatusarfik kunne anvendes i den sammenhæng. Jeg har tidligere foreslået, at Ilisimatusarfik kunne bruges som en slags forvaltningshøjskole, hvor der kunne afholdes kurser af kortere varighed.
På den måde kunne medarbejderne løbende modtage undervisning i forskellige forvaltningsfag.
Eventuelt kunne man sammensætte en række moduler, der kvalificerer én til at varetage opgaver på fuldmægtigniveau.. Det vigtigste ved kurserne er, at de fagligt har et niveau, som på reelt vis er tilpasset Hjemmestyrets administration.
Med det kulturelle aspekt ved grønlandisering tænkes der først og fremmest på sproget: at man kan begå sig på grønlandsk.
Som jeg fremkom med i det ovennævnte, så har man misbrugt begrebet i enten politisk øjemed, eller af de personer, som ønsker at fremme deres egen individuelle karriere.
Det er ærgerligt, at det har udviklet sig på den måde.
Vi har på det nærmeste siden Hjemmestyrets indførelse krævet af de danske tilkaldte, at de tillærte sig det grønlandske sprog.
Men hvad er der sket: ikke ret meget. I stedet for bare at sætte autopiloten til og kritisere de danske tilkaldte for deres manglende interesse i at lære det grønlandske sprog, burde man spørge dem, hvad baggrunden er for, at de ikke har ønsket at lære det grønlandske sprog.
Hvis vi ønsker, at de tilkaldte skal lære det grønlandske sprog, så skal der også være en reel mulighed for at tilegne sig det. Det er jo en kendt sag, at undervisningen i grønlandsk ikke er på et tilfredsstillende niveau.
Derudover har jeg ærligt talt svært ved at forestille mig, at Hjemmestyrets administration pludselig skulle begynde at tale grønlandsk. Inderst inde tror jeg ikke, at der er en reelt forventning hos nogen i Landstinget om, at der vil blive talt grønlandsk i Hjemmestyret, så længe der er tilkaldte i Grønland. Det virker som en drøm, der ikke kan realiseres uanset hvor dejligt det end måtte lyde.
Hele diskussionen om hvorvidt det grønlandske sprog udelukkende skal tales i Hjemmestyret, virker således som en enten-eller diskussion, hvor man ikke kommer nogen vegne.
Lad os da hellere fokusere på de områder, hvor mulighederne for succes er størst. Alle borgerne her i landet har en lovbefalet rettighed til at blive betjent på det sprog, de foretrækker at blive betjent på, når de henvender sig til en offentlig administration. Derfor vil det være hensigtsmæssigt, hvis sprogkurserne blev rettet mod de personalegrupper i Hjemmestyret, der har den største kontakt med den gruppe af grønlændere, som udelukkende taler det grønlandske sprog.
Lad os starte der. Lad os skabe en tiltrængt succeshistorie, inden vi tager næste skridt.
Ad 2) Næste punkt er en definition af administration. Jeg forstår følgende ved begrebet, administration: a) Forvaltning af regelsæt, herunder ikke mindst opfølgning af de forvaltningsretslige regler. b) Hvordan er administrationen organiseret? c) Opgaveløsning. Og ikke mindst punkt d) Personalekulturen ment i en bred forstand.
Ad. 2a) Regelsæt: Den grønlandske lovgivning er præget og inspireret af den danske lovgivning, herunder ikke mindst de forvaltningsretslige regler. Jeg har svært ved at se, hvordan vi kan ændre vores lovgivningstradition, uden at vi giver køb på de forvaltningsretslige garantier, som bl.a. sikrer, at befolkningen kan anke en afgørelse, hvis de er utilfredse med Hjemmestyrets afgørelse. Demokraterne ønsker at fastholde denne tradition.
Ad. 2b) Organisation: Når vi taler om hvordan administrationen er organiseret, vil jeg gerne korrigere forslagsstilleren, at vores administration er en kopi af et andet lands administration. Dette er ikke helt korrekt.
Jeg har en kraftig formodning om, at vores administration er den eneste administration, der har så mange chefer i forhold til underordnede medarbejdere.
Ved at klikke sig ind på www.nanoq.gl under telefonbog bliver man meget overrasket over at se, hvordan forholdet mellem chefer og medarbejderne er i Direktoraterne. Der er simpelthen alt for mange chefer.
Det skal dog retfærdigvis siges, at Økonomidirektoratet har et fornuftigt forhold mellem chefer og underordnede medarbejdere.
Min formodning, som jeg gentagne gange har fået bekræftet, er, at en forfremmelse fra at være fuldmægtig til at være kontorchef eller afdelingschef er en direktørs fastholdelsesmulighed overfor en medarbejder, som ellers ønsker at drage tilbage til deres oprindelige hjemsted. Dette er uholdbart. Vores overenskomstsystem er med andre ord ikke gearet til den grønlandske administrations virkelighed. Den er desværre tilpasset en dansk administrations virkelighed. Her var et område, som man bør se på.
Som udgangspunkt bør overenskomstsystemet være mere fleksibelt, så en medarbejder kan blive påskønnet, uden at det nødvendigvis skal resultere i et avancement. Jeg har mange kommentarer til det nuværende overenskomstsystem, som jeg dog ikke vil fremkomme med her.
