Indkaldelse til åbent samråd med Erhvervs- og Råstofudvalget torsdag den 14. maj 2020, kl. 13.00 i mødelokale Erling Høegh.


I medfør af § 19 i Inatsisartuts forretningsorden indkalder Erhvervs- og Råstofudvalget hermed Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer til samråd vedr. status på aktiviteter inden for råstofområdet, herunder lempelser af selskabsforpligtelser som følge af coronavirus-situationen, orientering om licenser omfattende radioaktive mineraler, Naalakkersuisuts aftale med den amerikanske regering vedr. midler til særligt råstofområdet, samt om fremdriften i nedsættelse af Råstofkommissionen.

 

Erhvervs- og Råstofudvalgets bemærkninger og spørgsmål:

  1. Udvalget ønsker en orientering om Naalakkersuisuts lempelse af råstofsleskabernes forpligtelser som følge af coronavirus-situationen.

a) Hvad består lempelserne konkret i?

b) Hvilke konsekvenser anser Naalakkersuisut at lempelserne vil få for selskaberne og Landskassen på hhv. kort og langt sigt?

c) Har Naalakkersuisut planer om at yde støtte til virksomheder inden for råstofsektoren, ud over de generelle hjælpepakker, der også omfatter andre erhvervsområder?

 

  1. Udvalget ønsker en orientering om aktiviteterne inden for råstofområdet, særligt i relation til licenser der omfatter mineralske forekomster, der indeholder radioaktive stoffer i et omfang, hvor disse kan indgå som biprodukt, eller hvor stofferne kan have negative effekter på nærmiljøet i forbindelse med efterforskning og udvinding.

a) Såfremt der skal foretages en prioritering af, hvilket af de to sydgrønlandske projekter; Kvanefjeldsprojektet eller projektet ved Kringlerne, finder Naalakkersuisut det mest hensigtsmæssigt at prioritere?

b) Indeholder mineralerne i det to omtalte projekter (i spm. a) uran eller andre radioaktive stoffer i en koncentration der er større end 60 ppm?

c)Hvorledes sikrer Naalakkersuisut, at grundlæggende menneskerettigheder overholdes i forbindelse med åbning af en, eller begge, miner ved Kvanefjeldet hhv. Kringlerne?

d) Påtænker Naalakkersuisut at inddrage befolkningen i Sydkommunen, eksempelvis ved afholdelse af en folkeafstemning, såfremt det besluttes at etablere minerne ved Kvanefjeldet eller Kringlerne?

e)Er USA involveret i råstofprojekterne ved Kvanefjeldet og Kringlerne?

f) Kan Naalakkersuisut generelt oplyse, hvilke råstofprojekter USA er involveret i?

g) Kan Naalakkersuisut oplyse, hvor tailings og andet affald fra miner, der involverer udvinding af mineraler med radioaktive stoffer planlægges placeret?

h) Såfremt det stadig er planen at affaldet f.eks. deponeres overfor Narsaq’s vanreservoir, ved søen Taseq, kan Naalakkersuisut da oplyse om man vil holde skærpet kontrol med byens vandforsyning? Og i givet fald hvordan?

i) Vil medlemmerne af Inatsisartut blive orienteret og inddraget vedrørende vurderinger af beskyttelse af miljø, natur og folkesundhed, såfremt det besluttes at etablere miner, der involverer radioaktive mineraler eller stoffer?

j) Vil igangsætningen af råstofudvinding, der involverer radioaktive mineraler medføre et behov for at øge forsvars- og sikkerhedsniveauet for Rigsfælleskabet? Vil dette i givet fald involvere USA?

k) I henhold til aftalen mellem Selvstyret og den danske stat fra 2016 er staten hovedansvarlig for eksport af mineraler med radioaktivt indhold, samt mineraler som kan anvendes både civilt og militært (dual use). Er denne aftale fortsat gældende?

l) Er den danske stat fuldt ud medinddraget i planerne vedrørende minder der involverer udvinding af radioaktive stoffer, herunder uran?

 

  1. Udvalget ønsker en orientering om de amerikanske projektmidler, særligt i relation til råstofområdet.

a) Hvor stort et beløb er tiltænkt råstofområdet?

b) Hvordan påtænker Naalakkersuisut at midlerne konkret skal anvendes?

c)Hvilken indflydelse har den amerikanske regering i forbindelse med anvendelsen af midlerne?

d) Hvilke rettigheder opnår USA over data, såfremt midlerne eksempelvis anvendes til indsamling af geologiske data?

 

  1. Der er på Finansloven afsat midler til nedsættelse af en råstofkommission (hovedkonto 67.01.09) Udvalget ønsker en status på arbejdet med at nedsætte en råstofkommission, herunder:

a) Hvilke overvejelser har Naalakkersuisut gjort sig vedr. indholdet af kommissionens kommissorium?

b) Hvorledes vil Naalakkersuisut sikre inddragelse af relevante aktører?

c) Påtænker Naalakkersuisut at inddrage inatsisartut – og i givet fald, hvordan?

 

Det kan påregnes, at der stilles opfølgende spørgsmål under samrådet.

 

-oOo-

 

Udvalget har som målsætning, at et samråd i videst mulige omfang skal tage form af en politisk drøftelse imellem medlemmet af Naalakkersuisut og udvalget – typisk om prioriteringer og målsætninger. Ved den mundtlige drøftelse bør så vidt muligt benyttes frit foredrag.

 

Udvalget ønsker endelig at modtage et notat på grønlandsk og dansk om foranstående spørgsmål i forlængelse af samrådet. Notatet bedes sendt elektronisk til juul@ina.gl hurtigst muligt efter samrådet. Såfremt notatet medbringes og anvendes under samrådet bedes en kopi givet til udvalgets tolk og udvalgssekretær umiddelbart ved samrådets begyndelse.

 

 

Med venlig hilsen

Henrik Fleischer

Formand for Erhvervs- og Råstofudvalget