Samling

20120913 09:26:14
Svarnotat

28. april 2006                                                                                                              FM 2006/79

   

Forslag til landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at ændre Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 35 af 5. oktober 2001 om vederlag til kommunalbestyrelses- og bygdebestyrelsesmedlemmer m.v. samt borgmestre og viceborgmestre.

(Landstingsmedlem Olga Poulsen Berthelsen, Inuit Ataqatigiit)

   

Svarnotat

(Landsstyreformanden)

   

1. behandling

 

Landsstyret har forståelse for det problem, som landstingsmedlem Olga P. Berthelsen har anført som begrundelse for sit beslutningsforslag.

 

Det kan således ikke afvises, at andre kommuner end Nuuk Kommune kan være i en situation, hvor socialudvalgsformanden har fået mere arbejde, end tidligere. Det er derfor også naturligt, at der kan være ønsker om at tilgodese de udvalgsformænd, som har oplevet en stigende arbejdsbyrde ved formandshvervet.

 

Bekendtgørelsen om vederlag til kommunalbestyrelses- og bygdebestyrelsesmedlemmer m.v. samt borgmestre og viceborgmester har, som forslagsstilleren nævner, en særlig bestemmelse for Nuuk Kommune.  Bestemmelsen giver Nuuk kommune mulighed for at vederlægge socialudvalgsformanden med et højere vederlag, end i andre kommuner. Baggrunden herfor er, at Nuuk Kommune på grund af sin størrelse har flere sociale problemer end mindre kommuner.

 

Der har imidlertid været en tendens til at socialudvalgsformanden i andre kommuner har fået mere arbejde end tidligere. En måde nogle kommuner har imødekommet dette problem på, har blandt andet været at flytte den politiske behandling af sager omkring f.eks. daginstitutioner fra socialudvalget til udvalget for børn og unge. På denne måde kan der ved hjælp af omorganiseringer i den kommunale politiske udvalgsstruktur ske lettelser af opgaverne i socialudvalget.

 

Strukturudvalget har i deres rapport lagt op til en ændring af den kommunale struktur i Grønland, således at de nuværende 18 kommuner reduceres til færre større kommuner. Endvidere lægges der op til, at kommunerne skal overtage en række opgaver fra Hjemmestyret.

 

Når Landstinget har taget stilling til rapportens anbefalinger, og der bliver gennemført en reform af den kommunale struktur i Grønland, vil der være behov for at revidere forskellige regler på det kommunale område. Dette gælder også bekendtgørelsen om vederlag til kommunalbestyrelses- og bygdebestyrelsesmedlemmer m.v. samt borgmestre og viceborgmestre.

 

Landsstyret anbefaler derfor, at man afventer en revision af bekendtgørelsen, til strukturarbejdet gennemføres. Derfor kan Landsstyret på nuværende tidspunkt ikke anbefale at beslutningsforslaget vedtages. Landsstyret vil naturligvis være opmærksom på de problem-stillinger, som forslagsstilleren har rejst, når bekendtgørelsen skal revideres.