Som forslagsstilleren skriver, så fungerer direktoraterne som små atomer uden at være forankret i en fast enhed. Jeg er enig med forslagsstilleren om, at det er problematisk, at direktoraterne så at sige "lever" deres liv hver især. Det skyldes efter min mening, at en direktør for et direktorat både refererer til en politisk chef, Landsstyremedlemmet, og en administrerende direktør. Hvis der opstår en interessekonflikt for direktøren, vil han følge ordren fra Landsstyremedlem, da han har den daglige berøringsflade til vedkommende. Det har den konsekvens, at den administrerende direktør ikke har mulighed for at få hele Hjemmestyret til at trække på samme hammel.
Så hvis vi ønsker, at Hjemmestyret skal tænke i helheder, kræver det en organisationsændring. Derfor er det også ejendommeligt, at der ikke har været fastsat krav om i stillingsopslaget, at den administrerende direktør skal have erfaringer med eksempelvis organisationsprocesser, herunder organisationsforandringer.
Ad. 2c) Opgaveløsning: Omkring opgaveløsningen har jeg svært ved at se, at opgaverne kan løses på en særlig grønlandsk måde.
Umiddelbart er jeg af den opfattelse, at den grønlandske befolkning mest er interesseret i at få en forvaltning, som er billig, effektiv og er upartisk i sin sagsbehandling. Om måden at løse opgaver på, er en mellemting mellem den swahilianske og den tyrkiske måde at løse opgaver på, er befolkningen da ligeglad med. Bare den virker på den bedst tænkelige måde.
Derfor er jeg også uenig med forslagsstilleren om, når hun fremkommer med en betragtning om, at det er en ulempe, at den grønlandske administration er en kopi af andre administrationer.
Efter Demokraternes mening er problemet ikke, om det er en kopi af et andet lands administration, men at det ikke virker efter hensigten. Vi er på linie med forslagsstilleren i, når hun siger: at den er for dyr; at den er for ineffektivt; at den er for lukket; og at den er for langsommelig.
MEN - hvem har skylden for det. Det har vi som folkevalgte politikere. Her må vi gribe i egen barm. Rammerne for Hjemmestyret bliver fastlagt via Finansloven, som bliver vedtaget af Landstingets medlemmer. Så det er dér, hvor vi bør starte, hvis vi virkelig ønsker en ændring.
Ad. 2d) Personalekulturen: Den grønlandske administration er noget særligt, idet vi henter så mange eksperter fra Danmark til at bestride hovedparten af de akademiske stillinger i Hjemmestyret. Ud fra et økonomisk og fagligt synspunkt er det uheldigt, at det forholder sig sådan, idet det først og fremmest er dyrt i relation til transport, frirejser og vakantindkvartering at have så mange eksperter tilknyttet. Fagligt, fordi der går en stor del viden tabt, hver gang en ekspert forlader landet.
Derudover er det mit indtryk, at man ikke tidligere har gjort noget i retning af at ændre på dette faktum. Det har jo været så nemt bare at hente en ekstra tilkaldt til landet. Det har nærmest virket som en sovepude for Landsstyret. Og det er på trods af, at Landsstyret selv har nedsat et sekretariat, SUKAQ, som har fremkommet med 88 anbefalinger til, hvordan dette problem kan løses bl.a. i relation til videre- og efteruddannelse.
Så i relation til at få en mere grønlandiseret administration er der her en oplagt mulighed for at påbegynde en positiv proces. Det er her vigtigt at holde sig for øje, at det er en løbende proces, der skal foregå. Det er en proces, der kan tage mange år. Derfor er det vigtigt for Demokraterne, at processen kommer på skinner og bliver iværksat på en sådan måde, at medarbejderne i Hjemmestyret bliver inddraget i processen.
Hvis processen skal lykkes er det vigtigt, at det politiske niveau bakker op omkring projektet, og sørger for at holde sig a jour med udviklingen. Eksempelvis kunne Landstinget pålægge Landsstyret om årligt at fremkomme med en redegørelse, som forslagsstilleren selv lægger op til.
I det sammenhæng bliver vi nødt til at prioritere. Ligesom når vi prioriterer midlerne i forbindelse med fastlæggelse af Finansloven, bliver vi også her nødt til at prioritere blandt ønskerne.
Det samme gør sig gældende, når vi ønsker at prioritere nogle nye projekter, idet vi også der bliver nødt til at prioritere andre projekter eller initiativer bort.
Vores embedsmænd i Hjemmestyret kan ikke overkomme alt.
Vi må jo nok erkende, at en af grundene til, at SUKAQs arbejde desværre ikke er blevet implementeret i højere grad end tilfældet er, at det ikke har haft den fornødne interesse fra Landsstyret eller Landstingets side nok også fordi SUKAQ ikke har haft gennemslagskraft nok.
En anden relevant grund er, at hver gang der foretages ændringer af organisationen vil det altid møde modstand hos visse medarbejdere, chefer og Landsstyremedlemmer, da de samlet set vil tabe på det.
Det er derfor uhyre vigtigt, at Landstinget fastholder en linie, som der ikke rokkes ved.
I nærværende ordførerindlæg har jeg først og fremmest taget udgangspunkt i forholdene i Hjemmestyret, selvom jeg har bemærket, at forslagsstilleren også fremkom med nogle spørgsmål i forhold til kommunerne. I relation til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at vi skal prioritere ressourcerne, hvorfor det vil være relevant at starte med Hjemmestyret først, inden vi tager det næste skridt.
Det var Demokraternes holdning til spørgsmålet.
Demokraterne
Partiit oqaaseqaataat(Demokraatit)-1
KALAALLISUUA AMIGAATAAVOQ